Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

»Jeg mener, at Inger Støjberg er ude på aldeles dybt vand i den her sag«

Dagens overblik: Flere partier kræver intern mail udleveret fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V). Regeringen pønser på ny pensionsplan. Og Bertel Haarder har skrevet sang om forholdet til DF og S. Hele dit overblik her.

Se mere

Du har klikket dig ind på den politiske morgenpost, der dagligt samler alt det, du skal vide om dansk politik.

Inden det politiske overblik en opdatering fra Manchester.

Mindst 22 personer er dræbt, og 50 er såret efter meldinger om en eller flere eksplosioner ved Manchester Arena mandag aften. Det oplyser politiet i Manchester natten til tirsdag.

Episoden fandt sted i forbindelse med en koncert med den amerikanske sangstjerne Ariana Grande.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har tirsdag morgen udsendt følgende kommentar til den tragiske episode:

»Jeg er forfærdet over det usle angreb i Manchester. Uskyldige mennesker, heraf mange unge, mistede livet mens de var sammen til koncert. Familier er i nat blevet slået i stykker, og det er simpelthen så tragisk og meningsløst at tænke på.«

»Mine tanker er i dag hos dem, der har mistet og hele det britiske folk.‎ En nation, der har været så meget igennem er igen blevet ramt af mørkets kræfter. Vi står sammen med briterne i denne svære stund.«

Du kan følge de seneste opdateringer hos Berlingske her. Og her kan du læse reaktioner fra en række danske politikere.

Herunder får du det daglige politiske overblik.

Vi indleder med en historie fra Politiken.

Avisen kunne søndag fortælle, at udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) sidste år gav en ulovlig ordre om tvangsadskillelse af unge par på danske asylcentre – også selvom hendes embedsfolk ifølge avisen på forhånd havde advaret hende om, at det var i strid med loven.

Ifølge Politikens oplysninger blev der 9. februar 2016 – dagen inden Støjberg udstedte sin ulovlige instruks – sendt en mail op til ministeriets top, der var ment som en advarsel om ikke at bryde loven.

Alligevel valgte Inger Støjberg selv at pille en helt afgørende passus ud af embedsværkets udkast til en instruks, der med ministerens aktive handling blev ulovlig.

Flere partier i Folketinget kræver nu at få udleveret den interne mail.

»Det er helt tydeligt for mig, at vi må få alting på bordet nu. Der synes at være advarsler, der er tilgået ministeren, inden instruksen kom ud, og det virker, som om der er vigtige oplysninger, som Folketinget simpelthen ikke har fået«, siger Radikale Venstres udlændingeordfører, Sofie Carsten Nielsen.

Ifølge Politiken har det ikke været muligt at få en kommentar fra ministeren.

Over for Politiken har Støjberg ikke afvist, at hun mundtligt er blevet advaret i forbindelse med drøftelserne om instruksen, skriver avisen. Men hun har sagt, at der ikke er blevet lagt noget skriftligt på hendes »bord« skriver Politiken.

SFs udlændingeordfører, tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen, siger i den forbindelse:

»Det er i princippet ligegyldigt, om det er foregået mundtligt eller skriftligt. Mundtlige advarsler er lige så alvorlige som skriftlige, så hvis departementschefen eksempelvis har videregivet oplysningen til hende, har hun et problem. Jeg mener, at Inger Støjberg er ude på aldeles dybt vand i den her sag«.

Støjberg sagde søndag til Berlingske:

»Jeg kan klart afvise, at jeg er blevet advaret om, at det, der er blevet sendt ud, var ulovligt. Og da vi sender instruksen ud, er jeg fuldstændig sikker på, at den er i overensstemmelse med internationale konventioner, og det er også dét, man siger fra ministeriets side. Og i det øjeblik vi blev gjort opmærksom på, at det var uden for konventionernes rammer, blev der rettet ind.«

Udlændinge- og Integrationsministeriets departementschef, Uffe Toudal Pedersen, har ikke ønsket at lade sig interviewe af Politiken.

Du finder hele avisens historie her.

