Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

Et nyt tal om indvandrere vækker opsigt på Christiansborg: »Det er rystende«

Dagens overblik: Om 43 år vil en femtedel af den danske befolkning være indvandrer eller efterkommer. Danske diplomater har jagtet kinesiske pandaer i syv år. Og Henrik Sass Larsen bliver kaldt »Provo-Sass« på forsiden af avis. Hele dit politiske overblik her.

Se mere

Du har klikket dig ind på den politiske morgenpost, hvor du som altid får det samlede overblik over dagens politiske historier samlet ét sted.

I dag kan du læse om omfattende dansk pandadiplomati, om Socialdemokratiets nye principper og om »Provo-Sass« og den røde harme.

Vi lægger dog fra land på forsiden af Berlingske.

Her kan du læse, hvordan en femtedel af den danske befolkning i 2060 vil være indvandrer eller efterkommer. I dag gælder det for 13 procent af den danske befolkning. Det viser en befolkningsfremskrivning i et svar til Folketinget fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Prognosen vækker stærke – og ret forskellige – følelser på Christiansborg.

Socialdemokratiets udlændingeordfører, Dan Jørgensen:

»Det er ret voldsomme tal, som, jeg synes, bør være en øjenåbner for alle. Hvis vi ikke bringer antallet ned, er det et helt andet Danmark, vi står med om meget kort tid.«

Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen:

»Det er rystende. Det er ikke overraskende, men det er rystende, at det går så stærkt med befolkningsudviklingen i Danmark.«

De Radikales udlændingeordfører, Sofie Carsten Nielsen:

»Hvis danskerne ikke begynder at få flere børn, må de komme et andet sted fra. Nu er der et potentiale i form af de mange indvandrerbørn og efterkommere, som i 2060 vil være et stort arbejdspotentiale. Det skal forløses i form af uddannelse, så det kommer til at være en gevinst.«

Du kan læse hele historien samt vurderinger fra en række eksperter hos Berlingske her.

Og så ellers videre til dagens andre politiske historier.

Syv år og to pandaer

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) indleder i dag et officielt besøg i Kina, hvor han blandt andre skal mødes med den kinesiske præsident Xi Jinping og premierminister Li Keqiang.

Både Politiken og DR har i dag fokus på Løkkes besøg, som centrerer sig særligt om to fornemme gæster, som Danmark inden længe får på lån; nemlig to kinesiske pandaer.

Politiken fortæller historien om, hvordan den danske regering i årevis har arbejdet på forholdet til Kina og på at kunne hente de to pandabjørne til Danmark.

Du får indledningen på historien her:

Det kan virke underligt, at statsminister Lars Løkke Rasmussen i dag prioriterer at flyve hele vejen til det vestlige Kina for at hilse på to pandabjørne.

Men det er langtfra to helt tilfældige dyr.

Når Lars Løkke Rasmussen i dag lander i Sichuan-provinsen knap 2.000 kilometer sydvest for Beijing, er det for at møde det måske stærkeste symbol på den danske regerings årelange tilnærmelser til det kinesiske styre.

Under sit besøg skal Løkke underskrive den kontrakt, som altså betyder, at de to pandaer næste år rejser på udlån til Zoologisk Have i København, et lån der ifølge Politiken koster omtrent én million dollar om året.

Avisen har søgt aktindsigt i processen, og heraf fremgår det blandt andet, at danske diplomater har arbejdet i mere end syv år for at få pandaerne til Danmark, ligesom Kongehuset har været involveret.

Vejen mod pandaudlånet begyndte ifølge Politiken for alvor i 2009 med en skriftlig diplomatisk erklæring – den såkaldte verbalnote – hvor den danske regering slog fast, at Danmark »modsætter sig Tibets uafhængighed«, hvilket optøede det danske forhold til Kina. Et forhold, som havde været anspændt efter Lars Løkke Rasmussen mødtes med tibetanernes åndelige leder, Dalai Lama, på Marienborg i 2009.

Til avisen siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, at Danmark med verbalnoten har »accepteret et kommunistisk diktaturs ideologi og fuldstændig underkastet os Kinas politik over for Tibet. Det er ren afpresning.« Og Amnesty International er bekymret for, at Danmark glemmer at rette kritik af det kinesiske styre.

Over for avisen afviser Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, kritikerne og holder fast i, at »alle ministre, der har været i Kina gennem tiden - både røde og blå - har ført en kritisk dialog.«

Du kan finde hele historien i Politiken. I skrivende stund er den ikke på nettet endnu.

