Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

»At kalde aftalen 'historisk', som finansministeren gjorde i aftes, er rent skaberi«

Dagens overblik: Vi har samlet alt det vigtigste, seks analyser og en økonomvurdering af gårsdagens store begivenhed i dansk politik; boligskatteaftalen. Og så får du Løkkes pandabillede og Espersens skriftlige langemand til Bruxelles. Hele dit politiske overblik lige her.

Se mere
Tilfredsheden med boligaftalen var stor i går, da regeringen, Socialdemokratiet, de Radikale og Dansk Folkeparti præsenterede deres aftale. Finansminister Kristian Jensen kaldte aftalen for »historisk«. Foto: Ida Marie Odgaard
Tilfredsheden med boligaftalen var stor i går, da regeringen, Socialdemokratiet, de Radikale og Dansk Folkeparti præsenterede deres aftale. Finansminister Kristian Jensen kaldte aftalen for »historisk«. Foto: Ida Marie Odgaard

Du har klikket dig ind på den politiske morgenpost - her får du det samlede overblik over dagens politiske historier.

I dag kommer det til at handle en hel del om den boligskatteaftale, som et bredt flertal på Christiansborg i går endelig blev enige om. Aftalen bliver af parterne kaldt »historisk«, mens den i dagens aviser bliver kaldt både »spektakulær« og »Danmarkshistoriens dyreste bolighandel«.

I kort form - og det er helt kort - er hovedpunkterne i aftalen, som koster staten knap 20 mia. kr., som følger:

  • Boligejere får mulighed for at indefryse grundskylden frem til 2021 - skatten skal dog betales, når man sælger.
  • Der indføres et »knæk« på ejendomsværdiskatten ved boliger med vurderings­priser omkring 7,5 mio. kroner. Boliger med en ejendomsvurdering op til 7,5 millioner skal betale 0,55 procent i ejendomsskat, mens skatten herover bliver 1,4 procent. I dag betaler boligejere én procent af boligens værdi op til tre millioner kroner og tre procent på husets værdi herover.

Berlingske Business har lavet en gennemgang af aftalen her. Børsen har lavet en tilsvarende her. Og her har Jyllands-Posten lavet adskillige grafikker, der giver et overblik. Du får også en grafik her.

finansministeriets hjemmeside kan du læse, hvad regeringspartierne synes om aftalen (Hint: De er allesammen glade).

Men hvem vandt så? og hvem tabte?

Men hvem har egentlig grund til at være glade? Hvilke partier vandt armlægningen om fremtidens boligskattesystem, der træder i kraft, når det nuværende forlig udløber med udgangen af 2020? Det har landets politiske analytikere og kommentatorer givet en hel del bud på.

Så her får du seks analyser, en økonomvurdering og link til en grundig, grundig gennemgang af hele forløbet:

1:
Berlingskes samfundsredaktør, Bent Winther: Kristian Jensen er den egentlige vinder

»I de kommende uger vil lommeregnerne gløde rundt om i landet. Hvad betyder den nye boligskat på kort og lang sigt, hvad sker der med priserne, og stiger skatten i byerne eller på landet, for de rige eller de fattige? Alene af den grund er det svært at udpege politiske vindere og tabere.«

»Men skal der udpeges en sejrherre, må det være finansminister Kristian Jensen. Han var sat på en utrolig svær opgave og kunne tirsdag tydeligt tilfreds præsentere et svendestykke af et forlig, som har tømret blå blok mere sammen, vist at regeringen er i arbejdstøjet og fjernet en gloende varm kartoffel fra regeringens dagsorden.«

»Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har længe været beskyldt for at være gået i stå på grund af den interne uenighed i blå blok. Med boligforliget er regeringen tilbage på banen og kan igen se fremad mod sin 2025-plan og de reformer af skat, tilbagetrækning og andet, som ligger foran.«

2:
Jyllands-Postens politiske analytiker, Marchen Neel Gjertsen: Milliardaftale er ikke nogen sællert

»Der er det utaknemmelige ved skattelettelser, at de koster meget at give og sjældent kaster vælgerklapsalver af sig i sidste ende. Boligskat er ingen undtagelse. Den nye borgfred om boligejernes skat er en politisk aftale af den helt dyre slags.«

