Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk morgenpost

Åben krig mellem S og R: »Rød blok risikerer at blive død blok«

Dagens overblik: Rusland vil forsøge at lokke danske soldater i kompromitterende situationer med agenter, der agerer som letlevende damer og værtshusbøller tæt på den russiske grænse, lyder advarsel. Der er åben krig mellem Socialdemokratiet og de Radikale, og så mener en avis, at placeringen af politiskolen skal genovervejes.

Godmorgen og velkommen til ugens sidste morgenpost.

I dag har vi et politisk overblik med letlevende damer, værtshusbøller og et åbent slagsmål mellem de to tidligere så tæt allierede i dansk politik, Socialdemokratiet og de Radikale.

Mere fredagsagtigt bliver det vist ikke i dansk politik, så vi kaster os ud i det.

Inden vi når til striden mellem S og R, begynder på forsiden af Politiken og med en historie om de udfordringer, der venter de 200 danske soldater, der fra årsskiftet er udstationeret i den lille estiske by Tapa tæt på den russiske grænse som en del af NATOS samlede mission i Baltikum og Polen.

Mens det på tidligere missioner har været vejsidebomber og snigskytter, de danske soldater har skullet være forberedt på, så er det denne gang prorussiske agenter og internettrolde orkestreret af Rusland, der vil forsøge at lokke de danske soldater og resten af NATOs styrke i fordærv og skabe skandaler, så de danske Jenser sættes i dårligt lys i lokalbefolkningen.

Sådan lyder det i en trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste og fra forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Helt konkret skal soldaterne tage sig i agt for letlevende, smukke damer og provokerende værtshusbøller, der vil bringe soldaterne i kompromitterende situationer, når soldaterne forlader den lille by Tapa og søger mod de større byers barer og caféer i deres fritid.

»Soldaterne vil blive udsat for provokationer og forsøg på at miskreditere deres tilstedeværelse. Forsvaret arbejder med, hvordan vi kan imødegå den risiko«, siger Claus Hjort Frederiksen.

Han kalder den russiske evne til at sprede misinformation »skræmmende«, fordi russerne »er dygtige og udspekulerede« og peger på et eksempel fra februar, hvor der blev spredt ukorrekte oplysninger om, at en tysk udstationeret soldat havde voldtaget en litauisk pige.

Du kan læse historien i Politiken her.

Åbent opgør mellem S og R

Videre til krisen mellem de to gamle venner, Socialdemokratiet og de Radikale, der synes at eskalere dag for dag i denne uge.

Den kulminerede forleden, da Socialdemokratiet var rasende på de Radikales toer i partiet, stedfortrædende leder Sofie Carsten Nielsen, efter hun i et interview med Berlingske ifølge Socialdemokraterne drog gruppeformand Henrik Sass Larsens barndom med vold i hjemmet ind i de to partiers strid om udlændingespørgsmålet.

»Hvis definitionen på, om man overhovedet må have en mening om integrations- og udlændingepolitik er, at man skal være vokset op på Vestegnen og skal have fået bank som barn, så er vi altså langt ude,« sagde hun, som kommentar til et interview med Henrik Sass Larsen i Ekstra Bladet, hvor han redegjorde for Socialdemokratiets syn på udlændingedebatten, bl.a. at Danmark er nødt til at regulere antallet af udlændinge, der kommer til landet.

Socialdemokraten Peter Hummelgaard kaldte Carsten Nielsens udtalelse for »usmagelig«, »perfid«, og »et af de groveste citater jeg har læst en folketingspolitiker sige om en af sine folkevalgte kollegaer«.

I dagens Ekstra Bladet løftes den kritik op til ledelsesniveau, hvor partiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, langer ud efter de Radikale.

»Sofie Carsten Nielsens udtalelser er i den grad under lavmålet. Man angriber simpelthen ikke en kollega på en så dybt personlig og perfid måde,« siger han i en artikel, der endnu ikke er online.

Disputten mellem S og Sofie Carsten Nielsen er »det hidtil mest synlige bevis på, hvor dyb kløften er mellem de to partier«, skriver Ekstra Bladets politiske kommentator, Hans Engell, i en analyse i dagens avis.

