Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

Fire somaliere skal nu sendes hjem: »Det er jo et uforskammet lavt antal«

Dagens overblik: Danmark hjemsender ikke nok somaliske flygtninge, mener DF, kendt tv-vært vil stille op til Folketinget, og så kalder en socialdemokrat skatteminister Karsten Lauritzen en »tøsedreng«. Du får dit daglige politiske overblik lige her.

Se mere
Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen.
Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen.

Godmorgen og velkommen til denne torsdags politiske rundtur.

Vi har samlet alt det vigtigste fra livet på og omkring Christiansborg - og der er nok at tage fat på i dag.

Så vi springer direkte ud i det, åbner Politiken og zoomer ind på avisens forside-historie.

Den handler om, at herboende somaliske flygtninge risikerer at få inddraget opholdstilladelsen og blive sendt tilbage til Somalia. Det sker, efter at Udlændingestyrelsen har iværksat en historisk stor genbehandling af tidligere tildelte opholdstilladelser til somaliere, skriver Politiken i dag.

800 herboende somaliere skal have genbehandlet deres sager, fordi de danske udlændingemyndigheder mener, at sikkerhedssituationen i Somalia er blevet forbedret, siden de fik asyl i Danmark. De første fire skal sendes ud inden for en måned, skriver avisen.

Det sker, selvom både danske myndigheder og FNs flygtningeorganisation, UNHCR, stadig advarer om særdeles usikre forhold i Somalia. Og selvom en seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier kalder beslutningen »farlig« og »helt sort«.

Det er en ændring i udlændingeloven under SR-regeringen, der gør, at danske myndigheder kan iværksætte genbehandlingen af opholdstilladelserne, skriver Politiken. Ændringen vedrørte udlændinge med såkaldt beskyttelsesstatus eller midlertidig beskyttelsesstatus, og den betød, at der for at inddrage deres opholdstilladelse ikke længere »stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet«.

Udlændingeminister Inger Støjberg skriver i en mail til Politiken, at hun er opmærksom på kritikken fra UNHCR, men at flygtningeprædikatet ikke giver evig adgang til at blive i Danmark. Og i Dansk Folkeparti er udlændingeordfører Martin Henriksen fortørnet over, at det kun er fire somaliere, der indtil nu har fået besked på, at de skal tilbage til Somalia:

»Når man lægger op til, at fire skal have inddraget deres opholdstilladelse, så er det jo et uforskammet lavt antal. Danmark kan ikke vente på, at der kommer fred i Somalia, Syrien eller Irak, før vi begynder at sende folk hjem. For så kommer de aldrig hjem. Jeg stiller mig uforstående overfor, at der ikke sendes flere hjem,« siger han til Ritzau.

Læs mere om hjemsendelserne, genbehandlingen og de mange reaktion i Politiken i dag. Eller her.

Vi napper lige fire hurtige nyheder

Ritzau skriver, at Alternativet og Enhedslisten foreslår et kystråd og en statslig fond for sikring af de 7300 kilometer kyst. Du kan læse mere her.

Børsen skriver, at olie- og gasindustrien mener, at staten over de næste 20 år har udsigt til 207 mia. kr. - hvis altså industrien får lempet afskrivningsreglerne på investeringer i Nordsøen. Det er en rapport, som et konsulentfirma har lavet for interesseorganisationen Olie Gas Danmark, der kommer med skønnet som indspark i den ophedede debat om fremtidens produktion af olie og gas i Nordsøen.

Hverken Banedanmark eller Transportministeriet har overblik over budget og tidsplan for det forsinkede og milliarddyre signalsystem på jernbanenettet. Det konkluderer Risgrevisionen i skarp kritik. Det kan du læse mere om i Berlingske, hvor transportminister Ole Birk Olesen (LA) lover skærpet tilsyn.

Information har talt med DFs Marie Krarup. Om Rusland. Hendes linje er nogenlunde således: Sanktionerne mod Rusland skal ophæves - idet de ikke virker. Krim er allerede annekteret, og der er ikke noget, vi kan gøre ved. Derfor må vi komme videre og få en dialog i gang med Rusland. Så det anspændte forhold ikke udvikler sig til en ny verdenskrig. Du kan læse interviewet her.

Fik du læst?

Lisbeth Zornig Andersen har et baseballbat stående i sit hjem.

Da den fremtrædende debattør, forfatter og stifter af Huset Zornig for flere år siden blev et kendt ansigt herhjemme, gav hun med et glimt i øjet sine fem børn et løfte, hvor netop det bat spillede en central rolle.

Børneflokken måtte således slå hende med det, hvis hun sagde ja til at være med i TV 2s 'Vild med Dans' – eller hvis hun sagde ja til at gå ind i dansk politik.

Men der er sket noget.

»Jeg er sgu blevet lidt rundere. Jeg vil ikke længere afvise det 100 procent, hvis jeg blev inviteret til Vild med Dans eller politik,« siger hun til Berlingske.

