Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

»Kristian Jensen har allerede vundet formandskampen i Venstre«

Dagens overblik: Kristian Jensen har vundet, Løkke er alene og træt, og Søren Gade har tabt. Sådan lyder en stor Hans Engell-analyse i dag. Du får hele dit politiske overblik på en dag, der er døbt »rød dag« i regeringen, lige her.

Kristian Jensen fotograferet i Finansministeriet, da han i november fik overdraget depechen fra tidl. finansminister Claus Hjort Frederiksen. Det bliver også Jensen, Løkke overdrager formandsdepechen til, når den dag oprinder, skriver Hans Engell i dag i Ekstra Bladet. (Foto: Søren Bidstrup/Scanpix 2016)
Kristian Jensen fotograferet i Finansministeriet, da han i november fik overdraget depechen fra tidl. finansminister Claus Hjort Frederiksen. Det bliver også Jensen, Løkke overdrager formandsdepechen til, når den dag oprinder, skriver Hans Engell i dag i Ekstra Bladet. (Foto: Søren Bidstrup/Scanpix 2016)

Godmorgen og velkommen til »rød dag« i den blå regering.

Der er i dag udstedt et dekret til regeringens ministre, der gør, at dagen omtales som rød. Hvad det er, kommer vi tilbage til om lidt.

Men først skal vi i denne ugens sidste morgenpost dykke ned i den formandskamp i Venstre, som i lang tid op til regeringsudvidelsen ulmede i Venstre og som nu - efter ikke at være blevet omtalt i en rum tid - pludselig er afgjort.

I hvert fald hvis man skal tro Ekstra Bladets politiske kommentator, Hans Engell. Han har i dagens Ekstra Bladet talt med Venstre-ministre, -borgmestre og -tillidsfolk i forbindelse med det regeringsseminar, der indledes i dag på Tøystrup Gods på Fyn.

Og konklusionen fra Engell er klar: Kristian Jensen har vundet over Søren Gade. Og alle andre Venstre-folk, der måtte gå med en formand i maven, i øvrigt.

Det er ikke længe siden, at vurderingen af det interne magthierarki i Venstre lød helt anderledes i medierne. Kristian Jensen blev - af »stærke kræfter« i Venstre, der udtalte sig anonymt - omtalt som tør, kedelig og uden boldøje og karisma.

»Kristian Jensen bliver aldrig formand for Venstre. Han ved det bare ikke endnu,« sagde en central regeringskilde i november til Berlingske.

Også vælgerne dumpede ham i meningsmålinger om, hvem de så som den oplagte Løkke-afløser på toppen af partiet. Så sent som 19. november sidste år var Jensen kun vælgernes tredjevalg i en formands-måling, som Norstat lavede for Altinget.

Nu skriver vi 27. januar og 2017. Det, der tegnede til en nedsmeltning i blå blok, endte i en regeringsudvidelse og en ministerrokade på Venstre-holdet, der katapulterede Kristian Jensen ind i Finansministeriet. Samtidig blev hans støtter af mange udråbt som de øvrige vindere i ministerkabalen i Venstre.

Og ifølge Hans Engell er al tvivl nu borte: »Det reelle slag er afgjort«. Jensen har vundet, proklamerer han hen over to sider i dagens Ekstra Bladet. Hvorfor? Vi giver ordet til Engell:

»Der er ikke så meget mere at slås om, for Jensen har det seneste år som udenrigs-og nu som finansminister hevet stort set alle stik hjem. Han har klaret ministerposterne glimrende indtil videre. Hans støtter i partiet og regeringen sidder på de tungeste poster. Rundt omkring i landet stiger opbakningen i Venstre til ham. Han har ingen erklærede modkandidater. Og selv Lars Løkke er begyndt at skamrose sin finansminister og tale Kristian Jensen op på de indre linjer.«

Du kan læse Hans Engells analyse, hvor han også kommer ind på fremtidens næstformandskandidater, Søren Gades fremtid og Lars Løkke Rasmussens fremtid, på side 20 og 21 i Ekstra Bladet i dag. Den er endnu ikke online.

