Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

Lars Løkke i ophedet debat med Ekstra Bladets chefredaktør: »Du angriber min personlighed«

Dagens overblik: I dag fremlægger regeringen sin 2025-plan, men meget er allerede sluppet ud. Lars Løkke Rasmussen bliver af økonomer beskyldt for at »oversælge« sine politiske resultater, og det har ført til infight mellem ham og Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen. Få hele ordudvekslingen og dit politiske overblik her.

Velkommen til tirsdagens politiske morgenpost hos Berlingske.

Inden vi når til overskriften på artiklen, skal vi lige forbi dagens store begivenhed i dansk politik.

For i dag er – igen – den store 2025-plan-dag. I august sidste år fremlagde den daværende V-regering sin store samlede plan for, hvordan dansk økonomi kunne se ud frem mod 2025.

Klokken 13.30 fremlægger VLAK-regeringen så sit justerede bud på en 2025-plan, og det vil være en helt anderledes størrelse end V-regeringens Helhedsplan.

Dengang var det statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der fremlagde planen. I dag vil det være finansminister Kristian Jensen (V), økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), der præsenterer den reviderede udgave.

Planen er allerede blevet udleveret til flere medier, så historier om indholdet vil nok dryppe ud forskellige steder inden da.

Hurtigst har DR været, som allerede i går aftes lagde en nyhed ud om, at 2025-planen vil forsøge at øge det økonomiske råderum – det beløb, der er i overskud og kan bruges på f.eks. skattelettelser eller øget velfærd – med 15 mia. kroner frem til 2025 udover de i forvejen 37 mia. kroner, der er i sig selv.

Udvidelsen skal ske gennem reformer, men regeringen peger ifølge DR i sin plan ikke på, hvilke reformer der er tale om. Dog skal det ske gennem reformer, der udvider arbejdsudbuddet, som Socialdemokratiet har afvist at ville være med til.

Vi ved også, at det ikke bliver en øget pensionsalder, som var en del af den forrige 2025-plan, og som regeringen måtte skrotte i sidste uge, der skal sikre et større råderum.

DR skriver, at regeringen i stedet vil forsøge en pensionsreform, hvor initiativer skal få flere til frivilligt at arbejde længere end ellers.

De 15 mia. kroner skal bl.a. bruges til skattelettelser i bunden, og i forhold til topskatten – som LA krævede en sænkelse af på mindst fem procent i det meste af 2016, hvis ikke partiet skulle vælte V-regeringen – vil regeringen hæve grænsen for, hvornår man skal betale topskat. Altså ikke en sænkelse af topskattesatsen.

Hos Berlingske kan du her læse, hvordan regeringen har planer om tre veje til lavere skat.

Væksten i det offentlige forbrug skal, hvis regeringen kan komme igennem med sin plan, holdes på 0,3 procent om året. Et stykke fra støttepartiet Dansk Folkepartis ønske på 0,8 procent.

Du kan læse mere om historien hos DR her.

Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, har skrevet en analyse om planen med overskriften: »Løkkes brændende platform er væk: Nu gør han et sidste forsøg på forsoning med DF«.

»I den kommende tid bliver der tid til, at Løkke langt om længe kan forsøge at finde en fælles køreplan med Kristian Thulesen Dahl, som groft sagt betyder, at regeringen til efteråret kommer igennem med nogle af sine planer, mens DF på sin side kan få noteret væsentlige sejre, som ikke blot består i at obstruere regeringens politik, men som rent faktisk betyder, at DF får gennemført nogle af sine mærkesager.«

»Politisk betyder det, at det gyldne snit skal findes i en skattereform, en stribe vækstplaner for erhvervslivet samt justeringer af SUen, som regeringen kan se sig selv i. Omvendt skal DF have forbedringer af velfærden på udvalgte felter og nye stramninger af udlændinge- og asylpolitikken. Formår Løkke ikke at finde dette snit, kan efteråret på Christiansborg med de kommende hårde forhandlinger om skat og finansloven for 2018 blive en dramatisk affære.«

Læs hele analysen her (kræver abonnement).

Her kan du i Berlingske læse tre økonomers vurdering af, hvilken form dansk økonomi er i op til dagens redegørelser, der også indeholder regeringens økonomiske redegørelse for status på dansk økonomi.

