Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

V: S-top har presset på for Løkke-aflysning

En socialdemokratisk studenterorganisation har definitivt aflyst Lars Løkke Rasmussen som taler 1. maj. V-ordfører tror, at Socialdemokraterne på Christiansborg har en finger med i spillet, men Socialdemokraterne afviser at kommentere.

Efter megen frem og tilbage skulle det nu være ganske sikkert: Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (V) skal alligevel ikke holde 1. maj-tale hos Frit Forum i København. Den lurende valgkamp ødelægger formålet med den traditionelle såkaldte »revsetale« fra en borgerlig, siger den socialdemokratiske studenterorganisation.

Men det er en meget mærkeligt undskyldning, der tyder på, at vi ikke kender hele historien, siger Venstre-manden Jakob Engel-Schmidt (V).

»Desværre tror jeg ikke, at det er Frit Forums egen idé at aflyse Løkke. Jeg tror, historien i virkeligheden er, at der er gået en meddelelse fra allerhøjeste sted i Socialdemokratiet, hvor man nu har tvunget Frit Forum til at aflyse Lars Løkke Rasmussen. Hele processen har været meget underlig,« siger han.

Da Berlingske Nyhedsbureau onsdag morgen kontaktede Lars Løkke Rasmussens rådgiver for en kommentar til sagen, vidste Løkkes eget kontor ikke engang, at hans tale var blevet aflyst igen. Frit Forum havde skrevet det på Facebook omkring midnat natten til onsdag.

»Det virker som om, at der sidder nogle mennesker højt oppe i Socialdemokratiet og er blevet enormt frustrerede og nu har vredet armen om på Frit Forum. Det er en uskøn proces,« siger Jakob Engel-Schmidt, der understreger, at det var Frit Forum selv, der tog initiativ til at invitere Løkke.

Socialdemokraternes partisekretær, Lars Midtiby, siger, at spekulationerne om indblanding fra S-toppen må stå for sig selv.

»I forhold til arrangementet må jeg henvise til Frit Forum, Det er deres arrangement og ikke vores,« siger Lars Midtiby.

Spørgsmål: Så du kan fuldstændig afvise, at nogen fra Socialdemokraterne på Christiansborg har været i kontakt med Frit Forum omkring arrangementet?

»Alt omkring Frit Forums arrangement skal du tale med Frit Forum om. Det er ikke vores arrangement, og jeg vil fortsat ikke kommentere på det. Jeg har ikke mere at tilføje.«

Spørgsmål: Så du vil ikke afvise, at nogen fra Christiansborg skulle have været i kontakt med Frit Forum?

»I forhold til Frit Forums arrangementer synes jeg, det er naturligt, at Frit Forum udtaler sig. Jeg udtaler mig jo heller ikke om LOs 1. maj,« siger Lars Midtiby.

Frit Forum København ønsker ikke at udtale sig yderligere, men i en SMS til Berlingske Nyhedsbureau skriver formand Marcus Vestergrav Lind, at de henviser til forklaringen på Facebook:

»I slipstrømmen på, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, takkede ja til at give årets tale, er vi blevet opmærksomme på, at en lang række medier har tænkt sig at dække begivenheden og kæde det sammen med det nært forestående folketingsvalg. Det er desværre vores vurdering, at det store medieopbud, som har meldt deres ankomst, medfører, at arrangementet ikke kan gennemføres i den ånd, som det er tiltænkt. Vi har derfor valgt at ændre i programmet og lade punktet med Lars Løkke Rasmussen udgå,« skriver Frit Forum på Facebook.

I 2014 var der også ballade omkring en borgerlig taler hos Socialdemokraterne. Da var det Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), der fik aflyst sin gæsteoptræden hos en partiforening i Give.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.