Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Venstre og LA bakker op: Nu er et forbud mod burka på vej i Danmark

Venstres folketingsgruppe har netop besluttet at støtte et maskeringsforbud. Samtidig siger Anders Samuelsen, at Liberal Alliance vil stemme for. Det samme har S sagt, og dermed tegner der sig et bredt flertal mod de muslimske dragter i det offentlige rum i Danmark.

ARKIVFOTO: Venstre har netop besluttet at støtte et forbud mod burka og niqab. Socialdemokratiet har valgt samme position, og der tegner sig altså et bredt flertal for at forbyde de muslimske dragter i det offentlige rum.
ARKIVFOTO: Venstre har netop besluttet at støtte et forbud mod burka og niqab. Socialdemokratiet har valgt samme position, og der tegner sig altså et bredt flertal for at forbyde de muslimske dragter i det offentlige rum.

Burka og niqab har ingen plads i det moderne Danmark.

Folketingsgruppen i Venstre er netop blevet enige på et gruppemøde om at bakke op om et forbud mod maskering og heldækkende beklædning i det offentlige rum – herunder de traditionelle muslimske dragter burka og niqab.

»Vi har talt om det maskeringsforbud. I Venstre mener vi, at det er vigtigt, at vi i Danmark kender hinanden. Vi kender hinanden på vore ansigter. Det er ikke rimeligt, at man skjuler sig i det offetlige rum,« siger Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen.

»Vi synes, at det er kvindeundertrykkende. Det er forfærdeligt på alle områder. Det er ikke et religiøst betinget maskeringsforbud. Vi mener, at der skal være forbud mod maskering.«

Samtidig siger Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, fredag formiddag, at partiet vil stemme for et forbud.

»Der kommer et maskeringsforbud i Danmark. Sådan er det,« skriver Anders Samuelsen på Facebook.

Han tilføjer, at burkaer er udtryk for »ekstrem kvindeundertrykkelse«.

»Uanset hvor få det drejer sig om, får jeg kvalme, hver gang jeg ser den form for beklædning. Det minder mig om kvinder, der har tabt friheden.«

»Det minder mig om alle de kvinder i verden, der lider under forkvaklede mørkemænds usympatiske og forstenede fortolkning af gamle skrifter. De mænd er problemets kerne. De skal bekæmpes,« skriver Anders Samuelsen.

Også Socialdemokratiet melder sig klar til at støtte det forbud mod burka og niqab, som der dermed tegner sig et bredt flertal for.

»Vi er fra Socialdemokratiets side klar til at forbyde burkaen, hvis det er det, der skal til, for at vi sikrer et Danmark, hvor der ikke er burka,« sagde formand Mette Frederiksen sent torsdag under Folketingets åbningsdebat.

Diskussionen er bl.a. affødt af et bebudet beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti, som endeligt blev fremsat i Folketinget onsdag.

Beslutningsforslaget »pålægger« - hvis vedtaget - »regeringen at fremsætte et lovforslag om indførelse af forbud mod maskering og heldækkende beklædning i det offentlige rum«.

Et forbud, der ifølge beslutningsforslaget senest skal træde i kraft i juni 2018.

Rent teknisk sker der dog nu det, at regeringen vil fremsætte sit eget lovforslag, som dog ventes at ligge meget tæt opad Dansk Folkepartis. Et lovforslag, der vil rumme et ikke-religiøst motiveret forbud mod maskering i det offentlige rum - og dermed bl.a. ramme burkaen.

Hvornår lovforslaget fremsættes, om der vil være forskelle til Dansk Folkepartis forslag, og hvad straffen ifølge regeringen skal være for at bryde forbuddet, er endnu uvist.

Venstres dilemma

Spørgsmålet om det såkaldte burkaforbud har de seneste måneder plaget Venstres liberale sjæl. Samtidig deler det regeringen på den måde, at Det Konservative Folkeparti går helhjertet ind for et forbud, mens Liberal Alliance hidtil har været imod.

Dilemmaet er, at alle politikerne på den ene side opfatter burka og niqab som kvindeundertrykkende fængsler, der ikke hører hjemme i Danmark. På den anden side påpeger Venstre-folk, at et forbud mod det tøj, som en person vælger at tage på sin krop, strider mod de grundlæggende frihedsrettigheder i Danmark.

Eksempelvis Venstres folketingsmedlem Jan E. Jørgensen har tidligere advaret om, at et burkaforbud risikerer at gøre mere skade end gavn.

Så sent som i december 2016 stemte Venstre i øvrigt også imod DFs forslag om forbud mod burka og niqab.

Men der går en større bevægelse gennem Europa og mod dragterne. Frankrig, Belgien, Holland og Østrig har valgt forbuddet. Diskussionen ulmer også i Tyskland og i Norge, hvor regeringen forsøger at forbyde beklædningen på alle uddannelsesinstitutioner.

Det, som især har ændret sig, er, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i juli 2017 blåstemplede, at den belgiske stat er i sin gode ret til at forbyde kvinder at bære ansigtsdækkende beklædning offentlige steder. Domstolen mener, at forbuddet kan sikre den sociale sammenhængskraft, der er »en nødvendighed i et demokratisk samfund«.

DF greb straks dommen og meddelte, at partiet ved næste folketingssamling ville genfremsætte forslaget om et burka- og niqabforbud. Forslaget blev fremsat onsdag.

Artiklen fortsætter under grafikken:

I Venstre har integrationsordfører Marcus Knuth de seneste måneder været den ivrigste fortaler for burkaforbud. Han medgiver, at et forbud mod at gå i bestemt tøj ikke ligefrem er liberalt, men hans hovedargument er, at det er et nødvendigt hensyn til de kvinder, som er spærret inde i »sociale fængsler«.

Den holdning har tilsyneladende betydelig opbakning i Venstre.

En rundspørge, som er foretaget af Berlingske Research blandt medlemmer af partiets kommunalbestyrelser – herunder borgmestre – viser, at ud af 233 respondenter erklærer 52 procent sig som tilhængere af et burkaforbud i det offentlige rum.

Eksempelvis Greves borgmester, Pernille Beckmann (V), formulerer sin holdning sådan her:

»I bund og grund er den liberale holdning, at der skal være frihed til folk. Når det så er sagt, må vi bare konstatere, at verden er i forandring, og at der er tale om en forandring, der truer den danske eksistens. Burkaforbuddet er et parameter at skrue på,« siger Pernille Beckmann.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.