Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

Direkte spørgsmål til Venstre-ordfører: »Har I noget at skjule, siden vi ikke må få udleveret det hele?«

Dagens overblik: Statsministeriet har haft travlt med overstregningstussen, Venstre og Liberal Alliance er færdige med tog, og en 63-årig mand har været fanget i gæld i over 20 år. Du får hele dit politiske overblik her.

God-mandag-morgen.

Du sidder med den politiske morgenpost i hånden og dermed hele dit overblik over alt, hvad der er værd at vide om dansk politik i dag.

Vi begynder dagens gennemgang i Berlingske, som kan fortælle, at Statsministeriet har valgt at mørklægge store dele af dokumenterne i den omstridte sag om placeringen af den kommende politiskole i Vestdanmark.

I november 2016 valgte regeringen med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen at placere en ny politiskole i Herning.

I et forsøg på at afklare hvad der skete fra november 2015, da regeringen bekendtgjorde, at man ville placere en politiskole i provinsen, til det et år senere blev besluttet, at den skal ligge i Herning, har Berlingske søgt aktindsigt i sagen hos Statsministeriet.

I alt omfatter sagen 154 dokumenter, hvoraf kun knap halvdelen - 71 - er blevet udleveret, mens de resterende 83 dokumenter er blevet undtaget for at være interne. Den historie kan du dykke ned i her.

Her kan du se, hvordan nogle af de udleverede sider ser ud. Artiklen fortsætter nedenunder.

Har I noget at skjule, siden vi ikke må få udleveret det hele?, spørger Berlingske Venstres offentlighedsordfører, Jan E. Jørgensen, i et interview.

»Ikke mig bekendt. Hvis der er noget at skjule, så er det i hvert fald også skjult for mig. Og det har jeg overhovedet ingen grund til at tro. Sådan fungerer det jo ikke,« siger han i et interview, som du kan læse her.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, langer i et interview ud efter regeringen for at mørklægge adskillige dokumenter:

»Det giver jo næring til alle mulige tanker og idéer hos mange mennesker på den anden side af Borgens tykke mure. Jeg skal ikke sidde og fostre dem, men jeg forstår godt, hvis folk ude på den anden side synes, det her er meget betænkeligt. Det synes jeg også, det er.«

Det kan du læse her.

Vi forlader de mørklagte sider og ser på, hvad der ellers findes af politiske historier i dag.

Det bringer os til Jyllands-Posten, som i dag har transportnyt.

Danmark bruger hvert år adskillige milliarder kroner på at drive tog, men ifølge de to regeringspartier Venstre og Liberal Alliance er tog og skinner noget, der hører fortiden til.

Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen siger til avisen:

»Man skal lade være med at holde fast i fortiden, fremtiden er ikke skinner, fremtiden er asfalt, hvor der kan køre selvkørende biler.«

Liberal Alliances transportordfører, Villum Christensen, stemmer i:

»Toget hører fortiden til, derfor skal vi have et paradigmeskifte.«

Hos både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er meldingen en klar afvisning af idéen om, at tog skulle høre fortiden til:

»Det er noget vrøvl, og det er vi dybt uenige i,« lyder meldingen fra transportordfører Kim Christiansen (DF).

Læs hele historien hos Jyllands-Posten her.

»Sådan er det«

Vi hopper videre til Politiken, som i dag kan fortælle om den 63-årige Frank Falentin Sørensen, som har været fanget i et statsligt gældsfængsel i over 20 år.

Knap 290.000 kroner lånte Frank Falentin i banken i perioden fra 1974 til 1987, hvor han først afsluttede et studenterkursus og derefter tog fat på at uddanne sig som psykolog.

Selv om lånet var garanteret af staten, forlangte bankerne renter på helt op til 21 procent for at låne penge ud til datidens studerende.

Næsten en million kroner har han betalt tilbage, alligevel skylder han stadig omkring en million til statskassen. For de penge, han har betalt tilbage, har stort set kun dækket renterne.

Politiken skriver, at flere end 4.000 danskere stadig slås med 30 og 40 år gammel studiegæld. Du kan læse historien om Frank Falentin Sørensen her. I et interview med avisen, som du kan læse her, fortæller skatteminister Karsten Lauritzen (V), at man skal lade være med at låne, hvis man ikke kan betale pengene tilbage.

»Har du lånt penge, så skal du betale renter, og har du i mange år ikke betalt renter, så kan du komme i den kedelige situation, at renterne vokser sig større end det oprindelige lån. Sådan er det også, hvis du skylder penge i banken, og uanset om gælden er privat eller offentlig, så skal du både betale renterne og den oprindelige gæld tilbage, sådan er det«. Læs hele interviewet her.

»Jeg synes, det er noget pjat det her«

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti lover at spænde ben for regeringens plan om at hæve pensionsalderen.

Det forsikrede Folketingets to største partiers formænd til de Radikales nytårsstævne i Nyborg lørdag.

»Når jeg siger, at vi ikke hæver pensionsalderen, så gør vi det ikke,« sagde Mette Frederiksen fra scenen ifølge Ritzau.

Kristian Thulesen Dahl kvitterede og gentog, at DF ikke vil være med til at hæve pensionsalderen. Til gengæld ville han ikke skrive under på et dokument, hvor han afgav samme løfte:

»Jeg synes, det er noget pjat det her. Det er lidt pop-agtigt. Jeg tror, danskerne er immune over for den her slags papskilte. Vi har sagt igennem lang tid, at vi ikke vil hæve pensionsalderen yderligere,« sagde han. Hele historien her.

Vestagers modvind

I dagens BT kan du læse et længere interview med Margrethe Vestager, konkurrencekommissær i EU og tidligere formand for de Radikale. Her fortæller hun bl.a., hvordan hun trives med at være i modvind.