Berlingske gennemgik i går sagen fra ende til anden, så hvis du har mistet overblikket får du her »5 centrale spørgsmål og svar i sagen om Støjberg og barnebrudene« (kræver abonnement).

Og så skal vi ellers se på dagens andre nyheder. Og det kommer til at handle MEGET om pension.

Erfaringer om modeller

Flere medier har i dag fokus på regeringens droppede planer om at hæve pensionsalderen yderligere.

VLAK-regeringen havde et erklæret mål om at hæve befolkningens pensionsalder med et halvt år fra 67 år til 67,5 år, men statsminister Lars Løkke Rasmussen meldte søndag aften ud, at der hverken i befolkningen eller på Christiansborg var opbakning til den kurs. Derfor blev planerne skrinlagt.

Den udmelding har affødt en stribe nyheder, som vi ser nærmere på herunder.

Dagbladet Børsen erfarer, at regeringen i kølvandet på de droppede planer nu arbejder på et nyt pensionsfradrag. Det vil »efter alt at dømme indeholde en skatterabat til danskere, der sparer op til pension.«

»Ifølge Børsens oplysninger har Løkke ikke lagt sig fast på en præcis model for, hvor stor en rabat man får på fremtidige pensionsindbetalinger, men i de modeller, der er på bordet, ligger skattelettelserne på flere tusinde kroner,« skriver avisen.

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, vil over for avisen ikke kommentere tankerne om et pensionsfradrag:

»Det skal vi tale med de andre partier om. Men det er væsentligt, at flere mennesker sparer op til pension, og vi skal se på, hvordan vi kan styrke incitamenterne til det. Derudover kan jeg sige, at regeringen præsenterer en 2025-plan om en lille uges tid,« siger han til avisen.

Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, som har afvist at ville hæve pensionsalderen yderligere og dermed stod i vejen for regeringens plan, er ikke afvisende over for de tanker, som altså ikke er præsenteret endnu.

Du kan finde hele historien hos Børsen her (kræver abonnement).

»Det er dét, man kalder en meget stor udfordring«

Hos Både Berlingske og Jyllands-Posten siger en stribe økonomer, at regeringen får mere end svært ved at leve op til sit mål om at øge beskæftigelsen med 60.000 personer som følge af de droppede pensionsplaner.

Ambitionen om at udvide arbejdsudbuddet med op mod 60.000 personer frem mod 2025 står nedfældet i regeringsgrundlaget.

»Det er dét, man kalder en meget stor udfordring,« siger professor i økonomi Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet til Berlingske.

»Det er jo ikke tilfældigt, at forslaget om højere pensionsalder kom frem. Det er teknisk en nemmere måde at få noget, der har en betydelig effekt, både på arbejdsmarkedet og på de offentlige finanser,« siger Torben M. Andersen, der er professor ved Aarhus Universitet og tidligere overvismand, til samme avis.

Kristian Jensens anerkendelser

I finansminister Kristian Jensens (V) øjne er de droppede planer om pension dog ikke lig med slækkede ambitioner.

»Det er vigtigt at holde fast i, at der er forskel på mål og midler. Målet er at udvide arbejdsudbuddet, og midlet kunne være at ændre pensionsalderen. Det har vi ikke kunnet komme igennem med, så prøver vi andre midler,« siger han til Berlingske.

Kan du følge økonomerne, der siger, at man har mistet et vigtigt værktøj, og det dermed bliver sværere at indfri målsætningen?

»Jeg anerkender fuldt ud, at økonomerne har ret i, at hvis man lægger et værktøj fra sig, så skal man arbejde hårdere med de andre værktøjer, der måtte være,« siger han.

Jyllands-Posten har også fanget finansministeren til et interview, og her kan man konstatere, at ministeren holder sig til sin tro på, at det nok skal gå.

Kan du følge økonomerne, som siger, at I har mistet et vigtigt værktøj og dermed alt andet lige får sværere ved at indfri jeres mål?

»Jeg anerkender fuldt ud, at økonomerne har ret i, at hvis man lægger et værktøj fra sig, skal man arbejde hårdere med de andre. Men jeg deler ikke opfattelsen af, at det ikke kan nås. Vi har knap 700.000 voksne danskere uden for beskæftigelse, og jeg mener, at det er realistisk at nå et mål om at øge arbejdsudbuddet med 55.000 til 60.000.«

Du kan læse Berlingskes historie her. Jyllands-Postens er ikke online endnu.