»Rød dag« i den blå regering

Vi lægger formandsspekulationerne bag os og bevæger os videre til det regeringsseminar, der som nævnt indledes i dag på Fyn og samler regeringens 21 ministre.

For ifølge Politiken er der strenge ordrer til de 20 regeringssoldater, Lars Løkke Rasmussen er chef for: Ingen udspil, der kan ramme avisforsiderne, må nemlig offentliggøres op til seminaret, uden at det er clearet med og godkendt af Statsministeriets kommunikationsenhed, skriver avisen.

Det skal gøre weekenden, hvor regeringen ifølge Politikens oplysninger skal »kortlægge køreplanen for 2017« og beslutte i hvilken rækkefølge, hvilke udspil skal komme, til en mindre mudret affære. Det skal give Løkke muligheden for at sætte præcis den dagsorden, han gerne vil.

I dag er der tre større regeringsudspil, der fylder i medierne. Dem tager vi lige i kort form:

BOLIGSKAT
Ifølge Berlingskes oplysninger - og snart sagt alle andre medier, faktisk - er regeringen ved at lægge sidste hånd på et længe ventet forslag til et nyt boligskattesystem. Og regeringen lægger op til en flad beskatningsmodel, således at alle boliger beskattes ud fra den samme procentsats uanset boligens pris, kunne Berlingske i går eftermiddag erfare. Ingen regeringskilder har udtalt sig til citat om udspillet.

Jyllands-Posten kunne i går fortælle, at forslaget vil koste 100 mio. kr. og betyde, at omkring 15.000 boliger slipper billigere i skat, end V-regeringen lagde op til i 2016. V-regeringen kom nemlig sidste efterår med et udspil, der betød, at ejendomsværdiskatten skulle ligge på 0,6 pct. af boligens værdi op til 6 mio. kr. Al værdi derover skulle beskattes med 1 pct., lød forslaget.

På dr.dk skyder både S, DF og de Radikale i øvrigt forslaget ned.

TECH-AMBASSADØR
Den anden regeringshistorie, der præger dagens mediebillede, stammer fra Liberal Alliances politiske leder og Danmarks udenrigsminister, der - hvis man skal tro Politikens oplysninger om den røde dag - tydeligvis har fået lov at gå i medierne af Statsministeriet:

Danmark vil nemlig som det første land i verden udpege en særlig tech-ambassadør, meddeler Anders Samuelsen på forsiden af Politiken i dag. Den kommende ambassadør skal pleje forbindelsen til multinationale teknologigiganter som Google, Apple og Microsoft, der nu er så store, at de i både økonomisk styrke og påvirkning af vores hverdag overgår mange af de lande, hvor vi har mere klassiske ambassadører, skriver avisen. Du kan læse et interview med en begejstret og stolt Samuelsen her.

BANDEPAKKE OG SKYDEVÅBEN
Også den konservative formand, justitsminister Søren Pape, har fået lov at gå i medierne med historien om et regeringsudspil. I går var en af de store nyheder i den sene TV Avisen således, at regeringen i forbindelse med den bandepakke, der snart præsenteres, vil øge straffen for brug af skydevåben og eksplosivstoffer i det offentlige rum med op til 50 procent.

Du kan læse mere om det forslag, og reaktionen fra S og DF (som begge er positive, omend S gerne vil hæve straffen endnu mere) her.

Fik du læst? »Beskæmmende heksejagt« på Christiansborg bliver mere og mere udbredt

Klokken var lidt over 15, da de to Venstre-ministre Inger Støjberg og Ellen Trane Nørby satte sig til rette i et udvalgslokale på Christiansborg.

Det samme gjorde Dansk Folkepartis Liselott Blixt. Hun var der som udvalgsformand og skulle lede dagens samråd.

Som fjerde og sidste politiker i lokalet tog også Socialdemokratiets medlem af Sundheds- og Ældreudvalget Yildiz Akdogan plads.

