Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

Jakob Ellemann til Özlem Cekic‏ i ophedet debat: »Det er jo løgn. Hvad sker der for dig?«

Dagens overblik: Venstres politiske ordfører og tidligere SFer Özlem Cekic har været i debat om Støjberg-interview. Borgerlige førstemænd ser alvorlige udfordringer for regeringen. Og Alternativet har hængt giftige valgplakater op.

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, og den tidligere SFer, Özlem Cekic, havnede søndag i en ophedet debat på Twitter på baggrund af et interview med udlændingeminister Inger Støjberg (V) i Berlingske.
Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, og den tidligere SFer, Özlem Cekic, havnede søndag i en ophedet debat på Twitter på baggrund af et interview med udlændingeminister Inger Støjberg (V) i Berlingske.

God-mandag-morgen.

Vi tager nu hul på endnu en uge i dansk politik. Morgenpostskribentens fingre er næsten tøet op efter cykelturen til arbejde i de tidlige morgentimer, og derfor får du her alt, hvad du skal vide om politik i dag, samlet ét sted.

Vi begynder med en længere debat mellem Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, og den tidligere SFer Özlem Cekic. Debatten fandt sted søndag på Twitter, og den udsprang af et interview med udlændinge - og integrationsminister Inger Støjberg (V), som Berlingske bragte samme dag.

Her fortalte ministeren, hvordan det er at leve under beskyttelse af livvagter fra Politiets Efterretningstjeneste 24 timer i døgnet.

»Det gør mig trist, at der er områder, hvor jeg ikke kan færdes i mit eget land,« sagde ministeren blandt andet i det lange interview, som du kan læse i sin helhed her.

Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, læste også med, og han bed mærke i netop den udtalelse fra Støjberg. På Twitter skrev han:

»Det gør også mig trist, men det gør mig lige så trist, at Støjberg fejrer flygtningestramninger med kage!«

Den opdatering fik først Jakob Ellemann-Jensen og siden Özlem Cekic til tasterne.

Jakob Ellemann-Jensen: »Sidestillede du lige en upassende kage med trusler om drab? Ja, det gjorde du sørme. Inden jeg forarges: Det var da helt ærligt ikke det, du mente, var det?«.

Özlem Cekic‏: »Glad for, du mener, Støjbergs kage var upassende. Men husk at Støjberg også fejrede, at mennesker døde i Middelhavet. Derfor var den kage så ondskabsfuld. For mig er der ikke en stor forskel. Begge sager er dybt triste. Derfor rammer Poul Madsen plet!«

Jakob Ellemann-Jensen: »Hvad er det dog, du skriver, Özlem! Jeg er helt med på, at du er uenig med Støjberg, men det er jo ikke rigtigt, det du skriver. Det er jo løgn. Hvad sker der for dig? Du plejer at være ordentlig – også når vi er uenige. Svar udbedes – jeg er oprigtig bekymret.«

Özlem Cekic‏: »Den kage var ikke ordentlighed. Når man fejrer andres ulykker, så er man ikke ordentlig. Stramningerne betød, at mennesker ikke blev hjulpet, og desværre er Middelhavet den største gravplads nu.«

Jakob Ellemann-Jensen: »Du skrev: »Men husk at Støjberg også fejrede, at mennesker døde i Middelhavet.« Er vi enige om, 1) at det er løgn, og 2) at det ikke har sååå meget med dialogkaffe at gøre, når man søger at dæmonisere sin modpart ved at opfinde uhyrligheder?«

Özlem Cekic: »Var det ikke en af jeres stramninger, at man skulle sige nej til kvoteflygtninge og lukker grænserne? Er det ikke konsekvensen, at mennesker dør på flugten, når alle lukker døren. Hvad var kagen udtryk for? Er det ikke glædelige begivenheder, vi fejrer med kage. Trist du forsvarer det.«

Jakob Ellemann-Jensen: »Özlem for pokker da! Jeg har så stor respekt for dig. Du er bedre end det. Du blev ophidset i en debat og kom til at sige noget, der ikke er belæg for. Det kan ske, og det kan sagtens tilgives. Men indrøm dog, at det, du skrev, ikke var rigtigt. Stop dæmoniseringen. Bare stop.«

Hele Twitter-tråden kan læses her. I Berlingske skrev avisens politiske kommentator, Thomas Larsen, søndag en længere analyse som følge af Støjberg-interviewet. Den finder du her.

Og så skal vi videre til dagens andre nyheder.

»Enten hænger de sammen, eller også bliver de hængt«

I et længere og glimrende interview med Jyllands-Posten i weekenden kaldte Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, VLAK-regeringen for en »uholdbar« konstellation, ligesom han gjorde det klart, at den nuværende regering måske ikke skal regne med DFs støtte fremover.

Vil det så sige, at du ikke kan støtte en VLAK-regering efter et valg?, spurgte avisen.

»Det ville jeg da sagtens kunne sige.«

Det er næsten det, du siger?