De tørre kilder

Lars Løkke Rasmussens oprindelige 2025-plan byggede primært på tre finansieringskilder i form af en fremrykket pensionsalder, beskæring af rentefradrag og SU-besparelser. Foreløbig er de to første opgivet, mens en SU-reform er udskudt.

I Børsen konstaterer politisk kommentator Helle Ib i en analyse, at »finansieringskilderne er ved at tørre ud« for regeringen.

»Med aflysningen af at forhøje pensionsalderen har VLAK nok afmonteret S-kampagnen om, at nedslidte skal betale for topskattelettelser. Men de økonomiske udfordringer og muligheden for at indfri egne ambitioner er kun blevet sværere for VLAK,« skriver Ib.

Analysen er ikke på nettet endnu, men er at finde på side 18 i den trykte avis.

Bertels vers og regeringens frustrationer

Som beskrevet i den politiske morgenpost mandag kom pensionsmeldingen fra Løkke i kølvandet på et fællesseminar søndag til mandag mellem de tre regeringspartier på konferencehotellet Kollekolle i Værløse.

Hos Politiken har politisk reporter Kristian Klarskov snakket med en række kilder om, hvordan seminaret forløb.

Her kan du blandt andet læse, hvordan Venstres Bertel Haarder, ivrig forfatter af hjemmeskrevne festsange, på melodien 'Flickorna i Småland’ havde komponeret en sang til lejligheden. En sang om forholdet mellem regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti:

»Vi har to alliancer i den danske politik:

den ene, den er liberal, den anden er det ikk’!

For Mette F. og Tulle D. vil være populær’

De fisker meget sammen, og har få’t hinanden kær!

DE VIL ikke spare penge, de vil hell’re love fler’,

de vil overgå hinanden, de vil ikke arbejd’ mer!

De vil hell’re flette fingre, mens de går den samme vej

De vil ikke lette skatterne, men hell’re sige nej«.

I Politikens historie bliver der ligeledes fortalt om netop forholdet til Dansk Folkeparti. Du får et kort uddrag her:

Under et gruppearbejde blev frustrationerne over Kristian Thulesen Dahl italesat i bekymrede, men polerede vendinger.

Svar blev der ikke rigtig givet. Men i regeringspartierne hersker der en rådvildhed grænsende til frustration over det parlamentariske grundlags flirt med Mette Frederiksen. Man spørger forundret sig selv, hvem Thulesen i realiteten foretrækker som statsminister.

Der analyseres på, om den seneste ugers rædselsscenarier kunne have været undgået. Der hvæses om, at kommunikationslinjerne i V- og DF-toppen halter gevaldigt.

Hele historien - og endnu et festvers fra Bertel Haarder - finder du her.

Seks historier du også skal have med i dag

1: Regeringen bør genoverveje, om Nordea skal have lov til at blive en dansk bank, mener ekspert.

Bankens balance er over dobbelt så stor som Danmarks BNP, og hvis Nordea får problemer, får alle danskere problemer, lyder advarslen.

Berlingske Business har den historie her.

2: Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) flytter 40-50 stillinger fra Miljøstyrelsen til ministeriets departement. Det skriver Information.

Det drejer sig om nogle af de mest omstridte sagsområder, hvor EU regulerer vandmiljø og natur og dermed påvirker konkurrenceevnen for fiskeri og landbrug herhjemme.

Danmarks Naturfredningsforening er stærkt kritisk over for den nye organisation, siger landbrugspolitisk seniorrådgiver Thyge Nygaard:

»Politisk styring! Det virker, som om man fra ministeren og departementets side forsøger at få styr på nogle tropper, som man mener, man ikke har styr på.«

Mere hos Information her.

3: Det er rent spin, når Venstre forsøger at få kritikken af Inger Støjberg til at handle om, hvorvidt man er for eller imod barnebrude.

Information gennemgår sagen med retorikprofessor Christian Kock. Han mener, Venstres ageren er udtryk for en syg debatkultur, der »skaber politikerlede og polarisering i samfundet«.