Løkke i infight med Poul Madsen

Sent i går aftes var statsministeren i infight med Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, på det sociale medie Twitter.

Den kamp får du om lidt, men først årsagen til det skriftlige slagsmål, hvor det føg med beskyldninger mod den anden part fra begge sider.

Ordudvekslingen bunder i en historie i Jyllands-Posten, som på sin forside kan fortælle, at »statsministeren oversælger regeringens jobresultater«.

Det gjorde han, da han søndag aften stillede op i TV-Avisen og skrinlagde regeringens planer om at hæve pensionsalderen. Her sagde Løkke:

»Jeg glæder mig hver aften – når jeg går i seng – over, at vi trækker Danmark den rigtige vej. Vi har skabt 79.000 private arbejdspladser, siden vi kom i regering.«

Men den oplysning om private arbejdspladser er Finansministeriet og flere økonomer ikke enige i.

Ifølge ministeriet har V-regeringen og VLAK-regeringen siden valget gennemført politiske aftaler, der øger beskæftigelsen med 2.500 personer på sigt.

Ifølge flere økonomer skyldes fremgangen på 79.000 personer derimod primært forbedrede økonomiske konjunkturer og tidligere regeringers reformer.

»Det er klart at oversælge de politiske resultater, når det ikke er regeringens politik, der bidrager med et øget arbejdsudbud, så beskæftigelsen kan stige. Og fremgangen i konjunkturerne kan heller ikke tilskrives den faktisk førte politik af regeringen,« siger professor i økonomi Bo Sandemann Rasmussen.

De 2.500 job, som Løkke har skabt, stammer fra et kontanthjælpsloft, en integrationsydelse og en nedsættelse af registreringsafgiften, og det kalder cheføkonom i den borgerlige tænketank Cepos, Mads Lundby Hansen, for et »pauvert resultat«.

Finansminister Kristian Jensen kalder de 2.500 nye job en »god start«, men fastholder samtidig, at regeringen kan tage æren for den stigende beskæftigelse på 79.000.

Du kan læse historien her. Her kan du læse en udvidet historie om, at »historien gentager sig: V kritiserede Corydon for at tage æren for jobfremgang – nu gør Løkke det selv« (kræver abonnement).

Det har ikke været muligt for Jyllands-Posten at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen til avisen, men på Twitter har han i den grad ønsket at kommentere historien.

Første gang var 22.45 i går aftes, da han kommenterede et opslag fra Poul Madsen.

Ekstra Bladets chefredaktør skrev, at »man sover så godt, når man praler uden hold i virkeligheden! Spørg bare Lars Løkke«.

Og så gik det ellers derudad mellem de to.

Løkke: »Så arbejdsløshed og beskæftigelse har intet med politik at gøre. Politik er kun arbejdsudbud? Ryd forsiden, for det er da en nyhed!«

Poul Madsen: »Husk at fyr alle embedsmændene i Finansministeriet. De forstår dig heller ikke!«

Løkke: »Tror nu godt de kender forskel på arbejdspladser og arbejdsudbud. Det gør du også, hvis du prøver at tænke dig rigtig grundigt om.«

Poul Madsen: »Men 2500 er selvfølgelig 'en god start', som Kristian Jensen siger... og hip som hap, at kalde 2500 for 79.000!«

Løkke: »Du sammenligner æbler og pære. Det ved du formentlig også godt, men skidt-pyt med fakta - er det ikke jeres motto på avisen?«

Poul Madsen: »Næ, men åbenlyst dit!«

Løkke: »Prøv at forhold dig til det, jeg skriver om arbejdsudbud kontra arbejdspladser. Ellers er det jo spild af tid at diskutere med dig.«

Poul Madsen: »Det interessante med dig er, at du kun lever i din egen selvskabte virkelighed. Mødes du af kritik er kritikerne altid galt på den!«

Løkke: »Slet ikke. Elsker kvalificeret kritik - og prøver faktisk at få sig til at udøve den. Men du forholder dig jo ikke til det, vi diskuterer.«

Pouls Madsen: »Du diskuterer med dig selv, Lars! Start med at svare på Simon Kollerups (S-politiker, red.) spørgsmål om dine såkaldte 79.000 arbejdspladser. Hvor kommer de fra?«