»Jeg skal nok få rigelig lejlighed til at forholde mig til det i perioden op til et folketingsvalg, når det er udskrevet. Det er sandsynligvis om godt et år. Her og nu siger jeg bare, at læren indtil videre er, at det er uholdbart.«

Så man kan ikke tage for givet, at du vil støtte den siddende regering efter et valg?

»Nej, nej, det kan man ikke tage for givet,« lød det videre.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bedyrede kort før jul, at det borgerlige-liberale Danmark står ved en skillevej i de kommende forhandlinger om skat og udlændinge.

Og situationen er alvorlig, mener en række af dansk borgerligheds førstemænd, som Berlingske har talt med til mandagens avis i en artikel, som dykker ned i de aktuelle udfordringer i den borgerlige lejr. Du får en række citater fra artiklen her:

Tidligere konservativ partiformand og minister i flere borgerlige regeringer Per Stig Møller:

»Enten hænger de sammen, eller også bliver de hængt.«

»Problemet er det kæmpe spænd, der er mellem Dansk Folkeparti, der har bevæget sig langt over mod Socialdemokratiet, på den ene side og Liberal Alliance på den anden. Lykkes det ikke at stabilisere det borgerlige samarbejde, risikerer de blå partier at kaste dansk politik ud i et årelangt kaosforløb.«

Tidligere mangeårig Venstre-politiker og formand for Folketinget Christian Mejdahl:

»Der er behov for, at de hanker op i principperne, så man ikke er i tvivl om, hvem der hører til i blå blok. Hvis ikke de kan enes om de projekter, der er sat i søen, går de på en eller anden måde hver til sit, og så vil det få mærkbare følger ved det næste folketingsvalg.«

Mangeårig Venstre-politiker og tidligere minister Bertel Haarder:

»Hvis samarbejdet i blå blok falder sammen, kan det være vejen til otte års ørkenvandring for hele blå blok. Men det vil være så perspektivløst, at jeg nægter at tro, at det ender sådan.«

Hele artiklen finder du her.

»Det er en holdbar regering«

Det nye politiske år blev i øvrigt lørdag skudt i gang med de Radikales traditionsrige nytårsstævne, hvor DF-formand Thulesen Dahl for femte år i træk var inviteret med som æresgæst til debat med den radikale leder, Morten Østergaard.

Venstres næstformand, finansminister Kristian Jensen, var også inviteret for første gang. Da Kristian Jensen under debatten blev spurgt til, om han går til valg på at fortsætte VLAK-regeringen, såede V-næstformanden også selv tvivl om, hvorvidt det er tilfældet.

»Det er en holdbar regering, og hvad vi går til valg på, skal vi nok fortælle vælgerne, når vi går til valg. Det er der lang tid til. Det er partilederen i Venstre, der fortæller, hvad Venstre går til valg på,« sagde V-næstformanden ifølge Berlingske.

Læs mere om den udmelding hos Berlingske her.

Tilbage igen

Vi bliver ved forhandlingerne om skat og udlændinge, som regeringen som bekendt ikke nåede til enighed med hverken sig selv eller Dansk Folkeparti om før jul.

Både Politiken og Børsen har i dag nye vinkler på én af de aktuelle udfordringer.

Førstnævnte skriver, at den enkelte kommune kan gå glip af gevinster på flere millioner kroner, hvis Dansk Folkeparti får opfyldt sit ønske om at sløjfe integrationsgrunduddannelsen også kaldet IGUen.

Dansk Folkeparti har som bekendt gjort det gældende, at partiet ønsker et opgør med idéen om, at de mange tusinde flygtninge i Danmark skal integreres. Derfor har DF blandt andet rettet kritik mod integrationsgrunduddannelsen, hvor flygtninge kan få et arbejde med et integreret uddannelsesforløb til en hyre på niveau med elevløn.

Men IGU-ordningen kan ellers være en god forretning for kommunerne, viser Politikens gennemgang af potentialet i 92 kommuner, der er blevet undersøgt af konsulenthuset Mploy for Udlændinge- og Integrationsministeriet.

I gennemsnit kan hver af de 92 kommuner score 5,5 millioner kroner i løbet af to år, fremgår det.

I Dansk Folkeparti anerkender udlændingeordfører Martin Henriksen, at IGU-forløb kan være en økonomisk fordel, men han mener, at regnestykket er for simpelt og siger til avisen:

»Det ville være rigtig godt kulturelt for vores land og en økonomisk god forretning, hvis folk blev sendt tilbage.«

Hele historien hos Politiken her.

DF: Dybest set ikke vores problem

Også Børsen har som beskrevet nyt.

DF har krævet, at den snart to år gamle trepartsaftale mellem regeringen, arbejdsgiverne og fagforeningerne om flygtninge i arbejde skal laves om, hvis DF skal lægge stemmer til de skattelettelser, som regeringen hungrer efter.

