Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Thulesen Dahl: Derfor vil Dansk Folkeparti i regering

Det er nu et klart mål for Dansk Folkeparti at gå i regering efter næste valg, fastslår formand Kristian Thulesen Dahl. Hvis partiet kan beholde sin styrke, kan det ifølge formanden gennemtrumfe sin politik.

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl holder partiledertale på den store scene til Folkemødet.
Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl holder partiledertale på den store scene til Folkemødet.

Dansk Folkeparti vil i regering.

Det sporskifte har DFs formand, Kristian Thulesen Dahl, meddelt i dag - først på forsiden af Politiken, så i sin tale på Folkemødet. Og det sker på et-årsdagen for det folketingsvalg, hvor omkring hver femte dansker stemte på partiet og sikrede det en fremgang fra 22 til 37 mandater.

»Jeg har gjort det klart, at hvis vi kan bevare en tilslutning på det niveau, som vi har nu, og vi er en del af et flertal på Christiansborg efter næste valg, så er det naturligt, at vi veksler vores store opbakning til også at være en del af en regering,« uddyber DF-formanden over Berlingske.

Er I trætte af at blive kritiseret for ikke at have taget regeringsansvar efter valget i 2015?

»Jeg er ikke træt af det og tror, at de fleste forstår, hvorfor vi gjorde, som vi gjorde. Tænk på SF, som i 2011 gik i regering på et grundlag, som ikke var tilstrækkeligt, og man kunne se hvilke problemer, de kom i. Men det er klart, at nogle har forsøgt at misbruge det valg, som vi traf til at give et falsk billede af, at Dansk Folkeparti er et parti, som ikke på noget tidspunkt ønsker at gå ind og tage et regeringsansvar.«

Der er også et parlamentarisk grundlag at tage hensyn til, og for eksempel Liberal Alliance har krav om skattelettelser. Vil Dansk Folkeparti i regering være villig til at honorere de krav?

»Vi kommer ikke med et udgangspunkt om, at nu sænker vi topskatten for at få lov til at gå i regering. Vi taler om at gå i regering for at få vores politik gennemført,« siger Thulesen Dahl og fortsætter:

»Og nu ved danskerne i hvert fald bare, at hvis de fortsat støtter Dansk Folkeparti på det niveau, som de gjorde sidst, og vi fortsat indgår i et flertal, så vil vores målsætning være, at vi naturligt indgår i et regeringssamarbejde.«

Derudover argumenterer DF-formanden, at mange modstandere efter fremgangen ved sidste valg har troet, at »den gule syge ville gå væk igen« - dermed henviser han til partiets gule farve.

Og at hvis den position cementeres ved det næste valg, så vil partiet have musklerne til at gennemtrumfe et regeringsgrundlag, hvor Venstre vil være nødt til at give partiet indrømmelser på dets kardinalpunkter, især indvandring, velfærd og skeptisk EU-politik.

Thulesen Dahl kalder det »mest naturligt«, at DF og Venstre danner regering sammen på baggrund af den måde, som Folketinget er sammensat i dag. Men formanden afviser at skære ud i pap, hvordan en VO- regering med DF skal indrettes - herunder hvilken ministerpost han selv ønsker - fordi "det kommer ganske an på, hvordan Folketinget bliver sammensat efter næste valg".

Direkte adspurgt om Kristian Thulesen Dahl skal være statsminister, hvis DF også ved næste folketingsvalg får flere mandater end Venstre, svarer han:

»Jeg har gjort det klart, at det handler det hér ikke om. Det kan starte og slutte med en persondiskussion om nogle bestemte poster. For os handler det om politisk indflydelse. Og med de konditioner, som jeg har lagt for dagen, vil den politiske indflydelse - efter vores opfattelse - være større for os efter næste valg ved at vi går aktivt ind og søger regeringsdeltagelse end ved ikke at gøre det,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Men der er især én voksende, uforudsigelig faktor i form af partiet Nye Borgerlige. En Voxmeter-måling foretaget for Ritzau viser lørdag, at 10,8 pct. af de adspurgte vil stemme på partiet, hvis det stiller op til næste folketingsvalg.

Frygter du, at Dansk Folkeparti mister vælgere til Nye Borgerlige og især, hvis I går i regering og skal være kompromissøgende?

»Man skal ikke frygte noget. Vi kom selv fra et nulpunkt, da vi blev stiftet i 1995. Vi har kæmpet for, at det skal være nemmere for nye partier at stille op. Og så kan jeg ikke efterfølgende synes, det er trist, at nogen søger muligheden. Og i det omfang de har opbakning i den danske befolkning, skal den opbakning selvfølgelig manifestere sig,« siger DF-formanden.

Han afviser den voksende kritik blandt nogle vælgere om, at DF er blevet for blød en stemme i udlændingepolitikken.

»Jeg mener, at vi har den fuldstændig rigtige profil,« siger DF -formanden og tilføjer:

»Men vi har af og til problemer med at få tingene gennemført i Folketinget.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.