Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

»Havde vi helst set, at det var til boligejerne? Ja. Men altså. Det kan vi nok leve med«

Dagens overblik: Politikere dropper store dele af det omdiskuterede uddannelsesloft, de Konservative dropper et krav på boligskatteområdet, og så er der nyt om politikernes løn- og pensionsforhold. Få hele dit tirsdagsoverblik her.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K).
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Godmorgen og velkommen til en tirsdag, der står i dansk politiks tegn.

I eftermiddag er der spørgetime med statsministeren, midt på formiddagen er der boligforhandlinger i Finansministeriet, og så har vi just fået besked om, at der her til formiddag ligeledes vil være pressemøde hos uddannelsesminister Søren Pind (V). Emne: En justering af uddannelsesloftet.

Det holder vi naturligvis øje med på berlingske.dk.

I denne morgenpost begynder vi dog med boligskatten. Både Berlingske og Jyllands-Posten har i dag historier om emnet, og vi lægger fra land i sidstnævnte.

Avisen kan nemlig fortælle, at Søren Pape Poulsen og de Konservative opgiver partiets krav om at sende ekstra skatter tilbage til boligejerne.

Princippet blev lanceret af V-regeringen, dengang den spillede ud med et forslag til fremtidens boligskatter og betød, at hvis boligskatterne steg mere end ventet, så skulle pengene tilbage til borgerne krone for krone ved at lette skatten på arbejde.

Men nej, sagde de Konservative. Uventede skatteindtægter skulle retur til boligejerne.

»Vi har meddelt regeringen, at det er en ommer,« sagde Brian Mikkelsen, der i dag er blevet erhvervsminister og sidder med ved forhandlingerne i Finansministeriet. Han kan i dag se sin egen partiformand sige følgende i Jyllands-Posten:

»Det er ikke ændret. Det vigtigste er trods alt, at der er en skattelettelse. Havde vi helst set, at det var til boligejerne? Ja. Men altså. Det kan vi nok leve med.«

»Det er vigtigt, at vi ikke begår en uretfærdighed«

Også Berlingske har fokus på dagens boligskatteforhandlinger.

Avisen kan fortælle, at Statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) skatteplan for landets boligejere ventes at blive trængt i defensiven, når forhandlingerne om boligskatten indledes i dag.

Det drejer sig om regeringens idé om at indføre en permanent skatterabat til nuværende boligejere samt borgere, der køber hus eller ejerlejlighed inden 2021. For den idé er dårlig, mener de radikale. Skatterabatten skal følge boligen og ikke boligejeren. Og så skal den udfases over 20 år, foreslår den radikale leder, Morten Østergaard.

»Det er vigtigt, at vi ikke begår en uretfærdighed over for alle dem, der endnu ikke er boligejere. Ved at lade rabatten følge boligen i 20 år, får man den samme glæde af den, uanset om man bliver boligejer om ti år eller er det i dag. Det er en mærkelig situation, at nye boligkøbere skal beskattes hårdere end dem, der flytter ud,« siger Morten Østergaard til Berlingske.

Og den radikale leder får opbakning fra et parti, han sjældent får opbakning fra; Dansk Folkeparti:

»Det er en god idé at sætte en slutdato på skatterabatten. Om rabatten så skal følge boligejerne eller boligerne, vil vi ikke lægge os fast på, for det afhænger af økonomien. Men vi er ikke afvisende over for at lade den følge boligen,« siger partiets finansordfører René Christensen, mens heller ikke Socialdemokratiet vil afvise ideen.

K har en grænse. Og Pape vil hellere udskyde end blive for rød

Vi bliver lige en omgang mere ved boligskatten, inden vi iler videre. Til det skal vi bruge Børsen.

For mens regeringen og statsminister Lars Løkke Rasmussen i weekenden tilkendegav, at man går efter en såkaldt flad skat på boliger - altså en model, hvor dyre boliger ikke beskattes hårdere end de billigere ved at afskaffe den høje ejendomsværdiskat på de dyreste boliger.

Nej, sagde Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Og nej, siger overvismand og økonomiprofessor Michael Svarer i dag i Børsen, hvor han advokerer for det fornuftige i at bevare det, man kan kalde boligtopskatten.

Og så er vi nået til dagens analyse. Den står Helle Ib for, og den handler om...tadaaa: Boligskat.

Ifølge Børsens politiske kommentator er dagens indlende boligskatteforhandlinger nemlig indgangen til et potentielt dramatisk forløb, hvor regeringen risikerer at skulle sluge en hel del kameler.

