Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

To ministre skal forsvare smykkeloven i Bruxelles

Både Kristian Jensen og Inger Støjberg skal mandag stå på mål for Danmarks omstridte smykkelov.

ARKIVFOTO 2015 af Kristian Jensen og Inger Støjberg- - Se RB 23/1 2016 12.12. To ministre skal forsvare smykkeloven i Bruxelles. Både Kristian Jensen og Inger Støjberg skal mandag stå på mål for Danmarks omstridte smykkelov. (Foto: Søren Bidstrup/Scanpix 2016)
ARKIVFOTO 2015 af Kristian Jensen og Inger Støjberg- - Se RB 23/1 2016 12.12. To ministre skal forsvare smykkeloven i Bruxelles. Både Kristian Jensen og Inger Støjberg skal mandag stå på mål for Danmarks omstridte smykkelov. (Foto: Søren Bidstrup/Scanpix 2016)

København: Det måske mest misforståede lovforslag i danmarkshistorien. Sådan har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) betegnet L87, også kendt som smykkeloven, som har vakt opsigt langt ud over de danske grænser.

EU-Parlamentet afkræver den danske regering en forklaring. Og mandag tropper både udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og udenrigsminister Kristian Jensen (V) op i Bruxelles, hvor parlamentets borgerrettighedsudvalg har inviteret regeringen til debat om loven.

Formålet er ifølge Kristian Jensen at give de europæiske kolleger et andet billede af det omdiskuterede lovforslag om at beslaglægge asylansøgeres værdigenstande.

- Det er klart min oplevelse, at der har været nogle grove misforståelser. Jeg glæder mig til at få lejlighed til at sætte det på plads, siger udenrigsministeren til Ritzau.

Det er Løkke, der har bedt Kristian Jensen om at ledsage Inger Støjberg, og arbejdsdelingen er klar.

- Det er Inger, der har lovforslaget og er inde i substansen. Jeg kan give mere generelle oplysninger om, hvad Danmark gør i øvrigt i forhold til at hjælpe flygtninge rundt omkring i verden.

Når regeringen vælger at sende to ministre af sted, hænger det ifølge politisk redaktør Elisabet Svane fra Fyens Stiftstidende sammen med, at Støjberg er kendt for at tale klart og sige, hvad hun mener. Og det er ikke altid en fordel på den internationale scene.

- Derfor skal Jensen mandag være diplomaten i Bruxelles, mens Støjberg skal forklare, hvad det er med Danmark og asylansøgerne og smykkerne, skriver hun i en analyse i avisen.

Kristian Jensen har blandt andet tænkt sig at henlede parlamentarikernes opmærksomhed på, at Schweiz og nogle tyske delstater igennem flere år har beslaglagt asylansøgeres værdier.

Har den her sag skadet Danmarks omdømme?

- Jeg synes generelt, at Danmark har et rigtig godt omdømme. Men det er klart, at når der er så mange, der forsøger at sige noget negativt om os, så er det også vigtigt, at vi presser den anden vej og fortæller sandheden omkring den danske indsats, siger Kristian Jensen.

Han har dog ingen forventning om, at debatten i parlamentet vil få kritikken til at forstumme.

- Noget af kritikken kommer fra danske politiske modstandere, som er uenige med vores linje. Og jeg tror ikke, de vil holde op med at være modstandere af vores politik efter mandag. Men jeg forventer, at vi kan give parlamentet et retvisende billede af loven.

L87 skal tredjebehandles i folketingssalen tirsdag. Parlamentsudvalget i Bruxelles har sat de to ministre stævne mandag klokken 15.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.