Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

V: Stadig for lang ventetid på akuttelefon

I en ny undersøgelse giver borgerne i Region Hovedstaden udtryk for, at de er tilfredse med betjeningen, når de ringer 1813. Men ventetiden er stadig for lang, lyder det fra Venstre.

Den ellers så udskældte akuttelefon 1813 får nu lidt medvind fra borgerne. Ni ud af ti er tilfredse med betjening, viser en tilfredshedsundersøgelse lavet af Region Hovedstaden.

Til gengæld mener 43 procent af de adspurgte, at ventetiden stadig er for lang. Kun hver fjerde opkald bliver behandlet inden for de tre minutter, som er målsætningen, og det er ikke godt nok, mener Venstre.

»Det er positivt, at borgerne har et godt indtryk af kontakten med akuttelefonen. Til gengæld er de lange ventetider stadig alt for lange, og det er klart utilfredsstillende,« siger sundhedsordfører Sophie Løhde (V), der ikke er lige så begejstret som formand for Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S).

»Regionen må grundigt overveje, om de har iværksat tilstrækkelige initiativer til, at ventetiden kan være markant nedbragt inden for ganske kort tid. Hvis det ikke er tilfældet, så synes jeg, at regionen skal trække i arbejdstøjet. For ventetiderne er i hvert fald klart utilfredsstillende,« lyder det fra Sophie Løhde.

Sophie Hæstorp Andersen tager til gengæld undersøgelsen som et udtryk for, at ventetiden måske ikke er så vigtigt for borgernes tilfredshed.

»Der er mange myter om akuttelefonen, og en af dem er, at man udover lange ventetider også får dårlige råd. Men der kan vi nu se, at ni ud af ti er tilfredse med den service, de får. De bliver lyttet til af både læger og sygeplejersker, og de føler, at de bliver sendt i den rigtige retning - hvad enten det er at blive hjemme i sengen eller tage på en skadestue. Så noget af det er lykkedes, og det viser måske, at ventetid betyder mindre, end vi har fokuseret på,« siger Sophie Hæstorp.

Birgitte Rav Degenkolv, der er ansvarlig for akuttelefonen i Region Hovedstaden, påpeger, at borgerne også i sidste års undersøgelse sendte ros til lægerne og sygeplejerskerne - men at der er brug for flere til at tage vagter.

»Sidste år kom knap en million borgere igennem telefonen, og der blev cirka halvdelen besvaret inden for fire minutter. Det er ikke helt nok, og en af årsagerne er, at vi stadig mangler læger og sygeplejersker ved telefonerne - særligt i spidsbelastningerne i weekenden og ved højtiderne,« siger hun.

Undersøgelsen er foretaget blandt godt 1.100 borgere, der har været i kontakt med 1813 i februar 2015. Vintermåneden var præget af nogle af akuttelefonens længste svartider, siden den gik i luften i januar 2014.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.