Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ubegrundet Bogense-flytning undrer sprogfolk

Dansk Sprognævns virke er i fare, lyder advarsel, efter at regeringen har besluttet udflytning.

Kulturminister Mette Bock (LA) forventer, at det vil være muligt at rekruttere kvalificeret personale til Bogense.(Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2018)
Kulturminister Mette Bock (LA) forventer, at det vil være muligt at rekruttere kvalificeret personale til Bogense.(Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2018)

København. Skal der komma foran en ledsætning, og skal mayonnaise skrives med æ? Svarene på den slags spørgsmål skal i fremtiden udgå fra Fyn, har regeringen bestemt.

Den vil nemlig flytte Dansk Sprognævn fra Frederiksberg til Bogense i Nordfyns Kommune.

Men en række fremtrædende sprogfolk advarer mod flytningen. Den udgør en fare for nævnets fremtidige virke, lyder advarslen i et brev til Folketingets kulturudvalg.

En af medunderskriverne er Henrik Jørgensen, der er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet.

- Konsekvenserne vil være, at vores retskrivning vil stivne, forudser han.

- Om tyve år vil vi have et kæmpe problem, hvis Sprognævnet er ødelagt. Så vil der ikke være nogen til at sørge for, at vores retskrivning bliver opdateret.

Af Dansk Sprognævns 26 medarbejdere er de 16 højt specialiserede forskere. Hvis de ikke flytter med nævnet til Bogense, er de tæt på umulige at erstatte, lyder Henrik Jørgensens vurdering.

Ritzau har forsøgt at finde ud af, hvorfor det netop er den nordvestfynske købstad, der er blevet udset til at huse Dansk Sprognævn.

Men en aktindsigt i Kulturministeriets beslutningsgrundlag viser, at det eneste skriftlige materiale, ministeriet ligger inde med om sagen, er en A4-side med rent faktuelle oplysninger såsom nævnets adresse og antal medarbejdere.

Kulturminister Mette Bock (LA) har sendt skriftlige svar på Ritzaus spørgsmål om sagen. Hun svarer ikke direkte på, hvorfor det netop er Bogense, der er valgt.

I stedet kommer hun med den overordnede begrundelse, at regeringen har en ambition om at styrke den geografiske balance i Danmark.

- Regeringen har identificeret de opgaver og institutioner, som har berøring med borgere i hele landet og derfor ikke nødvendigvis skal have en fysisk placering i København, skriver Mette Bock.

Kulturministeren understreger, at hun er bevidst om, at der vil komme en overgangsfase, hvor der er risiko for kompetencetab. Men hun forventer, at det vil være muligt at rekruttere kvalificeret personale til Bogense.

- Udgangspunktet for regeringens beslutning er, at Dansk Sprognævn skal løse opgaver for hele landet - ikke kun hovedstaden, skriver Mette Bock.

Men havde regeringen så bare valgt at flytte nævnet til Nyborg eller Slagelse eller en anden stationsby, havde det været en helt anden sag, lyder det fra kritikerne.

- Bogense er en dejlig by. Men den har en buslinje, som kører én gang i timen. Og som bruger næsten 50 minutter på at komme til Odense Banegård. Det vil virkelig være et kæmpe problem, siger Henrik Jørgensen.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.