Løkke: Du springer rundt i det. Jeg stiller dig et spørgsmål, du angriber min personlighed i stedet for at svare - og henviser til andres spørgsmål.«

Poul Madsen: »Næ, jeg beder dig bare som andre forholde dig til dit pral om, at du har skabt 79.000 private arbejdspladser. Forstår godt du taler udenom!«

Løkke: »Tror en blind kan se, at det er dig, der slet ikke forholder dig til kernen - arbejdsudbud kontra arbejdspladser. Ikke imponerende.«

Poul Madsen: »Ok, jeg er muligvis blind, men så må man vist kalde dig tonedøv.«

Løkke: »Kaldte ikke dig blind. Gav en håbefuld vurdering af den interesserede læser af vores tweets. Du svarer ikke på noget substantielt.«

Poul Madsen: »Nå, Lars jeg lufter lige hunden, så må vi se, om Simon Kollerup har fået svar, når jeg er tilbage.«

Løkke: »Kristian Jensen har svaret ham, og jeg er enig. Så nu mangler vi vist bare dine svar!«

Her sluttede 'samtalen' mellem de to. Løkke svarede efterfølgende Simon Kollerup. Det kan du se her:

Og så ikke mere om det.

Venstre afgør i dag, om blasfemiparagraffen skal sløjfes

I dag afgør Venstre på et gruppemøde, om partiet vil bakke op om at sløjfe den såkaldte blasfemiparagraf, der blandt andet kriminaliserer afbrænding af hellige skrifter som Biblen og Koranen.

På fredag skal Folketinget stemme om et forslag fra Enhedslisten om at skrotte blasfemiloven. Der tegner sig et massivt flertal for at gøre det, da flere partier, herunder Liberal Alliance og de Konservative, vil have ændret loven.

Venstre har indtil nu været imod, og derfor har regeringen ikke villet bakke op, men ændrer Venstre i dag holdning, tyder alt på, at en ændring af loven vil blive gennemført.

Til Jyllands-Posten kalder Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen (V), det en »kompliceret« sag.

»Det er en bestemmelse, som vi aldrig nogensinde ville indføre i dag, men det er måske også en bestemmelse, som det kan have nogle konsekvenser at afskaffe,« siger han og fortsætter:

»Vi har jo begrænsninger af ytringsfriheden allerede. Man må ikke komme med injurierende udtalelser for eksempel, og så har vi altså en begrænsning på det religiøse område. Der kan være nogle afvejninger af, om hvorvidt vi ønsker at skærpe den debat.«

Det har været luftet blandt Venstre-folk, at en afskaffelse af blasfemiparagraffen kan skade Danmarks sikkerhed, og Politiets Efterretningstjeneste, PET, har tidligere vurderet, at det vil kunne »bidrage til at skærpe trusselsbilledet i forhold til Danmark og danske interesser i udlandet«.

Det til trods har Liberal Alliance en »meget klar forventning« om, at Folketinget på fredag stemmer for at ophæve blasfemiparagraffen.

Jyllands-Posten, har også spurgt danskerne, hvad de mener. Og de fleste vil beholde loven. Læs mere om det og historien her (kræver abonnement).

Skal det være slut med Hr. og Fru i Folketinget?

Det har ikke skortet på gange, hvor Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, har rømmet sig og bedt et medlem fra Folketingets talerstol om at huske den gode tone og de formelle vendinger fra landets fineste talerstol.

Men står det til Enhedslisten, Alternativet og SF, er tiden inde til at modernisere tiltaleformerne i folketingssalen, så man ikke længere skal tiltale hinanden med bl.a. Hr. og Fru, skriver Altinget.

Derfor har de tre partier stillet et forslag om at modernisere sproget i Folketinget, som de politiske partier i dag skal tage stilling til.

»Nu har jeg siddet i Folketinget i snart to år, og det er altså et meget gammelt sprog, vi bruger herinde. Det trænger til at blive moderniseret,« siger Alternativets Josephine Fock.

Hverken DF, de Konservative eller Venstre er dog med på forslaget.

