Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

»I nattens mulm og mørke har Liberal Alliance opgivet tidligere holdning om åbenhed«

Dagens overblik: Regeringen og Socialdemokratiet har indgået en ny aftale, som Enhedslisten kalder en »klassisk politisk lokumsaftale«, danske embedsmænd skrev rapport om Somalia efter kun én dags besøg, og Inger Støjberg varsler en ny fase. Hele dit politiske overblik her.

Arkivfoto: Enhedslistens Pernille Skipper på hendes kontor på Christiansborg i København.
Arkivfoto: Enhedslistens Pernille Skipper på hendes kontor på Christiansborg i København.

Vi er nået halvvejs gennem ugen, og her får du – som sædvanlig – hele dit politiske overblik samlet et sted.

I dag kan du læse om en ny aftale, der ifølge Dansk Folkeparti er »næsten ingenting«, om Inger Støjberg (V), der varsler en ny fase i udlændingepolitikken, og om Jens Rohde (R), der har fundet et alternativ til en stressbold – et alternativ, som Søren Pind (V) måske ikke er så begejstret for.

Vi begynder dog dagens gennemgang på forsiden af Politiken, som i dag kan fortælle om en af de rapporter, der bliver anvendt som en af begrundelserne for at inddrage somalieres opholdstilladelser og udvise dem til Mogadishu.

Rapporten viser, at Udlændingestyrelsens folk kun opholdt sig en enkelt dag i det afrikanske land. Og de kom aldrig uden for lufthavnsområdet i Mogadishu.

»Af sikkerhedsmæssige årsager blev delegationen rådet til kun at besøge Mogadishu en dag og begrænse opholdet til Mogadishu International Airport-område«, står der ifølge Politiken i rapporten.

Avisen skrev i sidste uge, at Udlændingestyrelsen har afgjort, at foreløbigt fire somaliere skal have inddraget deres opholdstilladelse og sendes hjem. De er en del af en gruppe på omkring 800 somaliere, som skal have genbehandlet deres opholdsgrundlag

Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Peter Albrecht mener, det er bekymrende, at Udlændingestyrelsen lægger vægt på den danske rapport i forhold til at vurdere, om det er sikkert nok at sende folk hjem.

»Selvfølgelig kan man ikke sige noget efter en enkelt dag i Somalia«, siger han.

Ingen fra udlændingestyrelsen har efter to dages henvendelser ønsket at stille op til interview, skriver Politiken. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), der er ansvarlig for Udlændingestyrelsen, ønsker heller ikke at stille op til interview.

I en mail til avisen skriver hun dog, at hun stoler »fuldt og helt« på Udlændingestyrelsens vurdering af sikkerheden i Somalia.

Du kan læse hele den historie her.

I den trykte del af avisen kan du læse et interview med den 33-årige Noor Mohammad Abdi, der har været i Danmark siden 2003, men hvis opholdstilladelse er til overvejelse i Udlændingestyrelsen.

»Hvis jeg bliver sendt ud nu, er det død, død, død,« siger han til avisen.

»Klassisk politisk lokumsaftale«

Vi iler videre til Information, som i dag skriver, hvordan regeringen og Socialdemokratiet har indgået en aftale om en ændring af partistøtteregler.

Med aftalen får vælgerne større klarhed over, hvem der giver bidrag til kommunal- og regionspolitikere samt lokale partiforeninger, lyder det.

Det er imidlertid fortsat sådan, at partierne skal opgive, hvem der bidrager med mere end 20.000 kroner, men ikke behøver at opgive beløbets størrelse.

Der indføres desuden et forbud mod anonyme bidrag på mere end 20.000 kroner. De skal tilbageføres til bidragyderen, hvis vedkommende kan identificeres. Ellers skal de overføres til statskassen.

Jørgen Albæk Jensen, der er juraprofessor på Aarhus Universitet og tidligere medlem af partistøtteudvalget, er skuffet over aftalen.

»Men egentlig troede jeg slet ikke, at der ville ske noget under den nuværende regering. Så på den måde er det bedre, at der sker noget end slet ingenting,« siger han til Information.

Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, er ganske vist enig med Jørgen Albæk Jensen i, at aftalen er bedre end ingenting.

»Men når det er sagt, så er aftalen desværre næsten ingenting.«

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, kalder aftalen for en »klassisk politisk lokumsaftale«

På Twitter skriver hun desuden:

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) mener nu, at aftalen er et skridt i den rigtige retning. På Twitter svarer han Skipper med et »nja«:

Du kan læse hele historien hos Information her. På Økonomi- og indenrigsministeriets hjemmeside kan du ligeledes dykke ned i aftalen.

