Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

»Jeg er helt klar over, at for nogle partier vil det her blive betragtet som værende meget kontroversielt«

Dagens overblik: Regeringen vil have flere børn tvangsadopteret. Opgøret med ghettogymnasier forsvandt. Og så fik tidligere minister en skideballe, da hun mødte op hos Dronningen med pink fløjlsbukser og lilla støvler. Hele dit overblik her.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) vil have flere børn tvangsadopeteret. Hun ved godt, det er et kontroversielt synspunkt, siger hun til Berlingske.
Børne- og socialminister Mai Mercado (K) vil have flere børn tvangsadopeteret. Hun ved godt, det er et kontroversielt synspunkt, siger hun til Berlingske.

Godmorgen og velkommen til torsdagens politiske morgenpost.

Vi skal forbi en masse i dag, så vi kaster os direkte ud i nyhedsoverblikket og begynder i Berlingske.

I næste uge begynder forhandlingerne om en ny aftale for anbringelsesområdet, og står det til børne- og socialminister Mai Mercado (K), skal brugen af adoption uden samtykke udbredes. Mercado lægger op til at gøre det hurtigere og mere enkelt at tvangsbortadoptere børn.

»Jeg er helt klar over, at for nogle partier vil det her blive betragtet som værende meget kontroversielt,« siger ministeren.

Siden 2015 har kommunernes børne- og ungeudvalg indstillet 22 børn til adoption uden samtykke, og i 16 sager har Ankestyrelsen været enig. Efter endt behandling hos domstolene er der i perioden gennemført adoption af seks børn. De resterende sager er undervejs i systemet.

»Vi må konstatere, at der er forældre, som spiller sig selv ud af banen, når det handler om at have en rolle i barnets liv. Det er med barnets tarv for øje, at jeg ønsker, at vi får flere tvungne adoptioner, fordi jeg tror, de er bedre tjent med at vokse op med adoptivforældre end hos en plejefamilie, hvor de biologiske forældre stadig kan spille en rolle på sidelinjen,« siger Mai Mercado til Berlingske.

Hos Red Barnet og Børns Vilkår ser man positivt på, at flere børn tvangsadopteres, mens Socialdemokratiet heller ikke er afvisende.

Læs historien her.

Og her kan du læse om Sisse Bøgild, der som barn samlede fuglemad fra gaden, så hun og broderen kunne få mad. Moderen tæskede dem, og hun var derfor lykkelig den dag, hun blev tvangsfjernet.

Opgøret med ghettogymnasier, som forsvandt

Som en del af ghettopakken havde regeringen lagt op til, at der skulle laves en række tiltag, som gjorde op med de såkaldte ghettogymnasier, hvor mange indvandrere og efterkommere klumper sig sammen på bestemte gymnasier.

Men da de fleste aftaler på området faldt på plads i sidste uge, var det uden en aftale for gymnasierne, skriver Jyllands-Posten.

»Det var der ikke flertal for. Så må vi genoverveje situationen,« siger undervisningsminister Merete Riisager (LA).

Og det bekymrer Birgitte Vedersø, formand for Danske Gymnasier, der repræsenterer rektorerne.

»Der er skoler, hvor unge ikke møder et retvisende billede af, hvad Danmark er. De møder kun etnisk danske eller ikke-danske elever. Det bliver man ikke integreret af. Man får heller ikke udvidet sin horisont. Det er meget betænkeligt,« siger hun.

Læs den nyhed her.

Her kan du læse en større baggrund om sagen.

»Hash-Sass« får opbakning – og modstand

I går vakte det opsigt, at Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, i Information i forbindelse med en ny bog gav udtryk for, at cannabis burde legaliseres fuldstændigt og forhandles gennem staten, mens hårde stoffer »som minimum« burde afkriminaliseres for brugerne.

Det kom der i går et hav af reaktioner på. Herunder et udpluk:

Selvom Henrik Sass Larsen normalt er en magtfuld mand i sit parti, blev han i går banket på plads af partitoppen:

»Det er slet ikke Socialdemokratiets politik. Det kan forhåbentlig ikke overraske nogen. Og det bliver det heller ikke,« sagde retsordfører i partiet og tidligere justitsminister Morten Bødskov til Ekstra Bladet, som i øvrigt nu har døbt Henrik Sass »hash-Sass«.

