Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

Midt i radikal »nedsmeltning« havner Anna Mee i nyt stormvejr: »Sagen kan give indtryk af nepotisme«

Dagens overblik: En krise er brudt ud i de Radikale i København, og nu er borgmester Anna Mee Allerslev hovedperson i endnu en sag. Statsministeren blander sig i sagen om forsøget på at droppe støtten til to muslimske kvinder. Og så kommer de ansatte hos Skat med et nødråb til ministeren. Hele dit overblik her.

Den radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Anna Mee Allerslev, er kommet i massiv modvind kort inden kommunalvalget.
Den radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Anna Mee Allerslev, er kommet i massiv modvind kort inden kommunalvalget.

Der er særligt én sag, der optager spalteplads i alle landets medier i dag:

Sagen om beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslevs (R) bryllupsreception på Københavns Rådhus, der har udløst en regulær krise i de Radikale.

Dagens morgenpost kommer derfor også til at handle en del om den københavnske borgmester – men bare rolig, vi skal også rundt om en masse andre historier.

Vi springer ud i Anna Mee Allerslev-sagen som det første. BT kan i dag fortælle om en ny sag med borgmesteren som hovedperson.

Anna Mee Allerslev har ifølge avisen brugt sin borgmestertitel til at hjælpe Øens Murerfirma, hvis indehaver, Jan Elving, er borgmesterens private ven.

I en mail sendt 14. oktober 2016 bad hun direktøren i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune om at hjælpe med at give en tilladelse i en stor byggesag, som Øens Murerfirma havde liggende til sagsbehandling. Byggesagen omhandlede et projekt på Øens Murerfirmas grund i Kløverparken på Amager, som firmaet samarbejdede med koncertarrangørerne TAP1 om.

Og året forinden stillede Anna Mee Allerslev 45 spørgsmål til Borgerrepræsentationen om mulighederne for at forbedre rammebetingelserne for grunden på Amager. Her ejer Jan Elvings murerfirma en 60.000 kvadratmeter stor matrikel.

Ifølge professor emeritus i forvaltningsret Steen Rønsholdt fra Københavns Universitet er Allerslevs indblanding i byggesagen problematisk.

»Sagen kan give et indtryk af nepotisme. Det kan se ud som om, hun forsøger at bruge sin position som borgmester i kommunen til at fremme en sag for en privat ven. Så med en juridisk betegnelse kan det ligne et forsøg på at øve usaglig interessepåvirkning på en sag,« siger Steen Rønsholdt til BT.

Anna Mee Allerslev afviser til gengæld, at der er problemer med hendes ageren.

»Jeg blander mig rigtig meget. Jeg stiller 117 spørgsmål uden for mit eget område. For det skal man som politiker på Rådhuset, hvis man gerne vil tage det alvorligt,« siger hun.

Du kan ikke se noget problematisk i, at du spørger en direktør i en anden forvaltning direkte, om han kan hjælpe med en tilladelse i en byggesag, som involverer din egen private ven?, spørger BT.

»Jeg spurgte, hvordan sagen skred frem. Og hvordan den rigtige proces var, fordi TAP1 var ved at gå konkurs. Det handler om, at de Radikale har gjort alt, hvad vi kunne for at redde en rigtig god kulturinstitution. Det er den måde, som man helt legitimt laver politik på Københavns Rådhus,« lyder borgmesterens svar.

Du kan dykke ned i hele sagen hos BT her.

Det magentafarvede drama

Og så til en update på den radikale krise, der brød ud i går:

Formanden for de Radikale i Hovedstaden, Bo Nissen Knudsen, meddelte pludselig på Facebook, at han trækker sig fra sin post med øjeblikkelig virkning.

Forklaringen lød, at han ikke længere kan stå inde for måden, hvorpå kommunalvalget i København – der nu er kun en måned væk – håndteres.

Ikke på grund af sagen om Allerslevs bryllupsreception, understreger han, men på grund af borgmesterens »talløse løgne« og »intriger«, skrev Bo Nissen Knudsen i sin opdatering:

»Det er ikke muligt for mig at stå inde for, at vores spidskandidat, midt i stormvejret, har prioriteret at bruge sin tid på interne intriger i partiet og på systematisk og med talløse løgne at underminere partiforeningens demokratiske strukturer og beslutningsgange.«

Kort efter fulgte partifællen Rasmus Pontoppidan trop med en kritik af Anna Mee Allerslev på Facebook.

Han trak sig for en måned siden som formand for kampagneudvalget i de Radikale i Hovedstaden og forklarer nu, at den »altovervejende grund var samarbejdet med spidskandidaten og den politiske kultur som spredtes omkring hende og til andre kandidater«.

