Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

»Placeringen af en ny politiskole ligner efterhånden en gang amatørteater«

Dagens overblik: Dansk Folkeparti gider ikke høre på DI mere, fodboldklub undrer sig over en bane, som ser ud til at forsvinde, og kun én enkelt østeuropæer fik sidste år hurtig adgang til danske dagpenge. Hele dit overblik her.

Se mere
Arkivfoto: Lars Krarup (V), borgmester i Herning Kommune.
Arkivfoto: Lars Krarup (V), borgmester i Herning Kommune.

Vi er nået til onsdag, og her får du alt det, du skal vide om dansk politik i dag.

Du kommer til at læse om skænderiet om placeringen af den kommende politiskole, om et nødråb til Folketinget fra 17 danske organisationer og om diskussionen om velfærdsturisme, som de Radikale mener er overdrevet.

Vi begynder dog i Børsen, som i dag kan fortælle, at antallet af udlændinge, der arbejder i Danmark, er det højeste nogensinde.

Tal fra Dansk Industri (DI) viser således, at antallet af udlændinge med en lønindkomst i Danmark i oktober var 194.027 personer. Opgørelsen viser desuden, at udlændinge med arbejde i Danmark er steget markant det seneste år og altså har nået et rekordniveau.

Men tallene medfører et regulært skænderi mellem DI og Dansk Folkeparti i Børsens spalter.

Sidste sommer vedtog et flertal uden om regeringen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i spidsen at hæve den såkaldte beløbsordning, der gør det lettere for udlændinge med høj løn at få opholdstilladelse i Danmark. Beløbet blev hævet fra 375.000 til 400.000 kr.

Det, mener DI, var en fejl. Grænsen bør sænkes, forklarer Steen Nielsen, underdirektør i DI, til avisen.

»Vi mener, at Folketinget traf den forkerte beslutning sidste år ved at hæve beløbsgrænsen, og vi synes sådan set, at i den situation vi har, hvor der mangler dygtige medarbejdere herhjemme, ville det være bedre at gå den modsatte vej.«

Martin Henriksen, integrationsordfører i Dansk Folkeparti, er ret så uenig i den udlægning.

»DI er umættelige. DI har ingen troværdighed i min bog. Jeg er immun over for argumenter fra DI, for de har i den grad forspildt deres chance for at være en troværdig samarbejdspartner,« siger han til avisen.

Hvordan skal man løse virksomhedernes problemer med mangel på arbejdskraft, når I ikke vil gøre arbejdsudbuddet større ved at hæve pensionsalderen, og I heller ikke vil have flere udenlandske arbejdere ind i landet?, spørger Børsen.

»Vi har lavet reformer. Der er lavet dagpengereform, efterlønsreform og reform af pensionsalderen. Vi kan jo ikke blive ved, fordi DI bliver ved med at sige, at de mangler arbejdskraft.«

Du kan læse nyheden her, interviewet med Steen Nielsen her og spørgsmålene til Martin Henriksen her. (Hele baduljen kræver abonnement)

Vi forlader det opgør og ser nærmere på et andet.

»Jeg vil være frygtelig ked af det, hvis de inddrager banen«

Det bringer os til et skænderi, som for alvor udspillede sig i går. Et skænderi om den kommende politiskole, som regeringen vil placere i Herning.

Jyllands-Posten skrev i går på sin forside, at Herning har tilbudt en byggegrund til den nye politiskole, der ikke er stor nok til at opfylde Rigspolitiets arealbehov.

Det skete på baggrund af den optegning af området, som Herning Kommune selv havde sendt til Folketinget - og som du kan se herunder. I Jyllands-Posten anslog to eksperter, at grunden var omkring 28.000-30.000 kvm og derfor ikke opfyldte Rigspolitiets ønske om 40.000 kvm.

Men den udlægning fik Herning-borgmester Lars Krarup til at angribe avisen.

»Tror avisen i ramme alvor, at vi, som kommune, ikke kan regne? At vi som myndighed ikke kan opmåle en matrikel? Det er jo helt hen i vejret,« lød det.

Herning Kommune delte senere på dagen et nyt kort, hvor et større areal var optegnet, og Lars Krarup forklarede, at den tegning, eksperterne havde regnet på for Jyllands-Posten, kun viste den rene byggegrund. Mens udenomsarealerne ikke var med.