Hos DR skriver Philip Khokhar, Asien-korrespondent, også om det danske pandadiplomati.

»Det er kun Kinas bedste venner, der får pandaer, og i dag kommer statsministeren i egen person til at opleve, hvad det vil sige at være en af Kinas nære venner. Det sker, når Lars Løkke Rasmussen (V) i dag skal se på pandaer i det sydvestlige Kina.«

»Løkke får oplevelsen af de to pandaer, der flytter til Danmark til næste år. Ifølge planen skal han også selv bære en babypanda i sine arme. Det sidste skal offentligheden dog ikke regne med at få lov at se, da de kinesiske dyrepassere ikke ønsker billeder af seancen med babypandaen.«

Læs hele udlægningen her.

Og så ikke flere pandaer i denne omgang.

Dagens interview

Socialdemokratiet præsenterede i sidste weekend partiets nye principprogram, som er det syvende i den 145-årige partihistorie.

Jyllands-Posten har nærlæst det foregående program og det nye og har i dag en længere gennemgang samt et interview med udlændingeordfører Dan Jørgensen, som er pennefører på programmet.

Tidligere var formuleringen, at »vores udlændinge- og asylpolitik skal altid afspejle humanisme og solidaritet«. I det nye program står, at »Socialdemokratiet er et humanistisk og solidarisk parti«.

»Vi søger altid at hjælpe mennesker i nød på bedst mulig vis,« hedder det.

Imperativet – skal altid – har fået forbehold, som Jyllands-Posten skriver.

Var det gamle program for kategorisk?, spørger avisen Dan Jørgensen.

»Man glemte i hvert fald balancen.«

Er det en slags betinget humanisme, I går ind for, eller hvad er det?

»Jeg synes ikke, at jeg kan sige det ret meget klarere. Jeg har brugt halvandet år på at indsamle input fra baglandet og formulere udkastet. Derfor er det lige præcis sådan, som det står.«

Dine forgængere valgte, at jeres politik altid skal afspejle humanisme...

»Det skal det her også altid. Men det skal være i balance med det andet. Nogle gange kan vores forpligtelser ift. de humanistiske principper være i modstrid med andre principper. Derfor bliver man nødt til at finde balancen.«

Du kan læse hele historien og resten af interviewet hos Jyllands-Posten her (kræver abonnement).

Dagens analyse

Marchen Neel Gjertsen, Jyllands-Postens politiske analytiker, ser nærmere på, hvad Socialdemokratiets udlændingepolitik fører til af tanker hos de andre partier i rød blok.

Du får et kort uddrag her.

»Socialdemokratiet er med Mette Frederiksen som formand slået ind på en hårdere udlændingekurs, end nogen havde turdet spå om. Det er sket i visheden om, at partiet havde et massivt flertal af danskerne med sig i spørgsmålet. Og med det store ryk ser der nu også ud til at have indfundet sig en erkendelse af realiteterne hos Frederiksens parlamentariske grundlag.«

»Tydeligst er det hos Enhedslisten, der arbejder på en ny indflydelsesstrategi og vil stille betingelser til en kommende S-regering for at undgå ydmygelser a la Thorning-regeringens reformpolitik.«

Resten af analysen her (kræver abonnement).

Provo-Sass og den røde harme

I går var det arbejdernes internationale kampdag, og derfor var flere røde politikere ude i landet og holde tale.

I dagens medier er det særligt Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen, som løber med opmærksomheden.

En række medier - herunder Berlingske - var i gået taget med Sass Larsen til Køge, hvor han holdt sin tale på Hugos Vinkælder.

I sin tale fremhævede Sass Canada og Australiens måder at regulere flygtningestrømmen på, og det var netop det, som i går fik en del opmærksomhed. Sass sagde:

»Australien og Canada er begge lande, hvor man meget nøje regulerer antallet, som kommer til landet som indvandrere – og meget nøje udvælger præcis, hvem de giver adgang. I Australien har man indført et system, hvor alle spontane bådflygtninge afvises og fragtes til en ø, hvorfra al asylbehandling foregår. Det har så stort set stoppet de spontane flygtninge,« sagde han ifølge Berlingske og fortsatte:

»I Canada sender de funktionærer til flygtningelejre og udvælger nøje den arbejdskraft, de har brug for, og ledsager det om krav om fuld beskæftigelse, for ellers bliver man hældt ud af landet igen. Hvor det er befolkningerne, der tager stilling til, hvem og hvor mange der skal komme, og ikke menneskesmuglerne.«

På forsiden af Ekstra Bladet bliver S-politikeren i dag kaldt for »Provo-Sass«, mens BT på sin forside skriver om »rød harme« over Sass Larsen. Sidstnævnte har blandt andre talt med Enhedslistens flygtningeordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, som kalder Sass' udtalelse for »grotesk«.