Læs hendes overvejelser omkring politik her.

Ole Stephensen er konservativ. Og vil i Folketinget

Og så ellers videre til nyheden om en ny politiker, der kan være på vej i Folketinget. Med tryk på kan, for der er et stykke vej endnu. Men det kommer vi tilbage til.

Han har lavet 'Eleva2eren', været vært på Go' morgen Danmark' og været hovedrolleindehaver i Walter og Carlo-universet med blandt andet 'Op på fars hat' og 'Yes, det er far'. Og med sans for den slags sammenhænge, kan Ekstra Bladet i dag fortælle historien om, at Ole Stephensen nu kan sige:

»Yes, jeg er konservativ«.

Og det er han. Konservativ, altså. For efter en kort romance med de Radikale, som dog »ikke lige« var ham, meldte Ole Stephensen sig for knap et år siden ind i de Konservative. I øvrigt på partiets 100 års fødselsdag. Og om alt går vel, som Stephensen selv udtrykker det, bliver han i dag opstillet som en af partiets folketingskandidater.

Stephensen bliver støttet i opstillingen af Høje-Taastrups højt profilerede konservative borgmester, Michael Ziegler. Og det er Naser Khader, der har overbevist ham om at melde sig under de grønne, konservative faner, fortæller han selv i Ekstra Bladet. Ole Stepnhesen skal altså lige først vælges af de konservative partirødder - og derefter af vælgerne - før han for alvor er på vej i Folketinget.

Politisk? Der tilhører Ole Stephensen den socialkonservative linje:

»Jeg mener, at vi skal have en ansvarlig socialpolitik, hvor man hjælper de folk, der har behov for det,« siger Ole Stephensen, der i øvrigt har en hundebutik i deres hus i Vangede uden for København, til Ekstra Bladet.

Dagens citat

»Der ligger jo i forvejen en sygeplejerskeskole i Vejle. Og så med en politiskole tæt på. Du kan godt se det, ikke?«.

Vejles Venstre-borgmester har haft en Politiken-journalist på besøg i forbindelse med, at det er blevet vedtaget, at den nye vestdanske politiskole skal ligge i netop Vejle. Borgmesteren hedder Arne Sigtenbjerggaard, og han er simpelthen så lykkelig over, at politiskolen er endt i Vejle.

Den glæde er der kommet en god reportage ud af. Og du kan læse den og ovenstående citat på side 6 i Politiken i dag.

»Det skal ikke ske på min vagt«

BT har i dag et stort opsat interview med finansminister Kristian Jensen (V), der ifølge avisen er i »opgør med Fogh«.

»Sidst vi stod i den situation, var i 2006, og da fik vi ikke gjort noget ved det. Den daværende regering forsøgte at skabe et større arbejdsudbud og holde lidt igen med de offentlige udgifter, men økonomien kogte over, og det skal ikke ske på min vagt,« siger Kristian Jensen - ifølge BT »med stor alvor«.

»Vi skal gøre det sjovere at blive længere på arbejdsmarkedet, stramme vilkårene for ydelser til kontanthjælpsmodtagere og se på reglerne for optjening af offentlige ydelser, så er der muligheder for at lave reformer. Vores største udfordring er at øge arbejdsudbuddet. Det kan gøres ved, at man begynder tidligere, arbejder flere timer i den arbejdsdygtige alder eller bliver længere på arbejdsmarkedet,« siger Kristian Jensen, der ifølge BT »ofte er blevet omtalt som en slags Fogh-klon, fordi han ligesom Fogh er flittig og sportslig i modsætning til Lars Løkke, der mere er en levemandstype«.

Nyheden er ikke online.

19. december sagde Kristian Jensen i øvrigt noget af det samme i Politiken:

»Jeg er enig i, at man ikke styrede den offentlige sektors vækst godt nok. Jeg er enig i, at man ikke fik øget arbejdsudbuddet i takt med den efterspørgsel, der var. De to fejl er vel de største fejl, der var undervejs,« sagde Kristian Jensen

Dagens debat: Danmark er et lighedsliderligt land

»Politik er et irrationelt foretagende. Og misundelse er faktisk en ret almindelig politisk motivation her i dette lighedsliderlige land.«

Sådan skriver Amalie Lyhne i et debatindlæg i Berlingske i dag.

Løkkes chokoladefontæne

Det var næppe det, han havde forventet ville blive det store samtaleemne, da Lars Løkke Rasmussen i forgårs lagde et billede af sig selv på vej til gallataffel hos Dronningen på de sociale medier.

Men chokoladefontænen i kassen i baggrunden blev dagen igennem i går mere og mere verdensberømt i den lille danske sociale medie-sfære.

Og da statsministeren så i går aftes havde et ledigt øjeblik, besluttede han sig for at vende tilbage til chokoladefontænen.

