Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

»Det svarer til, at Venstre vil fyre næsten alle vores cirka 3.200 lærere i de københavnske folkeskoler«

Dagens overblik: Regeringen vil give milliarder til store familieejede virksomheder på forkert grundlag, Venstre vil have landets laveste kommuneskat i København, og så har Mette Frederiksen »et problem«, fordi hun blev advaret mod millionmisbrug i Rigspolitiet.

Godmorgen og velkommen til torsdagens morgenpost, hvor du som altid får dagens overblik over dansk politik.

Inden vi når til citatet fra overskriften, begynder vi dagens rundtur på forsiden af Politiken.

Regeringen vil sammen med Dansk Folkeparti sænke arveafgiften fra 15 til fem procent. Det vil koste staten 1,7 milliarder kroner i 2018 og 2019 og derefter en milliard kroner om året.

Hovedargumentet fra regeringen har ifølge Politiken hele tiden lydt, at det var nødvendigt med en lempelse, fordi 23.000 familieejede virksomheder står over for et generationsskifte i de kommende år, og at de skal have en håndsrækning for »at sikre de ca. 300.000 arbejdspladser i familieejede virksomheder, der bliver berørt af de kommende generationsskifter«, som der står i regeringens lovforslag.

Regeringens tal bygger på en rapport, som er betalt af lobbygruppen 'Vækst i generationer', som består af 13 af Danmarks største familieejede virksomheder.

Men nu siger en af forskerne bag rapporten - som ifølge Politiken er bredt anerkendt som den førende inden for området - at de tal, som regeringen har brugt i sin argumentation for at sænke arveafgiften, er forkert.

»Det vil ikke bidrage til at sikre 300.000 arbejdspladser. For flertallet af disse virksomheder vil ikke blive generationsskiftet inden for familien«, siger økonomiprofessor på Københavns Universitet Morten Bennedsen.

Et andet argument fra regeringen har været, at mange af de familieejede virksomheder vil flytte til Sverige eller andre lande, hvis ikke der bliver grebet ind. Men det er der ingen evidens for at påstå, siger Bennedsen.

»Jeg har ikke set noget som helst, der tyder på, at arveafgiften får mange virksomheder til at flytte«, siger han.

Socialdemokratiets ordfører Lea Wermelin kalder sagen »meget alvorlig«, mens Skatteminister Karsten Lauritzen (V) lægger vægt på, at det moralske er vigtigere for regeringen end et præcist antal.

Du kan læse historien her.

Venstre vil indføre landets laveste skat i København

Videre til Berlingske, der kan fortælle, at Venstre i København - med opbakning fra partiets næstformand og finansminister Kristian Jensen - vil sænke kommuneskatten i København, så den bliver landets laveste.

Skatteprocenten skal sænkes fra de nuværende 23,8 til 22,4, som vil bringe København lige under Rudersdal Kommune, der har en skatteprocent på 22,5.

»Vi er selvfølgelig optagede af, hvordan vi kan gøre det attraktivt både at flytte til København, men også blive boende. Der vil vi hellere se på positive tiltag frem for de forbud, som venstrefløjen har foreslået,« siger Venstres spidskandidat til efterårets kommunalvalg, Cecilia Lonning-Skovgaard.

Forslaget vil ifølge Venstres beregninger koste 1,5 mia. kr.. Penge, partiet vil finde ved at effektivisere og skære på antallet af offentligt ansatte i kommunen. I dag er der ca. 40.000 ansatte i Københavns Kommune, men Venstre er klar til at sænke antallet med 3.000 på fire år.

Socialdemokratiets overborgmester, Frank Jensen, mener langt fra, at det er nogen god idé, som Venstre smider ind i valgkampen.

»Det er lovligt flot med et pennestrøg at sige, at vi kan undvære 3.000 medarbejdere. 3.000! Det svarer til, at Venstre vil fyre næsten alle vores ca. 3.200 lærere i de københavnske folkeskoler. Og det er jo ikke et lille indgreb – selv ikke i en stor kommune som København,« siger han.

Du kan læse den historie her.