Har I udvidet forslaget, så I nu foreslår en større grund, end I gjorde oprindelig?, spurgte Ritzau Lars Krarup.

»Nej. Der er ikke noget som helst nyt i forslaget fra Herning - i arealerne eller planerne eller noget.«

Du kan se tegningen med det større areal herunder. Artiklen fortsætter under opslaget.

Jyllands-Posten skriver i dag, at det større areal - som altså er optegnet på kortet nu - betyder, at en fodboldklub og en cricketklub vil få inddraget en bane. Og det har ingen af de to klubber fået at vide før i går.

»Vi har intet hørt fra kommunen. Men jeg vil være frygtelig ked af det, hvis de inddrager banen, for den er vores bedste areal. Mange af de andre baner står meget af tiden under vand,« siger Randi Pedersen, kontaktperson i Herning KFUM Fodbold, til avisen.

Hverken Lars Krarup eller Herning Kommune har ønsket at stille op til interview med Jyllands-Posten, skriver avisen. I en pressemeddelelse i går skriver kommunen, at »Jyllands-Posten fortsætter usandheder om Herning Kommune.« Den kan du læse her.

I BT i dag sætter politisk kommentator Søs Marie Seerup også fokus på Herning.

»En klar vestdansk vindersag for regeringen har udviklet sig til noget regulært skrammel. Debatten om placeringen af en ny politiskole ligner efterhånden en gang amatørteater. Det kunne have været så enkelt, men nu gælder det bare for regeringen om at få lukket sagen. Der ser ikke ud til at være en mulighed for, at den kan lande godt,« skriver hun.

Artiklen er ikke online.

Én....

Vi hopper videre til Berlingske, som i dag på avisens forside fortæller, at kun én enkelt østeuropæer i 2015 fik hurtig adgang til danske dagpenge.

EU-borgeres mulighed for at få danske dagpenge har i flere år været et særdeles ophedet politisk emne.

Men nu viser en frisk opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet altså, at kun 18 EU-borgere brugte EU-regler til at få hurtigere adgang til dagpenge i Danmark. Kun én af dem var altså fra Østeuropa, mens 14 var fra nordeuropæiske lande og tre var fra Sydeuropa.

»Det danske dagpengesystem er ikke på den måde under pres, som man kunne have frygtet,« siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) til avisen.

De Radikales beskæftigelsesordfører, Sofie Carsten Nielsen, siger i den forbindelse i et interview med Berlingske.

»Diskussionen om velfærdsturisme er så overdrevet. At der er 18 mennesker, viser med al tydelighed, at der ikke er nogle mennesker, der tager til Danmark for at udnytte dagpengekassen.«

Du kan læse nyheden her og interviewet her.

Dagens nødråb

17 danske organisationer, herunder Børns Vilkår og Red Barnet, har i dagens Politiken et nødråb til Folketingets partier:

»Tusinder af børn bliver fattige,« lyder nødråbet:

Vores frygt er desværre ved at blive til virkelighed. Tusinder af børnefamilier, der er omfattet af kontanthjælpsloftet, integrationsydelsen og 225-timers reglen, rammes nu så hårdt økonomisk, at de må spare på mad, vigtig medicin, vintertøj, offentlig transport og sociale aktiviteter. Mange familier oplever også, at de har problemer med at betale deres husleje og risikerer at blive sat ud af deres bolig.

Derfor er vi i en række organisationer gået sammen om at sende et nødråb til Folketingets partier. Et nødråb om at ændre den kurs, som sender mange børn ud i fattigdom med risiko for alvorlige og livslange konsekvenser.

Indlæggets underskrivere er: Knud Aarup, formand for Socialpolitisk Forening; Thomas Andreasen, medlem af hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening; Elisa Bergmann, formand for Bupl; Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening; René Skau Björnsson, formand for Børnesagens Fællesråd; Grethe Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd; Per Christensen, forbundsformand i 3F (Fagligt Fælles Forbund); Helle Christiansen, chef for Kirkens Korshær; Puk Draiby, generalsekretær i Foreningen Grønlandske Børn; Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår; Per Larsen, formand for Børnerådet; Per K. Larsen, sekretariatsleder for European AntiPoverty Network - Danmark; Jonas K. Lindholm, generalsekretær for Red Barnet; Rune Løgstrup, konsulent, Broen Danmark; Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer; Robert Olsen, forstander for Kofoeds Skole; Mads Roke Clausen, direktør i Mødrehjælpen.

