Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

Minister angriber TV2-profil: Han vil have mig fyret, fordi jeg ikke vil hjælpe hans kunde

Dagens overblik: Ole Birk Olesen anklager politisk kommentator for at udnytte dobbeltrolle til at kræve ham fyret, Frank Jensen er den mest magtfulde lokalpolitiker målt på netværk, og så har en journalist meldt sig ind i Venstre for at få svar fra partiets spidskandidat i København.

Godmorgen og velkommen til tirsdagens politiske morgenpost.

Der er et væld at nyheder fra både lands- og kommunalpolitik i dag, så vi skynder os at kaste os ud i det.

Vi begynder i Ekstra Bladet, hvor transportminister Ole Birk Olesen (LA) er røget ud i et gevaldigt verbalt slagsmål med TV2s politiske kommentator Michael Kristiansen, der er kendt for 'Tirsdagsanalysen' på TV News.

Her har Michael Kristiansen gennem flere uger kaldt Ole Birk Olesen for komplet uduelig og kædet ham sammen med et læk af regeringens skatteplan til Politiken. Kristiansen har samtidig givet Ole Birk dumpekarakter som minister og anbefalet, at Lars Løkke Rasmussen fyrede ham som minister.

Nu kan Ekstra Bladet fortælle, at Michael Kristiansen samtidig med sine kommentarer på TV2 har været ansat som lobbyist af rederiet Scandlines til at påvirke beslutningen om Femern-forbindelsen, som Ole Birk Olesen som transportminister er ansvarlig for.

Kristiansen har forsøgt at få en aftale med Ole Birk om et møde om Femern-forbindelsen på vegne af Scandlines. Det har Ole Birk afvist, og samtidig har der verseret en voldsom konflikt i medierne mellem Ole Birk Olesen og Scandlines, som ministeren har beskyldt for at modarbejde i Femern-forbindelsen.

Ifølge Ole Birk Olesen er Michael Kristiansens vurderinger på tv farvet af hans job på Scanlines. Ole Birk mener, det er »påfaldende at samtidig med, at jeg har en diskussion med Scandlines i offentligheden, så har TV2 en medarbejder, som får løn af Scandlines«.

»TV2s seere får ikke at vide, at den politiske ekspert i studiet har et horn i siden på mig, fordi jeg ikke vil hjælpe ham med at tjene penge på hans lobbyvirksomhed. Han kan måske ikke tjene de penge, som han ellers ville kunne tjene. Det kan resultere i, at han vil prøve at få mig fjernet som minister - og så i stedet få en transportminister, som vil være interesseret i at holde møder med ham,« siger Ole Birk Olesen til Ekstra Bladet.

Michael Kristiansen siger til Ekstra Bladet, at han ikke har skænket sin ansættelse hos Scandlines og konflikten mellem rederiet og Ole Birk en tanke under udsendelserne.

»De to ting har ikke noget med hinanden at gøre. Man behøver ikke at være professor i politik for at gennemskue, at Ole Birk Olesen muligvis er en af de mest uduelige ministre, som vi nogen sinde har haft,« siger han.

TV2 News' chef, Ulla Pors, ser ikke noget problem i Michael Kristiansens dobbeltrolle, mens professor i journalistik ved RUC Mark Ørsten mener, at TV2 skulle have oplyst om Kristiansens »potentielle interessesammenfald«, og at Michael Kristiansen burde havde holdt sig ude af diskussionen om Ole Birk Olesen.

Du får hele historien her.

Alternativet delte falsk nyhed rettet mod Venstre

Alternativet og flere af partiets politikere har på sociale medier videredelt en manipuleret grafik med forkert fakta om Venstre og regeringens politik, skriver Berlingske.

Grafikken var opdelt i to kolonner. I den ene kolonne kunne man se »Lande medafgift på elbiler«.

Her figurerede det danske flag som det eneste.

I den anden kolonne kunne man se »Lande uden afgift på elbiler«, og her var 238 landes flag vist.

Men grafikken er manipuleret. Oprindeligt blev grafikken lavet i 2015 i forhold til afgifter på nødder, men nu er den ændret til afgifter på elbiler. Alt andet er identisk med nøddegrafikken.

Samtidig er tallene forkerte, viser en gennemgang, som faktatjekmediet TjekDet har lavet. Mindst fem andre lande har også en afgift på elbiler.