Forleden trak de Radikales nummer fire på listen i København, Randi Hjortholm, støtten til Anna Mee Allerslev. Og efter udmeldingerne fra sine to partifæller kom hun i går med en direkte opfordring til borgmesteren:

Da bryllupssagen begyndte at rulle i BT, skyndte de Radikales leder på Christiansborg, Morten Østergaard, sig at slå fast, at »BT kan rende og hoppe«.

Den bemærkning var lige lovlig »kæk«, indrømmede Østergaard i går, hvor han også måtte erkende, at Allerslev har handlet forkert i sagen:

»Jeg er enig med Anna i, at der er mange ting, som man kunne have gjort anderledes,« sagde Morten Østergaard ifølge Ritzau, da han for første gang svarede på spørgsmål om sagen.

Hovedpersonen gav i går interviews til adskillige medier om sagen, efter hun havde skrevet en meget lang opdatering på Facebook.

Du kan læse et interview med Anna Mee Allerslev hos Berlingske her, hvor hun blandt andet siger:

»Det har været så voldsomt og så massivt, at jeg har tænkt: Hvad nu hvis vi ikke var blevet gift, så var det her aldrig sket. Det er selvfølgelig en frygtelig tanke, men grunden til, at jeg skriver det, er faktisk, at mange har spurgt, om det er sådan, jeg har haft det. Så jeg valgte at være ærlig. Men det fjerner selvfølgelig ikke følelsen af, at jeg stadig elsker min mand meget, meget højt, men det er en ærlighed, folk har efterspurgt, og som jeg har valgt at give.«

Dagens Anna Mee-analyse

Er forfattet af Berlingskes samfundsredaktør, Bent Winther.

Han skriver:

»Efter at den radikale formand for partiet i Hovedstaden, Bo Nissen Knudsen, tirsdag eftermiddag meddelte, at han ikke længere kan stå inde for partiets kampagne og spidskandidat Allerslevs »løgne og intriger«, er der ikke længere tale om en akut krise men noget, der ligner en ren nedsmeltning af partiet i København – mindre end en måned før kommunalvalget.«

Bent Winther skriver desuden, at der ikke kan være nogen tvivl om, at de Radikale i København kommer til at miste stemmer på sagen ved kommunalvalget 21. november:

»At de Radikale i København vil tabe masser af kommunale stemmer på skandalen, er der næppe tvivl om. Den har skadet partiet alvorligt og kan i sidste ende koste den borgmesterpost, som de Radikale har haft i København i årtier. Om sagen ender med, at Anna Mee Allerslev selv trækker sig, er uvist, men som tiden går, og der hver dag kommer nye afsnit til føljetonen, kan det ende med at være den eneste mulighed.«

Hele analysen hos Berlingske her.

»Det var en skandale«

Og så er det slut med Anna Mee Allerslev i denne morgenpost. Vi skal videre.

Den politiske rundtur fortsætter i Jyllands-Posten, der i dag kan fortælle, at folketingsmedlemmer udebliver fra møder, når borgere og foreninger kommer til Christiansborg for at påvirke politikerne.

Folketingsmedlemmer møder sjældnere op til de såkaldte deputationer, hvor enhver kan bede om at foretræde for et folketingsudvalg i 15 minutter for at fremlægge et forslag eller lufte en bekymring.

Et notat fra Folketinget viser, at syv folketingsmedlemmer i gennemsnit mødte op til de 264 deputationer, der fandt sted i det seneste folketingsår. Det er færre end året forinden, hvor otte politikere i snit dukkede op i Folketingets udvalg, der typisk har 29 medlemmer.

Ved hver tiende deputation sad der kun ét, to, tre eller fire medlemmer i det seneste år, skriver Jyllands-Posten.

Henriette Berthelsen, der er formand for den grønlandske menighed i Danmark, blev skuffet, da hun i maj tog med sin bestyrelse til møde i Folketingets Kirkeudvalg. Her ville de påpege behovet for flere grønlandske præster, men da de kom frem, sad der kun ét folketingsmedlem klar i mødelokalet – Dansk Folkepartis Christian Langballe.

»Nogle var rejst fra Falster, nogle var rejst fra Aarhus. Så sad der bare en, som ikke rigtig kunne sige noget. Det var en skandale,« siger Henriette Berthelsen til avisen.

Læs historien hos Jyllands-Posten her, hvor folketingsformand Pia Kjærsgaard (DF) ærgrer sig.

Og her kan du læse en længere baggrund om Henriette Berthelsen og om domprovst Steffen Ravn Jørgensen fra Helsingør, der også blev skuffet over fremmødet, da han ville fremlægge en sag for et udvalg i Folketinget.

