Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Uffe Ellemann om udlændingepolitikken: »Vi har været for dårlige til at se det i øjnene«

Når Uffe Ellemann besøger programmet »Vi ses hos Clement« i morgen aften, kommer det blandt andet til at handle om en udlændingelov, som blev vedtaget, mens han sad i regeringen i 1983. En lov, han ikke er begejstret for.

»Det er altså en gigantisk opgave at forsøge at integrere mennesker, der kommer fra så forskellige baggrunde, så jeg vil ikke sige, at vi har været for tolerante - vi har nok været for dårligt forberedt, og det giver nogle sammenstød hist og her. Der er den der med håndtrykket, der er den der med badereglerne i Århus. Der er sådan forskellige ting, der begynder at dukke op.«

Citatet stammer fra Uffe Ellemann, som i morgen er gæst i Clement Kjersgaards program »Vi ses hos Clement.«

Her skuer den forhenværende udenrigsminister, partiformand (V) og statsministerkandidat tilbage og konkluderer blandt andet, at vi har været for dårligt forberedt på flygtninge- og indvandrersituationen.

Clement Kjersgaard: »Du siger, vi har været for dårligt forberedt. Nu Søren Krarup gik ud i midten af 80erne og sagde, at det her bliver et kultursammenstød, vi ikke kan styre. Når Pia Kjærsgaard skabte et nyt parti i 90erne på at sige, at det her bliver et kultursammenstød, vi ikke kan styre, så blev du og alle mulige andre advaret imod præcis de problemer.«

Uffe Ellemann-Jensen: »Ja. Og der er det så, jeg siger, at man har været for dårlige til at se i øjnene, hvad det var for store problemer….«

Clement Kjersgaard: »I har været for dårlige?«

Uffe Ellemann-Jensen: »Ja.«

Udlændingelov rummede »svagheder«

Snakken kommer blandt andet til at handle om en udlændingelov, der blev vedtaget i 1983, mens Uffe Ellemann sad i regeringen, og som han mener blev trukket ned over hovedet på dem. Loven rummede blandt andet en forbedret retsstilling for asylansøgere. Familiesammenføring blev et retskrav for personer, der var tilkendt asyl, ligesom de såkaldte »de-facto-flygtninge fik ret til asyl, hvilket gjorde den til en af de mere liberale udlændingelove i Europa.

Udlændingeloven fra 1983 er siden midten af 1980erne dog blevet strammet så meget, at Danmark siden 2002 er blevet betegnet som et af de mest restriktive lande i Europa på dette område, skriver danmarkshistorien.dk.

Clement Kjersgaard: »Hvorfor lyttede I ikke?«

Uffe Ellemann-Jensen: »Man kunne jo ikke bare lukke af. Sådan en mand som Søren Krarup har jo hele tiden været det der meget, meget bastante, som sagde ”luk af, det her er det største problem, bare luk af”. Det har man jo ikke kunnet. Men vi har – og der er vi tilbage til noget af det, vi talte om før¬ - vi har jo helt tilbage til begyndelsen af 80erne – og det var derfor, jeg sagde, det er noget, der er vokset op i løbet af de sidste 30 år…. Der fik vi jo en ny udlændingelovgivning. Den kom på det tidspunkt, hvor jeg sad i regeringen, men det var en, der blev trukket ned over hovedet på os, som blev gennemført af et flertal udenom regeringen, hvorefter det så blev den virkelig…«

Clement Kjersgaard: »…. du siger den udlændinge lov, den var en fejl……«

Uffe Ellemann-Jensen: »Jeg siger, den udlændingelov rummede en del svagheder, og det har jeg selv været med til at gøre opmærksom på gennem årene.«

Clement Kjersgaard: »Var det en fejl?«

Uffe Ellemann-Jensen: »I og med at der var svagheder i den, så ja, så var der nogle fejl fra begyndelsen.«

Komedie af Holberg

I programmet forholder Uffe Ellemann-Jensen sig også til Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, der i en anden udgave af »Vi ses hos Clement« svarede »Ja« til, at Danmark ville være et bedre land, hvis der »ikke var islam i det«.

»Dem, som siger, at det her er et stort problem, og at det overhovedet ikke kan løses, vi kan ikke have muslimer i Danmark, det kan vi ikke bruge til noget. Det svarer til de løsninger, man sidder og finder på i værtshuset i »Den Politiske Kandestøber (komedie af Ludvig Holberg, red.),« siger Uffe Ellemann-Jensen.

Ugens udgave af Vi ses hos Clement har igen forpremiere på nettet lørdag eftermiddag og sendes på DR2 søndag aften 21.45-22.30

 

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.