Indlægget er endnu ikke online, men en af underskriverne, Børnesagens Fællesråd, har lagt opslaget op på sin hjemmeside, som du kan læse her.

»Jeg føler, at vi – menneskeheden – virkelig står ved den frygtede korsvej«

Hvis menneskeheden går til højre, ender vi i krig, fascisme, ødelæggelse af kloden.

Hvis vi går til venstre, venter der et bæredygtigt samfund, socialt, økonomisk og miljømæssigt.

Det mener Enhedslistens Finn Sørensen, som du kan komme tættere på her.

Fem nyheder du også skal have med i dag

1: Verdens ledere skal gøre noget ved den voksende globale ulighed nu, hvis ikke det skal sætte yderligere gang i en ond spiral, der kan skubbe til problemer med nationalisme, flygtningestrømme og terror, lyder det i rapport fra World Economic Forum.

Mere hos Berlingske her.

2: Natur- og Miljøklagenævnet skal nedbringe en sagspukkel på over 700 ventende sager, der skyldes udflytningen af statslige arbejdspladser. Derfor må Kammeradvokaten træde til, og det private advokatfirma står nu til at tjene op til seks mio. kr. på bistanden, selv om regeringen ønsker at neddrosle brugen af firmaet.

Den historie har Information til dig i dag (kræver abonnement)

3: Det lovudkast, som skal danne grundlag for en fusion mellem Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) og Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA), vil reelt begrænse den frie forskning på socialområdet, mener eksperter og Rådet for Socialt Udsatte. DF vil nu tage sagen op over for regeringen.

Den historie finder du også i Information.

4: SF kræver loft over lærernes tid i klassen. Partiet foreslår at lave en pulje, som skal sikre, at lærerne får tid til at forberede undervisningen bedre.

Det kan du læse i Politiken i dag.

5: Danmarks Radio bekræfter, at journalist Johannes Langkilde fik betalt transporten af sin kones hest fra Danmark til Washington D.C. Det oplyser Radio24syv.

Dansk Fol­ke­par­tis medi­e­ord­fø­rer Mor­ten Mari­nus undrer sig over udgif­ten:

»Jeg synes det lyder som van­vit­tige beløb, at man bru­ger licens­mid­ler til den slags. Det er i hvert fald ikke mid­ler, der kom­mer ret meget public service-tv ud af,« siger han til Radio24syv. Mere om den sag her.

Fik du læst?

Han har siddet mere end 3.200 timer i cockpittet i et kampfly. Han har styret mere end 35 forskellige flytyper – herunder F-16. Han er trestjernet generalløjtnant i det amerikanske flyvevåben, US Air Force, han har en bunke medaljer til at knappe på militærdragten, og han står i spidsen for et mandskab på 2.590 personer med et årligt budget på 70 millioner dollar.

Og så er han manden, der på vegne af den danske regering skal forhandle den endelige pris på Danmarks 27 nye F-35-kampfly, der er anslået til 20 milliarder kroner.

Berlingske tegnede i går et portræt af 63-årige Lieutenant General Christopher C. Bogdan. Det får du her.(kræver abonnement)

Fik du læst? II

Når politikerne i dag skændes om højere pensionsalder, sker det på baggrund af en ganske særlig og historisk aftale fra 2006. Men den aftale er fuldstændig blevet taget på sengen af, hvor længe vi danskere lever.

Berlingske satte i går fokus på Anders Foghs historiske aftale, som blev overhalet af virkeligheden. Du får den historie her. (kræver abonnement)

Der sker i dag

09:30 Minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) er i dag kaldt i samråd om inddragelse af fridage for statsansatte.

10:00 Kulturminister Mette Bock (LA) er kaldt i åbent samråd om regeringens ønske om, at der med en nedsættelse af licensen skal produceres mindre dansksproget radio, tv og andet medieindhold.

11:00 Kulturminister Mette Bock er - også - kaldt i åbent samråd om regeringens ønske om at privatisere TV 2.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.