Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Trods påstand om frygtkultur: Medarbejdere var tilfredse under Carl Holst

En advokatundersøgelse pegede i 2015 på, at Venstre-politikeren skabte en frygtkultur, da han var regionsrådsformand. Medarbejdertilfredshedsundersøgelserne var ellers gode, viser det sig nu.

Se mere

Nye oplysninger rejser endnu en gang tvivl om konklusionen i en kritisk rapport fra advokathuset Kromann Reumert, som Region Syddanmark i 2015 bestilte for at afdække mulig dokumentfalsk og andre uregelmæssigheder, begået under Venstre-regionsrådsformand Carl Holsts politiske ledelse.

Det viser sig således, at medarbejdertilfredshedsundersøgelser viste en stor tilfredshed blandt de medarbejdere, der arbejdede tæt sammen med den daværende regionsrådsformand – og dermed ikke bekræfter det billede af en frygtkultur, advokatrapporten viste. Det fortæller Radio24syv.

Advokatfirmaet havde til opgave at undersøge og afdække, hvorfor Carl Holsts navn var forsvundet fra en regning; muligvis for at sløre, at Holst havde ladet regionen betale for at få skrevet taler, der skulle gavne Holst på den landspolitiske scene. Kromann Reumert nåede dog frem til, at Holst ikke havde givet en sådan ordre eller overhovedet kendte til den, men advokatfirmaet konkluderer, at der under Holsts regime var skabt en sådan dårlig arbejdskultur af frygt, så en medarbejder af egen drift kunne have skjult Holsts navn.

Rapporten konkluderer blandt andet, at der herskede en frygtkultur, ”hvor medarbejderne var bange for den tidligere regionsrådsformand”, ”arbejdsmiljøet blev oplevet som psykisk belastende” og medarbejderne var ifølge rapporten ”generelt bange for at sige fra over for den daværende regionsrådsformand”. Påstandene om, at der under Carl Holst eksisterede denne frygtkultur, baserede Kromann Reumert på interviews med en række anonyme medarbejdere, men advokatfirmaet nægter både over for Radio24syv og Carl Holsts advokat at oplyse, hvem og hvor mange advokaterne har talt med, ligesom de samlede vidneudsagn er skjult.

Men nu viser det sig, at påstanden om, at medarbejderne tæt på Holst var angste, slet ikke kan genkendes i undersøgelser af medarbejdertilfredshed blandt de ansatte i regionens såkaldte råds- og direktionssekretariat, der arbejdede uhyre tæt sammen med Holst i det daglige. Faktisk var medarbejderne her generelt blandt de mest tilfredse medarbejdere i hele regionen, viser de såkaldte MTU-rapporter fra 2012, 2013, 2014 og 2015, som Radio24syv har gennemgået. Tilfredsheden falder endda blandt medarbejderne, efter at Carl Holst i juni 2015 vælges til Folketinget og forlader Region Syddanmark.

I regionens egne tilfredshedsundersøgelser er medarbejderne også anonyme.

Andres Drejer, professor i økonomi og ledelse ved Aalborg Universitet, har gennemgået utallige medarbejdertilfredshedsundersøgelser og slår over for Radio24syv fast, at medarbejderne omkring Carl Holst har været meget tilfredse. Ingen overvejede at sige op, ingen følte sig mobbet og medarbejderne var tilfredse med det psykiske arbejdsmiljø.

I MTU-rapporten for 2014 fremgår det, at det udsagn, som medarbejderne er mest enige i, er, at ”jeg oplever et godt samarbejde i afdelingen” og ”jeg er glad for at gå på arbejde”. Til begge spørgsmål kvitterer medarbejderne med karakterer, der ligger over middel, hvis man sammenligner med hele Region Syddanmark. 80 procent af medarbejderne er enten meget tilfredse eller tilfredse, mens ikke én medarbejder er ”meget utilfreds”.

Når Kromann Reumert kan konkludere, at Carl Holst havde skabt en frygtkultur, skyldes det muligvis, at advokatfirmaet aldrig har rekvireret eller medtaget regionens egne undersøgelser om arbejdsforholdene. Og det forbavser professor Anders Drejer, der selv udfører eksterne ledelsesundersøgelser i virksomheder og forvaltninger.

”Det er noget sjusk, at Kromann Reumert ikke indhenter det skriftlige materiale, som kunne nuancere og skabe et andet billede, end de anonyme medarbejdere, som Kromann Reumert tilfældigvis er kommet til at tale med. Hvis jeg skulle lave sådan en undersøgelse, som Kromann Reumert har gjort, så ville jeg til hver en tid indhente de ting, som altså kunne komme til Carl Holsts fordel, ” siger professor Anders Drejer fra Aalborg Universitet til Radio24syv .

Men det har Kromann Reumert altså ikke gjort. Og på den måde kommer anonyme medarbejdere til at stå uimodsagt i den endelige rapport, mener Carl Holst selv.

