Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Tilbage til samarbejdsregeringen

Tyskerne kan godt lide idéen om en bred regering, der lægger ideologien til side og gør det nødvendige. Nu får de muligvis endnu én, men ingen ved, hvilken politik, den vil føre.

Den tyske kansler, Angela Merkel, arbejder på højtryk med at lokke de borgerlige vælgere til at stemme til forbundsdagsvalget på søndag.
Den tyske kansler, Angela Merkel, arbejder på højtryk med at lokke de borgerlige vælgere til at stemme til forbundsdagsvalget på søndag.

BERLIN: Efter valget i morgen kan Tyskland meget vel få en regering, som ingen ved, hvad vil, og som ingen politikere vil stå ved, at de ønsker sig. Der er stadig næsten dødt løb i meningsmålingerne, men de fleste af dem tager flertallet fra Angela Merkel og hendes nuværende koalition bestående af CDU/CSU og det lille liberale parti FDP.

Og så kan det meget vel ende med en stor koalition, altså en regering, som består af selve de to partier, der ellers har været hinandens hovedmodstandere i valgkampen: SPD og parti-tvillingerne CDU/CSU.

Man kan kalde det et fornuftsægteskab, eller endda et tvangsægteskab, for der er ikke nogen vej uden om for de to store folkepartier, hvis de vil leve op til deres ansvar.

Danmark har også haft en stor koalition: I 1978 gik Socialdemokratiet og Venstre i regering sammen. Det var ingen lykkelig forbindelse, og det dysfunktionelle samarbejde brød sammen efter kun 14 måneder.Nu skal tyskerne muligvis til det igen, for anden gang på kort tid. Man har prøvet det i en fjern fortid engang under 1960ernes Wirtschaftswunder, og det gik meget godt, fortæller historikerne. Og man har prøvet det fra 2005 til 2009, og det husker alle glimrende. Især husker man det i SPD, som blev ligget halvt ihjel af forbundskansler Merkel og gik voldsomt tilbage ved det efterfølgende valg.

Nu kan man blive nødt til at krybe op til Merkel igen.

»Den store koalition er det mest sandsynlige udfald lige nu. Jeg tvivler på, at unionspartierne og FDP vil kunne opretholde deres flertal. En mindretalsregering er ikke sandsynlig. Jeg ved godt, at det er helt normalt i Danmark, men det er ikke noget, man ønsker sig i Tyskland,« siger professor Volker Kronenberg fra Institut für Politische Wissenschaft und Soziologie ved Rheinische Friedrich-Wilhelms-Universität Bonn.

Over for Merkels nuværende sort-gule koalition – opkaldt efter partiernes kendingsfarver – står en rød-rød-­grøn opposition bestående af SPD, venstrefløjspartiet Die Linke samt de Grønne. Men et rødt-rødt-grønt flertal kan ikke bruges til noget, for SPD vil ikke regere på Die Linkes mandater, og der bliver næppe flertal uden.

Sandsynligheden for en stor koalition bliver endnu større, fordi to partier i øjeblikket ligger tæt på spærregrænsens fem procent: Dels FDP, som risikerer at ryge ud. Og dels det nye borgerlige euro-nægterparti Alternative für Deutschland, AfD, som er tæt på at komme ind. Og med dette parti har Merkel det på samme måde, som SPD har det med Die Linke.

Kommer AfD ind, er det formentlig kun en stor koalition, der kan lade sig gøre. Og uden FDP bliver der i hvert fald intet sort-gult flertal.

En stor koalition smager lidt af samlingsregering eller forretningsministerium, en slags parlamentarisk undtagelse, man kan gribe til, når landet stander i våde og fjenden står for døren. At det nu er ved at blive en normaltilstand, er noget nyt, og et tab for demokratiet, mener Volker Kronenberg.

»Lige nu er en stor koalition mellem unionspartierne og SPD den foretrukne blandt vælgerne, hvad der jo egentlig er skrækkeligt for en politolog. Fra et politologisk synspunkt, og også fra de store partiers eget synspunkt, bør en stor koalition være et undtagelsestilfælde,« siger han.

