Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

»Reelt er Lars Løkke en konge uden land. En statsminister der ikke kan regere«

Dagens overblik: En stribe eksperter vil have regeringen til at kæmpe hårdt mod menneskerettighedsdomstol, Socialdemokratiet angriber til højre og venstre, og en minister mener, at hans private aktiekøb for millioner gavner Danmark.

Godmorgen og velkommen til denne uges midtvejspost, hvor du får overblikket over dagens politiske historier.

I dag skal vi bl.a. forbi et muligt opgør med en menneskerettighedskonvention, en minister med aktier for knap fire millioner kroner og et socialdemokratisk angreb på Lars Løkke Rasmussen, der er »en konge uden land. En statsminister der ikke kan regere«.

Se hvad der ligger bag det citat senere.

For vi begynder på forsiden af Jyllands-Posten, der har snakket med fire juraeksperter. De mener, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tager magten fra de folkevalgte og med flere domme underminerer demokratiet direkte mod staternes ønsker.

Helt konkret peger de på, at domstolen har blokeret for udvisningen af kriminelle udlændinge, som har vakt stort debat i Danmark med især den omdiskuterede Levakovic-sag.

Derfor opfordrer de nu regeringen til at tage et opgør med domstolen og dens egenhændige tolkninger af national lovgivning og menneskerettighedskonventionen, når Danmark i løbet af få måneder overtager formandskabet i Europarådet.

»Domstolen tager magten fra parlamenterne, fordi den efter min mening misforstår sin opgave,« advarer Gorm Toftegaard Nielsen, professor i strafferet på Aarhus Universitet.

Ifølge direktøren i tænketanken Justitia, Jacob Mchangama, har domstolen med sine »dynamiske fortolkninger« forladt konventionens oprindelige formål fra 1950 om at beskytte demokratiet mod totalitære regimer og en gentagelse af Anden Verdenskrig.

»Domstolens beskyttelse af kriminelle udlændinge går stik imod staternes ønsker og er mere eller mindre opfundet af domstolen selv,« siger Mchangama.

Du kan læse historien her.

Avisen har ikke snakket med nogle politikere om historien, men fra flere sider i Folketinget har domstolen været kritiseret. Regeringen har i regeringsgrundlaget også lagt op til et opgør med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol:

»Der er imidlertid behov for at se kritisk på den måde, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkning har udvidet rækkevidden af dele af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Regeringen vil afholde en international ekspertkonference om konventionen som led i det kommende danske formandskab for Europarådet,« står der på regeringsgrundlagets side 55.

Brexit og den danske forbindelse

I går fortalte den britiske premierminister, Theresa May, hvordan hun har tænkt sig at trække Storbritannien ud af EU. Der er lagt op til et hårdt opbrud, som du kan læse om her.

I Danmark har Dansk Folkeparti siden i sommer sagt, at danskerne også skal have chancen for at sige nej til EU på lignende vilkår som de britiske, når en endelig exit-aftale er forhandlet på plads.

Det budskab gentager Kristian Thulesen Dahl i dagens Børsen.

»Det er ikke et resultat, vi har fået i dag. Det er en naturlig reaktion fra Storbritanniens side på den mur, man har mødt fra de 27 EU-lande. Der kommer en forhandlet løsning, og jeg mener stadigvæk, at det vil være helt naturligt, at danskerne bliver spurgt ved en folkeafstemning,« siger han. Læs historien her (kræver abonnement).

Lars Løkke Rasmussen afviser en afstemning, men det er de radikales Morten Østergaard ikke helt overbevist om holder.

»Er jeg den eneste, som ikke helt tør udelukke, at Løkke kunne finde på at følge i Camerons fodspor og love en "ind-eller-ud-afstemning", hvis han vurderer, at det er det, der skal til for at forblive landets statsminister?,« skriver den radikale leder på Facebook.

I Børsen skriver politisk kommentator Helle Ib i en analyse, at Thulesen Dahl kan glemme alt om en dansk afstemning om EU-medlemskab.

»Med udsigten til den hårde version af den britiske afsked med det europæiske fællesskab må enhver tanke om en folkeafstemning på dansk grund kvæles. Der tegner sig absolut intet flertal for en sådan afstemning, og bevægelserne i vælgerhavet taler bestemt heller ikke for det,« skriver Ib.