»S og R befinder sig simpelt hen to steder i dansk politik. Især udlændingepolitikken splitter. R er rykket langt til venstre og har stort set isoleret sig med den mest lempelige og humanistiske indvandringspolitik, mens S er rykket klart til højre og nu ligger langt tættere på DF med løbende krav om stramninger af indvandrings- integrations- og udsendelsespolitik. Med mindre R sadler om i udlændingedebatten inden en kommende valgkamp, risikerer rød blok at blive død blok,« lyder det fra Hans Engell.

Han stiller syv spørgsmål til sig selv i analysen blandt andet: »Hvorfor er det lige Sass og Carsten Nielsen, som slås?«

Engell svarer selv:

»Det er bestemt ikke tilfældigt. Du kan simpelt hen ikke finde større modsætninger politisk og personligt. Sagt lidt firkantet: Sofie Carsten Nielsen er radikal på alle de måder, Sass hader mest af alt: Elitær, bedrevidende, overklasseagtig. Politiken Plus. Ingen forståelse for de små og svage. Humanist på andres regning. Hun oplever ham som en brutal bøf. Kan være fræk og charmerende, men i høj grad tromlende, arrogant og fremmedfjendsk.«

Analysen er endnu ikke online.

Det er til gengæld en analyse fra Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen. Han skriver, at de Radikale normalt går meget op i, hvordan tonen i debatten bør lyde. Af samme grund er der en vis ironi i, at det lige nu er radikale mislyde – i form af grovkornede udfald mod partiets modstandere – der udløser dyb vrede på Christiansborg, lyder det.

»Når f.eks. Zenia Stampe slynger om sig med hårde ord, stempler sine modstandere som afstumpede og polariserer debatten med sine udfald, udkæmper hun efter egen opfattelse en ædel kamp, hvor det ganske enkelt er livsnødvendigt at slå hårdt til mod overmagten i blå lejr og Socialdemokratiet. Denne radikale selvopfattelse bliver imidlertid i stigende grad udfordret i takt med, at det store politiske flertal bestående af regeringspartierne, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og til en vis grad SF føler sig stadigt mere sikre på deres analyse af, at årtiers indvandring er kørt af sporet, og at der er fremover vil være behov for at føre en anderledes stram udlændinge-, asyl- og integrationspolitik,« skriver han.

Du kan læse den analyse her.

Også DRs politiske korrespondent, Uffe Tang, sætter ligeledes SR-forholdet under lup.

Han skriver, at Mette Frederiksen må forvente at få et bøvlet liv som statsminister - hvis hun bliver det.

»Det eneste atomarsenal i rød blok tilhører nemlig de Radikale. Hvis partiet vælger at flytte vægten over på det højre ben og støtte en V-statsminister, kan det blive en katastrofe for socialdemokraterne og rød blok. For det er en misforståelse, at de Radikale ikke sidder med nøglen til, hvem der kan danne regering i Danmark. Meningsmåling efter meningsmåling viser, at der er mindre forskel på blokkende end de Radikales mandater. Ergo tipper magten, hvis partiet flytter sig,« skriver han.

Du kan læse den analyse her.

Psykiatrimilliarder kan ikke spores

Vi iler videre til Jyllands-Posten, der har en efterlysning. For selvom psykiatrien er blevet tilført 2,2 milliarder kroner fra 2015, i hvad der blev kaldt et »historisk løft«, så undrer både patienter, pårørende og politikere sig over, at pengene ikke har ført til forbedringer.

Psykisk syge patienter udskrives, før de er klar, og ansatte på psykiatriske afdelinger løber om kap med opgaverne, forlyder det.

»Psykiatrien er presset hele vejen rundt, og de 2,2 mia. kr. kan stort set ikke mærkes i hverdagen. Selvfølgelig kan man altid sige, at det ville opleves endnu værre uden ekstra penge, men forklaringen er nok, at psykiatrien – sideløbende med ekstra tilskud – er blevet udsat for generelle besparelser,« siger Anne Lindhardt, formand for Psykiatrifonden.

Både S og DF er frustrerede over situationen, der blandt andet skyldes, at regionerne, som står for psykiatrien, ikke altid sender de øremærkede penge direkte til f.eks. flere sengepladser.

Og det er der ifølge formand i Danske Regioner, Bent Hansen (S), en god forklaring på.

»Det er de samme politikere på Christiansborg, som har lavet budgetloven, og den kræver, at vi ikke overskrider med en eneste krone. Når andre områder stiger, må pengene hentes et andet sted,« siger han.