Professor Vincent F. Hendricks ved Center for Information og Boblestudier på Københavns Universitet har for nyligt udgivet bogen »Fake News – når virkeligheden taber«. Han kalder grafikken et eksempel på fake news, som er »det rene gift for et demokrati«.

»Det er selvfølgelig ærgerligt, at privatpersoner kan blive ofre for misinformation, men der, hvor spredningen kan være en smule farlig, er, hvis folkevalgte politikere i et ophøjet embede også gør det. Der skal man være afsindig varsom med, hvad man deler,« siger han.

Alternativet beklager nu, at de har viderebragt misinformation og vil i dag tage det op på deres gruppemøde.

»Vi har brug for at sætte os sammen og kigge hinanden i øjnene og sige, at nu strammer vi op. Så jeg vil simpelthen tage det op på vores gruppemøde tirsdag, for det her er simpelthen ikke godt nok,« siger politiske ordfører Carolina Magdalene Maier, der også selv delte grafikken.

Du kan læse hele den historie her og et uddybende interview med Maier.

Frank Jensen har det mest magtfulde netværk

Vi springer til de kommunale nyheder, men bliver i Berlingske. Avisen har fået lavet en analyse over, hvem der har det mest magtfulde netværk af lokalepolitikere. Her indledningen på artiklen:

Han går til bal på Amalienborg, har en varm linje til Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, spiser lette anretninger med tidligere nobiliteter fra sportens verden og krydser spor i bestyrelser med topfolk fra lufthavnen, Danske Bank, ISS og DSB.

Hvis det perfekt forgrenede netværk i den danske elite giver magt, er Københavns overborgmester landets mest magtfulde politiker.

Man kan da også fint sætte netværk lig magt, mener Frank Jensen (S) selv.

»Selvfølgelig er der magt bag det, ellers kunne ting ikke lykkes. Jeg bruger først og fremmest mit netværk på at udfolde interessevaretagelse. Det er dér, hvor jeg har mulighed for at mødes med indflydelsesrige personer både i regering, erhvervsliv og fagbevægelse. Det, jeg udretter via mit netværk, kommer københavnerne til gavn. Det er målet,« siger Frank Jensen.

Du kan læse historien her.

​Gode poster får borgmesterkabaler til at gå op efter valget

Når stemmerne er talt op efter kommunalvalget 21. november, er det ikke kun borgmesterposter, der skal fordeles rundt omkring i landets byråd og kommunalbestyrelser. De folkevalgte i kommunerne skal også fordele en række poster i udvalg og bestyrelser, som kan være indbringende sidehverv for kommunalpolitikerne - de såkaldt gode ben.

En formandspost i et udvalg kan i nogle kommuner for eksempel give omkring 200.000 kroner om året, skriver Ritzau.

Ifølge forskningsleder Lene Holm Pedersen fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (VIVE) er posterne vigtige for at få kabalen til at gå op i de nye kommunalbestyrelser.

»Når vi spørger kommunalpolitikerne selv, så er der en stor del af politikerne, der svarer, at fordelingen af bestyrelsesposterne havde betydning for konstitueringen efter valget sidste gang,« siger hun.

Du kan læse mere om det her.

Ritzau har også lavet en opgørelse over, hvor meget politikernes løn kommer op på med de lukrative poster. Og det viser, at syv borgmestre kan bryste sig af at være bedre lønnet end statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der tjener 1,5 millioner kroner i runde tal.

Og det er ikke rimeligt, mener Enhedslisten, der derfor foreslår, at borgmestre og regionsformænd får modregnet eventuelle ekstra indtægter i deres borgmesterløn.

»Det handler om at få gjort op med det, vi ser som en dobbeltløn. Oven i en i forvejen gavmild løn på omkring en million kroner, får de yderligere meget høje honorarer for at passe deres arbejde for kommunen i en række bestyrelser,« siger erhvervsordfører Pelle Dragsted.

Det kan du læse om her og også se, hvilke borgmestre der tjener mener end statsministeren.

Også DR har gravet sig ned i de indbringende bestyrelsesposter. Du finder den store gennemgang her.

Tre andre kommunalvalgshistorier, du også skal have med

1) Jyllands-Posten zoomer i en større baggrundsartikel ind på slaget om København, hvor de blå partier har opgivet at snuppe borgmesterkæden, men hvor overborgmester Frank Jensen til gengæld er udfordret fra rød side.