I samme analyse kommer Helle Ib i øvrigt ind på, at regeringen lige nu lægger sidste hånd på, hvordan initiativerne i regeringsgrundlaget skal times og opdeles. En melding om det kan komme inden for et par uger, lyder det fra Ib:

»Efter alt at dømme afløses big-bang-forhandlinger af separate forhandlinger og forløb om bl.a. boligskat, tilbagetrækning, SU og skattelettelser. VLAK kan nok tage som udgangspunkt, at jo mindre, DF oplever sig tilgodeset i EU-politikken, des større må indrømmelserne blive på andre felter.«

Du kan læse hele analysen her (kræver abonnement).

Tre debatindlæg, der er værd at læse

1) Bestyrelsesmedlem i DR Katrine Winkel Holm skriver om »DR og slagsiden, der ikke går væk« i Berlingske.

»Det er en dybt alvorlig sag, at en statsfinansieret mediemastodont som DR fører kampagne for at smadre en lille netavis økonomisk. Det er ganske enkelt misbrug af licensmidler og et groft brud på radio- og fjernsynsloven og burde have udløst en storvask indadtil. Men DRs ledelse har ikke givet udtryk for, at man har fattet alvoren af det misbrug, der fandt sted. Det skandaløse program udløste ikke andet end en enkelt forkølet beklagelse fra redaktionschefen på P3 – ikke fra DRs direktion. En beklagelse, der reducerede tilsviningen af Den Korte Avis til et »spontant udbrud«, »en fejl i slutningen af et indslag«, der »ellers var fint og sobert«.

Du kan læse indlægget fra DFeren Søren Krarups datter og søster til det nuværende medlem af Folketinget, Marie Krarup, her (kræver abonnement).

2) Socialdemokratiets Dan Jørgensen er ikke videre begejstret for landets statsminister, kan du læse i Politiken.

»Reelt er Lars Løkke en konge uden land. En statsminister der ikke kan regere. Som den navnkundige 'Johan Uden Land' (Richard Løvehjertes uheldige bror) er Løkke presset fra alle fronter. Han er upopulær blandt folket. Han har mistet grebet om sine tidligere støtter i den borgerlige blok. Og han har – alle sine planer til trods – ikke den vigtigste plan på plads; hvordan han skal lede landet, når han ikke leder et flertal i folketinget.«

Her kan du læse, hvorfor Dan Jørgensen mener, at Løkke har mistet grebet om sine tidligere støtter i den borgerlige blok og endnu ikke har den vigtigste plan på plads: hvordan han skal lede landet, når han ikke leder et flertal i Folketinget.

3) Socialdemokratiet er i offensiven i Politikens spalter i dag, hvor også partiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, langer ud efter et andet parti. Her det den tidligere regeringskollega de Radikale, der sigtes mod.

»Det er åbenlyst, at de radikale har svært ved at forlige sig med den udlændingepolitik, som Socialdemokratiet står for. Det er, som om de Radikale altid er i opposition - til Socialdemokratiet. Men måske det snart er på tide at komme videre? I stedet for at reducere sig selv til at være et korrektiv til Socialdemokratiet, bør de radikale løfte blikket og hæve ambitionerne. Husk: Det handler om mennesker.«

Indlægget er endnu ikke online.

Erhvervsministeren har aktier for millioner i Novo og Apple

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) har aktier for halvanden million kroner i Apple og godt en million i Novo Nordisk, viser en ny opgørelse fra regeringen over samtlige ministres økonomiske forhold.

Brian Mikkelsen har også aktier i andre, danske C20-selskaber - eksempelvis for 607.000 kroner i Chr. Hansen Holding og 258.000 i biotekselskabet Genmab, skriver Berlingske.

Samlet har han aktier for 3,79 millioner kroner.

Og det er et problem, lyder det fra Enhedslisten erhvervsordfører, Pelle Dragsted.

»Der er en risiko for, at folk kan få den opfattelse, at det påvirker hans (Brian Mikkelsen, red.) holdning. Derfor synes jeg, man bør gøre så meget, man overhovedet kan for at undgå det her,« siger han.

Dansk Folkeparti ser derimod ikke nogen problemer, og samme holdning har Brian Mikkelsen selv:

»Jeg mener selvfølgelig, det er foreneligt med mit hverv som minister. Jo flere der investerer i danske aktier jo bedre for samfundet,« siger Brian Mikkelsen.

Læs historien her.

Her kan du se et samlet overblik over alle ministrenes økonomiske forhold.

3 ting vi lærte af dagens spørgetime - og en usædvanlig Pia Kjærsgaard-ros

I går var statsminister Lars Løkke Rasmussen i spørgetime i folketingssalen.

