Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Venstrekandidat klar til at give københavnerne landets laveste skat

Venstres spidskandidat går til valg på et forslag om at gøre københavnernes kommuneskat til landets laveste. Et »centralt punkt« for partiet, der øjner en chance for at genvinde tabt terræn i hovedstaden. Overborgmesteren kalder forslaget ufinansieret.

Cecilia Lonning-Skovgaard (V) forsøger at udfordre overborgmester Frank Jensen (S) på skattepolitikken frem mod efterårets kommunalvalg. Foto: Niels Ahlmann Olsen og Malene Anthony Nielsen
Cecilia Lonning-Skovgaard (V) forsøger at udfordre overborgmester Frank Jensen (S) på skattepolitikken frem mod efterårets kommunalvalg. Foto: Niels Ahlmann Olsen og Malene Anthony Nielsen

Det går godt i København. Der er vækst, befolkningen vokser, og tidligere nedslidte kvarterer som Nørrebro og Vesterbro er blomstret.

Men ifølge Venstres spidskandidat til efterårets kommunalvalg, Cecilia Lonning-Skovgaard, er der særligt ét område, hvor det kunne gå bedre.

De seneste par år er børnefamilierne begyndt at flytte fra hovedstaden. Og det skyldes, at byen er blevet for dyr at bo i, mener hun.

»Derfor vil det være en god idé at komme børnefamilierne i møde ved at gøre det billigere at være københavner og sænke kommuneskatten,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Hun præsenterer nu et centralt punkt i det program, hun vil gå til kommunalvalg på i november.

København skal have landets laveste kommuneskat, lyder Venstres forslag, der vil sænke skatteprocenten fra de nuværende 23,8 til 22,4. Det vil bringe København lige under Rudersdal Kommune, der har en skatteprocent på 22,5.

»Vi er selvfølgelig optagede af, hvordan vi kan gøre det attraktivt både at flytte til København, men også blive boende. Der vil vi hellere se på positive tiltag frem for de forbud, som venstrefløjen har foreslået,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard og henviser til Enhedslisten, der bl.a. har ønsket bopælspligt i alle nye boliger.

Venstres forslag kommer som optakt til et kommunalvalg, hvor partiet står særligt svagt i København. Tilbage i 2001 stemte tæt ved hver femte københavner på Venstre, i 2013 var det hver niende.

Partiet har lige nu seks ud af 55 pladser i Borgerrepræsentationen – de er færre end både Enhedslisten og Radikale Venstre, og på størrelse med SF.

Cecilia Lonning-Skovgaard er derfor blevet udpeget til at stå i spidsen for et projekt, der går ud på at genopbygge Venstres position i hovedstaden frem mod 2025.

»Ved det kommende valg går vi selvfølgelig efter at cementere vores plads som leder af den blå opposition – og også gerne skubbe de Radikale væk fra pladsen som det tredjestørste parti i kommunen,« fortæller hun.

Håber på borgerligt segment

Både ved de seneste kommunalvalg og folketingsvalg har København tegnet sig rødgrønt. Men med de mange tilflyttere i områder som Ørestaden og Nordhavn øjner Venstre nu chancen for at få større opbakning fra et nyt borgerligt segment.

»København er vigtig for Venstre. Men det er klart, at vi også skal have realistiske forventninger; Rom blev jo heller ikke bygget på én dag. Men hvis man kigger på befolkningssammensætningen og de forandringer, der sker i København i øjeblikket, tror jeg, vi har et ret stort potentiale i hovedstaden,« siger finansminister og næstformand Kristian Jensen.

Han opfordrede i januar kommunerne til netop at sænke skatten, efter at flere af dem efterhånden er ved at have opbygget en stor kassebeholdning. Derfor kalder han det også et »glimrende« forslag, Venstre i København nu spiller på banen.

Forslaget om at give københavnerne landets laveste boligskat vil ifølge partiets beregninger koste 1,5 mia. kr.. Penge, de vil finde ved at effektivisere og skære på antallet af offentligt ansatte i kommunen. I dag er der ca. 40.000 ansatte i Københavns Kommune, men Venstre er klar til at sænke antallet med 3.000 på fire år.

Derfor møder forslaget også hård modstand fra Socialdemokratiet og overborgmester Frank Jensen.

»Det er lovligt flot med et pennestrøg at sige, at vi kan undvære 3.000 medarbejdere. 3.000! Det svarer til, at Venstre vil fyre næsten alle vores ca. 3.200 lærere i de københavnske folkeskoler. Og det er jo ikke et lille indgreb – selv ikke i en stor kommune som København,« siger han.

Langt de fleste ansatte vil dog kunne forlade kommunen ved naturlig afgang, mener Cecilia Lonning-Skovgaard, fordi ca. 6.000 ansatte hvert år enten skifter job, går på pension eller bliver sygemeldt. En del af disse stillinger skal så ikke genbesættes, hvis det står til Venstre.

»Det vil være naturligt at se på, hvem der sidder i de mere administrative funktioner og så selvfølgelig se på den produktivitet, vi har på forskellige områder. En gennemsnitlig samtale varer 25 minutter på et jobcenter, men vores medarbejdere når i snit kun 2,2 samtaler om dagen. Der må være ting, der kan gøres smartere,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Hun mener også, at man ved at se på Frederiksberg, der ser ud til at have en mere effektivt drevet kommune, vil kunne hente effektiviseringsgevinster på op mod to milliarder kroner.

Er der noget konkret, du kan pege på og sige: Dér skal vi i København gøre som på Frederiksberg?

»Nej, men jeg mener, vi skal gå ind og sammenligne område for område, og se på, hvor de klarer sig bedre. Hvis de f.eks. kan klare byggesagsbehandlingen bedre, hurtigere og med færre ansatte, må vi kunne kigge på det,« siger hun.

De Konservatives spidskandidat, Jakob Næsager, er meget enig i Venstres forslag. Men det undrer ham, at de ikke også melder sig klar til at sænke den kommunale boligskat, grundskylden, og fjerne dækningsafgiften for erhvervsejendomme. Ifølge Næsager tvinger de både borgere og virksomheder til at flytte fra byen.

Cecilia Lonning-Skovgaard går dog i første omgang efter at sænke kommuneskatten, fordi det i hendes optik kan være »mere spiseligt« for Socialdemokratiet.

Men Frank Jensen kalder Venstres plan ufinansieret og påpeger, at kommunen allerede nu effektiviserer for 300 mio. kr. årligt for at følge med befolkningsfremgangen.

»Der, hvor vandene skiller os socialdemokrater fra de borgerlige er, at de bevidstløst vil give skattelettelser, mens jeg vil give velfærd,« siger han.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.