Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Venstre klapper af skatteudspil fra SF

Det glæder Venstre, at SF vil sænke skatten på arbejde for folk med lav indkomst. Når ønsket nu kommer fra begge sider af Folketinget, må det tvinge regeringen til at melde klarere ud på området, mener Venstres skatteordfører.

Det skal kunne betale sig at arbejde. Sådan lyder et velkendt Venstre-slogan, men med et nyt skatteudspil fra SF bliver det nu også socialistisk politik.

Partiet lægger op til, at indkomstskatten skal sættes ned for folk med lav indkomst, så det bedre kan betale sig at arbejde. Og det glæder Venstre, at SF er kommet til den erkendelse.

»Det er kun rimeligt, at der er en gevinst ved at arbejde frem for at være på passiv forsørgelse. Det har vi kæmpet benhårdt for i Venstre igennem lang tid, og at SF er kommet til samme konklusion, glæder jeg mig naturligvis over,« siger skatteordfører Torsten Schack (V).

Han ser det som et udtryk for, at SF har indset, at danskerne ikke længere køber regeringens budskab om, at man har gjort nok for at gøre det mere attraktivt at arbejde.

»Vi kan jo stadigvæk konstatere, at selv med det, der er gjort, så vil vi lande på omkring 250.000 danskere, der har, hvad regeringen selv kalder »en svag økonomisk tilskyndelse« til at arbejde,« forklarer skatteordføreren.

Håndværkerfradraget er et andet punkt, hvor de to traditionelt uens partier trækker i samme retning. Og når de samme røster begynder at lyde både til højre og venstre for regeringen, bliver de Radikale og Socialdemokraterne nødt til at overveje, om de ikke er enige i analysen, mener Torsten Schack.

»Når vi på begge sider af regeringen nu i store træk er enige om, at det her er nogle centrale udfordringer, så er det klart, at det kræver, at regeringen kommer med en klar melding på områderne,« understreger han.

SFs enighed med det store borgerlige parti stopper dog ved finansieringsmodellerne. Som det helt centrale vil SF nemlig indføre en skat på finansielle transaktioner samt tilbagerulle de selskabsskattelettelser, som partiet var med til at vedtage som regeringsparti.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.