Løkke: Personangreb på muslimske kvinder er »ikke ok«

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) blander sig nu i sagen om udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) forsøg på at sløjfe økonomisk støtte på 680.000 kroner til et projekt, der hjælper kvinder udsat for psykisk vold og social kontrol.

Berlingske kunne mandag fortælle, at Støjberg ligesom flere andre borgerlige politikere forgæves har forsøgt at fjerne støtten til foreningen bag projektet, Exitcirklen, som har de to kvinder Sherin Khankan og Khaterah Parwani i spidsen.

Projektet var ellers tidligere på året indstillet til støtte af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), der hører under Inger Støjbergs eget ministerium.

De to kvinder havde som de eneste søgt om støtte fra en pulje på i alt to millioner kroner. Støjbergs argument for at forsøge at droppe det økonomiske tilskud var netop, at der kun var én ansøger, og at puljens målgruppe derfor havde været for snæver.

Derfor sendte hun et brev til partierne bag satspuljeforliget og foreslog, at puljen blev annulleret.

Flere røde partier modsatte sig dog udlændingeministerens forslag, og derfor blev støtten i sidste ende udbetalt.

Inger Støjbergs argument er helt legitimt, mener hendes chef. Statsministeren udsendte i går aftes et tweet, efter sagen havde været omtalt i DR2-programmet »Deadline«, skriver Rizau:

»Træt af konspirationsteorier,« skrev Lars Løkke Rasmussen og fortsatte.

»Aftalt pulje på to millioner. Én ansøger. Skal vi droppe, spørger ministeren. Nej. Så uddeles penge. Problem?« spørger han retorisk.

Det er til gengæld ikke i orden i statsministerens øjne, at Sherin Khankan og Khatera Parwani er blevet udsat for personangreb af flere politikere.

Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan de tre borgerlige politikere Naser Khader (K), Martin Henriksen (DF) og Marcus Knuth (V) også har forsøgt at overtale de røde partier bag satspuljeforliget til at fjerne støtten til Exitcirklen.

Det skete blandt andet med en e-mail med en række personlige angreb på de to kvinder, som Naser Khader sendte på vegne af sig selv og de to andre.

En Twitter-bruger spurgte i går Løkke, om han synes, at »den måde kvinderne fra Exitcirklen er blevet angrebet på«, er i orden.

Det fik Lars Løkke Rasmussen til at svare:

»Ikke ok, men har intet med ministerens brev at gøre.«

Ritzau har samlet Løkkes svar her.

Inger Støjberg har hidtil afvist at stille op til interview om sagen, men i går fangede Berlingske hende på vej ind til et gruppemøde i Venstre og fik en række kortfattede svar.

Dem kan du læse her.

Et opråb til skatteministeren

Viderere til Berlingske Business, der i dag har historien om, at ansatte hos Skat kommer med et opråb, der skal få det til at runge på skatteminister Karsten Lauritzens (V) kontor.

Selvom regeringens genopretningsplan for det kriseramte Skat medfører nyansættelser og friske milliarder efter et årti med store nedskæringer, råber Dansk Told- & Skatteforbund nu »vagt i gevær«.

Forbundet, der organiserer godt 3.000 ansatte i Skat, holdt tirsdag sin årlige kongres og vedtog i den forbindelse en udtalelse, der er en »utvetydig opfordring til såvel den politiske som den administrative ledelse om at genoverveje centrale elementer«, når et nyt skattevæsen skabes ved at splitte Skat op i syv nye styrelser til sommer.

»Dansk Told & Skatteforbund forstår ganske enkelt ikke, at I tør sende Skat ud i et så omfattende organisatorisk eksperiment, som det, der nu forestår – et organisatorisk eksperiment, der på mange områder overskygger det, de ellers hårdtprøvede Skat-medarbejdere allerede har været igennem,« lyder det fra de mange ansatte.

Få hele historien hos Berlingske Business her, hvor du også kan læse et svar fra Karsten Lauritzen.

To historier der er gode at få med

1. Islamisk Stat (IS), der i en periode kontrollerede store områder i Irak og Syrien, er på tilbagetog. Derfor vil regeringen øge bidraget til at genopbygge de områder, der nu er befriet, meddeler udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).

Han besøgte i går de danske jægersoldater på al-Asad-basen i Irak. Regeringen vil bevilge 135 millioner kroner til stabilisering i Ninewa-regionen i det vestlige Irak, hvor storbyen Mosul ligger, skriver Ritzau.