»Altså, jeg er radikal. Hvis man gerne vil have medvind hele tiden, skal man ikke være radikal.«

Vender du tilbage til dansk politik?, spørger avisen i interviewet:

»Jeg har gjort mig meget umage med ikke at lukke døre, men hvad fremtiden bringer, ved jeg ikke,« lyder svaret.

Artiklen er ikke på nettet endnu, mens findes i den trykte udgave af BT.

Fire nyheder du også skal have med i dag

1: Det er så belastende at være pårørende til kronisk syge med f.eks. demens eller KOL, at mange selv ender med at blive syge. Københavns Kommune vil nu lære pårørende, hvordan de kan passe bedre på sig selv.

Mere hos Berlingske her (kræver abonnement)

2: Langt flere læger end antaget har overskredet femårsgrænsen og kan derfor ikke blive speciallæger. Det er et stort spild i en lægemangeltid, lyder kritikken fra Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger, i dagens Jyllands-Posten. Artiklen er endnu ikke på nettet.

3: Et notat fra Undervisningsministeriet viser, at blandt de elever, som ikke klarede optagelsesprøverne til en erhvervsuddannelse i 2015, havnede over 20 procent af dem hverken i uddannelse eller arbejde. Den historie kan du læse i Information.

4: Senere på året vil butikker og andre erhvervsdrivende selv få lov til at bestemme, om de vil tage imod kontanter om natten. Det kan du læse mere om hos DR lige her.

Evolution

Alternativet afsluttede i sidste uge et tre dage langt vintergruppemøde med at dele den her 17 sekunder lange video på partiets hjemmeside.

»Vi har nu afsluttet tre dages intenst vintergruppemøde. Det var lange og seriøse drøftelser, vi skulle igennem. Drøftelserne peakede lige her,« skrev partiet efterfulgt af en smiley.

Dagen efter - efter en del debat om videoen - opdaterede partiet sit opslag.

»Stor forståelse for, at vores 10 minutters teambuilding-øvelse, som nogle af jer nok kender som den klassiske og morsomme 'Evolutionsleg' - skulle have haft en forklaring med på vejen. I særdeleshed når vi kogte den ned til et klip med 17 sekunders umiddelbar galskab. Og kun skrev, at det var her, vores ambitiøse tredages vintergruppemøde toppede. Her var et glimt i øjet, ironi og humor ikke nok for jer alle. Slet ikke når vi har så seriøse og store ambitioner sammen med jer,« lød det blandt andet. Du kan læse hele forklaringen på Facebook her.

Nyt udseende til Skipper og Co.

Enhedslisten løfter mandag sløret for sit nye logo. Det skriver Altinget.dk.

»Hvor vi måske tidligere var sådan lidt et storbyparti, har vi i dag en langt mere sammensat og mangfoldig medlemsskare. Og vi er blevet et parti, som giver stemme til en meget bred gruppe mennesker fra alle egne af landet,« siger Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, og tilføjer:

»Den mangfoldighed og udvikling har vi forsøgt at udtrykke med vores nye grafiske identitet.«

Foruden et nyt logo går partiet senere mandag formiddag i luften med en ny hjemmeside med et nyt grafisk udtryk. Du kan se og læse mere her.

Dagens citat

»Jeg mener ikke, at Danmark er et land, hvor ulighed er et problem, som er værd at beskæftige sig med.«

- Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) hos Jyllands-Posten.

Dagens debatindlæg

»2016 blev så året, hvor jeg fik mere luft til også at være integrationsminister. For nu kommer der væsentlig færre hertil, og det lavere antal er helt afgørende for, at vi kan få gang i integrationen.«

- Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i Jyllands-Posten.

Dagens debatindlæg II

»Det er netop, når værdierne er under pres, at det gælder om at skærpe dem. Som landets dronning, der advarer imod selvtilstrækkeligheden og opfordrer til følgende: »Lad os gøre et nytårsforsæt! Lad os prøve at se de mennesker, der omgiver os. Lad os huske også at lægge mærke til dem, vi ikke kender i forvejen.« Frem for Støjbergs afvisende hånd taler Dronningen om den hjælpende hånd. De over 100.000 Venligboerne har allerede anvist vejen. Som det hedder: »Selvtilstrækkelighed sammensnerper verdensmandens hjerte.«

- Forfatter Stig Dalager i dagens Berlingske. Debatindlægget er ikke online endnu.

Dagens debatindlæg III

»Det kan undre, at så mange på venstrefløjen er så hånlige og nedladende over for deres egne landsmænds kultur og vaner, mens de samtidig sætter en stor ære i at respektere fremmede skikke.«

- Niels Jespersen, cand.mag. og debattør, i dagens Berlingske.

Søren Pinds »tja...«

Tre journalister fra Berlingske fik fredag dansk journalistiks fornemmeste pris, Cavling-prisen, for deres afdækning af forløbet bag Venstre-regeringens landbrugspakke. Det kan du læse mere om hos Berlingske her.

Den såkaldte kvælstofsag splittede blå blok på Christiansborg, kostede daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) jobbet og udløste kritik fra både EU-Kommissionen og et flertal i Folketinget. Her kan du læse en baggrund om sagen.

Og herunder kan du se, hvordan Venstres Søren Pind ønskede tillykke.

Ugen i dansk politik

Gik du glip af de vigtigste politiske nyheder i sidste uge, så er der håb. Vi har samlet alt, hvad du skal vide, fra ugen på Christiansborg i én artikel.

Du får hele overblikket fra ugen, hvor dansk politik handlede om »grisefest«, tv-serien Matador og et par mystiske Trump-tweets lige her.

Der sker i dag

08:30 I dag holder Europa-Parlamentet workshop med overskriften »EU i modvind«, som også er fokus for 2017.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.