Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Vestager kan ikke garantere undersøgelse af 3s skattesag

Sagen om teleselskabet 3s skattefifleri viser, at der er behov for en grundig granskning, mener EU-kommissær Margrethe Vestager. Men hun kan ikke garantere, at hun selv ser 3 efter i sømmene i den undersøgelse, hun leder for EU-Kommissionen.

Afsløringen af teleselskabet 3s skattetænkning bekræfter konkurrencekommissær Margrethe Vestager i, at der er behov for den undersøgelse af EUs skattely, som hun foretager for EU-Kommissionen.

»Hvis én virksomhed stort set kan slippe for at betale skat - mens virksomheden ved siden af, som er i direkte konkurrence, betaler den skat, man skal - så er der ikke ordentlige vilkår,« siger hun.

3 har i en periode haft eneret på at levere bredbånd til statslige institutioner i Danmark. Og det selvom selskabet har tjent cirka 1,5 milliarder kroner på sine danske kunder uden at betale skat. Ifølge lækkede dokumenter fra revisionsfirmaet PwC skyldes det en lukrativ skatteaftale i Luxembourg.

På Christiansborg vil Enhedslisten fremsætte et beslutningsforslag, så staten kan fravælge skattefiflende selskaber i offentlige udbud.

»Regeringen siger, at det må vi ikke for EU, men det har jeg nu ikke set nogen egentlig dokumentation for. Men jeg vil da også gerne se EU rejse en sag over for Danmark om, at vi skal tillade selskaber, der bor i skattely, at få opgaver,« siger skatteordfører Frank Aaen (Ø).

Også EU-parlamentariker Rina Ronja Kari (N) samt SF, Dansk Folkeparti og udviklingsorganisationen IBIS opfordrer til at ændre reglerne for statslige udbud. Margrethe Vestager mener dog, at det giver bedre mening at se på skattelovgivningen.

»Vi skal holde fokus på at få nogle ordninger på skatteområdet, så virksomhederne oplever lige og reel konkurrence. Det kan dels være, at man sørger for, at der ikke kan laves aftaler, der giver særligt gunstige forhold for enkelte virksomheder - eller at ændre lovgivningen, så skattemyndighederne ved, hvad hinanden gør,« siger hun.

Skatteminister Benny Engelbrecht (S) kalder det uacceptabelt, hvis et EU-land laver ulovlige særaftaler for at udkonkurrere andre lande.

»Vi skal støtte op om det arbejde, der foregår i EU-Kommissionen, hvor Luxembourg er ved at blive undersøgt for at have brudt EU-reglerne. Er det tilfældet, skal det selvfølgelig have konsekvenser,« siger han i en skriftlig kommentar.

Vestager vil ikke udelukke, at sagen om 3 vil indgå i hendes undersøgelse. Hun kan dog heller ikke garantere det 100 procent, men henviser til, at en række større selskaber undersøges, og at folk forventer, at hun leverer resultater »inden for en overskuelig tidshorisont«.

EUs kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, er tidligere premierminister i Luxembourg, og det har fået blandt andre EU-parlamentariker Morten Messerschmidt (DF) til at kræve Junckers afgang, hvis der findes beviser på hans indblanding. I dag er Messerschmidt en af to politikere, der skal undersøge sagerne om skattely for Europa-Parlamentet.

»Spørgsmålet er, om der er foretaget noget ulovligt i forhandlingerne mellem Luxembourg og selskaberne - og om Juncker har været involveret i det. Hvis han har det, har han et kæmpestort problem, og så kan vi ikke have tillid til ham,« siger Messerschmidt.

Vestager vil ikke forholde sig til Junckers rolle:

»Den største risiko er, at det bliver et spørgsmål om hvem, der vidste hvad i fortiden - i stedet for at blive et spørgsmål om at få virksomheder til at betale skat.«

3 selv oplyser i en pressemeddelelse, at man »overholder dansk lovgivning« og ikke har betalt skat, fordi man »ikke har haft en positiv skattepligtig indkomst«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.