De danske partistøtteregler har længe været kritiseret af både danske og udenlandske røster. Ritzau giver dig et overblik over reglerne og kritikken her.

»Nej, flygtningekrisen er ikke slut«

I Berlingske kan du i dag læse, hvordan nye og markant faldende asyltal ifølge regeringen indvarsler en ny fase i udlændingepolitikken.

Der er ikke noget akut behov for nye stramninger, der kan dæmpe tilstrømningen - i stedet er integrationen det vigtigste, lyder det fra udlændingeminister Inger Støjberg (V) i avisen.

Først tallene:

Udlændingestyrelsens endelige asyltal for 2016 viser, at 6.235 personer søgte asyl i Danmark.

I 2015 var det tilsvarende tal godt 21.000 asylansøgere.

Også antallet af familiesammenføringer er faldet. I 2015 blev der f.eks. givet 2.575 tilladelser til, at flygtninge kunne få deres ægtefælle til landet. Sidste år var tallet 1.424 tilladelser, oplyser Udlændingeministeriet.

Er flygtningekrisen slut?, spørger Berlingske udlændingeminister Inger Støjberg.

»Nej, flygtningekrisen er ikke slut. Og det er den folkevandring, som vi oplever, heller ikke,« lyder svaret.

Hun varsler dog et skifte i regeringens udlændingepolitiske prioriteringer:

»Den fase, vi er kommet ind i nu, betyder et langt lavere antal asylansøgere og dermed færre, som får ophold i Danmark. Vi kan i højere grad koncentrere os om at få de mennesker til at bidrage og til at tage danske værdier til sig i den tid, de skal være her. Og så betyder det selvfølgelig også, at vi skal have et meget stort fokus på at få sendt de mennesker ud, som ikke har ret til at være her.«

Hvad den fase to nærmere bestemt indebærer, vil ministeren endnu ikke konkretisere.

Hos Dansk Folkeparti advarer udlændingeordfører Martin Henriksen mod at se de nye asyltal som udtryk for, at presset på Danmark er lettet.

»Jeg opfatter det, som at regeringen nu begynder at hvile på laurbærrene og tror, at man kan have held til at integrere de mange mennesker, der er kommet,« siger Martin Henriksen.

Du kan læse hele historien her.

Fire historier du OGSÅ skal kende til i dag

1: Regeringen skruer markant op for den skattelettelse, som landets boligejere kan se frem til, hvis det lykkes at samle politisk opbakning til et justeret udspil om fremtidens boligbeskatning. Det skriver Jyllands-Posten i dag.

Samlet set står boligejerne til at få en lettelse i boligskatten på otte mia. kr. ekstra i årene frem til 2025, når man sammenligner med V-regeringens oprindelige udspil.

Det fremgår af beregninger i et notat, som trekløverregeringen tirsdag præsenterede på det første forhandlingsmøde med lederne af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og de Radikale.

Hele den historie her. (kræver abonnement)

Er du i øvrigt ikke helt opdateret på de boligskatteforhandlinger, som regeringen har indledt, giver Berlingske dig en grundig gennemgang her. (kræver abonnement)

2: Hvert 10. barn i Danmark udsættes for grov vold, hver 8. pige for seksuelle overgreb og hvert 5. barn vokser op i familier med alkoholproblemer. Det viser en ny rapport fra Børns Vilkår og TrygFonden, som Jyllands-Posten i dag er dykket ned i.

Socialminister Mai Mercado (K) kalder det »hjerteskærende« at så mange børn oplever vold og svigt og mener, der er brug for bedre forebyggelse og underretninger.

»Der er de senere år strammet gevaldigt op med bl. a. barnets reform, overgrebspakken og oprettelse af børnehuse. Lovgivningen ser ud til at være rigtig, men kommunerne har en stor implementeringsopgave og mangler stadig det sidste,« siger ministeren, som dog afviser en national handleplan.

Hele den historie her (kræver abonnement)

3: Et utal af arbejdsmarkedsreformer de seneste år skal få flere end 200.000 i job frem mod 2025.

Men nye tal viser, at reformerne ikke har fået de mest arbejdsduelige 30-60-årige mænd til at arbejde mere.

Dansk Erhverv mener, at der er brug for flere reformer. 3F og Arbejder­bevægelsens Erhvervsråd afviser.