Men fem fagbosser under LO siger nu endegyldigt nej til at gå med til DFs krav om at ændre trepartsaftalen ved at fjerne dagpengeretten for flygtninge, der er i arbejde via integrationsgrunduddannelsen.

Meldingen fra fagbevægelsen er en vigtig brik i skattedramaet i blå blok, skriver avisen.

Kort før jul sagde integrationsminister Inger Støjberg (V) nemlig, at »hvis en trepartsaftale skal ændres, så skal parterne selvfølgelig involveres«.

I spalterne gør Martin Henriksen det klart, at det må være regeringens hovedpine:

»Vi forhandler med regeringen. At regeringen har snørklet sig ind i alle mulige aftaler med arbejdsmarkedets parter, er dybest set ikke vores problem,« siger han.

Du kan læse nyheden her og interviewet med Martin Henriksen her (begge kræver abonnement).

Her er fire nyheder, du også bør have med i dag

1: Københavns Kommunes beskæftigelsesforvaltning har i årevis godkendt løntilskudskontrakter til ansatte i det prisbelønnede entreprenørselskab Øens Murerfirma på trods af, at kontrakterne var fyldt med fejl og mangler. Det skriver BT i dag.

Kontrakterne sikrede i perioden 2013-2016 firmaet billig arbejdskraft i form af blandt andet ufaglærte murerarbejdsmænd til en værdi af over en million kroner.

BT kan i dag afdække, hvordan forvaltningen har givet løntilskud til ansatte i murerfirmaet på baggrund af bevillinger, hvor der mangler de lovpligtige underskrifter fra Øens Murerfirmas medarbejderrepræsentanter.

Hele den historie her (kræver abonnement).

2: Alternativet får i dag i Ekstra Bladet kritik fra Danmarks Naturfredningsforening, fordi partiets så berømmede og selvlysende valgplakat fra kommunalvalget indeholder plasttypen PVC, som ifølge Miljøstyrelsen »giver anledning til flest miljøproblemer«.

»Man skal bare ikke bruge PVC. Det virker som en rød klud på os,« siger Jens Peter Mortensen, ph. d. i miljøregulering i Danmarks Naturfredningsforening, og uddyber:

»Der findes masser af andre alternativer i plast, så det er dumt at bruge det værste af dem.«

Hos SF er politisk ordfører Karsten Hønge ikke imponeret:

»Den hellige, lysende glorie, som de har haft hængende over hovedet, er faldet ned over øjnene,« siger han til avisen.

Kommunikationsfolk i Alternativet syntes, at den selvlysende plakat var alletiders og vigtig, og så sagde miljøordfører for partiet Christian Poll »pyt«, forklarer han til avisen.

Stod det alene til ham, havde partiet ikke lavet plakaten, og kritikken gør indtryk, siger han.

Historien er ikke på nettet, men kan findes i Ekstra Bladet.

3: Finansminister Kristian Jensen skal droppe tanken om at skære mere af den gæld, som staten allerede har nedbragt med et stort milliardbeløb de seneste 20 år.

Gælden er nemlig nu så lav, at politikerne i stedet bør fjerne fokus på at høvle mere af gælden og i stedet bruge pengene til noget andet.

Det mener tænketankene Cepos og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der ellers normalt står på hver sin banehalvdel i den økonomiske debat, i dagens Børsen.

Du kan læse hele historien her (kræver abonnement).

Avisen har også talt med ministeren selv. Hans indledende kommentar:

»Og de kalder sig tænketanke?«.

Det kan du læse her (kræver også abonnement).

4: Den tidligere teknik- og miljøborgmester i København Morten Kabell (EL) er blevet kritiseret for, at han beholder lidt over 500.000 kroner i eftervederlag, selv om han i januar er begyndt i et chefjob i det private erhvervsliv.

På Facebook forsvarede han i weekenden sin beslutning. Og han tilføjede, at han har 26.000 kroner tilbage, når blandt andet skat og partiskat er trukket fra.

De tilbageværende 26.000 kroner vil han give til et velgørende formål, skriver han.

Læs hele hans forklaring herunder:

Dagens debat i to tweets

Weekendens opsang

Anne Sophia Hermansen, kultur- og debatredaktør på Berlingske, er ikke just imponeret over, hvordan en række folkevalgte i en artikel hos Altinget for nyligt forklarede, at de ikke havde tid til at læse litteratur i hverdagen.

I weekenden skrev Hermansen derfor:

I den ideelle verden fik hvert nyt folketingsmedlem en bogpakke med udvalgte klassikere og væsentlige moderne værker med påskriften: »Den her forventer vi, at du har læst, før Folketinget samles igen.«

Og hvert år kunne diverse forlag så levere de mest interessante udgivelser. Ligesom børn anbefales at læse 20 minutter hver dag, burde det samme gælde folketingspolitikere. Lær af Obama.

Læs hele opsangen her.

Det sker i dag

Ikke det store.

Men hvis der sker noget, skal vi nok holde øje.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.