Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

Lørdag var alt »skønt« på Bornholm. Mandag endte rød frokost i Ekstra Bladet: Spiste på restaurant uden overenskomst

Dagens overblik: Regeringen arbejder på at skabe juridisk grundlag for at indsætte forsvaret, hvis Danmark bliver ramt af et terrorangreb. Røde partiledere har spist frokost på en overenskomstløs restaurant. Og så drømmer Bornholms borgmester om at kunne præsentere folkemøde-gæsterne for Malala Yousafzai eller Michelle Obama. Hele dit politiske overblik her.

Folkemødet på Bornholm 2017: De røde partiledere mødtes til frokost på Café Sommer i Allinge under Folkemødet. Fra venstre: Morten Østergaard, Uffe Elbæk, Pernille Skipper, Mette Frederiksen og Pia Olsen Dyhr. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2017)
Folkemødet på Bornholm 2017: De røde partiledere mødtes til frokost på Café Sommer i Allinge under Folkemødet. Fra venstre: Morten Østergaard, Uffe Elbæk, Pernille Skipper, Mette Frederiksen og Pia Olsen Dyhr. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2017)

God-mandag-morgen og velkommen til politisk morgenpost, hvor du får alt, hvad der er værd at vide om dansk politik i dag.

Vi skal lukke Folkemødet ned med et ret ambitiøst arrangør-ønske, og så skal vi omkring endnu et S/DF-samarbejde og et billede, der har skabt problemer for oppositionens partiledere.

Og det er ved billedet, vi begynder.

Lørdag fandt endnu et frokostmøde mellem de fem oppositionspartiers partiledere sted. Mødet fik langt fra den opmærksomhed, som et lignende møde for et par måneder siden gjorde. Dengang var det første gang, de fem mødtes alle sammen siden folketingsvalget i 2015.

I lørdags begrænsede opmærksomheden sig til et par opdateringer på de sociale medier fra mødedeltagerne. Blandt andet skrev S-formand Mette Frederiksen på Facebook:

»Hvor er her skønt på Bornholm. Solen skinner og frokost med gode kolleger.«

Men i dagens Ekstra Bladet bliver frokosten omtalt. Avisen har nemlig fundet ud af, at den restaurant, de fem partiledere spiste på, Café Sommer, ikke har nogen overenskomst. Og det er 3Fs formand på Bornholm, Jens Skovgaard, ikke tilfreds med:

»Det, synes jeg, de burde have undersøgt og forholdt sig til, inden de bestilte bordet. Det havde klædt dem,« siger han.

Enhedslistens Pernille Skipper, der deltog i mødet, skriver i en SMS til Ekstra Bladet, at hun ikke anede, at spisestedet var uden overenskomst. Og så skyder hun skylden på Mette Frederiksen:

»Det var Mette (Frederiksen, red.), der inviterede, og det havde jeg da ikke forestillet mig, at de ikke havde tjekket. Det er i hvert fald almindelig praksis for os.«

Hos Socialdemokratiet ønsker Mette Frederiksen ikke at udtale sig. Ekstra Bladet er blevet bedt om at tale med partiets beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen. Og han ser intet problem i frokosten:

»Nu har jeg jo ikke været med til at vælge det sted, men jeg ser ikke noget problem i, at vi spiser sådan et sted. Hvis der er konflikt med fagbevægelsen, så holder vi os væk, men det er ikke op til os at holde øje med, hvem der har overenskomst eller ej.«

Læs hele nyheden - og hele interviewet med Leif Lahn Jensen - her.

I 2015 skete præcis det samme. Dengang spiste daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sammen med Pia Olsen Dyhr (SF), Morten Østergaard (R) og Johanne Schmidt-Nielsen (der dengang var frontfigur og politisk ordfører for EL) på Mash i København. Udover et skænderi mellem Thorning-Schmidt og Olsen Dyhr fik mødet opmærksomhed, fordi restauranten ikke havde overenskomst. Læs mere her.

Soldater i gaderne?

Vi iler videre og åbner Berlingske. Avisen skriver, at regeringen er i gang med at udarbejde et lovforslag, der skal skabe juridisk grundlag for at indsætte forsvaret, hvis Danmark bliver ramt af et terrorangreb.

Ifølge Berlingskes oplysninger er Marc Schack blevet hyret af Justitsministeriet til at arbejde med de problematikker og anbefalinger, han selv har behandlet i en en rapport fra Center for Militære Studier under Københavns Universitet, hvor han altså arbejdede tidligere. Den hedder »Soldater i Europas gader« og ser på og sammenligner militærets rolle i terrorbekæmpelse i Danmark med andre europæiske lande.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) bekræfter i et skriftligt svar til Berlingske, at regeringen arbejder på at styrke mulighederne for at kunne anvende soldater i de danske gader.

»Vi arbejder lige nu på et nyt lovforslag om, hvornår politiet kan få hjælp fra forsvaret, og hvilke regler der gælder i forhold til magtanvendelse og undersøgelse af eventuelt brud på reglerne fra forsvarets side, når de arbejder for politiet,« lyder det fra Søren Pape Poulsen, der forventer, at lovforslaget ligger klar til efteråret.