”Det er mig en gåde, hvorfor advokatfirmaet Kromann Reumert, ikke indhenter regionens egne trivselsundersøgelser, men til gengæld interviewer medarbejdere og politikere og lover dem fuld anonymitet, så hvem som helst kan anklage mig for alt muligt, uden det på nogen måde får konsekvenser. Det burde hverken regionen eller et advokatfirma kunne finde på,” siger daværende regionsrådsformand Carl Holst (V) til Radio24syv.

Carl Holst er nødt til selv at gøre opmærksom på de positive tilfredshedsundersøgelser blandt medarbejderne, men der er et udkast af advokat-rapporten, der er ødelæggende for Holst, allerede lækket til pressen. I den endelige rapport nøjes Kromann Reumert med at skrive, at Carl Holst har gjort opmærksom på tilfredshedsundersøgelser fra regionen efter sigende skulle ”give et andet indtryk”.

Spørgsmålet om, hvordan de kritiske medarbejdere er udvalg af Kromann Reumert, er altså centralt, især fordi de anonyme udsagn får afgørende betydning for undersøgelsens hårde bedømmelse af Carl Holsts virke. Mens en MTU-undersøgelse omfatter alle medarbejdere, står det ikke klart, hvorvidt Kromann Reumert kun har talt med medarbejdere, der var kritiske overfor Carl Holst.

En mailudveksling, som Radio24syv er i besiddelse af, viser dog, at det var regionen, der udvalgte medarbejdere og sendte deres navne til Kromann Reumert.

I en mail, dateret den 9. oktober 2015, sendte lederen af regionens personaleafdeling et Word-dokument navngivet ”Liste over ansatte der skal tales med” til Kromann Reumert, og det fremgår, at ”listen kan blive udbygget undervejs.” Dermed var det altså Region Syddanmark selv, der i første omgang udpegede de medarbejdere, der i den færdige advokatundersøgelse var særdeles kritiske over for den tidligere regionsrådsformand og forsvarsminister, Carl Holst (V).

Forløbet bekymrer Anders Drejer, professor i økonomi og ledelse ved Aalborg Universitet.

”Man kan selvfølgelig blive nervøs for, om enten Region Syddanmark eller Kromann Reumert har udpeget de mest Carl Holst-kritiske medarbejdere og så udelukkende brugt dem til baggrund for konklusionen om en frygtkultur og angst for CarlHolst. Det er i hvert fald mistænkeligt, at adskillige repræsentative og omfattende medarbejdertilfredshedsundersøgelser siger det direkte modsatte af Kromann Reumerts vurdering,” siger Anders Drejer til Radio24syv.

Også Dansk Folkepartis regionsrådsmedlem i Region Syddanmark, Thies Mathiasen, er skeptisk over fremgangsmåden.

”Det lyder jo i mine ører som om, at udvælgelsen ikke er foregået på vilkårlig vis, men nærmere som en slags udpegning af udvalgte personer, der kunne have noget negativt at sige om Carl Holst, og det er ikke okay,” siger Thies Mathiasen (DF) til Radio24syv.

Regionsrådsmedlem Holger Gorm Petersen fra Nye Borgerlige undrer sig over de nye oplysninger.

”Det rejser endnu et stort spørgsmålstegn ved validiteten af den advokatundersøgelse. Min mistanke er selvfølgelig, at regionen har håndplukket nogle medarbejdere, som ikke ligefrem havde noget positivt at sige om Carl Holst. Det siger jeg, fordi stemningen i regionsrådet og i regionen dengang var sådan, at man bare skulle finde noget på Carl Holst. Det var en decideret klapjagt, og derfor er jeg også stærkt bekymret for, om man har fundet et repræsentativt udvalg af medarbejdere eller lige præcis dem, der kunne sværte Carl Holst til,” siger Holger Gorm Petersen til Radio24syv.

Samme opfattelse har folketingsmedlem og daværende regionsrådsformand Carl Holst (V) selv. Han genkendte nemlig langt fra Kromann Reumerts fortælling om en frygtkultur og at medarbejderne skulle være bange for ham.

”Jeg blevet meget overrasket – grænsende til rystet – da jeg læste det her. Jeg har gennem mine 15 år som amtsrådsformand og regionsrådsformand haft et glimrende forhold til mine medarbejdere. Jeg er aldrig blevet konfronteret med det her af tillidsmænd eller nogen anden, men derimod altid set meget positive tilfredshedsundersøgelser blandt medarbejderne i den afdeling, jeg arbejdede i hver eneste dag. Det var de mennesker, som jeg spiste frokost med og drak gløgg med til jul. Så det var mildest talt meget overraskende for mig, at Kromann Reumert konkluderede, som de gjorde,” siger Carl Holst til Radio24syv.

Radio24syv har forelagt sagen for Stephanie Lose, der overtog Carl Holsts job og er nuværende regionsrådsformand i Region Syddanmark. Hun vil ikke kommentere sagen, men siger at regionen ”har sendt det materiale til Kromann Reumert, som advokatfirmaet har bedt om.”

Kromann Reumert har ikke ønsket at lade sig interviewe om sagen eller svare på spørgsmål, men skriver, at de selv har kunne vælge, hvilke medarbejdere de talte med, ligesom advokatfirmaet ikke mener, at regionens tilfredshedsundersøgelser er relevante for deres undersøgelse.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.