Herunder »en slags« millionærknæk - det handler om førnævnte, såkaldte boligtopskat - og en beskæring af rentefradraget. Og hvis prisen bliver for høj, skriver Helle Ib, vil de Konservative hellere udskyde end lide et for stort nederlag:

»Der er grænser for, hvor langt Socialdemokratiet, DF og De Radikale skal kunne trække en ny boligskat i fordelingspolitisk rødere retning. Bliver især De Konservatives smertetærskel overtrådt, er optionen helt at undlade at lave en aftale. Når valgkampen kommer, vil de borgerlige så fortælle vælgerne, at Socialdemokratiets intense lyst til at beskatte nogle boligejere hårdere er årsagen til, at der ikke ligger en aftale om fremtidens boligskat. Grundskyldsstop og tilbagebetaling af for meget betalt boligskat må så løses år for år,« skriver Ib i Børsen (kræver abonnement)

Regeringensseminar på Tøystrup Gods i Ringe på Fyn lørdag d. 28 januar 2017. Her ses justitsminister Søren Pape Poulsen. (Foto: Sophia Juliane Lydolph/Scanpix 2017)
Regeringensseminar på Tøystrup Gods i Ringe på Fyn lørdag d. 28 januar 2017. Her ses justitsminister Søren Pape Poulsen. (Foto: Sophia Juliane Lydolph/Scanpix 2017)

Fire hurtige nyheder, du også lige skal have med

Sådan. Ikke mere boligskat for nu. Men du kan følge resultatet af dagens indlendende boligskattearmlægning her på b.dk i løbet af dagen. Indtil da napper vi lige et par af de korte nyheder:

I) I Udenrigsministeriet knokler de for at forstå Trumps indrejseforbud. Det siger udenrigsminister Anders Samuelsen til Ritzau. »Der er folk i gang i både London og USA for at finde ud af, hvad der er op og ned.«

II) Værdipolitisk er Alternativets vælgere den mest venstreorienterede vælgergruppe i Danmark. Partiet har her sin egen unikke position i dansk politik: De er grønne, ’rummelige’ og har de holdninger, der definerer den værdipolitiske venstrefløj. Sådan skriver Kenneth Thue Nielsen på Altinget. Han har kigget nærmere på, hvad der kendetegner dem, der vil sætte kryds ved Uffe Elbæk co. Læs mere her.

III) Mange kommuner i provinsen har en klar forventning om at blive tilgodeset, når regeringen næste år begynder udflytningen af flere statslige stillinger. Derfor er de allerede nu gået i gang med at kæmpe om at få del i den udflytningskage, som regeringen har bebudet, skriver Berlingske i dag.

IIII) Alle studerende på de videregående uddannelser skal i fremtiden bestå en særlig eksamen kaldet filosofikum, før de kan begynde på deres egentlige studier og gå til flere eksamener. Det bedyrer uddannelsesminister Søren Pind i dagens Berlingske.

Politikerne freder sig selv

Ekstra Bladets forside er i dag prydet af Lars Løkke Rasmussen (V), Mette Frederiksen (S), Søren Pape Poulsen (K) og Anders Samuelsen (LA) i hvidt tøj med rubrikken: »Politikere freder sig selv«.

Et flertal bestående af Venstre, Socialdemokraterne, Liberal Alliance, Radikale Venstre og de Konservative har nemlig nu udarbejdet et lovforslag, som skal ændre reglerne for politikernes løn- og pensionsforhold.

Ekstra Bladet skriver, at det ifølge aftaleteksten »ikke (er) fundet påkrævet« at ændre en regel, der giver politikerne mulighed for at få en særlig fratrædelsesordning, hvis de bliver stemt ud af Folketinget.

Konkret medfører reglen, at de udstemte politikere kan tjene op til godt 135.000 kroner, som ikke bliver modregnet gagen, som de fortsat vil modtage fra Folketinget i en periode - det såkaldte eftervederlag.

Ekstra Bladet har haft svært ved at få politiske kommentarer på historien. Men Socialdemokratiets pressechef har dog sendt avisen en sms:

»Skulle hilse fra Sass og sige, at han svarer på spørgsmål om folketingsmedlemmers løn-og pensionsforhold, når Ekstra Bladets chefredaktion og direktion har fremlagt sine løn-og pensionsforhold.«

DF vil sætte loft over antallet af nye danskere

I 2015 fik 4.064 personer tildelt dansk statsborgerskab. I 2014 var det 4.500. Og i 2013 var tallet 1.527. Tal fra Danmarks Statistik viser, at der i alle tre år har været flere end 1.000 mennesker, der fik dansk statsborgerskab. Men sådan skal det ikke være fremover. Ikke hvis det står til Dansk Folkeparti, i hvert fald.