Mere hos Berlingske Business her.

4: Den midlertidige grænsekontrol ved Danmarks grænse skader nu mere end den gavner og bør ophæves, mener politikere i ind- og udland i dagens Berlingske.

Grænsekontrol skal fortsætte, så længe det er nødvendigt, siger udlændingeminister Inger Støjberg i samme avis.

Du kan læse hvorfor her.

Vil møgsagen så forsvinde fra Pinds bord?

Efter længere tids massiv kritik ændrede uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) i går centrale dele af uddannelsesloftet - blot seks uger efter det blev vedtaget i Folketinget.

Fremover vil studerende have mulighed for at tage en ny uddannelse på samme eller lavere niveau seks år efter afslutningen af den første uddannelse. Den mulighed blev ellers begrænset af det oprindelige uddannelsesloft.

Du kan læse mere hos Berlingske her.

»Vil møgsagen så forsvinde fra Pinds bord?«, spørger Politikens uddannelsesredaktør, Jacob Fulgsang, i en analyse i dagens Politiken.

»Nej,« lyder svaret:

»For tilbage står, at topscorerne blandt de uddannelser, som ansøgere med bachelor- og kandidatgrader tager, faktisk er uddannelser, som samfundet har hårdt brug for. Lærerstudiet er nummer 1 på listen over de hyppigste dobbeltuddannelser, pædagog er nummer 3 og sygeplejerske nummer 4. Derfor bliver det nok heller ikke sidste gang, at Søren Pind og forligspartierne bag aftalen vil lave noget om i aftalen. Oplagt ved at lave flere undtagelser fra loven, så ansøgere til efterspurgte velfærdsuddannelser kan søge ind, før seks år er gået.«

Analysen er ikke lagt på nettet endnu.

Dagens Søren Pind-kop

​Dagens debat

Debattør Rasmus Brygger skriver i Politiken, hvordan »Donald Trump giver anledning til et liberalt opgør med nationalisterne herhjemme«:

»Kære liberale venner. Det er ikke socialisterne, der er i fuld gang med at undergrave demokratiske rettigheder. Det er ikke socialisterne, som lige nu stykke for stykke afskaffer international frihandel. Og det er sandelig ikke socialisterne, der lige nu opdeler mennesker efter religion og etnicitet. Den største trussel mod friheden er i disse år ikke socialismen. Det er næppe en rød revolution, der er lige om hjørnet. Den største trussel er de sortbrune nationalister - dem er der grund til at frygte.«

Indlægget er ikke online endnu.

Dagens debat II

Søren Espersen (DF) skriver om FN i Jyllands-Posten:

»FN er kommet så langt væk fra den oprindelige idé, at vi burde nedtone vort FN-engagement for i stedet at bruge vor energi og penge i de vestligt orienterede, sekulære kredse, vi allerede har.«

Det indlæg finder du her.

Fik du læst/set?

Hvis du ikke fik set spørgetime med statsministeren i går, har Berlingske som altid samlet de fem højdepunkter, du bør kende. Dem kan du dykke ned i her. (kræver abonnement)

Det sker i dag

07:30 Ældreminister Thyra frank (LA) og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er kaldt i åbent samråd. Ministrene skal redegøre for, hvordan borgerne skal have tillid til private virksomheder i pleje- og omsorgssektoren, når de ansatte risikerer at miste deres stilling, hvis de gør opmærksom på uacceptable vilkår for de ansatte.

08:00 Kulturminister Mette Bock (LA) er kaldt i åbent samråd for at redegøre for status på Vikingeskibsmuseet. Herunder skal ministeren redegøre for, hvilken aftale der er blevet indgået om statslig medfinansiering af et nyt museum - samt hvorvidt hun er enig i et forslag fra Dansk Folkeparti om, at museet skal bygges i såkaldt vikingestil. Så deeeet...

14:00 Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) er kaldt i åbent samråd om CBS-rapporten om landbrugets rammevilkår.

16:00 Aarhus Kommunes byråd mødes med afstemning om kønsopdelt svømning på programmet. Afstemningen om kønsopdelt svømning blev udskudt ved et tidligere møde i byrådet, men i dag ventes politikerne at stemme om et endeligt forbud mod kønsopdelt svømning.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) varslede på regeringsseminaret i weekenden, at der vil blive indledt forhandlinger om bandepakken i dag. Præcist tidspunkt er ikke fastlagt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.