Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

Gamle citater fra Henrik Sass vækker vrede: »Han fortjener at få en ordentlig gang høvl for det her«

Dagens overblik: Socialdemokratiets gruppeformand er kommet i modvind blandt partifæller, Karsten Lauritzen nedlægger Skat, og Christian Langballe har taget en prøve, der var »pærenem«. Hele dit politiske overblik her.

Arkivfoto: 1. maj holdt Henrik Sass Larsen tale i Hugos Vinkælder i Køge.
Arkivfoto: 1. maj holdt Henrik Sass Larsen tale i Hugos Vinkælder i Køge.

Her får du dit overblik over alle de politiske nyheder, der er værd at vide noget om i dag.

Vi begynder hos Ekstra Bladet, som har ringet rundt i det socialdemokratiske bagland for at høre til nogle opsigtsvækkende citater fra partiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, som kom frem i går.

Udtalelserne fra Sass Larsen havde Information gravet frem fra et universitetsspeciale fra sidste år, og her kritiserede den markante S-politiker blandt andet de politiske partier for at opretholde en illusion om, at medlemmerne bestemmer deres politik:

»Altså, et moderne parti i dag skulle jo afskaffe kredsforeninger og partiforeninger og regionsforeninger og hovedbestyrelser og alt muligt andet og så simpelthen bare lave en eller anden moderne kampagneorganisation på nettet,« er han citeret for at sige.

I Ekstra Bladet i dag siger Malene Busk, kandidat til regionsrådet i Nordjylland for Socialdemokratiet:

»Jeg mener ikke, at Sass kan være vores gruppeformand, så jeg mener, at han bør gå af. Jeg har mange gange været uenig med Sass Larsen, men det her er noget af det værste«.

Den tidligere rådmand og LO-formand i Aarhus Torben Brandi Nielsen har været medlem af Socialdemokratiet i tæt på 50 år. Han er helt enig i opfordringen til Sass.

»Han burde ikke kunne være gruppeformand på Christiansborg, og han fortjener at få en ordentlig gang høvl for det her, så han kan blive sat på plads,« siger han til Ekstra Bladet.

Det har ikke været muligt for avisen at få en kommentar fra nogle af partiets politikere på Christiansborg. Politiken ringede i går til den socialdemokratiske næstformand og overborgmester i Københavns Kommune, Frank Jensen, og han lagde afstand til kommentarerne fra Sass.

»Det er jo ikke noget nyt, at Henrik Sass Larsen mener det, han giver udtryk for i det her speciale. Det har han både sagt og skrevet tidligere. Jeg er ikke enig med ham. Jeg har selv meldt mig ind i det her parti for 50 år siden, og både i de perioder hvor jeg har været folkevalgt og ikke været folkevalgt, der har jeg altid tillagt partiet og det organisatoriske niveau en stor betydning,« sagde den 56-årige Frank Jensen, som altså så har været medlem af partiet, siden han var seks år gammel.

Sass Larsen har ikke villet udtale sig om citaterne, men i går skrev han en længere forklaring på sin Facebook, hvor han blandt andet forklarede:

»I specialet er der fremhævet et citat fra mig, der taget ud af en kontekst får det til at fremstå som om, at jeg ikke har respekt for partiarbejde. Intet kunne være længere fra sandheden! Det har vi selvfølgelig fortalt Information. Alligevel ringer journalisterne rundt med et løsrevet citat i håb om at skabe drama. Det synes jeg er virkelig trist.«

Du kan se hele opslaget herunder. Artiklen fortsætter nedenfor.

Historierne finder du i Information, Ekstra Bladet og hos Politiken.

Og så går vi ellers videre med dagens historier.

En fremtid uden Skat

Efter skandale på skandale står det klart, at selve indretningen af det danske skattevæsen har slået fejl, og at der er brug for at tage drastiske skridt.

