Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

»Nogle dage ligner Henriksen næsten rottefængeren, som med sin fløjte lokker dyrene lige lukt i druknedøden«

Dagens overblik: Martin Henriksen bliver portrætteret i dagens BT, fordi han »som få« formår at holde gryden om danskhedsdebatten i kog. Der er hastemøde om PostNord. DF og S hænger i bremsen, mener Anders Samuelsen. Og eksperter kritiserer Brian Mikkelsen for en millioninvestering i en kapitalfond. Du får hele dit politiske overblik her.

Dansk Folkepartis Martin Henriksen.
Dansk Folkepartis Martin Henriksen.

Godmorgen og velkommen til denne uges midtuge-morgenpost. Vi har igen været tidligt oppe og drønet aviser og digitale medier igennem, så du kan få dit politiske overblik.

Og vi lægger fra land med en historie, som blev lagt på nettet fra morgenstunden. En historie fra DR.

Danmarks Radio kan nemlig fortælle, at Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og SF vil bruge deres flertal til at stramme yderligere, så virksomheder og udlændinge ikke længere kan tælle gratis bolig, bil og madordning med i lønindtægten for at nå op på 400.000 kroner.

Dermed strammer et flertal udenom regeringen endnu en gang loven, så det bliver sværere for højt betalte udlændinge at få arbejdstilladelse i Danmark.

Sidste år fik samme tre partier hævet beløbsgrænsen med 25.000 kroner, så udlændinge skal tjene mindst 400.000 kroner om året i Danmark for at få opholdstilladelse, skriver DR.

Brian Mikkelsens millioninvestering i en kapitalfond

Vi fortsætter med en historie om erhvervsminister Brian Mikkelsens (K) millioninvestering i en kapitalfond, som eksperter kritiserer for at være en ladeport for interessekonflikter.

»Der er en klar, underliggende interessekonflikt. Ministeren har indflydelse på dem, der har betydning for selskabet gennem eksempelvis Vækstfonden,« siger således Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, i dag på forsiden af Jyllands-Posten.

Og hvad er så op og ned i den historie?

Brian Mikkelsen har i et skema til Statsministeriet om sine økonomiske interesser oplyst, at han og ægtefællen har lidt over 200.000 kr. placeret i et investeringsselskab, skriver JP. Men han har ikke oplyst, at selskabet dækker over en 5 mio. kr. stor investering i den danske kapitalfond SE Blue Equity.

Kapitalfonden har tidligere haft et opgør med Vækstfonden, da kapitalfonden fik nej til en statslig investering på 150 mio. kr. Dengang sad Brian Mikkelsen i kapitalfondens bestyrelse. I november sidste år trak han sig fra den post - med egne ord for at undgå netop interessekonflikter. Og han afviser også i dagens Jyllands-Posten, at der skulle være noget galt med hans investering.

»I dette tilfælde har min kone og jeg investeret i en virksomhed, som investerer i ni danske virksomheder, som har 860 ansatte.  Vi har under én procent af aktierne og har ingen indflydelse på det overhovedet. Jeg er ude af bestyrelsen,« siger Brian Mikkelsen til TV 2.

Du kan se og høre et interview med Brian Mikkelsen om sagen på TV 2s hjemmeside her.

»Nogle dage ligner Henriksen næsten rottefængeren, som med sin fløjte lokker dyrene lige lukt i druknedøden«

Vi iler videre til BT, hvor politisk kommentator og tidligere Venstre-rådgiver Søs Marie Serup i kølvandet på den seneste tids debat om danskhed protrætterer Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen.

Han evner, skriver Søs Marie Serup, at holde gryden med danskhedsdebat i kog som få andre på Christiansborg.

»Nogle dage ligner Henriksen næsten rottefængeren, som med sin fløjte lokker dyrene lige lukt i druknedøden i flodens kolde vand,« skriver Søs Marie Serup om Martin Henriksen og fortsætter:

»DFs politiske modstandere kan på ingen måde sammenlignes med rotter! Men de lader sig ofte føre i dansen af Henriksens melodi. For nogle afføder favntaget med Henriksen klapsalver fra egen rækker, men ser vi på befolkningen som helhed, så lytter folk mere til Henriksen, jo flere der danser.«

Efterlysning: Hvor er Løkke?

Både internt i Venstre og i Dansk Folkeparti er der undren over, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke i højere grad markerer sig. Sådan skriver Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen i en analyse i dagens avis.

Mens de tektoniske plader i dansk politik forskubber sig i denne tid, besvares det hele med en rungende tavshed fra Statsministeriet og Lars Løkke Rasmussen, skriver Thomas Larsen.