I et nyt beslutningsforslag lægger regeringens støtteparti således op til, at højst 1.000 personer hvert år kan tildeles det rødbedefarvede danske pas. Det skriver Ritzau. Og hvorfor lige 1.000, spørger du måske. Det er fordi, »1.000 er et rimeligt tal,« siger DFs indfødsretsordfører, Christian Langballe.

Læs mere her.

Løkke kan glæde sig, mens Bornholm må ærgre sig

Nogenlunde sådan kan gårsdagens udvikling omkring den russiske naturgasledning Nordstream 2 sammenfattes. Og det gør Politiken i dagens avis.

På Bornholm kan de således ærgre sig over tabet af nye arbejdspladser og en tiltrængt ekstra omsætning i Rønne Havn på op til 100 millioner kroner, mens statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i første omgang kan ånde lettet op i det komplicerede magtspil, efter at den svenske udenrigsminister, Margott Wallström, og forsvarsminister, Peter Hultqvist, opgav at forhindre bystyret i den svenske Østersøby Karlshamn i at blive basishavn for det store russiske projekt.

Dagens 'Kend din folketingtingspolitiker': Christian Poll, Alternativet

Han peger på de Konservatives Mette Abildgaard som Folketingets bedste debattør uden for Alternativet, og han ser op til »store tænkere« som Lene Andersen, Ross Jackson og Steen Hildebrandt.

Og så bliver han rasende over politiske processer, der er baseret på konkrete, tilfældige eksempler:

»Når beslutninger tages, fordi få mennesker råber op og får deres vilje til egen fordel, og vi altså ikke tænker på samfundsgoder og -interesser, men særinteresser. Politik bør komme mange til gode og ikke udformes efter økonomiske interesser.«

Du kan komme tættere på Alternativets Christian Poll her.

Dagens debat: Det er jo venstrefløjen, der står for de falske nyheder

»Også i brugen af »alternative fakta« og »falske nyheder« er det i højeste grad venstrefløjen, der har vist vejen. Hvis man skal sammenfatte et utal af venstreorienterede indlæg fra Folketingets talerstol i den periode, jeg har været medlem (siden juni 2015), så er Danmark et land, der er præget af ulighed, fattigdom, jobmæssig usikkerhed, voldsomme nedskæringer i den offentlige sektor, store skatte­lettelser, et rovgrisk, hensynsløst erhvervsliv og forbrugere, der retsløst er udleveret til kapital­ismens nåde og unåde.«

- Henrik Dahl, Liberal Alliances MFer, i dagens Berlingske.

V: Vi kan ikke hjælpe alle

BT har i dag talt med udlændingeordfører for Venstre, Marcus Knuth.

Regeringen vil ikke som Canada hjælpe med at huse de strandede USA-boende borgere, der er ramt af Trumps indrejseforbud. Hvad er problemet med at gøre det?, spørger avisen:

»Vi føler, at vi i Danmark har taget for mange flygtninge de seneste år. Vi mener ikke, at vi skal ændre den politik nu. Vi vil hellere hjælpe folk i nærområderne. Vi mener dog, at det er en uklog løsning, som Trump har valgt. Han generaliserer og siger, at alle med det statsborgerskab ikke må komme ind,« svarer Marcus Knuth i en artikel, der ikke er online.

Det sker i dag

10.30 Finansminister Kristian Jensen (V), skatteminister Karsten Lauritzen (V), økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) mødes med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og de Radikale til forhandling om et nyt ejendomsskattesystem.

10.50 Pressemøde om justering af aftale om uddannelsesloft i Uddanelsesministeriet.

12:30 Der er konference på Christiansborg under overskriften »Hash - reguleret legalisering?«. Det er den rets- og kriminalpolitiske tænketank Forsete, der har planlagt konferencen.

13:00 Spørgetime med statsministeren.

15:00 Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og justitsminister Søren Pape Poulsen (K) er kaldt i samråd om politiets ageren over for borgere. Ministrene skal blandt andet forholde sig til, om der er ansatte ved dansk politi, der nægter at give hånd til det modsatte køn, og om de vil igangsætte initiativer for at sikre respektfuld behandling.

15:00 Undervisningsminister Merete Riisager (LA) er sammen med sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i dag kaldt i to åbne samråd om henholdsvis brug af lattergas som rusmiddel samt om seksuelt overførte sygdomme.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.