Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Tysk højreparti vil angribe islam med stribevis af forbud

Kompromisløs islamkritik har hidtil været et særsyn i tysk partipolitik. Nu er Alternative für Deutschland klar med en offensiv, der har udløst bred fordømmelse fra de etablerede partier.

AfD er stormet ind i flere delstatsparlamenter - her er det valgkamp i Sachsen-Anhalt, hvor flygtningestrømmen var i centrum. »Islam er i sig selv en politisk ideologi, der ikke er forenelig med grundloven,« har AFD-europaparlamentarikeren Beatrix von Storch udtalt.
AfD er stormet ind i flere delstatsparlamenter - her er det valgkamp i Sachsen-Anhalt, hvor flygtningestrømmen var i centrum. »Islam er i sig selv en politisk ideologi, der ikke er forenelig med grundloven,« har AFD-europaparlamentarikeren Beatrix von Storch udtalt.

BERLIN: Der findes næppe noget mere betændt ord i tysk politisk kultur. Ikke desto mindre var det netop sammenligningen med »nazisterne«, som formanden for det muslimske centralråd i Tyskland tidligere på ugen bragte i spil i forbindelse med et nyt politisk udspil fra højrepopulisterne i Alternative für Deutschland.

»For første gang siden Hitler-Tyskland har vi et parti, der igen miskrediterer et helt religiøst samfund og truer det på dets eksistens,« udtalte muslimernes formand, Aiman Mazyek, til radiostationen NDR.

Mazyeks påkaldelse af de sorteste kapitler i tysk historie kommer som reaktion på en række kontroversielle udtalelser fra ledende skikkelser i Alternative für Deutschland, der markerer en ny partioffensiv rettet mod islam.

»Islam er i sig selv en politisk ideologi, der ikke er forenelig med grundloven,« har AFD-europaparlamentarikeren Beatrix von Storch udtalt til Frankfurter Allgemeine Zeitung.

»Islam er ingen religion som den katolske eller protestantiske kristendom, for den hænger altid intellektuelt sammen med overtagelse af staten. Derfor er islamiseringen af Tyskland en fare,« har partiets næstformand, Alexander Gauland, udtalt i et interview til Frankfurter Allgemeine Zeitung.

AfD vil indføre en lang række forbud

Efter den nylige succes ved delstatsvalgene i Sachsen-Anhalt, Baden-Württemberg og Rheinland-Pfalz, hvor Alternative für Deutschland først og fremmest gik frem som følge af markant kritik af den tyske regerings flygtningepolitik, vil partiledelsen nu sikre partiet indtog i den tyske forbundsdag ved næste års parlamentsvalg med et frontalangreb på islam.

Blandt andet ønsker Alternative für Deutschland et forbud mod minareter, forbud mod muezzinens kald til bøn i det offentlige rum, samt ikke mindst et forbud mod burkaer. Partiet ønsker også et tørklædeforbud for ansatte i den offentlige sektor, samt øget kontrol med moskeer og koranskoler i Tyskland.

»Det er nødvendigt at bremse den vildtvoksende fremvækst af islamiske religionslærere og koranskoler, der finansieres privat. Der må være kontrol med, hvem der finansierer, og hvem der underviser,« har Alexander Gauland udtalt til Frankfurter Allgemeine.

Dermed søger Alternative für Deutschland, der sidst på måneden skal vedtage nyt partiprogram ved partikongressen i Stutt­gart, at skærpe den eksisterende tyske debat om islam. I 2010 udløste den tidligere tyske præsident, Christian Wulff, omfattende debat i Tyskland, da han i en tale slog fast, at »islam hører til Tyskland«.

På kant med grundloven

Såvel etablerede partier som store dele af tysk presse lægger kraftigt afstand til det seneste udspil fra Alternative für Deutschland, som ifølge toneangivende politikere bringer partiet på kant med den tyske grundlov.

På en pressekonference i Berlin kommenterede kansler Angela Merkel de seneste udmeldinger med en klar afvisning:

»Vi har i Tyskland en grundlovsgaranteret ret til religionsudøvelse, og det gælder naturligvis også for muslimer i vores land. I praksis har det vist sig, at det store flertal af muslimer her udøver deres religion inden for grundlovens rammer. Hvor det ikke er tilfældet, afgør sikkerhedstjenesterne, om der er behov for overvågning.«

Fra den tyske socialdemokrat og formand for Europa-Parlamentet, Martin Schulz, lød der entydig fordømmelse af Alternative für Deutschland, som Schulz omtaler som en »skændsel for Tyskland«.

Flere tyske journalister mener, at Alternative für Deutschland med kravet om et forbud mod minareter bevæger sig på kant med grundloven.

»Et parti, der påstår noget sådant (at islam er uforenelig med grundloven, red.), der betragter religion som et fremmedlegeme, som vil forbyde minareter – et sådant parti forstyrrer og ødelægger den indre ro og orden. At se bort fra grundloven på den måde er forfatningsfjendsk,« skriver journalisten Heribert Prantl i en kommentar i Süddeutsche Zeitung.

Noget tyder dog på, at Tysklands øvrige partier må indstille sig på en aggressiv valgkamp forud for valget til den tyske forbundsdag i 2017. Aktuelle meningsmålinger viser en opbakning til Alternative für Deutschland på mellem 11 og 13 procent af de tyske vælgere.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.