Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Trafikforsker: Frit bus-marked vil ramme DSB

Et politisk flertal vil lade fjernbusser køre korte strækninger. Det kan koste dyrt for DSB og dermed staten, vurderer en trafikforsker.

Et flertal i Folketinget vil tillade fjernbusoperatører som Rød Billet og Abildskou at samle passagerer op, når busserne kører gennem to trafikselskabers områder.

Som loven er i dag, skal private busselskaber køre gennem mindst tre trafikselskabers områder, før de må tage passagerer med. Busserne må derfor ikke tage nye passagerer op, når de eksempelvis stopper i Aarhus på en rute mellem København og Aalborg, fordi turen fra Aarhus til Aalborg kun går gennem to distrikter.

Men det vil ramme DSB og koste enten skattekroner eller forringelser af togdriften, hvis politikerne lemper loven, vurderer trafikforsker Niels Melchior fra Aalborg Universitet.

»DSB har indgået en kontrakt med Trafikstyrelsen om at levere en betjening af en bestemt kvalitet mod at få udbetalt en sum penge og mod at blive tilgodeset med særlige vilkår på de korte strækninger. Hvis markedet bliver givet frit, udhuler man de betingelser, kontrakten er indgået på, og så skal DSB kompenseres for de fald i antallet af passagerer, det vil føre til,« siger Niels Melchior og uddyber:

»Det kan gøres på to måder. Den ene er, at skatteyderne må give nogle flere penge til DSB for direkte at kompensere tabet. Den anden er at sænke standarden i togdriften og sætte antallet af togafgange ned.«

På Christiansborg er der bred enighed om at se på mulighederne for at skrotte den nuværende lov. Socialdemokraternes trafikordfører, Rasmus Prehn (S), kalder loven for »fjollet« og tror på flere passagerer i den kollektive trafik, hvis den bliver fjernet.

»Jeg synes, det giver god mening at udnytte de busser, der allerede kører, og dermed sikre danskerne noget at vælge imellem,« siger Rasmus Prehn.

Foruden Socialdemokraterne møder meldingen opbakning fra både Venstre, de Konservative, Liberal Alliance, de Radikale og Alternativet.

Busselskabet Rød Billet, som kører passagerbusser mellem Jylland og København, ser gerne et opgør med loven. Men den holdning deles ikke ubetinget af konkurrenten Abildskou, som står med et ben i to lejre.

Selskabet kører privat passagerkørsel mellem Jylland og København, men har også kontraktkørsel for landets regioner. Og det er netop regionernes pengepung, der rammes, hvis man giver private selskaber friere rammer, lyder det fra direktør Jess Abildskou.

»Hvis vi begynder at køre på de store strækninger på tidspunkter, hvor der er mange passagerer, udhuler man økonomien i regionerne. Det vil betyde, at de er nødt til at fjerne ruter i tyndtbefolkede områder, hvis ikke politikerne kommer med flere penge. Så det bider sig selv i halen,« siger direktøren.

Trafikforsker Niels Melchior forudser, at færre vil vælge toget, hvis loven bliver lavet om. Men DSB frygter ikke at skulle konkurrere med lavprisbusselskaberne på de korte strækninger.

»Vi er bestemt ikke kede af, at vi får konkurrence fra busser eller andre. Vi mener, vi har et attraktivt tilbud, som står godt i den konkurrence, så det hilser vi velkomment,« siger trafikinformationschef Tony Bispeskov.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.