Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Vi skal lade være med at tegne billedet sortere, end det er«

Den danske regering sender mandag hele to ministre til debat i Europa-Parlamentet om de danske asylstramninger. Udenrigsminister Kristian Jensen (V) mener, at der er alt for mange misforståelser, og at udlandet glemmer, hvor meget Danmark gør for flygtninge rundt om i verden.

Danske EU-parlamentarikere anklages for at skade Danmarks ry i asyldebat. Regeringen er skurken, lyder svaret. Debatten kan lukke døre for os, vurderer lektor.
Danske EU-parlamentarikere anklages for at skade Danmarks ry i asyldebat. Regeringen er skurken, lyder svaret. Debatten kan lukke døre for os, vurderer lektor.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) mener, at Danmark sagtens kan være sin udlændingepolitik bekendt, og han synes, at den danske udlændingepolitik har fået uretfærdig meget kritik i internationale medier. Han glæder sig til mandagens debat i Europa-Parlamentet om de danske asylstramninger.

Er den internationale omtale af Danmark fair?

»Nej, jeg synes, at der har været alt for mange misforståelser af, hvad regeringen har foreslået i asylpakken. Hvis man sammenholder, hvad der er blevet skrevet om Danmark, med at Schweiz og Tyskland har tilsvarende krav om, at man skal betale for sit eget ophold, hvis man har værdier, og at Østrig nu har lagt et loft over, hvor mange de vil modtage, så undrer det mig, at Danmark har fået den store opmærksomhed.«

Hvad er årsagen?

»Det bliver skrevet ind i en fortælling om Danmark som et land med en ret håndfast håndtering af asylpolitikken. Sagen er, at ja, vi har en ret håndfast håndtering, men vi har samtidig levet op til alle de internationale aftaler, der er. Vi gør mere end de fleste andre EU-lande i forhold til at hjælpe flygtninge, både i forhold til at modtage og især i forhold til at hjælpe i nærområderne. Bortset fra Luxembourg var vi det land, der i 2015 gav mest til hjælp i nærområdet til Syrien. Det synes jeg slet ikke kommer frem i den debat.«

Regeringen har vel også villet sende et signal med såvel asylstramninger som indrykning af annoncer i Libanon?

»Tyskland har lavet videoer rettet mod Balkan-landene for at fortælle om, hvordan forholdene er i Tyskland, netop fordi de ikke ønsker, at folk kommer op med et forkert indtryk. Vi har kunnet se, at nogle af de flygtninge, der kom til Danmark, havde et helt forkert indtryk af, hvad de kom op til, fordi det, som menneskesmuglerne havde stillet dem i udsigt, ikke var virkeligheden.«

»Der er en række lande, der har lavet tilsvarende former for informationskampagner og oplysning, men Danmark er blevet omtalt mere negativt end andre lande, der har gjort præcis det samme. Og derfor er det vigtigt, at vi kommer ned og får fortalt den fulde historie omkring den danske indsats.«

Hvor problematisk er den negative omtale?

»Vi skal lade være med at tegne billedet sortere, end det er. Da jeg var i Genève til Menneskerettighedsrådets gennemgang af Danmark, så var der rigtigt mange lande, som roste Danmark. Både for vores efterlevelse af menneskerettigheder, for vores indsats for at forbedre vilkår for børn, ligestilling, ligebehandling af homoseksuelle, på en lang række områder. Så jeg genkender ikke billedet af, at Danmark skulle have fået alvorlige ridser i lakken. Men der har været historier, som jeg oprigtigt talt er ked af.«

Hvad skal der gøres ved det?

»Udenrigstjenesten, altså ambassaderne, har fået til opgave at være ekstra opmærksom på, hvor der er artikler, hvor der er fejl, og få taget fat i medierne, hvis der bliver skrevet forkerte ting omkring den danske politik.«

»Vores opgave er at sørge for, at verden har det rigtige indtryk af Danmark, og derfor er vi på sagen. Det har vi været længe, og det er vi lige så lang tid, som det er nødvendigt. Jeg mener, at det niveau, vi har nu, er rigtigt i forhold til at imødegå de forkerte oplysninger, der har været, og jeg glæder mig til, at integrationsministeren og jeg får lejlighed til at fortælle, hvad der er dansk politik.«

Hvorfor er det nødvendigt at sende to ministre til Bruxelles mandag?

»Det er integrationsministeren, der har lovforslaget og kender substansen i det langt bedre, end jeg gør, så det er klart, at hun skal ned og fortælle, hvad der konkret er foreslået fra dansk side. Og så har statsministeren bedt om, at jeg også deltager, og det gør jeg selvfølgelig gerne. Jeg skal bidrage på spørgsmål, der retter sig mod, hvad vi bredt gør i forhold til indsatsen omkring flygtninge i nærområderne eller det at finde fælles europæiske løsninger.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.