Men tanken om, at politiske modstandere går sammen, kalder på tanken om, at fornuftige mennesker på tværs af partierne gør det, som fornuftige mennesker godt kan se, er nødvendigt, og de deltagende partier kan samtidig dække sig bag ansvarlighedsretorik og tale om pligt og ansvar.

Og de tyske vælgere har gode minder om den store koalition. Udgangspunktet var et land uden megen selvtillid; det var for ikke så længe siden blevet kaldt Europas syge mand, arbejdsløsheden var høj, væksten lav, og fremtidstroen lille. En SPD-ledet regering havde netop gennemført hårde stramninger af social- og arbejdsmarkedslovgivningen, de såkaldte Hartz-reformer, og ville nu holde valg i utide. Forbundspræsident Horst Köhler holdt en TV-tale om, hvilken »alvorlig situation« man stod i; »Vores og vores børns fremtid står på spil«, sagde han og udskrev valg.

»Kære medborgere,« sagde han: »Nu er det op til Dem. Demokrati vil sige at have valget mellem politiske alternativer.«

Dengang valgte tyskerne altså ikke mellem alternativerne, men den store koalition blev alligevel et vendepunkt, og ikke kun fordi folk i dag husker, hvordan forbundskansler Angela Merkel og hendes socialdemokratiske finansminister, Peer Steinbrück – i dag SPDs kanslerkandidat – efter Lehman Brothers-krakket i 2008 holdt en fælles pressekonference og på direkte TV forsikrede tyskerne om, at deres opsparingskonti var i sikkerhed; for staten – og de to folkepartier – garanterede for alt.

Da den store koalition sluttede med valget i 2009, var det tyske banksystem stabiliseret, virkningerne af verdenskrisen mildnet, og det gik bedre med både vækst, beskæftigelse og statsfinanser. Kulturkamp og ideologiske debatter om skat og indvandring var lagt til side. Momsen var blevet forhøjet med tre procent, den største skatteforhøjelse i efterkrigstidens Tyskland, og noget, som ingen af partierne havde talt om før valget. En stor koalition gør det, som fornuftige mennesker finder fornuftigt, og det er ikke nødvendigvis, hvad der står i partiprogrammer.

»Det er ikke partiernes programmer, der vil afgøre, om den store koalition kan lade sig gøre, men stemningen i basis,« siger Volker Kronenberg.

»CDUs udgangspunkt vil være, at SPD ikke kan stille så store krav som i 2005, hvor partiets valgresultat var bedre, men hvis (SPDs formand Sigmar, red.) Gabriel og Steinbrück vil igennem i SPDs basis med en koalitionsdeltagelse, så er de nødt til at gå ind i forhandlingerne med den position, at parterne skal mødes i øjenhøjde.«

Han forudser, at de tungeste diskussioner vil komme til at handle om tre temaer: Arbejdsmarkeds-, europa- og skattepolitik.

»På mindsteløn har unionspartierne udtænkt en ret kompliceret model med branchebestemte mindstelønninger, men det vil være vigtigt for SPD at få gennemført en generel mindsteløn. På europapolitikken er synspunkterne relativt modsatrettede; unionspartierne er imod den gældsafviklingsfond (med delvist fælles hæftelse for eurolandene, red.), som SPD støtter, men jeg tror, at man vil kunne blive enige, for trods alt har SPD og unionspartierne gennem to-tre år afstemt deres holdninger til europapolitikken i Forbundsdagen. På skattepolitikken er synspunkterne ret uforsonlige, men jeg vil ikke udelukke, at man kunne blive enige om nogle mindre skattejusteringer,« lyder hans vurdering.

Merkel selv afviser ikke en stor koalition, og den ville også passe udmærket til den ret apolitiske valgkamp, hun har ført.

»Jeg har tidligere ledet en stor koalition, så jeg ville være helt utroværdig, hvis jeg udelukkede den,« sagde hun i sidste måned, før hun tilføjede: »Men en stor koalition er der virkelig ikke nogen, der stræber efter.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.