I Liberal Alliance går man til gengæld ind for »en fuld legalisering af cannabis«, som retsordfører Christina Egelund siger til Berlingske:

»Dels ud fra et frihedsideal, især fordi den forbudspolitik, vi har haft i årtier, viser sig at have alvorlige konsekvenser i en negativ retning. I øjeblikket overlader vi et enormt lukrativt cannabismarked til samfundets mest skruppelløse kriminelle. Det er naivt at forestille sig, at man kan udrydde stoffer med forbud.«

I samme artikel siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen:

»Henrik Sass skriver en bog, og tillykke med det, men det ændrer ikke noget for os. Jeg kan ikke forstå, at han melder sådan noget ud. Det er meget overraskende,« siger han.

Læs mere her.

Nye regler for statsborgerskab

I går fremlagde regeringen sit udspil til nye regler for indfødsret, der skal gøre det sværere at få dansk statsborgerskab.

Herunder kan du i en faktaboks få overblikket over udspillets elementer, der bl.a. lægger op til, at det ikke skal være muligt at få dansk statsborgerskab, hvis man på noget tidspunkt har fået en dom efter bandeparagrafferne, begået vold mod børn eller er blevet dømt for en seksualforbrydelse:

Det var udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), som præsenterede udspillet, og der blev allerede i går indledt forhandlinger med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Berlingske har lavet et interview med Støjberg, hvor hun redegør for tankerne bag udspillet.

»Det er kun dem, der har viljen til at lade sig integrere, der får et statsborgerskab, og sådan må det nødvendigvis være. Det er noget unikt at blive dansker.«

En bandedom udelukker en borger fra nogensinde at få et dansk statsborgerskab. Hvis man som ganske ung havner i en bande, fordi man har dårlige venner, skal der så ikke være plads til at blive klogere? spørger avisen.

»Nej. Det skal der ikke. Det skulle man have tænkt på noget før, for bandekriminalitet er for mig så alvorligt et problem, at vi ikke på nogen måde skal belønne det med et dansk statsborgerskab efterfølgende. For mig er det helt principielt.«

Er det ikke ideen i en strafudmåling, at man får en straf for at blive klogere og ændre adfærd?

»Nej, ikke når det handler om dansk statsborgerskab,« siger Inger Støjberg.

Læs hele interviewet her.

I Politiken kan du læse, at både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vil have flere stramninger på området, end Støjberg og regeringen lægger op til.

Tre korte historier, der er gode at få med på en torsdag

1) Københavns Politi undersøger nu, om nogle af forhandlerne brød deres tavshedspligt ved de langvarige overenskomstforhandlinger, skriver Avisen.dk. Det er ikke mindst FOAs nu tidligere formand Dennis Kristensen, som flittigt orienterede pressen fra de lukkede forhandlingsmøder.

Men han tager nu udsigten til en politianmeldelse med ophøjet ro.

»Jeg har tidligere sagt til kollegerne, at hvis der skulle siges noget, kunne det være, at jeg skulle gøre det, for jeg kunne altid sidde den af efter sommerferien, hvor jeg skulle på pension,« siger Dennis Kristensen til Avisen.dk.

2) I går var DF-formand Kristian Thulesen Dahl på besøg i den svenske by Malmö, hvor han gik en tur i den belastede bydel Rosengård sammen med Sverigedemokraternas partileder, Jimmie Åkesson, som resten af det politiske Sverige nægter at samarbejde med.

»Jeg synes, at Jimmie Åkesson gør et godt stykke arbejde med at få partiet til at fremstå seriøst. Det er helt vanvittigt, at de andre partier i Sverige ikke taler med ham og Sverigedemokraterna,« siger Thulesen Dahl til BT.

3) Trods store investeringer i både mandskab og IT-systemer har Skat aldrig før været så langt bagud med at inddrive danskernes gæld til det offentlige som nu. Det viser tal i en ny opgørelse fra Skat, der er oversendt til Folketingets Skatteudvalg.

Fra 2016 til 2017 voksede skattegælden fra 99,4 til 108,6 mia. kr., skriver Avisen.dk.

Dagens pink fløjlsbukser hos Dronningen

Det har vakt en del debat, at Jyllands-Posten har givet sine ansatte forbud mod at gå med shorts og miniskørter.