Læs artiklen her (kræver abonnement).

4: Sejl længere ud og sug sand fra et område, der ikke vil tage skade på samme måde som havmiljøet i Øresund.

Sådan lyder opfordringen fra Helsingør Kommunes borgmester, Benedikte Kiær (K), der sammen med seks andre danske kommuner, syv svenske kommuner samt 13 interesseorganisationer har sendt et brev til den danske miljøminister, Esben Lunde Larsen (V), og hans svenske kollega.

Mere hos DR her.

5: Sluser, diger og andre sikringer for 3,5 milliarder kroner skal være med til at forhindre, at en stormflod i vildeste og værste fald kan anrette skader i København for op mod 20 milliarder kroner.

Berlingske har den historie her (kræver abonnement).

6: Der bliver måske alligevel rejst en erstatningssag mod forhenværende regionsrådsformand Carl Holst (V).

Det var ellers ventet, at medlemmerne af Regionsrådet i Region Syddanmark mandag ville sætte et endeligt punktum i sagen mod deres forhenværende politiske chef, Carl Holst.

Men sagen tog en overraskende drejning på et regionsrådsmøde. Du kan læse mere her.

Dagens debatindlæg

Marcus Knuth, udlændingeordfører i Venstre, hos Berlingske.

»Jeg har fået nok. Det er på tide, at vi sætter ordentligt ind mod roma-plagen, der angriber København hver sommer i et større og større omfang. Derfor vil jeg arbejde hårdt for, at vi finder en løsning på den årlige roma-besættelse her i forårs- og sommermånederne.«

Læs det hele her.

Dagens kronik

Statsminister Lars Løkke Rasmussen skriver i Jyllands-Posten om hvordan, »vi ønsker at bevare rigsfællesskabet«. Du får indledningen her:

»Hvordan går det, Lars?«

Sådan spurgte det færøske medlem af Folketinget, Sjúrður Skaale, mig for nogle måneder siden i Folketingets spørgetime.

Jeg må indrømme, at spørgsmålet kom lidt bag på mig, for det plejer vi ikke at spørge hinanden om i folketingssalen. Det skulle vi måske til at gøre lidt oftere – også fordi det måske vil give større forståelse for hinandens synspunkter.

Det håber jeg i hvert fald, at dagens forespørgselsdebat i Folketinget om rigsfællesskabet kan bidrage til. En debat, som i øvrigt bliver efterfulgt af en særskilt debat om Grønlands arbejde med en forfatning og økonomiske muligheder som et selvstændigt land.

Og hvordan går det så i rigsfællesskabet? Det kommer nok an på, hvem man spørger. Efter min mening går det grundlæggende ganske godt.

Og resten hos Jyllands-Posten her.

Dagens reportage

S og DF cementerede deres samarbejde ved et 3F-arrangement i Cirkusbygningen mandag.

De to partiledere, Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl, diskuterede og quizzede om udfordringer på arbejdsmarkedet og om, hvordan de sammen kan løse dem.

Netavisen Altinget.dk var med, og det kan du også komme her.

Det sker i dag

13:00 Der er møde i folketingssalen, hvor flere lovforslag skal behandles. Blandt andet er det tredje og sidste behandling af oprettelsen af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd og af et dansk bidrag til Natos tilstedeværelse i de baltiske lande og Polen.

15:00 Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er kaldt i samråd om virksomheders udnyttelse af lovgivningen om registreringsafgift. Ministeren skal svare på, om det er i orden, at bilimportører og leasingselskaber udnytter lovgivningen til at minimere eller helt undgå registreringsafgift.

16:45 Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er kaldt i samråd om forbedringer i arbejdsmiljøforholdene. Ministeren skal blandt andet svare på, hvad han vil gøre for at ændre stigningen i antallet af ulykker i byggeriet, samt antallet af brud på arbejdsmiljøloven.

18:00 Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er kaldt i samråd om lovforslaget om bo- og gaveafgift, L 183. Ministeren skal blandt andet svare på, om en sænkning af afgiften vil bidrage til øget formuekoncentration i Danmark.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.