»Regeringspartierne, S, DF og R erklærede sig alle som vindere, da de trådte ud af forhandlingslokalet i Finansministeriet. Det kendetegner godt politisk håndværk, at alle kan se sig selv i en aftale. Men det er vel også sådan, at hvis alle har vundet, har ingen for alvor vundet. Venstre kan ånde lettet op over at være kommet af med en alvorlig politisk møgsag. Men partiet har samtidig tabt ejerskabet til den ideologiske dagsorden, som boligskattestoppet udgjorde.«

3:
DRs politiske korrespondent Christine Cordsen: 20 års politisk kampplads er væk

»Med aftalen om fremtidens boligskat er det politiske sprængstof pillet ud af debatten om boligejernes økonomiske forhold i de næste mange valgkampe. Både fordi det er en bred politisk aftale, og fordi den er designet til at være langtidsholdbar.«

»Det nye boligskattesystem træder i kraft efter næste valg, så i den kommende valgkamp vil de tre regeringspartier, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Radikale stå sammen om at forsvare aftalen. Selvfølgelig med tryk for forskellige elementer. Og formentlig vil den politiske fredsaftale om boligskatten også række til flere kommende valgkampe.«

4:
Børsens politiske kommentator, Helle Ib: De Konservative og LA undgik massakre

»For LA og især De Konservative vil reaktionerne i den kommende tid vidne om, hvorvidt de slugte kameler, er for store. Den samlede aftale efterlader dog indtrykket af et kompromis, de to sagtens kan leve med: Boligejerne har udsigt til skattelettelser på et tocifret milliardbeløb. Ingen kommer til at gå fra hus og hjem på grund af løbende stigninger i boligskatten.«

»Husejere, som hidtil har været generet af årlige stigninger op til 7 procent i grundskylden, kan se frem til lempelser. Indefrysning frem for fastfrysning og en sats på 1,4 pct. for ejendomsværdiskat over knækket er ikke, hvad De Konservative gik efter, men den smalle borgerlige regering har været oppe imod partier, der kun ønskede at skærpe progressionen. Især DF kæmpede til det sidste for en endnu hårdere beskatning af de dyreste boliger. Hvis ikke K og LA havde sat barren højt, kunne resultatet være endt værre – set med de to partiers øjne.«

5:
Ekstra Bladets politiske kommentator, Hans Engell: Borgens selvfede vindere

Finansminister Kristian Jensen mødte i går de ventende journalister i Finansministeriet med ordene: »Vi har netop indgået en historisk boligbeskatningsaftale«. Men det er, at gå lidt for langt, mener Hans Engell:

»At kalde aftalen 'historisk', som finansministeren gjorde i aftes, er rent skaberi«

»Hvis vi alene tæller mandater og partier, står der nu så mange bag det nye forlig om den kommende boligbeskatning, at det er helt ligegyldigt, om landet har en rød eller blå regering: Boligskatten ligger fast de kommende mange år.«

»Så kan Enhedslisten, SF og Alternativet brokke sig over, at boligejerne slipper alt for billigt. Mette Frederiksen kan som statsminister altid henvise til, hun har et forlig med de andre. Og i den anden ende af skalaen kan Pernille Vermund fra Nye Borgerlige måske skabe sig en platform ved at råbe højt om, at boligejerne (især i Nordsjælland) bliver plyndret i grundskyld samt ejendomsværdiskat, og alle de andre partier har skamløst sveget deres løfter. Der er altid stemmer i boligskat,« skriver Hans Engell og slutter af:

»I går var alle forligspartier glade og overgik hinanden i endeløse mængder af selvrosende tweets. ’Vi har lavet et historisk forlig.’ Regningen kommer på et senere tidspunkt.«

...artiklen er ikke online

6:
BTs politiske kommentator, Søs Marie Serup: Boligskat-opgave er bestået

»De Konservative står over for en større forklaringsopgave, men bliver hjulpet lidt af, at de venstrefløjspartier, der står uden for aftalen, også kalder det ’skattelettelser’ og raser over, at råderummet nu bruges til det formål frem for til velfærd. Socialdemokraterne har mange fordele af aftalen. Dels opnåede de nogle solide politiske indrømmelser; rentefradraget blev fredet, der blev indført et ’knæk’, som rammer ejerne af de dyreste boliger, og en fastfrysning af grundskylden blev i stedet til en indefrysning af grundskylden. Det er indrømmelser i den rette størrelse.«

