Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ti skarpe til Martin Henriksen om Støjbergs asylinstruks

DF har ingen grund til at tro, at presset Støjberg siger noget, der ikke passer, slår støttepartiet fast.

Se mere
Dansk Folkepartis Martin Henriksen mener ikke at udlændingeminister Inger Støjberg har gjort noget forkert i sagen om barnebrude.
Dansk Folkepartis Martin Henriksen mener ikke at udlændingeminister Inger Støjberg har gjort noget forkert i sagen om barnebrude.

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) er kommet i uvejr, efter Politiken har afdækket, at hun sidste år trodsede advarsler fra embedsværket og gav en ulovlig instruks om at adskille mindreårige asylansøgere fra deres ægtefæller.

Ministeren blev dagen før instruksen også advaret i en mail, skriver Politiken tirsdag.

Oppositionen kræver sagen undersøgt, men det har støttepartiet Dansk Folkeparti intet behov for. Udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) uddyber her:

- Vi synes, det var en rigtig instruks at give.

Der er tale om en minister, der giver en instruks, som hun ifølge Politiken blev advaret mod kunne være ulovlig. Er det så ikke en retsstat værdigt, at det undersøges?

- Det står folk frit for at lægge sag an.

- Jeg har ikke set den pågældende mail, og jeg betragter ikke Politiken som et sandhedsvidne.

- Med de forbehold, så vil det jo ikke være første gang, vi får at vide, at noget kunne være i strid med menneskerettighederne. Det er en besked, der kommer med jævne mellemrum. Hvis man altid skulle lade sig styre af det, så kunne vi jo stort set aldrig stramme udlændingereglerne.

Men er det ikke altid kritisabelt, hvis en minister vel vidende giver instrukser, som bryder loven uanset hvad emnet måtte være?

- Jo, men jeg har forstået det sådan, at det har været ministerens opfattelse, at man ikke gik imod loven. Og det har også været vores opfattelse. Og vi laver ikke vores opfattelse om, når ombudsmanden får en fiks idé, som han jo gør med jævne mellemrum.

Så hvis Støjberg havde udstedt en ulovlig instruks, som I var uenige i, så ville I kræve sagen undersøgt?

- Sådan kan man jo ikke stille det op. Det er en hypotetisk situation.

Spørgsmål: Holder I ikke hånden over Støjberg, der trods advarsler fra embedsværket, fremsatte en ulovlig instruks fordi I netop er enige i den instruks?

- Jamen, det har ikke været vores opfattelse, at det var ulovligt. Og jeg må forstå det sådan, at det heller ikke har været ministeriets eller ministerens opfattelse.

Hvorfor ikke bare få sagen undersøgt og få svar på, om Støjberg blev advaret?

- Hvis man kræver undersøgelser som vi jo bruger skatteborgernes penge på så synes jeg, at der skal være rigtig gode grunde til det.

Det koster ikke nogen skattekroner at få en mail at se?

- Jeg har ikke noget behov for at kræve indsigt i alle mulige mailkorrespondancer fra ministeriet. Det vigtigste er at fokusere på, at vi får bugt med barnebrudene. Og i øvrigt er instruksen jo blevet lavet om.

Men spørgsmålet er ikke, hvorvidt instruksen siden blev lavet om eller om man er for eller imod, at mindreårige asylansøgere bor med deres ægtefæller?

- Jo, det er spørgsmålet for os.

Så det er underordnet for jer, hvis ministeren bevidst har fremsat en ulovlig instruks, fordi I er enige i selve instruksen?

- Jo, men jeg har forstået det sådan, at opfattelsen på daværende tidspunkt var, at det kunne man godt.

Men kilder fortæller til Politiken, at Støjberg blev advaret både mundtligt og i en mail?

- Det er meget normalt på Christiansborg at blive advaret mod, at ting kan stride mod diverse konventioner. Men det får ikke os i Dansk Folkeparti til at tænke Uha, så må vi hellere bakke ud.

- Når ministeren siger det, hun har sagt, så tror vi jo på, at det er rigtigt. Jeg har ikke nogen grund til at tro, at ministeren siger noget, der ikke passer.

Så selv hvis du får dokumenteret sort på hvidt, at ministeren var advaret, så har I ikke tænkt jer, at det skal have konsekvenser for hende?

- Jamen, instruksen er jo lavet om. Og vores fokus er ikke at udtrykke kritik af ministeren ud over at hun lægger sig fladt ned for konventionerne. Det er det, der er det problematiske.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.