I BT fortæller den tidligere minister for Centrum-Demokraterne Mimi Jakobsen om en oplevelse, hvor hun – ifølge hende selv – havde upassende tøj på hos et besøg hos Dronningen.

»Jeg glemmer aldrig den onsdag, da jeg som minister skulle stille til statsråd hos Dronningen. Statsrådet er det møde, hvor regeringen skal have godkendt sine lovforslag og stadfæstet de vedtagne love, og der er absolut dresscode for både mænd og kvinder.«

»Men ak … jeg havde om morgenen glemt alt om dagens program og mødte op i et par absolut meget pink fløjlsbukser med tilhørende lilla støvler. Mine gode kvindelige kolleger Britta Schall Holberg og Grethe Fenger Møller gjorde alt for gemme mig ved at gå tæt op ad mig i rækken. Og jeg tror ikke, at Dronningen blev udsat for det chokerende syn, men jeg fik til gengæld en gevaldig skideballe af departementschef Wiese fra Statsministeriet, der ikke havde overset fadæsen,« skriver Mimi Jakobsen.

Dagens debat – en hyldest til det omvendte tildækningsforbud

Dagens debat er en stor apropos til ovenstående indlæg fra Mimi Jakobsen.

For Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), har også bemærket det omvendte tildækningsforbud hos Jyllands-Posten. Og hun lægger i sin blog på TV 2 ikke skjul på, at hun er helt på linje med Jyllands-Postens retningslinjer.

»Kald mig bare gammeldags, men jeg bryder mig altså ikke om at se på mænd i korte bukser og badesandaler på et kontor. Jeg bryder mig for den sags skyld heller ikke om at se på kvinder, hvor arealet af udstillet hud er helt ude af proportioner med mængden af tekstil. Det hører altså bare ikke hjemme på en arbejdsplads, hvor der kommer flere forskellige typer af gæster eller samarbejdspartnere,« skriver Kjærsgaard.

Det sker i dag

Europarådets årlige ministermøde
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) er 17. og 18. maj 2018 vært for det årlige udenrigsministermøde i Europarådet med deltagelse af ministre fra organisationens 47 medlemslande samt Kronprinsen og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

10.00: KL holder Social- og Sundhedspolitisk Forum
Kommunernes Landsforening (KL) holder i dag og i morgen Social- og Sundhedspolitisk Forum i Aalborg Kongres & Kultur Center. På konferencen taler blandt andre børne- og socialminister Mai Mercado (K) og sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V). Temaerne for i dag er blandt andet, at flere børn og unge har psykiske problemstillinger, og hvordan udviklingen vendes.

10.00: Møde i salen
I dag er der møde i Folketingssalen, hvor en stribe lovforslag bliver behandlet. Det gælder blandt andet tredjebehandling af et forslag om øget beskyttelse af vidner, et forslag om et midlertidigt stop for studielån til udenlandske studerende og et forslag om en uvildig ekstern effektanalyse af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen.

10.00: Møde i Udenrigspolitisk Nævn
Det Udenrigspolitiske Nævn mødes i dag. Fra regeringen deltager udenrigsministeren og forsvarsministeren, og på dagsordenen er blandt andet Syrien, Irak, Iran og Arktis.

10.15: Åbent samråd om fjernelse af revisionspligten
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) er i dag kaldt i samråd om fjernelse af revisionspligten.

10.15: Åbent samråd om lukning af jernbaneoverskæringer
Transportminister Ole Birk Olesen (LA) er i åbent samråd om lukning af jernbaneoverskæringer i Sydjylland.

13.00: Pape skal forklare PETs opbevaring af ulovlige data
Åbent samråd med justitsminister Søren Pape Poulsen (K) om PETs opbevaring af slettede data.

13.30: Åbent samråd om udbud af levering af fødevarer
Minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) er i samråd om det planlagte udbud om levering af fødevarer til 51 kommunale køkkener.

14.00: Åbent samråd om retsforfølgning af pædofile netværk
Åbent samråd med justitsminister Søren Pape Poulsen (K) om retsforfølgning af pædofile netværk.

16.20: Doorstep om teleforlig
I dag ventes teleforliget at falde på plads – muligvis med samtlige partier i Folketinget. Regeringen har i sit udspil lagt op til bedre mobildækning og en udvidelse af bredbåndspuljen. Der er doorstep i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet klokken 16.20.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.