Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Udviklingsminister: Venstres politik blafrer i vinden

Udviklingsminister Mogens Jensen mener, at Venstres Jakob Ellemann-Jensen skyder med løst krudt, når han påstår, den danske udviklingsbistand har været spildt i årevis.

Arkiv: Udviklingsminister Mogens Jensen (S) kritiserer Jakob Ellemann-Jensens (V) udspil. Her ses Mogens Jensen sammen med kronprinsesse Mary i Afambo-distriktet i Etiopien.
Arkiv: Udviklingsminister Mogens Jensen (S) kritiserer Jakob Ellemann-Jensens (V) udspil. Her ses Mogens Jensen sammen med kronprinsesse Mary i Afambo-distriktet i Etiopien.

Det er en tynd kop te med en bismag af valgkamp, når Jakob Ellemann-Jensen (V) bebuder besparelser på udviklingsbistanden, hvis Venstre vinder regeringsmagten.

Sådan siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S), efter Venstres udviklingsordfører i Berlingske har varslet, at partiet vil spare 2,5 milliarder kroner årligt, blandt andet ved at droppe projekter, der ikke nytter.

Ifølge ministeren er det en tom strategi, der mangler konkrete svar og mod til at tage konsekvensen for de planlagte nedskæringer.

»Venstres udviklingspolitik blafrer i vinden. Først siger Jakob Ellemann, at man ikke skal røre ved bistanden til Afrika. Så siger Lars Løkke Rasmussen (V), at man skal opprioritere Nordafrika, hvilket igen får Ellemann på banen for at sige, at så kan man skære i støtten til det sydlige Afrika. Det er modsatrettede udmeldinger fra Venstre, der slet ikke hænger sammen,« siger Mogens Jensen.

»Jeg mangler helt konkrete svar fra Venstre. Hvor er det, dansk udviklingsbistand ikke har hjulpet? Og hvor er det, man vil spare pengene? For som det med al tydelighed fremgår af de tragiske billeder fra Middelhavet, så vil det have konsekvenser, hvis man skærer 2,5 milliarder i dansk udviklingsbistand, for det vil betyde, man er langt dårligere stillet i forhold til at gøre noget ved flygtningestrømmen,« siger Mogens Jensen.

Venstre mener, det er på tide, Danmark tager et opgør med nogle af de »development-darlings«, som har modtaget udviklingsbistand i 40 år, »uden at der rigtigt er sket det store ved det, og uden at du kan se forskellen«, som Jakob Ellemann-Jensen udtrykker det.

Mogens Jensen mener, at Venstre med denne udmelding skyder med løst krudt, for de danske udviklingsprogrammer evalueres konstant for at maksimere udbyttet og for at forhindre fejlslagne projekter for skattepengene.

»Selvfølgelig skal vi se kritisk på, hvor vi giver støtte. Det gør vi så sandelig også hele tiden,« siger ministeren.

»Vi har en uvildig ekstern kritik af vores bistand, hvor eksperter får lejlighed til før, under og efter at evaluere bistandsprojekter, så vi hele tiden kan rette programmet til. Der vil intet være at hente fra Venstre. Det ville derimod klæde dem at have mod og mandshjerte nok til at melde ud, hvor de 2,5 milliarder kroner konkret skal hentes, så de kan stå på mål for konsekvenserne,« siger Mogens Jensen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.