»Lang dag slut. Fandt en pose marshmallows i skabet,« skrev Løkke og fulgte teksten op af en mund-til-mund-smilende smiley og et billede af chokoladefontænen in action:

Dagens irettesættelse

»Magnus Harald Haslebo må selvfølgelig sige, hvad han mener. Men det er en ommer at bruge Facebook til sådan en debat. Det er uhensigtsmæssigt og ukonstruktivt.«

Sådan siger Uffe Elbæk i dag til BT. Irettesættelsen kommer, efter at Alternativets pressechef, Magnus Harald Haslebo, i går skrev til det tidligere medlem af partiet Astrid Carl, der i en Facebook-opdatering skrev, at hun ville melde sig ind i partiet igen:

»Siden din udmeldelse har Rolf Jackson (kandidat til kommunalvalget for Alternativet i Odense red.) fortalt, at du har delt fortrolige oplysninger fra bestyrelsen med ham. Kan du bekræfte dette og fortælle mere om, hvilke oplysninger du har delt?«.

Den historie kan du læse i BT.

Dagens »tøsedreng«-angreb

»Har ministeren og regeringen planer om at købe flere grønlændere i denne valgperiode?«

Sådan lød et spørgsmål til skatteminister Karsten Lauritzen (V), som skulle være blevet besvaret i folketingssalen i går. Men Lauritzen meldte afbud i 11. time, fordi han ikke mente, spørgsmålet lå inden for hans ressortområde. Og det er manden bag spørgsmålet, Socialdemokratiets Lars Aslan Rasmussen, godt knotten over:

»Han er en tøsedreng. Det er helt vildt, at han ikke vil forholde sig til, hvad han selv siger; han har købt en grønlænder. At han gemmer sig, det er ikke en minister værdigt,« siger han i dag til Ekstra Bladet.

Sagen udspringer af et citat, Karsten Lauritzen leverede til en nytårskur hos Venstre i Lemvig:

»Vi har sikret os stemme 91 ved at købe en grønlænder. Et af de grønlandske mandater har vi gjort til formand for Grønlandsudvalget mod, at hun så ikke stemmer mod regeringen i afgørende spørgsmål. Så må vi bare håbe, der ikke er nogen, der byder mere på et tidspunkt.«

Karsten Lauritzen har senere undskyld sit ordvalg.

Samme historie, tre overskrifter

Statsrevisorerne udtalte sig i går om en af januar måneds mest omtalte heste i de danske medier: DRs USA-korrespondent Johannes Langkildes kones hest, Jazz.

Det har danske medier fået nogle ganske forskellige overskifter ud af:

»Statsrevisorerne om Langkildes hest: Vi har aldrig set noget lignende«, skriver Ekstra Bladet.

»Statsrevisorer lukker DR-sag om flyvende hest«, står der i dagens Berlingske (der har bragt et Ritzau-telegram).

»Statsrevisorer sætter sag om DR-hest på græs«, står der i BT (som også har bragt Ritzaus telegram).

Formanden for Statsrevisorerne, SFs Peder Larsen, siger i øvrigt, at der ikke bør ske mere i sagen:

»Derfor får det os ikke til at foretage yderligere, og vi opfordrer ikke Rigsrevisionen til foretage sig yderligere. Så sagen er afsluttet.«

Ingen dansk Tour de France-start i denne omgang

»Jeg kontaktede selv Christian Prudhomme (løbsdirektør for Tour de France, red.), og han er stadig meget positiv over for et Tour de France i Danmark i fremtiden. ASO viser fortsat stor begejstring for Danmark, men Prudhomme lægger ikke skjul på, at der er stor interesse for en 'Grand Depart' fra andre lande. I den forbindelse passer Danmark ikke ind i ASO's planer i 2019,«

Sådan sagde erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i går til BT.

Det sker i dag

10.15 Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen er kaldt i åbent samråd om ministerens holdning til loftet over husleje i lyset af hans tidligere udtalelser.
11.00 Udenrigsudvalget har kaldt Claus Hjort Frederiksen i samråd om reformer i FN og NATO. Samrådet om reformer i FN starter kokken 10.00, mens samrådet om reformer i NATO forventes at starte omkring klokken 11.00.
12.15 Børne- og socialminister Mai Mercado er kaldt i samråd om nedbringelse af antallet af hjemløse i Danmark.
13.00 Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll er kaldt i åbent samråd om, hvordan revisionen af dansk økonomi har påvirket regeringens vurdering af dansk velstand.
14.00 Miljø- og Fødevareudvalget har kaldt miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i samråd om sagsbehandlingen af sager om kystbeskyttelse.
14.30 Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen er kaldt i samråd om forsvarets nye Seahawk helikoptere. Udvalget har bedt ministeren om at kommentere den kritik, der er blevet fremført om, at de nye maritime Seahawk helikoptere ikke er udstyret med et såkaldt flotation system.
15.00 Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen er kaldt i samråd om ministerens overvejelser og opfølgning på branden i gødningstanke på Fredericia Havn.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.