Du kan dykke ned i historierne her hos BT, Ekstra Bladet og Berlingske.

DRs politiske analytiker, Jens Ringberg, har desuden taget analysebrillerne på og set nærmere på Sass og Socialdemokratiets dag.

»Den internationale kampdag var en kærkommen lejlighed for Socialdemokratiet og venstrefløjen til at pege på alt det, det samler - men Henrik Sass Larsen havde noget andet på hjertet.«

Læs hele Ringbergs analyse hos DR her.

Under ansvar

Finansminister Kristian Jensen (K) var i løbet af dagen i går under hård beskydning fra Socialdemokratiet for at bære hovedansvaret for milliardskandalerne i Skat.

»Da Kristian Jensen var skatteminister blev vores skattesystem år for år en skygge af sig selv. Skal man efterhånden grine eller græde?,« sagde Mette Frederiksen i sin 1. maj-tale.

Men selvom Venstres næstformand gerne tager sin del af ansvaret, kræver han i et interview med Berlingske, at Mette Frederiksen gør det samme.

Hele interviewet finder du hos Berlingske her (kræver abonnement).

Her er fem historier, du også bør kende til i dag

1: Statens indtægter på Nordsøens olie- og gasproduktion er faldet fra 18 til to mia. kr. på to år. Det er det laveste niveau siden 1989, skriver Børsen i dag.

»Set med et ejersynspunkt af Nordsøen, så ærgrer det mig selvfølgelig, at indtægten er så lav. Men man skal huske på, at lave oliepriser også er en gevinst for både vores industri og en lang række borgere. Så der er gynger og karruseller i det her,« siger finansminister Kristian Jensen om faldet i statens indtægter.

Du kan læse hele historien her (kræver abonnement).

I et interview med Kristian Jensen spørger Børsen, hvilken betydning olieindtægterne har på finanslovforhandlingerne til efteråret.

»Det har klart en betydning i forhold til, hvilke muligheder vi har. Vi har ganske enkelt færre muligheder for at lave de vækstinitiativer, skattelettelser eller velfærdstiltag, som man må ønske sig. Derfor øger det behovet for, at vi får fortsat reformkursen i dansk økonomi, hvis vi vil skabe mere råderum til vores prioriteringer.«

Interviewet finder du her (kræver også abonnement).

2: Der er alt for stor forskel på, hvad de forskellige ministerier vil give aktindsigt i, mener Radikale Venstre. Derfor foreslår partiet nu op til de kommende forhandlinger om offentlighedsloven, at der etableres et nyt klagenævn, som kan behandle alle klager vedrørende aktindsigt.

Historien om en reaktion fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K) finder du hos Politiken her.

3: Efter flere end 30 års hårdt arbejde med at tilkæmpe sig ejerandele i Danmarks olie- og gasfelter står en række felter i Nordsøen nu til at skulle drives uden statslig deltagelse, når DONG sælger sin olie- og gasdivision.

Berlingske Business har den historie her.

4: Udenrigsministeriet søger nu en generalkonsul til Flensborg, efter at Bertel Haarder (V) takkede nej i december.

Det kan du læse mere om hos Ritzau her.

5: Udlændingestyrelsen har tirsdag offentliggjort en national sanktionsliste med de første seks navngivne religiøse forkyndere fra udlandet, som er udelukket fra at indrejse i Danmark af hensyn til den offentlige orden.

Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.

Mere hos Berlingske her.

Det sker i dag

13:00 Møde i Folketingssalen ned en stribe behandlinger af lovforslag, deriblandt en ændring af planloven, samt et forslag, som giver mulighed for i en krisesituation at afvise asylansøgere ved grænsen og et beslutningsforslaget om at udsende 200 danske soldater til Baltikum.

13:00 Folketingets Forsvarsudvalg har udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) i samråd om overgreb mod civile i Irak.

14:00 Undervisningsminister Merete Riisager (LA) er i dag kaldt i åbent samråd om en varieret skoledag og aktiv brug af understøttende undervisning.

14:30 Børne- og socialminister Mai Mercado (K) er i dag kaldt i åbent samråd om pædagogers tid alene med børnegrupper i daginstitutionerne.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.