12. december mødte både sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) og udlændingeminister Inger Støjberg (V) op til samråd i Sundheds- og Ældreudvalget. Det samme gjorde samrådsindkalderen Yildiz Akdogan fra Socialdemokratiet. Men ingen andre politikere fandt det nødvendigt at bruge de fem kvarter, samrådet varede, på diskussionen om regeringens tiltag omkring psykiatrisk behandling til psykisk syge asylansøgere og flygtninge.

Antallet af samråd er eksploderet det sidste år. I folketingsåret 2015/2016 blev der afholdt 891 samråd - det er en stigning på næsten 50 procent sammenlignet med året før. Og en lække række fremtrædende politikere råber nu stop:

»Der er en kedelig tendens til, at der går heksejagt i den på de åbne samråd. Det er beskæmmende i forhold til en ordentlig demokratisk kultur,« siger Uffe Elbæk til Berlingske.

Også Bertel Haarder, Søren Pind, de Radikale og Eva Kjer Hansen kritiserer antallet af samråd. Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, derimod, forsvarer oppositionens ret til at kunne kigge ministre efter i sømmene. Læs mere her.

»Vi gennemlever en folkevandring i disse år – også af unge«

Vi bliver i Berlingske, men skifter helt og aldeles tema. Nu skal det handle om uledsagede mindre­årige asylansøgere.

De kommer alene – uden forældre eller andre ved deres side. De har lettere adgang til at opnå beskyttelse her i landet. Og så fylder de mere og mere i den samlede mængde af asylansøgninger, som Danmark hvert år modtager.

Der er sket et markant skifte i asyltilstrømningen mod Danmark, viser de seneste 17 års asyltal fra Udlændingestyrelsen, som Berlingske har gennemgået: Der er kommet en langt større andel af uledsagede mindreårige. Ud af de 5.976 asylansøgere, der kom til Danmark i de første 11 måneder af 2016, oplyste hver femte, at de var under 18 år.

Det er den højeste andel af uledsagede mindreårige i den samlede asylstrøm siden 1999, som er det første år, der findes tal for i de officielle statistikker.

»Ud over en flygtningekrise, vi alle kan se, så er der heller ingen tvivl om, at vi gennemlever en folkevandring i disse år – også af unge. Det er vi nødt til at forholde os til, og derfor ser vi hele tiden på, om man kan gøre det mindre gunstigt at komme til Danmark. For jeg mener ikke, vi skal servicere de her unge på alle ledder og kanter, som vi ikke er forpligtet til,« siger Inger Støjberg til Berlingske om tallene.

Jim Lyngvild - og Linse Kessler - vil (også) i Folketinget

Faste læser af den politiske morgenpost (eller folk, der har været på stort set et hvilket som helst dansk nyhedssite i går) vil vide, at TV-værten Ole Stephensen agter at stille op til Folketinget. For de Konservative, i øvrigt.

Nu følger endnu en kendt dansker trop. Måske to, men det kommer vi tilbage til.

Jim Lyngvild annoncerer i dagens BT, at han overvejer at stille op til Folketinget - også for de Konservative.

Partiet har nemlig »glemt hvem de selv er«, mener Jim Lyngvild, der allerede nu afviser, at han vil kunne holde sig til partilinjen, fordi han har »svært ved at gå på kompromis«:

»Jeg kan mærke, at der er brug for en stemme i Danmark, som er ærlig, kærlig og ikke er bange for at sige sin mening af frygt for ikke at blive valgt ind næste gang. Der mangler en stemme, der siger ' fuck jer, jeg mener det her for Danmarks skyld',« siger Lyngvild i BT.

Han har i øvrigt fulgt op ved at poste følgende på sin Facebook-profil, hvor hans 145.000 følgere »er tro mod det, jeg gør«, som han siger i BT i dag.

Hvis du ikke ved, hvor Løkke er, så kig efter et udendørs askebæger

Vi napper lige tre korte nyheder

NYHED I
Et 18-årigt kvindeligt familiemedlem til folketingspolitiker Naser Khader (K) er rejst til Syrien og har giftet sig med en af Islamisk Stats jihadister. Læs hvad Naser Khader siger her.