»Overordnet set må man sige, at den, der på dagen kunne være mest tilfreds med aftalen, var finanansminister Kristian Jensen. Han har løst en bunden, men ufatteligt besværlig, opgave på en måde, så et bredt flertal står på mål for, at det er en god aftale. Det er en bestået.«

...artiklen er ikke online

...en økonomvurdering
»Det er især i landdistrikterne, at man ­formentlig vil opleve en lavere boligskat. Og det er også i mange af de områder, hvor en del boligejere vil få penge tilbage i skat. Det er især i de dyreste områder, især i københavns­området på markedet for ejerlejligheder, hvor der er udsigt til en stigende skatteregning i fremtiden og dermed også nogle relativt store skatterabatter,« siger Realkredit Danmarks cheføkonom, Christian Hilligsøe Heinig, til Berlingske Business.

...og hele sagen genoprullet

I Politiken har avisens politiske redaktør, Anders Bæksgaard, lavet en ret lang og meget udførlig gennemgang af hele det årelange sagsforløb, der i går endte med en aftale i Finansministeriet. Helt tilbage fra et ekstraordinært pressemøde i 2013.

Den er værd at læse, og det kan du gør lige her.

EL, SF og Alternativet er ikke med... og de er skuffede

Aftalen er indgået mellem regeringen, DF, S og de Radikale. Og mens de er glade og tilfredse, er Enhedslisten, SF og Alternativet det stik modsatte:

Og så forlader vi ellers boligskatteaftalen. Der kommer ikke mere om den nu. I stedet skal vi videre til dagens andre politiske historier, der blandt andet handler om pandaer og grænsekontrol.

Løkkes panda og det kinesiske panda-diplomati

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er i disse dage i Kina, hvor han blandt andre skal mødes med den kinesiske præsident Xi Jinping og premierminister Li Keqiang.

Løkkes besøg, som centrerer sig særligt om to fornemme gæster, som Danmark inden længe får på lån; nemlig to kinesiske pandaer, behandlede vi indgående i gårsdagens morgenpost. Men i løbet af i går lagde statsministeren selv et billede på Twitter. Det får du lige her:

Politiken fortalte i går historien om, hvordan den danske regering i årevis har arbejdet på forholdet til Kina og på at kunne hente de to pandabjørne til Danmark. Den fortjener en ekstra henvisning i dag også.

Du kan læse meget mere om det såkaldte panda-diplomati, som er blevet kinesernes største succes internationalt, hos Berlingske her:

»Selv om udlånene af pandaerne til f.eks. Danmark klart har et avlsprogramformål, spiller dyrene også en vigtig rolle som brobyggere til et bedre forhold mellem modtagerlandet og Kina. En række britiske forskere har set på Panda-diplomatiet og kan konstatere, at der altid følger gunstige kontrakter med begge veje. Da Skotland fik sit panda-par, blev eksporten til Kina næsten fordoblet.«

EU-Kommissionen: Det skal snart være slut med dansk grænsekontrol

Danmark og fire andre Schengen-lande bør få lov til at forlænge grænsekontrollen med yderligere seks måneder, men der bliver tale om sidste gang. Sådan lød anbefalingen pludselig - og midt i nyheden om boligskatteaftalen - fra EU-Kommissionen.

Men Danmark skal blæse på EU-Kommissionens anbefaling, mener Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl:

»Regeringen skal gøre det klart over for EU-Kommissionen, at vi agter at fortsætte grænsekontrollen. Og jeg mener, at regeringen skal søge alliancer med andre lande, som ser ens på det,« siger DF-formanden til Berlingske og tilføjer, at regeringen skal insistere på retten til at vogte egne grænser.

På Twitter var Søren Espersen, DFs udenrigsordfører og næstformand, klar i mælet:

Til gengæld mener de Radikales politiske leder, Morten Østergaard, at EU-Kommissionens anbefaling skal imødekommes - og det kun kan gå for langsomt.

»Man kan ikke sige, at det er et stort problem med det nuværende flow af asylansøgere hen over den danske grænse. Og det vil være en glædens dag, hvis vi kan få normaliseret tilstandene ved grænse – gerne inden folk skal på sommerferie,« siger Morten Østergaard til Berlingske.

Hele historien her.

Dagens leder: Hvor er fremtiden i dit nye fremtidsråd, Løkke?