Læs den historie - og få forklaringen på, hvorfor fransk militær ikke måtte rykke ind, da terrorister angreb Bataclan og dræbte 89 uskyldige mennesker i november 2015 - her.

Nyt fra S/DF-alliancen

På Folkemødet i weekenden fortsatte Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet det tætte samarbejde mellem de to partier ved at presse regeringen på et område af EU-politikken og på at opfordre deres byrødder til at arbejde sammen.

Og nu er der så endnu en gang nyt fra alliancen, der i løbet af foråret blandt andet har fået regeringen til at droppe planerne om at hæve penionsalderen og ændret placeringen af den midlertidige politiskole i Vestdanmark:

Regeringen får 12 dage til at nedsætte den skattekommission, S/DF-alliancen i maj krævede, at regeringen nedsætter. Det skriver Politiken i dag.

Senest når juni bliver til juli, skal kommissoriet være skrevet færdigt, så grundlaget for de omfattende undersøgelser kan sættes i værk, lyder kravet fra de to partier.

Politisk ordfører Nicolai Wammen (S) klandrer i Politiken regeringen for at arbejde »meget langsomt i forhold til at få skattekommissionen på plads«.

Læs hele historien her.

Fem nyheder, du også lige skal have med i dag

I
I Jyllands-Posten tegner der sig et et politisk flertal - S, DF og SF - for et krav om, at sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) undersøger, hvorvidt den jyske tandlægekæde Dentist.dk omgår loven og høster tilskudskroner i strid med reglerne. S vil derudover have ministeren i samråd. Og DF vil også have erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) ind i sagen.

II
I Børsen i dag kan man læse, at erhvervsminister Brian Mikkelsen nu åbner for investeringer af pensionsmidler i iværksættere. Også DF ser positivt på idéen, som modtages med kyshånd af... ja, af en iværksætter. Læs historien her.

III
På Christiansborg er der bred opbakning - fra Venstre til Enhedslisten - om at komme til bunds i sagen om de islamiske pengemænd, der har købt sig ind på en statsstøttet friskole i København. Ministeriet har sat skolen under særligt tilsyn. Det skriver Berlingske i dag.

IV
I Jyllands-Posten kan man i dag læse, at der i flere yderkommuner er så få advokater, at mange tusinde borgere må deles om én advokat. I Struer er der 21.474 borgere om en advokat – i København er tallet 281, skriver avisen for eksempel. Og det betyder, at afstanden bliver større mellem borgerne og retssystemet, advarer eksperter. Du kan læse den historie her. Og en længere uddybning af problematikken (kræver abonnement) her.

V
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) vil fra 1. juli give politiet lov til at bruge zoneforbud til at bortvise udenlandske hjemløse fra »utryghedsskabende lejre«. I førstegangstilfælde vil zoneforbuddet være på 400 meter fra det område, hvor der har været en lejr. Anden gang på 800 meter. I næste folketingssamling vil regeringen gøre det muligt for politiet at forvise personer fra en hel kommune.

Men det er ikke nok for Dansk Folkeparti og retsordfører Peter Kofod Poulsen:

...Og fire debatindlæg, du måske vil synes er værd at kende

I: Politikerlede
I Jyllands-Postens debatspalter har sognepræst Finn Sørensen skrevet dette indlæg:

»Udlændingestyrelsen skiller en asylfamilie. Moderen udvises, mens faderen kan blive her med de tre børn. Et asylpar, en voksen mand, der har tvangsgiftet sig med et barn, kommer til landet. En naiv minister finder det passende at adskille opholdsstedet for de to som en symbolsk markering af dansk lov og orden,« skriver han og fortsætter:

»Så vågner de røde op: I et infantilt raseri lader man de små sager om Postnord, DSB, Skat, Nato, Brexit, grænsekontrol m.v. ligge for at indlede – og fortsætte – en led og ubehagelig personhetz, hvor man end ikke undslår sig for at bringe begrebet rigsretssag op. Hvis man har ambitioner om at holde politikerleden ved lige, så fortsæt endelig.«

II Radikalerlede
I Ekstra Bladet revser en Erik Hauschildt de Radikale. Han slutter sin kritik af R-trioen Morten Østergaard, Sofie Carsten Nielsen og Zenia Stampe således:

»Det mest komiske er, at de tre, der kæfter op i tide og utide, slet ikke har fattet, at tiden er løbet fra dem. Vi må håbe, regeringen bakker Inger Støjberg op og sende en bøn opad om, at de Radikale aldrig mere får indflydelse.«

III Christiansborglede
I Berlingske skriver gymnasieeleven Sara Offersen om dansk politik, som hun sammenligner med TV 3-programmet »Paradise Hotel«:

»Det bedrøvelige er bare, at der for mig at se ikke er den store forskel på »Paradise Hotel« og spillet på Christiansborg. Det er åbenbart stedet, hvor løgne accepteres, hvis det er en del af et spil, hvor man via nye alliancer og ved at løbe fra sine aftaler med de andre partier – og værre endnu, vælgerne – kan opnå større indflydelse.«

IV: Folkemøde-begejstring
I Berlingske stiller Danmarks længst siddende minister og Folkemøde-far, Bertel Haarder (V), en masse spørgsmål om, hvordan det egentlig kan være, at Folkemødet er så stor en succes. Han giver også et svar. Det får du her:

»Svaret er, at vi søger det autentiske, oplevelsen ude i virkeligheden, det direkte møde med mennesker frem for mediernes vrængbillede. Vi vil møde mennesker frem for spin og image’r. Vi foretrækker oplevelsen ansigt til ansigt frem for mediernes tyggemad. Vi vil ud af de sociale mediers ekkorum, hvor vi mødes med meningsfæller, og hvor løgne kan trives og vokse uden den korrektion, der følger af at komme ud i et fælles offentligt rum,« skriver Bertel Haarder i et indlæg, du kan læse her.

Dagens citat

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) skriver i dagens BT om Folkemødet og især om en debat, hun deltog i sammen med erhvervskvinden Stine Bosse:

»Bosse er også blandt dem, der går meget op i ’tonen i debatten’, og som tilsyneladende tror, at vi kan tale integrationen bedre, hvis vi bare alle sammen taler som en mellemting mellem Margrethe Vestager og Gandhi. Det tror jeg personligt ikke på. Hvis tonen var afgørende for, om vi lykkes med integrationen, så burde Sverige være et sandt integrationsmekka.«

Du kan læse hendes indlæg her.

To korte om Folkemødet

Selvom Folkemødet blev rundet af i weekenden, skal vi lige omkring to ting i dag, der har relation til begivenheden på Bornholm. Helt kort.

Bornholms borgmester, Winni Grosbøll (S), har store drømme for Folkemødet i fremtiden:

»Jeg vil gerne skærpe den internationale profil, som ikke er så stærk på Folkemødet. Jeg drømmer om et stort navn som Malala (ung, pakistansk kvinde med efternavnet Yousafzai, der kæmper for ligestilling og uddannelse, red.) eller Michelle Obama (advokat, forfatter og gift med den tidligere amerikanske præsident Barack Obamas, red.) på hovedscenen. Det ville bringe verden til Folkemødet og give en stærk fællesoplevelse,« siger hun til Jyllands-Posten og tilføjer med det, avisen beskriver som et skævt grin, at »hun da også godt kan nøjes med Barack, hvis det skal være«.

Søs Marie Serup, BTs politiske kommentator, skriver i BT (artiklen er ikke online endnu):

»Rigtig mange vil rejse fra Bornholm med håb for fremtiden. Men også med en eftertanke om, at ’nu tager vi os sammen’ og gør det bare lidt bedre, lidt mere seriøst, lidt mere respektfuldt, lidt mere fokuserede på løsninger og indhold. Men der er forskel på, hvordan ferievinen smager i Toscana og hjemme i Grindsted. Og sådan er det også med demokratisk sammenhold. På Bornholm kan man tydeligt mærke et bånd og en alliance mellem folk og politikere, men i København kan det hele nemt få en bismag af fremmedgørelse.«

Grenov om fransk valg: »Demokratiets krampetrækninger?«

Vi runder også lige gårsdagens franske valg, som sikrede flertal til præsident Emmanuel Macrons alliance - det kan du læse mere om her og i en analyse her (sidstnævnte kræver abonnement).

I weekenden »høvlede« det ind med vælgererklæringer til Kristendemokraterne, fortalte partiets formand, Stig Grenov, fra Folkemødet i Allinge.

I dag spørger han, om resultatet af det franske valg, som han kalder »skræmmende«, er »demokratiets krampetrækninger«. Det gør han på Twitter:

Macrons, parti, La République en Marche, har sikret sig 308 pladser i parlamentets underhus, Nationalforsamlingen. Partiets valgpartner, MoDem, har fået 42 pladser. Det kræver 289 pladser at have absolut flertal.

Det sker i dag

10:00 Andet møde i Disruptionrådet
Regeringens disruptionråd mødes i dag og i morgen i Kolding til rådets andet møde. Mødet vil have fokus på de vigtigste tendenser inden for den teknologiske og digitale udvikling, og hvordan medarbejderne omstilles til de nye udfordringer og muligheder.

Forsvarsudvalget rejser til Norge
Forsvarsudvalget er i dag og i morgen i Norge. Udvalgets formål med turen er - gennem møder med norske politikere, embedsmænd og repræsentanter fra Norges forsvar - at få et indblik i Norges sikkerheds- og forsvarspolitiske overvejelser og prioriteringer, det norske kampflyprogram samt hvilke typer materiel, det norske forsvar vil blive tilført i de kommende år.

Det er også i dag, at EUs udenrigs- og miljøministre mødes.

Det var sådan set det. Hav en god mandag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.