Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Thomas Larsen: Søvndal vil lægge låg på SF-uro

Når den tidligere formand Villy Søvndal går ud og opfordrer SFerne til at blive i partiet, er det en klar støtteerklæring til Annette Vilhelmsen og et forsøg på at undgå en splid i SF, som kan skade både partiet og hans eftermæle, vurderer politisk kommentator Thomas Larsen.

Den tidligere SF-formand Villy Søvndal vil med sin udmelding og klare opbakning til den nye formand Annette Vilhelmsen lægge låg på den interne uro i partiet – og undgå en ny periode med splid og ballade, som kan skade både SF og hans eget eftermæle. Det vurderer Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, over for bt.dk, efter den tidligere formands reaktion på, at en række personer har valgt at forlade partiet.

- De oprørere og rebeller, der i øjeblikket anfægter formanden, de skubber Villy Søvndal op foran sig og siger, at Annette Vilhelmsen er i gang med at underminere det SF, som han stod i spidsen for. Og nu går han ud og groft sagt »klapser dem af« og siger, at han ikke kan se, at der er tale om et stort skifte i SFs linje – og opfordrer dem til at blive. Det er en klokkeklar støtte til hende, siger Thomas Larsen til bt.dk.

Ifølge Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen er Villy Søvndal klar over, at det kan skade sit eftermæle, hvis SF kommer ud i en endnu en omgang med uro, splid og ballade. Derfor er det i hans interesse at få lagt låg på. Derudover vurderer Thomas Larsen, at Villy Søvndal ikke er enig i kritikken af, at Annette Vilhelmsen er i gang med at lave et stort skifte i partiet.

Den tidligere formand for SF har i et indlæg på sin Facebook-profil, inden sin afgang til et officielt besøg i Kina som udenrigsminister, opfordret SFerne til at blive i partiet og bakke op om formanden, i en kommentar til, at en række personer havde valgt at forlade partiet.

- Min opfordring er: Bak op om SFs nye formand. Giv Annette tid til at sætte sit hold og formulere sin strategi. Og bliv i SF, og vær med til at gøre SF stærkere, lyder det blandt andet fra Villy Søvndal.

Politisk kommentator Thomas Larsen betegner stemningen i SF som anspændt i øjeblikket.

- Stemningen er helt sikkert anspændt i SF i øjeblikket. Mange frygter, at SF ryger ud i en ny periode med ballade og splid, for det vil selvfølgelig være skadeligt for partiet. Det, der er den nøgterne vurdering internt, er, at det er en meget lille gruppe af oprørere, der laver ballade i øjeblikket, og at de formentlig i løbet af ganske kort tid vil forlade SF, og så vil Annette Vilhelmsen kunne lede partiet anderledes effektivt, siger Thomas Larsen til bt.dk.

En række SFere har den seneste tid valgt at forlade partiet. Mandag offentliggjorde Kasper Bjering, at han forlader det parti, som han har været medlem af i 18 år, fordi han ikke er enig i den kurs, der bliver ført under den nye formand. Meldingen kom mindre end en uge efter, at Mattias Tesfaye trak sig fra både næstformandsposten og posten som folketingskandidat i Køgekredsen med den begrundelse, at han havde foretrukket Astrid Krag, der i oktober tabte partiets formandsvalg til netop Vilhelmsen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.