Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Valgforsker forudser gyserkonstituering i København

SF, Enhedslisten og Alternativet vil kunne tage overborgmesterposten, hvis måling står til troende.

Opsætning af valgplakater på Dronning Louises Bro i København
Opsætning af valgplakater på Dronning Louises Bro i København

København er rødt. Og det vil det blive ved med at være.

Men når det er sagt, så bliver der rørt grundigt rundt i gryden i københavnsk kommunalpolitik, hvis valgresultatet ved kommunalvalget 21. november falder ud, som en Voxmeter-måling antyder.

Sådan lyder vurderingen fra valgforsker Kasper Møller Hansen, der er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

»Samlet set tyder det på at venstrefløjen i borgerrepræsentationen bliver styrket. Det er hovedsageligt inden for rød blok, der flyttes rundt,« konstaterer Kasper Møller Hansen.

Den største forandring er, at Alternativet ser ud til at storme ind med 9,9 procent af stemmerne. Men samtidig ser både Enhedslisten og SF ud til at holde skansen.

De tre partier vil tilsammen kunne mønstre 38,5 procent af stemmerne.

Til gengæld går Socialdemokratiet og De Radikale tilbage, hvis man sammenligner målingen med valgresultatet fra 2013. Tilsammen får de 32,4 procent af stemmerne i målingen.

»Hvis det her bliver resultatet, bliver det en kæmpe gyser«, siger Kasper Møller Hansen.

»Der bliver åbnet op for nogle muligheder. Hvis SF, Enhedslisten og Alternativet går sammen, kan de tage overborgmesterposten. Det bliver en spændende og hektisk konstitueringsproces«, forudser professoren.

Alternativets spidskandidat i København, Niko Grünfeld, har ikke på forhånd peget på en foretrukken overborgmester. Men i et interview med DR sagde han i sidste uge, at det højst sandsynligt bliver enten Enhedslisten eller den nuværende overborgmester Frank Jensen (S).

Han forklarer i samme interview, at han finder det mest naturligt, at det er det største parti, der får posten.

Målingen er foretaget på web i sidste uge, altså efter at den radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev var trådt tilbage.

Kasper Møller Hansen understreger, at man skal være varsom med at lægge for meget i meningsmålinger om kommunalvalg.

»De er ret svære at lave. Vi er stadig et stykke fra kommunalvalget, og man tænker meget landspolitik, når man svarer,« fortæller forskeren.

Den statistiske usikkerhed ved Voxmeter-målingen er angivet til maksimalt 3,2 procent.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.