Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

V beskylder regeringen for ikke at tage terrorstrategi alvorligt

Hvis det havde været vigtigt for regeringen at få et ekspertudvalgs vurdering af den danske terrorstrategi, var udvalget for længst blevet nedsat som lovet, lyder det fra Venstre.

Venstre kalder det »uheldigt«, at regeringen endnu ikke har fået indfriet sit længe lovede løfte om at nedsætte et ekspertudvalg, der skal granske den danske terrorlovgivning.

»Det er uheldigt, at det ikke er en af de opgaver, regeringen har prioriteret. Hvis det havde været en vigtig opgave for regeringen, så havde man jo nedsat det udvalg for lang tid siden. Der er ikke sket noget, siden vicestatsministeren lovede, at den skulle komme,« siger retsordfører Karsten Lauritzen (V) til Berlingske Nyhedsbureau.

Hans reaktion kommer efter, at en række politikere fra begge sider i Folketinget samt flere organisationer i Jyllands-Posten kritiserer regeringen for at nøle med at nedsætte det ekspertudvalg, der er indskrevet i regeringsgrundlaget fra 2011 - og som vicestatsminister Morten Østergaard (R) som nyudnævnt radikal formand i sommeren sagde ville komme i løbet af efteråret 2014.

Adspurgt hvorfor Venstre først lufter sin kritik nu, og ikke tidligere har efterspurgt ekspertudvalget, lyder Karsten Lauritzens svar:

»Vi synes ikke, at debatten skal være præget af kritik, så derfor har vi ikke rejst den. Men vi har da i vores stille sind undret os over, at regeringen ikke har gjort det, man lovede for et halvt år siden. Jeg kan ikke andet end at mistænke Socialdemokraterne og Radikale i at være uenige om, hvor snittet skal ligge i debatten om terrorbeskyttelse kontra frihedsrettigheder.«

Justitsminister Mette Frederiksen (S) oplyser til Jyllands-Posten, at regeringen »er i gang med at forberede« udvalget.

Karsten Lauritzen understreger, at Venstre gerne vil samarbejde med regeringen om at beskytte Danmark bedre mod terrortruslen - men at det kræver et fagligt fundament fra et ekspertudvalg, som de politiske diskussioner kan tage udgangspunkt i.

»Vi skal selvfølgelig sørge for, at Danmark er beskyttet mod den terrortrussel, der eksisterer, og som blandt andet udgøres af Syrien-krigere, men på den anden side har vi også et hensyn til retssikkerheden. Vi skal på et oplyst grundlag kunne tage beslutningen om, hvor balancen mellem de ting skal ligge,« siger Venstre-ordføreren.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.