Venstres gruppeformand, Søren Gade, begrunder det således:

»I en tid, hvor man taler mere og mere råt til hinanden, så giver tiltaleformen respekt,« siger Søren Gade.

Pia Kjærsgaard har på et seminar i januar sagt, at hun mener, det er vigtigt at holde fast i tiltaleformerne.

Du kan læse historien her. Der kan du også se et klip, hvor Pia Kjærsgaard har sit hyr med at få Enhedslistens Pelle Dragsted til at overholde reglerne for sproget i folketingssalen. Det er ret sjovt, så se det.

Tre hurtige nyheder, der er gode at få med

1) I aften er der premiere på femte sæson af den amerikanske serie om politik og ikke mindst karakteren Frank Underwood, 'House of Cards'.

Og det er noget, man glæder sig til på Christiansborg, skriver Berlingske. Blandt andre Alternativets leder, Uffe Elbæk.

»The dark side of politics finder man også her på Christiansborg. For eksempel hvordan de forskellige partier lækker historier om hinanden til medierne. Eller den måde, man bruger de mange rygter, der er i omløb herinde, på.«

Er der en Uffe Elbæk i House of Cards?

»Jeg ser ikke mig selv som Underwood, men han er dybt fascinerende. Og samtidig har han en ekstremt sort side psykologisk. Jeg er fascineret af, hvor heftig og iskold han er.«

Læs den historie her.

2) Danmark skal bevare sin grænsekontrol, så længe EUs ydre grænsekontrol ikke virker. Det fastslog statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i Bergen i går, hvor han mødtes med de øvrige nordiske statsministre.

3) Tysklands kansler, Angela Merkel, er ved at begå et politisk selvmål med sit udfald mod USA, mener udenrigsordførere fra Venstre, DF og de Konservative, efter at kansleren har sagt, at Europa må tage sin skæbne i egne hænder i en tid, hvor Donald Trump er præsident i USA, og Storbritannien er ved at forlade EU.

»Det er steget hende til hovedet, at nogen har kåret hende til Vestens leder. Uanset hvad vi gør, kan vi ikke klare os uden USA. Det kan godt være, at Trump er mærkelig og siger nogle mærkelige ting, men reelt har det ikke ændret på opbakningen til de vestlige allierede,« siger Naser Khader.

Læs den historie i Berlingske her.

Dagens interview

Finder vi i Berlingske, hvor avisen har spurgt psykolog og børne- og familieforsker Per Schultz Jørgensen, hvor han ser vor tids største problem udfolde sig.

Og det er i det helt nære, i de travle børnefamiliers hverdag.

»Vores generations største problem er, at vi ikke har magtet at stille krav til vores børn om at bidrage. Vi har ikke evnet at ruste dem til at blive gode samfundsborgere, der tager ansvar for sig selv og for det samfund, de lever i,« siger Per Schultz Jørgensen.

Læs det interessante interview her (kræver abonnement).

Det sker i dag

10.15 Finansminister Kristian Jensen (V), minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs (V) og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) skal i åbent samråd om udviklingsbistanden.

10.30 Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) er kaldt i åbent samråd om beskæftigelseseffekter af LAG-indsatsen, lokalt forankrede foreninger, som skaber udvikling i lokalsamfundene.

13.00 Møde i folketingssalen, bl.a. med føromtalte forslag om at ændre tiltaleformerne i Folketinget. Se hele programmet her.

13.30 Præsentation af 2025-plan, Økonomisk Redegørelse og tilbagetrækningsudspil.  Finansminister Kristian Jensen (V), økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) fremlægger regeringens 2025-plan og tilbagetrækningsudspil samt Økonomisk Redegørelse, maj 2017.

15.00 Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) er kaldt i åbent samråd om manglende indkaldelse til supplerende undersøgelse for kræft.

15.30 Skatteminister Karsten Lauritzen (V) skal i åbent samråd om skattely.

16.00 Regeringen mødes med Kommunernes Landsforening i Finansministeriet til forhandlinger om kommunernes økonomi for 2018.

16.30 Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) skal i åbent samråd om manglende sprogfærdigheder blandt udenlandske læger på danske sygehuse.

17.10 Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) skal i åbent samråd om udlændinge, der har fået endeligt afslag på ophold i Danmark.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.