NYHED II
I går fortalte Ekstra Bladet historien om, at Ole Stephensen - ham tv-værten fra 'Go' morgen Danmark', 'Eleva2eren' mm - ville i Folketinget for de Konservative. I går aftes blev han så formelt opstillet på et møde i partiet. Du kan læse et portræt af Ole Stephensen her.

NYHED III
Statsminister Lars Løkke Rasmussen skal i dag svare på, om kronprinsens stemmeafgivning i IOC om russisk udelukkelse fra OL i Rio var i strid med regeringens politik. Et bredt flertal i Folketinget ønskede at udelukke Rusland fra OL i Rio. En rapport fra Det Internationale Antidoping Agentur (Wada) afslørede inden legene mange års statsstøttet doping i Rusland. Men ved den afgørende stemmeafgivning i IOC gik kronprinsen imod regeringens linje, og det måtte ske, mener Søren Søndergaard, der henviser til tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) udtalelser. Derfor har Søren Søndergaard bedt om en redegørelse fra Løkke, skriver TV2.

Ministerchauffører føler sig til fare for trafiksikkerheden

Hent ministeren tidlig morgen i København. Kør til virksomhedsbesøg i Sønderjylland. Videre til arbejdsfrokost i Midtjylland. Rund af med et vælgerarrangement nord for Limfjorden, før turen går mod København igen.

Sådan kan en arbejdsdag se ud for de chauffører, der kører regeringens ministre  rundt til diverse arrangementer. Og i dag skriver Ritzau, at ministerchaufførerne føler sig til fare for trafiksikkerheden

»Vi taler om, at vi ikke kan forstå, hvordan ministeren tør sætte sig ind bag i og falde i søvn,« siger en anonym chauffør. til nyhedsbureauet, og bliver bakket op af en anden:

»Det er ikke unormalt med perioder, hvor arbejdsugen lyder på 90 timer.«

Læs hele historien her.

Dagens citat

»Vi fem partiledere i oppositionen har ikke siddet i samme lokale for at diskutere politik i over et år. Hvis ikke vi taler om politik, hvordan skal vi så kunne vide, hvad vi er enige om, og hvad vi er uenige om? Hvordan skal vi så kunne præsentere et levedygtigt alternativ?«

- Sådan skriver Alternativets leder i Politiken i dag i et debatindlæg, hvor Elbæk forklarer, hvorfor Alternativet måske/måske ikke vil pege på Mette Frederiksen som deres statsministerkandidat ved næste valg.

Dagens SoMe-forsvar

Det sker i dag

I dag og i morgen holder VLAK-regeringen regeringsseminar på Tøystrup Gods ved Ringe på Fyn. Lørdag holdes der pressemøde.

08:30 Konference om fremtidens udenrigstjeneste
Udenrigsministeriet står i dag bag en højniveau-konference, som skal behandle de udenrigspolitiske trends, som kan have betydning for Udenrigsministeriets arbejde i Danmark og udlandet.

09:30 Miljø- og fødevareministeren besøger Fødevarebanken
I dag besøger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen Fødevarebankens lager i Københavns nordvestkvarter. Her skal han høre om Fødevarebankens arbejde med indsamling af overskudsmad.

10:00 Møde i salen med IOC-forhandling
Folketinget mødes i dag i Folketingssalen, hvor der ventes flere lovbehandlinger. På programmet er også en forhandling om tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens løfte om, at der ville være tæt kontakt mellem kongehuset og regeringen for at sikre, at kronprinsen i sit embede som IOC-medlem aldrig ville handle mod regeringens politik. Noget som skete, da kronprins Frederik stemte for, at individuelle russiske atleter gerne måtte deltage ved OL i Rio i august sidste år, hvor regeringen ønskede en total udelukkelse af Rusland.

10:00 Samråd om reformer i EU og i WTO
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) er i dag kaldt i samråd om arbejdet for reformer i EU og i WTO.

12:00 Troels Lund møder østrigsk minister om indeksering af børnecheck
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen får besøg af den østrigske familieminister, Sophie Karmasin. De skal diskutere den fælles indsats for, at indeksere børnepenge, så de bliver udbetalt efter omkostningsniveauet i det land, hvor barnet er.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.