Du kan læse historien her, hvor du også kan se fungerende sundhedsminister Karen Ellemanns (V) svar.

Politiskole måske dyrere end antaget

Vi bliver i Jyllands-Posten og en af forårets helt store historier, nemlig den om den nye politiskole i Jylland.

I lang tid var der store spekulationer om vennetjenester, fordi den tidligere V-regering havde placeret den i Herning hos V-borgmester Lars Krarup, der stod Lars Løkke Rasmussen bi under formandsopgøret i 2014. Samtidig blev store dele af grundlaget for beslutningen mørklagt af Statsministeriet.

Politiskolen endte som bekendt med at blive taget ud af Hernings hænder, der ville bygge en helt ny politiskole, og endte efter ønske fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i Vejle, der kunne stille eksisterende bygninger til rådighed.

Argumentet fra de to partier lød, at det ville være både billigere, og at man hurtigere ville kunne komme til at uddanne nye politibetjente, når man valgte en eksisterende bygning frem for nybyggeri.

I går kunne Jyllands-Posten fortælle, at politikskolen i Vejle faktisk bliver senere færdig, end det havde været tilfældet med nybyggeriet i Herning, og i dag skriver avisen, at der er så stor tvivl om prisen på Vejle-projektet, at det andet argument også kan falde fra hinanden.

Historien er endnu ikke online, men Jyllands-Posten mener på lederplads, at beslutningen om politiskolen nu bør tages op til revidering.

»På det nu kendte grundlag er det meningsløst at placere politiskolen i gamle lokaler i Vejle. Herning bør have chancen for at vise, at det kan gøres hurtigere, bedre og frem for alt anderledes professionelt i en nybygget politiskole,« står der i avisens leder.

Den leder kan du læse her.

Tre hurtige nyheder, der er gode at få med til weekenden

1) Rikke Karlsson, der afslørede DFs stemmesluger Morten Messerschmidts mulige misbrug af EU-midler, må nu selv ud og undskylde sit brug af EU-midler.

Det skyldes, at hun har ansat sin søn til at udføre to konsulentopgaver, hvor der er udbetalt i alt 30.000 kr.

»Jeg lægger mig fladt ned. Jeg kan ikke gøre andet,« siger Rikke Karlsson.

Du kan læse den historie hos Berlingske her.

2) Det er falsk og dybt skadeligt at påstå at ulighed er et problem. Det siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA), der er godt og grundigt træt af de partier i Folketinget, som »råber op om«, at stigende ulighed er et af de mest alvorlige problemer i Danmark.

»Ved at postulere, at man kæmper for lighed og sammenhængskraft og når problemet reelt ikke findes, så er man selv dem, der underminerer sammenhængskraften i det danske samfund og gør den politiske diskussion falsk,« siger han til Berlingske.

Læs det interview her.

3) Danskerne vil selv bestemme, hvor meget de skal arbejde og ikke være bundet af en arbejdsuge på 37 timer. Det viser en meningsmåling i Berlingske, som du kan læse mere om her.

Fik du set, hvor høj skatten er i din kommune?

Hvis ikke har Berlingske lavet er kort, hvor du selv kan tjekke, hvor høj skatten er i din kommune.

Det gør du her.

Dagens debat

Finder vi i BT, hvor de Konservatives Naser Khader skriver, at han mener, at NATO bør overveje at smide Tyrkiet ud af alliancen.

»Alt i alt undrer det mig, at NATO ikke trækker røde linjer op i forhold til NATO-medlemskabet, ligesom EU har en rød linje ved dødsstraf. Tyrkiet har efter min mening overtrådt en del røde linjer ved, at de blandt andet ikke længere deler værdier med os. Landet burde få en advarsel og vide, at hvis de fortsætter Erdogans kurs, vil de ikke længere være velkomne i NATO,« skriver han.

Indlægget er endnu ikke online.

Det sker i dag

09.00 Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) rejser til Haag i Holland, hvor han skal mødes med Nederlandenes ministerpræsident Mark Rutte og Irlands premierminister Enda Kenny.

10.00 Møde i folketingssalen. Se programmet her.

12.00 Portrættet af forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) bliver afsløret på Christiansborg.

Politiko ønsker dig hermed en rigtig god weekend.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.