Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Trods fire års arbejde er Jyllinge stadig ikke stormsikret: »Det er helt hen i vejret«

Da stormen Bodil i 2013 førte til massive oversvømmelser ved Roskilde Fjord, gik kommunen i gang med planerne om at bygge et dige. Men knap fire år efter, er byggeriet stadig ikke kommet i gang, og en stor del af skylden ligger hos staten, mener borgmester Joy Mogensen (S). Regeringen lover hurtigere sagsbehandling.

Frivillige borgere fra Jyllinge ved Roskilde og Beredskabstyrrelsen forbereder sig på den forhøjedede vandstand fra stormen Ingolf søndag den 29. oktober.
Frivillige borgere fra Jyllinge ved Roskilde og Beredskabstyrrelsen forbereder sig på den forhøjedede vandstand fra stormen Ingolf søndag den 29. oktober.

Søndag måtte de på den igen.

På grund af stormen Ingolf fik frivillige borgere og de lokale beredskabsfolk travlt med at sikre husene i Jyllinge Nordmark mod oversvømmelser.

Sandsække og watertubes blev lagt ud, hvilket har betydet, at boligerne heldigvis er gået fri for alvorlige ødelæggelser i denne omgang.

Helt så heldigt gik det ikke, da stormen Urd i juledagene 2016 sidst førte til oversvømmelser i området. Og det er i det hele taget fjerde gang på bare fire år, at Jyllinge Nordmark har været truet af oversvømmelser efter en storm.

Ifølge borgmester Joy Mogensen (S) har Roskilde Kommune siden 2013 arbejdet på at få bygget et dige i området - men hun har endnu ikke fået lov.

»Det er helt hen i vejret. Jeg har virkelig prøvet at argumentere for min sag og få sat gang i arbejdet. Det er staten, der bestemmer, hvornår diget kan bygges, og selvfølgelig skal vi som kommune overholde loven - men det har bare taget alt for lang tid,« siger borgmesteren.

Det var stormen Bodil, der i december 2013 satte gang i arbejdet. Selvom eksperter kaldte det en 50- eller 100-årshændelse med den slags oversvømmelser, så blev borgere og kommunen efterfølgende enige om, at området skulle sikres.

I løbet af to år blev der udarbejdet en plan for at få betalt og bygget et dige, så kommunen i februar 2016 kunne sende et samlet projekt til godkendelse hos staten. Her trak sagen i langdrag. 14 klager tog over et år for Natur- og Miljøklagenævnet at behandle.

»Det skær virkelig i øjnene på borgere og på mig som borgmester, at det kan tage 15 måneder at behandle 14 klager. Det har holdt 494 husejere hen i det uvisse, at staten har så lang sagsbehandlingstid - og det dur ikke,« siger Joy Mogensen.

Da stormen Urd igen ramte området i december, kritiserede borgmesteren ligeledes statens sagsbehandlingstid.

Men da sagen blev færdigbehandlet i slutningen af april, måtte Roskilde Kommune selv på den igen. Kommunen havde nemlig undervejs i processen flyttet en sluse i deres lokalplan, som betød, at der skulle laves en større høring og grundigere vurdering i lokalplanen.

»Vi har jo prøvet at skynde os alt, hvad vi kunne. Derfor lavede vi kun en kort minihøring på fire uger i forhold til slusen, men der har staten så krævet, at vi laver en stor høring på otte uger. Det er vi i gang med nu, og det bliver færdigt, så vi kan vedtage projektet i byrådet i december,« fortæller Joy Mogensen.

Kommunen har altså lavet en fejl, som også har trukket processen ud?

»Hvis man vil være rigtig spids, kan man godt sige, at vi blev underkendt på noget i vores lokalplan, ja. Men vi har heller aldrig gjort det her før, og vi har forsøgt at gøre det på rekordtid,« siger borgmesteren.

Hun mener dog samtidig, at der har manglet en form for tjekliste for, hvad en kommune skal gøre for at få godkendt et kystsikringsprojekt.

»Kæmpe svigt af borgerne«

Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har tidligere erkendt, at sagsbehandlingstiden er for lang i Miljø- og Naturklagenævnet.

Derfor lovede regeringen i juni, at de med en ny lovpakke vil sætte et loft over sagsbehandlingstiden og indføre den tjekliste, Joy Mogensen efterspørger.

Men lovpakken er ikke gennemført endnu, og derfor frygter Roskildes borgmester, at det igen vil trække i langdrag, når kommunen i december har et nyt forslag klar til godkendelse hos staten.

På Christiansborg møder Joy Mogensens bekymring forståelse fra partifællerne hos Socialdemokratiet.

»Det er et kæmpe svigt af borgerne i Jyllinge Nordmark, at deres sag skal tage så lang tid. Det er i høj grad staten og regeringen, der står med ansvaret, og derfor vil vi opfordre til, at den nye lovpakke bliver gennemført hurtigst muligt - gerne inden jul,« siger miljøordfører Christian Rabjerg Madsen.

Erhvervsministeriet, der lige nu arbejder med det konkrete forslag, oplyser i en mail til Berlingske, at det er deres målsætning at sætte loft over sagsbehandlingstiden fra 1. januar.

I foråret blev det vurderet, at stormen Urd havde kostet kommunen cirka 2,9 millioner kroner, og selvom stormen Ingolf ikke har ført til de samme ødelæggelser, mener borgmesteren, at regningen for det arbejde, der er blevet sat i værk i weekenden, vil ende på cirka det samme.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.