Det handlede bl.a. om Putin, Trump og en gasledning, der skal gå fra Rusland til. Og så overraskede Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, den radikale leder, Morten Østergaard, med ros.

Læs det vigtigste fra gårsdagens spørgetime her.

Bertel Haarder genopstiller til Folketinget

Den længst siddende minister i Danmark - nogensinde - Bertel Haarder, har i en alder af 72 år besluttet sig for at stille op til næste folketingsvalg.

Læs hvorfor her.

Astrid Krag vs Thyra Frank

Forfølger Socialdemokratiet den nye ældreminister Thyra Frank, eller skal en ministers fortid kigges efter i sømmene af politiske modstandere?

Det spørgsmål undersøger Berlingske i denne gennemgang, der viser, at Astrid Krag siden Thyra Frank blev ældreminister den 28. november 2016 16 gange har skrevet opslag om Thyra Frank og ældreområdet – enten med direkte henvendelse til de ældres minister eller med generel kritik af regeringens prioriteringer - på Facebook.

Derudover har hun i løbet af Trekløverregeringens halvanden måned lange levetid stillet 12 paragraf 20-spørgsmål og tre udvalgsspørgsmål til ældreministeren samt kaldt hende i tre samråd.

Kritikere har derfor beskyldt Astrid Krag for at føre hetz mod Thyra Frank.

Du kan læse den gennemgang og et langt interview med Krag i artiklen »da Thyra Franks person fik det til at fyge med beskyldninger om hetz« (kræver abonnement).

Tålt ophold skal ikke være så utåleligt

Det skal være utåleligt at være på tålt ophold, sagde udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) sidste år.

Men nu har Højestret slået fast, at det ikke er i orden, at en tunesisk mand på tålt ophold havde melde- og opholdspligt i mere end fire år, fordi han ikke havde skjult sig, og fordi der ikke kunne ske udvisning, skriver Jyllands-Posten.

Personer på tålt ophold er udvist af Danmark for grov kriminalitet, men kan ikke udsendes efter afsoning, fordi de risikerer overgreb i hjemlandet.

Sagen kan få betydning for de øvrige 69 udlændinge på tålt ophold vurderer advokater, men Inger Støjberg har ikke tænkt sig at ændre ved reglerne efter dommen.

»Det ændrer ikke på, at vi ret til at opretholde det regime, vi hidtil har haft,« siger hun.

Læs om den historie her (kræver abonnement).

Dagens interview

Det kan godt ske, at reformiveren er ved at tørre ud på Christiansborg. Men i fremtiden vil samfundet blive mere og mere liberalt.

»Velfærdsstaten vil ændre sig, og det kan ingen bremse«.

Det siger Joachim B. Olsen i dette fine interview i Berlingske.

Dagens citat

»Jeg er jubeleuropæer i forhold til de tre kerner i EU - nemlig fred, frihandel og frihed.«

Udenrigsminister Anders Samuelsen var i går en tur i den varme stol i Deadline på DR 2. Det kan du se her.

Dagens analyse

Finder vi i BT, hvor avisens politiske kommentator, Søs Marie Serup, har skrevet en analyse af »Theresa Mays forvandling«.

Her kommer hun også ind på, hvad briternes exit fra EU kan betyde i en dansk kontekst.

»Det springende spørgsmål i Danmark bliver, om det er klogest at hjælpe med at sikre briterne en god aftale, så Danmark kan få en tilsvarende senere, sådan som DF drømmer om. Eller om det er klogest at tænke på sammenholdet i EU, som nok vil overveje at fortælle May, at hun kan se langt efter en gratis frokost i Bruxelles.«

Analysen er ikke online.

Dagens kend din folketingspolitiker

Han kan blive rasende over uærlighed og plathed, og han knokler igennem mandag til fredag for at kunne bruge sine weekender på Bornholm med sin familie. Kom tættere på Venstres forsvarsordfører Peter Juel Jensen her.

Det sker i dag

10.00 Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) skal i åbent samråd om bemanding i fængslerne.

13.00 Møde i folketingssalen med mulighed for at stille spørgsmål til ministrene. Bl.a vil Magnus Heunicke (S) spørger justitsminister Søren Pape Poulsen (K): »Hvad er ministerens holdning til, at hans partifælle, folketingsmedlem Rasmus Jarlov, fortsat benytter sig af kørsel via selskabet Uber og tilmed reklamerer med det på sociale medier.«

Se hele programmet her.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.