Her kan du læse et interview med Kristian Jensen, der - knapt så overraskende - roser et Venstre-ledet kommunalt opgør (kræver abonnement).

Politiskole bliver forsinket

Den nok så omtalte nye politiskole, der til sidst endte i Vejle, vil først være færdig i 2020. Den skulle ellers være klar til at optage de første elever allerede i 2018, men det kan man glemme alt om, fastslår bygherren nu i Jyllands-Posten.

Vejle blev valgt, efter at regeringen måtte droppe sin oprindelige plan om at bygge en helt ny politiskole i Herning, fordi Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti modsatte sig det.

Da valget faldt på en eksisterende bygning i Vejle, blev partierne enige om en etapevis opstart, hvis bygningen ikke var klar.

Men heller ikke det bliver muligt, fortæller Kristian Lyk-Jensen, vicedirektør i Bygningsstyrelsen, der er bygherrer på projektet.

»Det kan ikke lade sig gøre at lave etapevis opstart,« siger han.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) vil ikke kommentere sagen. Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen siger, at »så må vi finde et andet sted at lave midlertidig opstart«.

Du kan læse den historie her.

Mette Frederiksen var som ansvarlig minister advaret om ulovligt millionforbrug

Da Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, var justitsminister i 2014, blev hun advaret om ulovlig brug af konsulenter i Rigspolitiet, skriver BT.

I 2015 og af 2016 indgik Rigspolitiet aftaler med eksterne konsulenter for 273 millioner kroner, hvoraf mindst 41 procent af opgaverne ikke kom i de lovpligtige udbud. BT har tidligere afsløret, hvordan den nu fyrede afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen gav konsulenter, som hun kendte fra sin tid i DR, opgaver for mere end 43,3 millioner kroner, uden at opgaverne kom i de lovpligtige udbud.

Da Mette Frederiksen blev advaret om de ulovlige brug af konsulenter, satte hun nogle initiativer i gang, men det stoppede ikke misbruget.

Og det giver Mette Frederiksen et problem, mener Roger Buch, der er forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

»Formelt set har Justitsministeren ansvaret for, at det, der foregår i ministeriet er i overensstemmelse med reglerne. Derfor burde hun og hendes efterfølgere på posten have fulgt op på, om der blev rettet ind. Og med den viden, vi har nu, så er det øjensynligt ikke blevet gjort før nu,« siger han.

Han tilføjer dog, at »en minister ikke kan kigge alle embedsmænd over skulderen«.

Mette Frederiksen vil ikke fortælle om sin rolle i sagen, men lader i stedet sit partis retsordfører, Trine Bramsen, redegøre for, hvordan Frederiksen agerede som justitsminister tilbage i 2014.

Du kan læse historien her.

Ny boligskat på vej

En aftale om en omlægning af boligskatten er lige på trapperne, lød ekkoet på Christiansborgs gange i går.

Børsen erfarer, at aftalen er på plads mellem regeringen og DF og at den ikke kommer til at indeholde en fastfrysning af grundskylden, som de Konservative ellers har haft som største slagnummer gennem lang tid.

I stedet vil regeringen gøre det muligt at fastfryse stigende grundskyld. For mange boligejere i storbyerne og byer som Rødovre og Vallensbæk vil det være adskillige tusinde kroner hvert år, som boligejerne så skylder staten og skal betale, når huset en dag sælges.

Om den model siger Helle Bjørn Svensson, der er pensionist og bor i hus i Aarhus-bydelen Højbjerg:

»Det betyder, at vi skubber udgiften foran os, og det er dårligt. Man skal jo ikke have flere udgifter, end man har indtægter. Så stiger boligskatterne, kunne det da godt fremskynde et hussalg.«

Derudover beretter Børsen, at partierne er enige om et millionærknæk på ejendomsværdiskatten - der er den anden boligskat udover grundskylden. Der betyder, at boliger op til en værdi på seks millioner vil blive beskattet med 0,6 procent og derefter med 1 procent ifølge Børsen.

Du kan læse den historie her (kræver abonnement).

Børsens politiske kommentator, Helle Ib, har skrevet en analyse til historien, hvor hun forudser, at der med den kommende aftale kan være »fred på vej efter 20 års krig om boligskat«.

