Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Vi bliver så længe, det er nødvendigt«

Et flertal i Folketinget sender nu Danmark i krig mod Islamisk Stat i Syrien og Irak. Og der er ingen slutdato og heller ingen – forudset – øvre grænse for de økonomiske udgifter, fastslår udenrigsminister Kristian Jensen.

Der er ingen slutdato og heller ingen – forudset – øvre grænse for de økonomiske udgifter til det danske bidrag til at bekæmpe ILIL i Irak og Syrien, fastslår udenrigsminister Kristian Jensen.
Der er ingen slutdato og heller ingen – forudset – øvre grænse for de økonomiske udgifter til det danske bidrag til at bekæmpe ILIL i Irak og Syrien, fastslår udenrigsminister Kristian Jensen.

Hvor længe skal Danmark opretholde sit militære bidrag i Syrien/Irak?

»Danmark skal deltage i kampen mod ISIL (Islamisk Stat) så længe, det er nødvendigt, og det betyder, at der ikke er nogen tidsmæssig bagkant. Dog tager vi vores kampfly hjem efter seks måneder, men ellers forudser jeg, at vi bliver så længe, det er nødvendigt.«

Om det så tager 100 år?

»Man skal huske på, at ISIL er en fare mod vores sikkerhed, og derfor vil jeg kæmpe for at beskytte danskerne mod angreb lige så længe, det er nødvendigt.«

Er der et økonomisk loft over, hvad det må koste?

»Vi vurderer hele tiden, hvad Danmark har mulighed for at bidrage med. Jeg kan ikke sige, at der er et fast beløb at arbejde med, men vi vil arbejde både med militære og civile midler inden for den økonomiske ramme, som finansloven giver.«

Når jeg spørger, er det fordi, kampen mod ISIL jo kan blive rigtig dyr, hvis den eksempelvis tager ti år.

»Jamen, hør her, den er allerede rigtig dyr. Siden konflikten begyndte, har Danmark givet over 1,4 milliarder kroner i humanitær bistand til området. Alene her i 2016 regner vi med 688 millioner kroner. Så det er rigtig dyrt, og hvis det ikke skal blive ved med at være sådan, så skal vi have stoppet konflikten, og der er det nødvendigt med et militært pres.«

Men alle de penge du taler om, skyldes jo ikke kun ISIL, men også det syriske regimes ødelæggelser?

»Ja, og derfor følger vi også to spor: det militære med kampen mod ISIL, og det politiske mod Assad, og de er lige vigtige, hvis vi skal have ro og stabilitet i regionen.«

Målet med det danske militære bidrag er jo at nedkæmpe ISIL. Hvornår vil du kunne sige, at ISIL er nedkæmpet?

»Når de ikke længere udgør en fare for borgerne i Irak og Syrien, og når der ikke længere er en fare for, at de kan planlægge terroristangreb mod Danmark og den øvrige vestlige verden fra de områder, de kontrollerer i dag.«

Så med andre ord er målet opfyldt, når ISIL ikke længere fysisk er til stede i Syrien og Irak?

»ISIL er jo ikke bare en organisation. Det er også en ideologi, og det er meget svært at fjerne det, folk har i hovederne, og derfor vil jeg sige det på den her måde: ISIL skal ikke længere have et frirum, hvor de kan planlægge deres terrorangreb.«

Når/hvis ISIL så er elimineret i Syrien og Irak, skal Danmark så på jagt ISIL i Libyen, Afghanistan, Pakistan, Nigeria og alle de andre lande, hvor de er?

»Der er ikke planer om militære bidrag andre steder. Men uanset hvor i verden, de er, så fortsætter vi de andre indsatser, som blandt andet er at standse pengeoverførsler til ISIL, gribe ind over for deres foreign fighters og modvirke deres propaganda.«

Tilbage til Syrien: Her er ISIL ikke den eneste islamistiske terrororganisation. Der er også al-Nusra Fronten, der hører under al-Qaeda og som ifølge eksperter er næsten lige så farlig som ISIL. Skal Danmark også eliminere al-Nusra militært?

»Nej, mandatet omfatter kun ISIL, fordi det er den organisation, der truer Irak, og det folkeretlige grundlag, der er for at gribe ind i Syrien – og i Irak – er at bekæmpe ISILs trussel mod den irakiske regering.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.