Enhedslisten står i flere meningsmålinger til at blive lige så store som Socialdemokratiet, men om partiet vil gå efter overborgmesterposten, hvis det ender sådan, er spidskandidat Ninna Hedeager Olsen lidt forsigtigt med at spå om. Hun understreger, at de er klar til at gå efter den ultimative magt, men kun hvis alle i rød blok peger på en fra liste Ø som overborgmester.

»Vi er ikke interesseret i at splitte rød blok, og vi er optaget af at få mest mulig af vores politik igennem, så jeg kan sagtens se for mig, at vi støtter Frank Jensen som overborgmester,« siger hun.

Du kan læse mere om det her (kræver abonnement).

2) Lars Løkke Rasmussen forudsiger, at Venstre kommer til at gå tilbage ved kommunalvalget den 21. november. Det siger han til Ritzau.

»Der er ingen tvivl om, at vi ved sidste valg var ualmindeligt heldige eller dygtige i forhold til konstitueringer. Med noget, der lignede en fjerdedel af stemmerne, fik vi cirka halvdelen af borgmesterposterne. Det, kan man ikke regne med, sker igen. Går man tilbage i historikken, vil man også kunne se andre valg, hvor Venstre har fået noget nær den samme opbakning som sidste gang, men meget færre borgmestre,« siger Løkke.

Mere her.

3) Hvis ikke borgmestrene leverer varen og opfylder de vedtagne mål efter to år på posten, så skal de have trukket halvdelen af deres årsløn. Og pengene skal gå til godgørende formål inden for deres forvaltningsområde. Det foreslår Liberal Alliances spidskandidat i København, Alex Vanopslagh, som mener, at de syv borgmestre i København skal kunne mærke konsekvenserne af deres »middelmådige politik« på pengepungen.

»Det er ikke kun borgerne, der skal mærke konsekvenserne af en dårlig og ineffektiv politik. På stort set alle forvaltningsområder har vi oplevet enten skandalesager eller dårlige resultater flere år i træk,« siger Alex Vanopslagh til Berlingske.

Dagens kommunalvalgsanalyse

Finder vi i Jyllands-Posten, hvor avisens politiske analytiker, Marchen Neel Gjertsen, har skrevet en analyse om, hvorvidt kommunalvalget også kan kaldes en form for midtvejsvalg for folketingspolitikerne.

»Undertegnede er flere gange blevet belært af de langt bedre uddannede valgforskere om, at det er decideret nonens at tale om midtvejsvalg. For danskerne skelner mellem lands- og lokalpolitik. Det så vi tydeligt ved valget i 2001, hvor kommunal- og folketingsvalg lå samtidig. Her stemte mange vælgere på ét parti i den ene stemmeboks og et andet i den anden.

Valgforskningens grand old man, Søren Risbjerg Thomsen, er en af ophavsmændene til en tommelfingerregel, som i mange år har været herskende. Nemlig antagelsen om, at den landspolitiske »valgvind« blæser med halv styrke ved lokalvalg.

Det betyder, at hvis et parti er gået 10 pct. tilbage i de landsdækkende meningsmålinger siden seneste kommunalvalg, bør partiet kun blive ramt med omtrent 5 pct. tilbagegang ved kommunalvalget,« skriver hun.

Du kan læse hele analysen her (kræver abonnement).

Fire andre historier, der ikke har direkte sammenhæng med kommunalvalget

1) Socialdemokratiet foreslår i Jyllands-Posten en lov, der skal udstede et forsamlingsforbud mod bander. Det skal gøre det forbudt for bander at forsamles, hvis de udgør konkret fare for andre.

Men det bliver meget svært at få gennemført en sådan lov, lyder det fra juraprofessor Jens Elo Rytter fra Københavns Universitet.

»Forslaget er et ret vidtgående indgreb i forsamlingsfriheden. Principielt er det ikke umuligt at gennemføre, men det kræver, at myndighederne kan løfte en klar bevisbyrde,« siger han.

DF bakker op, mens LA advarer mod forslaget. Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har ikke ønsket at kommentere historien, som du kan læse her.

2) Højesteret slog mandag fast, at den såkaldte treårsregel om familiesammenføring ikke er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. En syrisk læge med ophold i Danmark har med dommen fået nej til at få sin hustrus sag om familiesammenføring behandlet.

Det kan du læse her.