Den analyse kan du læse her (kræver også abonnement).

Socialdemokratiet vil være bæredygtigt

Socialdemokratiet vil være et parti med fokus på bæredygtighed og ulighed. Det siger Dan Jørgensen, der på søndag præsenterer et nyt partiprogram, som han har arbejdet på i halvandet år, blandt andet ved at have samtaler med socialdemokrater landet over om, hvad der er de vigtigst punkter at sætte fokus på for partiet, skriver Information.

»Uanset, hvordan man spørger medlemmerne og fortolker deres svar, vil man se, at bæredygtighed og ulighed fylder mest,« siger Dan Jørgensen.

»De to emner adskiller sig også fra udlændingepolitikken ved, at linjen er klar: Socialdemokraterne mener det samme om de to temaer.«

Du kan læse interviewet med Dan Jørgensen her.

Fakta om prisen for ikke-vestlig indvandring - og danskere

DRs Detektor har set nærmere på tallene, som Finansministeriet præsenterede i sidste uge om, hvad indvandring koster Danmark.

Og det viser, at ret så væsentlige informationer ikke fremgik af præsentationen.

Ifølge Finansministeriet kostede ikke-vestlig indvandring i 2014 staten 33 milliarder kroner. Omvendt bidrog danskerne med 56 milliarder kroner.

Men dykker man ned i tallene, kan et helt andet billede tegnes.

Af de ikke-vestlige indvandrere er en stor del under 25 år, som typisk vil være under uddannelse og derfor i sig selv bidrage negativt til statskassen. Korrigerer man for det, vil tallet lyde på et minus på 16 milliarder kroner for ikke-vestlige indvandrere.

Tallet for danskere kan der også pilles ved. For i 2014 fremrykkede regeringen beskatningen af danskernes kapitalpensioner, så den danske stat fik en ekstraordinær indtægt på 75 milliarder kroner i form at skat på udbetalingen.

Når Finansministeriet renser for den ekstraordinære indtægt i analysen, viser det sig, at danskerne faktisk kostede staten 17 milliarder i 2014.

Læs den historie og Finansministeriets svar her.

Vred S-profil om udtalelse fra de Radikale: »Det er simpelthen så usmageligt«

Socialdemokratiets Peter Hummelgaard kalder en udtalelse fra de Radikales Sofie Carsten Nielsen - der blev tolket som en hentydning til Henrik Sass Larsens barndom med vold i hjemmet - for »et af de groveste citater, jeg har læst en folketingspolitiker sige om en af sine folkevalgte kollegaer«.

»Jeg synes, det er groft og enormt skuffende på rigtig mange måder. Det er jo en politisk diskussion, og de Radikales Sofie Carsten Nielsen blander nogle dybt personlige ting ind i det,« siger Peter Hummelgaard.

Den Radikale gruppenæstformand beklager nu. Det kan du læse om i Berlingske og her.

Dagens debat

Finder vi i Berlingske, hvor uddannelsesminister Søren Pind (V) har afsluttet sin faste fra de sociale medier og skrevet blogindlæg om, hvordan han fremover vil agere, og hvordan han oplever, at de sociale medier har en negativ effekt på flere aspekter.

»Det har i den fastetid slået mig, hvor meget ro, der egentlig er, når man ikke jager meneriet. Når man ikke skal mene noget for at mene noget (Uenigheden for uenighedens skyld er en af de mest trættende sider ved min beskæftigelse…). Og hvor ødelæggende en hurtig smart melding, der egentlig bare egner sig til at kaste overskrifter af sig, er. Der skulle et valg i de forenede stater og en faste til for egentlig at få mig til at se det,« skriver Pind

Læs det her.

Her kan du læse et interview med Søren Pind, hvor han uddyber sine holdninger til de sociale medier.

Det sker i dag

10.00 Møde i folketingssalen. Se programmet her.

10.00 Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og justitsminister Søren Pape Poulsen (K) er kaldt i åbent samråd om hvidvaskloven.

12.00 Børne- og socialminister Mai Mercado (KF) skal i åbent samråd om økonomisk ulighed.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.