Sådan lyder meldingen fra skatteminister Karsten Lauritzen (V), der derfor lægger op til helt at nedlægge Skat. I stedet vil fremtidens skattevæsen komme til at bestå af syv styrelser med hver deres specifikke opdrag, specialisering og ledelse. Det skriver Berlingske i dag.

De syv nye styrelser skal være i drift fra 1. juli 2018 – altså allerede om lidt mere end et år – og er en hjørnesten i dén plan for fremtidens skattevæsen, som skatteministeren side om side med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterer på et pressemøde i Statsministeriet tirsdag formiddag.

»Derfor er tiden også kommet til at gøre status over, hvad det er for et skattevæsen, vi vil have i fremtiden. Og der må jeg sige, at fremtidens skattevæsen bliver et skattevæsen uden Skat, siger Karsten Lauritzen.

Der har været nogle meget tumultariske år. Er det ikke et risikabelt eksperiment så fundamentalt at ændre det organisatoriske set up midt i så dramatisk en tid?, spørger avisen.

»Når man laver noget om, involverer det altid en risiko. Men at bygge et nyt skattevæsen er noget, jeg som skatteminister har arbejdet målrettet med igennem lang tid, og det at fortsætte med det, som ikke virker, indebærer en langt større risiko,« lyder svaret.

Du kan læse hele nyheden her.

Berlingske politiske kommentator, Thomas Larsen, kalder nedlæggelsen af Skat »en kæmpe satsning.« Du kan læse hans analyse her (kræver abonnement).

Både Jesper Petersen (S) og Rune Lund (EL) mener, at omstruktureringen kan være lige meget, hvis ikke der kommer mere mandskab. Det sagde de to politikere i går til Ritzau. Mere fra dem her.

Mettes medier

Kulturminister Mette Bock (LA) besøgte i går tre 6. klasser i Haderslev til det første af syv borgermøder forud for de kommende medieforhandlinger. Det var både Politiken og Jyllands-Posten med til.

Begge aviser har læseværdige betragtninger i deres reportager, som viser, at der er stor forskel på, hvordan forskellige aldergrupper bruger medier i dag.

Du får to uddrag her:

Hos Politiken:

Da alle dem, der læser papiraviser, bliver bedt om at række hånden op, løfter kun få hænder sig i vejret. Forældrene gør et ihærdigt forsøg, fornemmer man.

Men som en pige i en sort hættetrøje kækt siger, da hun langt om længe får mikrofonen: »Min mor tagger mig nogle gange i et opslag med en nyhed på Facebook. Men jeg læser det aldrig«.

Hos Jyllands-Posten:

Når det kommer til kommunikation, er app’en Snapchat, der tillader de unge at sende kreative, manipulerede fotos og videoer til hinanden, i top-3 hos 65 pct. En tendens, der fint blev bekræftet af en 6. klasse-pige, der udtalte:

»Jeg bruger mest Snapchat. Og jeg bruger kun sms-beskeder, når jeg skal tale med gamle mennesker.«

»Hvad er det,« spørger kulturministeren, da det gule Snapchat-logo med et spøgelse tonede op på det hvide lærred, hvorefter hun blev informeret om svaret og responderede hurtigt:

»Aha, det er Snapchat! Jamen der kan I bare se, hvor gammel jeg er,« siger den 59-årige LA-politiker.

Politiken har desuden et interview med ministeren på nettet. Det finder du her.

»Den er da pærenem. Jeg tog den på to minutter«

Foreløbige tal tyder på en øget dumpeprocent ved indfødsretsprøven i onsdags. Det skriver Politiken i dag.

En foreløbig stikprøveundersøgelse, avisen har foretaget hos mange af de sprogskoler, der havde prøvedeltagere til at svare på de i alt 40 spørgsmål om samfundet - hvor af 32 skal være rigtige for at bestå - viser altså, at mange ikke har klaret skærene.

Indfødsretsordfører Christian Langballe (DF) er ikke imponeret over prøven.

»Den er da pærenem. Jeg tog den på to minutter«, forklarer Langballe, der ifølge sig selv havde en enkelt fejl – men kun fordi han tog den så hurtigt.