Finder vi i Børsen, der tager statsminister Lars Løkke Rasmussens disruptionråd under (u)kærlig behandling. I hvert fald sammensætningen af det. For ideen er glimrende, lyder det fra avisens lederskribent:

»I lyset af en sådan ældgammel indsigt er det svært at forstå, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kan sammensætte et Disruptionråd, hvor fortiden og de herskende sociale og økonomiske interesser har et så massivt flertal som i Løkkes fremtidsklub. Fagbevægelsen besætter fem pladser, de gamle arbejdsgiverlobbyer tre, gamle virksomheder mindst ti og i den kuriøse ende er formanden for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), Kasper Sand Kjær, samt skuespilleren, filminstruktøren og komikeren Hella Joof også havnet i rådet. Danmarks mest akutte problem er næppe at få disruptet spejderbevægelsen eller at kunne få os til at le af os selv. Derfor er debatten om sammensætningen af Disruptionrådet yderst relevant.«

Du kan læse lederen her.

Dagens debat: Vi har været for dårlige til at sætte os selv i de unges sted

Merete Riisager, Liberal Alliances undervisningsminister, har et indlæg i Politiken i dag:

»Drivkraften for en politiker er at ændre samfundet til det bedre. Det er altid intentionen bag de beslutninger, der bliver taget fra Christiansborg, i regionerne og kommunalbestyrelserne. Men sommetider må vi indse, at det ikke er lykkedes, og at vi har fejlet. Omkring 50.000 unge mellem 15 og 24 år er hverken i uddannelse eller job. Det er unge, der har forsøgt at finde vej til en ungdomsuddannelse efter grundskolen, men som i stedet igen og igen ender med et nederlag. Den vej har vi været med til at gøre besværlig og uoverskuelig. Vejen til htx eller en erhvervsuddannelse kan synes ligetil, hvis man har de rette karakterer fra grundskolen. Men for de unge, der ikke har det, og som måske samtidig kommer fra et hjem, hvor forældrene ikke har ressourcerne til at bakke op, er vejen tilgroet og fyldt med forhindringer.«

Indlægget er ikke online endnu. Men det kan læses på side seks i Politikens kultursektion.

Dagens citat: »Det er en latterlig liste«

Det er de Konservatives udlændingeordfører, der står bag. Og han har sagt til til Berlingske.

Emnet er regeringens nye liste over hadprædikanter, der nu får forbud mod at besøge Danmark.

»Det er en latterlig liste, så længe en af de værste og farligste af dem – Yusef al-Qaradawi – ikke er med. Han har en enorm indflydelse, og det var ham, der antændte vreden mod Danmark i den muslimske verden efter Muhammed-tegningerne.«

Læs mere i Berlingske her.

Naser Khader - Senior Fellow ved Hudson Institute i Washington, mellemøstekspert, samfundsdebattør, tidligere medlem af Folketinget og meget andet.
Naser Khader - Senior Fellow ved Hudson Institute i Washington, mellemøstekspert, samfundsdebattør, tidligere medlem af Folketinget og meget andet.

Det sker i dag

Der er fire gruppemøder i dag på Christiansborg: De Radikale, Venstre, de Konservative og SF. Derudover sker der følgende:

09:00 Høring om homofobi i fodbold
Kulturudvalget og Ligestillingsudvalget afholder en åben høring om homofobi i fodbold i forbindelse med den spillerdrevne kampagne imod homofobi i dansk fodbold.Til høringen vil der være oplæg fra blandt andre Mathias ’Zanka’ Jørgensen fra FC København, Spillerforeningen, Dommerforeningen, klubber, fans og Pan Idræt. Høringen er åben for alle, men tilmelding er nødvendig - også for pressen.

10.30 Teknisk gennemgang for journalister og økonomer af den nye boligskatteaftale kl. 10.30 i Skatteministeriet.

13:00 Der er i dag møde i Folketingssalen, hvor ministrene svarer på oversendte spørgsmål.

13:30 Innovationsminister Sophie Løhde søger inspiration i Aalborg
Innovationsminister Sophie Løhde (V) besøger Aalborg Kommune Udskrivningsenhed for at hente inspiration til at skabe mere sammenhæng i den offentlige sektor med sammenhængsreformen.

Udenrigsministeren deltager ved internationalt symposium i Schweiz
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) deltager i dag og i morgen ved et stor internationalt symposium i Schweiz. Symposiet, St. Gallen Symposium, er verdens førende platform for dialog om kerneområder inden for management og iværksættermiljøet, med udgangspunkt i den globale økonomiske og sociale udvikling

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.