Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

DF er klar til skattelettelser - kræver fortsat stramninger

Kristian Thulesen Dahl vil stadig jagte udlændingestramninger, selv om statsministeren nedtoner nødvendigheden.

København. Selv om statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et pressemøde tirsdag lagde op til, at en større aftale om udlændingestramninger må udskydes, giver Dansk Folkeparti ikke op.

Det er meldingen fra formand Kristian Thulesen Dahl.

Han sænker ikke sine krav til en ny udlændingeaftale, selv om Lars Løkke tirsdag lagde regeringens planer om en "ambitiøs skatteaftale" på hylden.

- Uanset at regeringen måtte drosle sine ambitioner ned på skatteområdet, så fastholder vi vores ambitioner på udlændingeområdet, siger han.

Kristian Thulesen Dahl fastslår i umisforståelige vendinger, at DF er klar til at give skattelettelser for knap en milliard kroner, der er fundet ved at indføre kontanthjælpsloft.

Og partiet er også klar til at bruge 2,5 milliarder kroner, som stammer fra fremrykkede skatteindtægter i en pensionsaftale indgået før jul, til at sikre, at det bedre kan betale sig at spare op til pension.

Men partiet kæmper forsat for markante udlændingestramninger.

- Det, at vi håndterer to mindre ting på skatteområdet, der er en del af tidligere aftaler, betyder ikke, at vi ikke har mere at forhandle om, siger han.

Meldingen kommer, efter at Lars Løkke på pressemødet sagde, at det er nødvendigt at adskille skattedebatten og udlændingedebatten.

Ifølge Thulesen Dahl er både Lars Løkke Rasmussen og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) dog også klar til at stramme udlændingepolitikken.

- Inger Støjberg mener, at man skal være her midlertidig og så hjælpes tilbage til sit fædreland, når muligheden er for det. Lars Løkke har selv brugt udtrykket paradigmeskift.

- Så jeg må gå ud fra, at de rent politisk er enige i de ting, vi har sagt, siger Kristian Thulesen Dahl.

DF har kædet en skatteaftale sammen med en aftale på udlændingeområdet. En sammenkobling, som Løkke har stillet sig undrende over.

På tirsdagens pressemøde gjorde statsministeren det også klart, at der heller ikke foreløbig kommer noget af det paradigmeskift på udlændingeområdet, som DF har krævet for at gå med til skattelettelser:

- Der risikerer vi at komme ind i et langstrakt forløb, hvor vi risikerer at blokere for andre nødvendige beslutninger, sagde statsministeren.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.