2. Et bredt udsnit af partierne i Folketinget er klar til at give de studerende en gulerod, skriver Berlingske.

I fremtiden skal studerende kunne tage en pause efter endt bachelor og stadig have førsteret til en plads på deres kandidat.

I dag har universitetsstuderende kun krav på en plads på deres »naturlige overbygning«, hvis de begynder, lige efter de har afsluttet deres bachelor. Hvis de ikke søger ind direkte, er de ikke sikret en plads, men skal søge på lige vilkår som andre ansøgere, og det udgør et problem for mange studerende.

På flere kandidatuddannelser er mængden af ansøgere nemlig så høj, at bachelorstuderende på studieretningen risikerer ikke at kunne tage deres kandidat, medmindre de begynder direkte.

Derfor lægger flere partier nu op til at udvide det såkaldte retskrav – der er bare uenighed om med hvor mange år.

Hele historien hos Berlingske her.

Apropos Anna Mee Allerslev

Vi ved godt, at vi lovede, at det var slut med den københavnske borgmester. Men...

Det sker i dag

09.00: KVINFO holder arrangement på Christiansborg
KVINFO holder »DemokratiSalon« i Fællessalen på Christiansborg og spørger forskere, erhvervsliv, andre relevante aktører og kommunalpolitikere, hvad der skal til for at løse repræsentationsproblemet i dansk kommunalpolitik. Karina Adsbøl (DF) og Rasmus Horn Langhoff (S) fra Ligestillingsudvalget er folketingsværter for arrangementet.

09.30: Høring om legalisering af cannabis
Folketingets Retsudvalg holder i dag høring om fordele og ulemper ved legalisering eller afkriminalisering af cannabis. Høringen er åben og byder på en stribe oplæg om legalisering af cannabis, heriblandt fra Københavns Politi og flere forskere på området.

10.15: Regeringen præsenterer udspil om frit valg
Innovationsminister Sophie Løhde (V), sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), ældreminister Thyra Frank (LA) og børne- og socialminister Mai Mercado (K) præsenterer regeringsudspillet »Frit valg – bedre sammenhæng«. Det sker på et doorstep i Finansministeriet på Stengangen. Med udspillet lægger regeringen op til at styrke og udvide det frie valg, så borgerne får flere muligheder for at vælge mellem de velfærdsydelser og tilbud, der passer dem bedst.

11.00: Fortsatte forhandlinger om finanslov
Regeringen mødes med Dansk Folkeparti til fortsatte forhandlinger om finansloven for 2018. Forhandlingerne finder sted i Finansministeriet fra kl. 11.00.

11.30: Åbent samråd om dødsulykker på landevejene
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er i samråd i Beskæftigelsesudvalget om dødsulykker på landevejene.

12.15: Åbent samråd om fejl i brugsanvisninger og montagevejledninger
Det første samråd med Troels Lund Poulsen afløses af endnu et i Beskæftigelsesudvalget – denne gang om brugsanvisninger og montagevejledninger. Beskæftigelsesministeren skal blandt andet redegøre for, om ministeren finder Arbejdstilsynets praksis vedrørende brugsanvisninger tilfredsstillende, samt hvordan han vil sikre, at udenlandske arbejdere i Danmark kan forstå brugsanvisningerne.

13.00: Møde i salen med ministrenes spørgetid
I dag er der møde i folketingssalen. En stribe lovforslag bliver behandlet på dagens møde, som også byder på ministrenes spørgetid, hvor de svarer på oversendte spørgsmål. Blandt lovforslagene på dagsordnen er en skærpelse af muligheden for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse for udlændinge, der aktivt har modarbejdet afklaringen af deres identitet. Også en ændring af registreringsafgiften behandles.

Desuden vil Socialdemokratiet spørge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til, at det koster staten et tocifret millionbeløb at flytte fiskeriområdet væk fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsens (V) ministerium.

13.45: Åbent samråd om situationen i Catalonien
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) er i dag kaldt i samråd om situationen i Catalonien efter folkeafstemningen om selvbestemmelse 1. oktober 2017. Ministeren skal blandt andet forholde sig til den spanske regerings håndtering af afstemningen og anvendelsen af vold over for vælgerne.

Og så er der også et royalt indslag på dagens program, som egentlig ikke har så meget med politik at gøre:

Prins Harry besøger København
Den britiske prins Harry er på sit første officielle besøg i Danmark – han besøger København i dag og i morgen. Dagens program begynder om eftermiddagen, hvor prinsen bliver budt velkommen af dronning Margrethe. Resten af dagen skal han besøge KPH Innovation House og Game Denmark. Om aftenen besøger prins Harry Tivoli efterfulgt af en reception på Nimb.

Hav en god onsdag!

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.