Inger Støjberg sagde efterfølgende, at hun mener, at det er forstemmende, at flygtninge fører sager mod Danmark.

Mere om det her.

3) Danske lønmodtagere behøver ikke at frygte robotter og kunstig intelligens. Tværtimod står Danmark med en unik mulighed for at vinde på den digitale udvikling. Sådan lyder det i en kortlægning fra McKinsey, der har undersøgt, hvordan robotter vil indflydelse på det danske arbejdsmarked.

Og kortlægningen viser, at robotterne vil skabe en halv million danske job, skriver Berlingske.

»Der er mange følelser i debatten, og der er for lidt fakta. Vi har været igennem mange bølger af innovation, hvor teknologi har forandret arbejdsmarkedet, og dér har Danmark formået at være foregangsland – det kan vi blive igen,« siger McKinseys danske direktør, Kim Barou­dy.

Læs mere om robotter og job her.

4) Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er åben for at købe de 13,4 millioner lækkede dokumenter i de såkaldte Paradise Papers, der viser personer med penge placeret i skattely. Der skulle være 140 danskere i blandt, og derfor er Lauritzen villig til at undersøge, om Danmark - ligesom med de såkaldte Panama Papers - kan få fat i dokumenterne, skriver Børsen.

»Hvis der ikke er anden udvej end at købe de her papirer, så må vi overveje det,« siger Karsten Lauritzen.

Opgørelsen efter købet af Panama Papers-papirerne er endnu ikke opgjort, men ifølge Skat er der »slet ikke tvivl om, at det er en overskudsforretning«.

Læs historien her.

Journalist melder sig ind i parti for at stille bryllupsspørgsmål til spidskandidat

For at få svar fra Venstres spidskandidat i København, Cecilia Lonning-Skovgaard, tog en journalist på Radio24syv nye metoder i brug. Cecilia Lonning-Skovgaard har ligesom tidligere borgmester Anna Mee Allerslev (R) lånt et lokale på Københavns Rådhus gratis i forbindelse med sin bryllupsreception for fem år siden.

Radio24syv har ikke kunnet få en kommentar fra spidskandidaten om det, og derfor troppede 24syv-journalist Brian Weichardt op i Venstres lokaler i København. Fordi der var tale om et internt Venstre-arrangement, blev han bedt om at forlade stedet igen, men det må han have luret, for inden da havde han meldt sig ind Venstre, så han kunne vise sin indmeldelsesblanket og dermed få adgang til arrangementet.

Radio24 syv har filmet interviewet med Cecilia Lonning-Skovgaard, som du kan se herunder.

Cecilia Lonning-Skovgaard er ikke sådan voldsomt interesseret i at variere sine svar til Radio24syvs journalist, kan du se i klippet.

Berlingske har skrevet en artikel om interviewet, som du kan læse her.

Dagens debat

Finder vi i Jyllands-Posten, hvor forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) skriver om det kommende forsvarsforlig, som der forhandles om i øjeblikket.

»Dem som siger: »Det går jo nok alt sammen«, »forsvaret er for dyrt« eller »Rusland er ikke problemet«, de tager ikke blot fejl, de sender også et farligt signal om, at det ikke er vigtigt at passe på Danmark. Vi må ikke tage vores frihed og sikkerhed for givet. Det betyder ikke, at vi skal frygte fremtiden – tværtimod! Vores økonomi vokser, og vi har en velstand, som historisk set er enestående. Men vi bliver nødt til at beskytte vores samfund og vores værdier. Vi lever i en tid, hvor forventningerne til, at vi også selv tager ansvar, er højere end i mange årtier. Bygningen og bevarelsen af et stærkt værn om Danmark begynder hos os selv,« skriver han.

Hele indlægget kan læses her.

Det sker i dag

10.00 Minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) er kaldt i åbent samråd om OK18-forhandlingerne om lærernes arbejdstidsregler.

13.00 Spørgetime med statsministeren i folketingssalen.

14.30 Skatteminister Karsten Lauritzen (V) skal i åbent samråd om regeringens initiativer for at inddrive gæld fra udlandsdanskere.

15.30 Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) skal i åbent samråd om medicinering i børne- og ungdomspsykiatrien.

16.00 Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) og skatteminister Karsten Lauritzen (V) er kaldt i åbent samråd om inddrivelse af SU-gæld fra udenlandske studerende.

16.30 Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i åbent samråd om arbejdsmiljø på danske sygehuse.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.