Du kan læse mere hos Politiken her.

Her er en lille samling historier, du heller ikke må misse i dag

1: Ved en fejl har Skat refunderet millioner af afgiftskroner til ejere af brugte taxier, selv om afgifterne aldrig er blevet indbetalt. Det skriver Jyllands-Posten.

Fejlen er sket, når personer eller firmaer har eksporteret gamle taxier og har bedt om at få refunderet registreringsafgift, hvilket er normal kutyme ved eksport af brugte biler.

Det er ikke lykkedes for avisen at få en kommentar fra skatteminister Karsten Lauritzen, der formentlig havde travlt med noget andet.

Hele historien her.

2: Knap halvdelen af de 800 ton kvælstof, som regeringen vil give fiskeproducenter tilladelse til at udlede i Kattegat, kommer til at strømme ind til de såkaldte vandplanområder.

Det viser beregninger, som Information har lavet på baggrund af modeller fra DHI, der er en rådgivnings- og forskningsorganisation.

Du får hele baduljen hos Information her (kræver abonnement)

3: Alle på arbejdsmarkedet skal have en uddannelseskonto, som betales over lønnen. Det foreslår de Radikale i dag i Politiken.

Og hvad er en uddannelseskonto så. Du får svaret i indledningen fra Politiken her:

En receptionist vil uddanne sig til lægesekretær, men kan ikke klare for sig statens uddannelsesstøtte. Hvor skal hun finde penge til at uddanne sig?

Står det til Radikale Venstre skal receptionisten bruge penge fra en uddannelseskonto, som hun selv skal disponere over. Kontoen består af penge, som hun har betalt over lønnen og beløbet skal svare fem dage om året. På den måde vil hun over en årrække spare penge sammen til at kunne uddanne sig til et andet job.

Hele historien og kommentarer til ideen her.

Dagens debatindlæg:

Laura Lindahl, beskæftigelses-, social-og udlændingeordfører (LA), i Jyllands-Posten:

»Jeg får nogle gange den mistanke, at modstanden mod au pair-ordningen bunder i en modstand mod de mennesker, der overvejende bruger ordningen; mennesker med råd og plads til at inddrage et medlem i deres familie over en længere periode og gennem hverdagen lære fra sig og tage input til sig. Den misundelse burde man snarere afskaffe.«

Indlægget er ikke på nettet endnu.

Fik du læst?

Jesper Buch rejste ud som bonderøv og vendte hjem som millionær med en skideballe til danskerne:

»Tænk sig, at folk piber over ikke at få nok i SU, for lidt i bistand eller over ikke at få serveret det perfekte job. Vi klynker, og det gør noget ved en nation. Mange danskere er simpelthen bare for forvænte. Vi er blevet for magelige,« sagde han til Berlingske.

Du kan læse det store interview her (kræver abonnement)

Der sker i dag

10:30 Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) er i dag kan i åbent samråd om det seneste store hackerangreb mod Danmark, der begyndte fredag den 12. maj.

12:00 Undervisningsministeriet holder pressemøde hvor ekspertgruppen for voksen-, efter- og videreuddannelse vil fremlægge sine anbefalinger til regeringen forud for de kommende trepartsforhandlinger.

13:00 Tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen bisættes fra Holmens Kirke i København. Flere hundrede ventes at deltage i bisættelsen. Det gælder blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), konkurrencekommissær Margrethe Vestager (R) og tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S). Mere hos Ritzau her.

Berlingske har desuden talt med flere personer tæt på Niels Helveg Petersen fortæller, hvordan de husker den tidligere radikale kongemager bedst. Heriblandt en af de politikere, han gjorde til statsminister.

Læs det her (kræver abonnement).

15:30 Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) er i dag kan i åbent samråd om Danmarks samarbejde med irakiske styrker, efter irakisk politi rapporteres at have begået menneskerettighedsforbrydelser.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.