»DF sidder ledelsen i dag tilbage med lige dele forundring og vrede over Løkke. Man forstår ikke, at regeringschefen ikke gør mere for at få alliancen mellem de to partier tilbage på sporet. Selvfølgelig er der regelmæssige møder mellem Løkke og Thulesen Dahl, men der er ikke tale om samtaler, der for alvor flytter noget og resulterer i en fælles forståelse om en brugbar politisk køreplan. Tidligere var V og DF næsten altid i stand til at finde frem til sådan en køreplan, men det sker ikke nu,« skriver Thomas Larsen og fortsætter:

»Det er dog ikke kun hos støttepartiet, at man er overrasket over passiviteten fra regeringschefens side. Både i Venstres folketingsgruppe på Christiansborg og ude i det kommunale bagland efterlyses det, at Løkke i højere grad griber taktstokken og gør det klart, hvad han vil politisk. I den seneste tid har der været tegn på, at der er uklarhed – og uenighed – om linjen i partiet.«

Zenia Stampe: Jeg er syndebukkenes forsvarsadvokat

Herunder er tre citater fra 'Kend din folketingspolitiker' - Berlingskes serie om Christiansborgs politikere - med de Radikales værdiordfører Zenia Stampe:

»Jeg synes, at rød stue mangler nogle folk, der tør gå lidt til makronerne.«

»Jeg tror, at jeg er syndebukkenes forsvarsadvokat og ambassadør for de langsigtede løsninger. Det er ikke altid et let sted at være. Men det er nok det tætteste, man kommer en beskrivelse af mit politiske kald.«

»Måske er jeg sådan en slags debattens faldskærmssoldat. Jeg er en af de første, der rykker ind, og så bliver jeg skudt på fra alle sider. Senere kommer de mere konventionelle våben i brug.«

Du kan komme tættere på de Radikales værdiordfører Zenia Stampe her.

Nye tal: Hver tredje boligejer, der vinder på regeringens flade boligskat, bor i én bestemt kommune

Regeringens forslag om en flad boligskat står til i særlig grad at gavne én kommunes boligejere. Det skriver Berlingske her til morgen.

Gentofte Kommune tegner sig nemlig alene for godt en tredjedel af alle de ejerboliger, som vil blive vurderet til mere end 7,5 millioner kroner i ejendomsværdi i 2021. Det viser regeringens egne tal i et nyt svar, som Skatteministeriet har givet til Folketingets Finansudvalg.

Læs hele historien og se, hvor 9 ud af 10 af de dyre boliger ligger, her.

Herunder kan du i øvrigt se, hvordan regeringens samlede skattelettelser tager sig ud på et Danmarkskort. Få en nærmere forklaring på kortet ved at klikke her.

Dagens citat I:

»Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti hænger i bremsen. Og det er enormt farligt for Danmark.«

Det er Danmarks udenrigsminister, Liberal Alliances politiske leder Anders Samuelsen, der i et Ritzau-telegram fra i nat kommer med ovenstående citat.

Samuelsen mener, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti står og holder hr. Schwann i hånden, mens muligheder for velstand og frihed passerer Danmark forbi, skriver Ritzau. Læs hele historien her.

Dagens citat II:

»Jeg respekterer den beslutning, der er blevet truffet. Jeg gider bare ikke stå her og spille skuespil og sige noget andet, end jeg mener. Jeg har sagt, hvad jeg mener, inde i gruppen, og det siger jeg også her.«

Socialdemokratiets friskoleordfører, Daniel Toft Andersen, gad i går ikke »spille skuespil« og bakke op om sit partis beslutning om at ville forbyde bederum på skoler og offentlige uddannelsesinstitutioner.

Citatet er set i Ekstra Bladet.

Børsen til Mette Frederiksen: »Den går ikke, Granberg«

Det er Børsen, der i dag kalder Mette Frederiksen for Granberg. Eller i hvert fald bruger det gamle danske mundheld.

Baggrunden er, at Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, forleden foreslog at man fremover skal erklære alle danske unge uddannelsesparate. Det er en dårlig idé, mener Børsen:

»Men den går ikke, Granberg, man løser ikke et problem ved at lukke øjnene for problemet og give det en betegnelse, som om det ikke eksisterer. Umiddelbart er det en god service at fortælle 8. -9.-klasses elever, at de ikke er uddannelsesegnede, hvis de ikke er det.«

Du kan i øvrigt her læse en forklaring på, hvorfor vi i Danmark bruger udtrykket: »Den går ikke, Granberg«.

Mette Frederiksen fortæller her, hvorfor hun foreslår at alle skal erklæres uddannelsesparate:

Fire hurtige nyheder, du (også) lige skal have med

NYHED I
Når elever forlader folkeskolen, behøver de ikke gå til eksamenen eller få en karakter. Det skal faktisk være op til skolerne selv at bestemme. Det mener Alternativet, der lancerer forslaget som led i partiets nye bud på fremtidens grundskole. Den historie kan du læse her.

NYHED II
»Alt for mange politikere tænker kortsigtet, er nervøse for vælgerne og evner ikke at tænke i visioner«. Sådan siger Socialdemokratiets formand for Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg, Troels Ravn. Læs mere om ham og tankerne om nutidens politikere her.

NYHED III
Transportministeren har hasteindkaldt til et krisemøde om PostNord, efter selskabet, som den danske stat ejer 40 procent af, senest har kunnet fremlægge et regnskab med et milliardunderskud i den danske del af den svensk-danske forretning. Det skriver Politiken.

NYHED VI
Den nuværende direktør i Københavns Politi, Thorkild Fogde, har fået nyt job i Kriminalforsorgen - også som direktør. Her skal den 51-årige Thorkild Fogde stå i spidsen for landets fængsler og arresthuse.

Unge socialdemokrater tager afstand fra partilinjen

Formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), Lasse Quvang Rasmussen, kritiserer, at Socialdemokratiet på Christiansborg nu går ind for et forbud mod bederum på eksempelvis uddannelsesinstitutioner.

»Jeg synes ikke, at det er noget, Christiansborg burde blande sig i. Man må tage den ude på institutionerne,« siger han i dagens Ekstra Bladet, som spørger ham, om standpunktet er et udtryk for, at hans partifæller på Christiansborg har travlt med at lægge sig op ad Dansk Folkeparti?

»Det må du jo spørge dem om, men man kunne godt frygte det,« svarer han.

Dagens debat: Skal arbejdspladser indføre tvungen motion?

Det spørgsmål stiller BT i dag på avisens debatsider.

Nej, mener Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt
»Jeg mener ikke, at en arbejdsgiver skal bestemme, at en medarbejder skal dyrke motion. Jeg synes, at det er en god idé at lave som et tilbud, at du må bruge en time eller to om ugen på at motionere i stedet for at arbejde. Men det med at tvinge, det går ikke. Og hvem skulle betale, hvis nogen kom til skade? Jeg synes, at samfundet er begyndt at bestemme over det enkelte menneske, og det er jeg imod. Alle har deres egen måde at leve på, og det er altså ikke altid dem, der er mest fit, der er sundest. Der er nogle af dem, der er lidt runde, der faktisk holder længere end de andre.«

Ja, mener Dennis Kristensen, Forbundsformand i FOA:
»Det er indiskutabelt rigtig godt, at de faggrupper, der er udsat for en kraftig nedslidning i arbejdet, får mulighed for at forebygge det gennem blandt andet motion. Vi kender i forvejen godt til begrebet at have pligt til motion i arbejdstiden. Vores brandmænd er eksempelvis forpligtede til at holde sig i form. Det er en del af deres arbejde.«

Det sker i dag

12:00 Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er kaldt i samråd om årsagerne til stigningen i ventetiden i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).
13:00 Det Udenrigspolitiske Nævn holder i dag møde, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen  (V) deltager.
13.00 Spørgetid med ministre i folketingssalen.

Derudover er der i dag følgende begivenheder:

Statusmøde mellem regeringen og forårets trepartsforhandlere
I dag mødes parterne fra forårets trepartsaftale om arbejdsmarkedsintegration med regeringen til et statusmøde om aftalen. Formanden for Kommunernes Landsforening, Martin Damm, vil blandt andet anvende mødet til at sætte fokus på, at flere elementer af trepartsaftalen fortsat mangler at blive implementeret, såsom ensretningen af danskundervisning i overgangsfasen samt overgivelse af oplysninger om den enkelte flygtnings kompetencer.

Minister holder hastemøde om Postnord
Transport-, bolig- og bygningsminister Ole Birk Olesen (LA) holder i dag hastemøde om Postnord. Tidligere i februar fremlagde Postnord et dårligt regnskab, hvor det særligt er den danske del af forretningen, som taber penge. Det er de andre partiers ordførere på området, som deltager i mødet med ministeren.

Udenrigsministeren besøger Silicon Valley
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) indleder i dag et besøg i Silicon Valley. Silicon Valley er det tilnavn et område nær San Francisco har fået, hvor mange af de største it-selskaber har deres hovedkvarterer. I slutningen af januar meddelte udenrigsministeren, at han vil udpege en digital ambassadør, som skal pleje Danmarks forhold til netop firmaer som Google og Microsoft. Besøget varer indtil fredag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.