Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Thomas Larsen: »Lykketoft er statsmand og bølle på én og samme tid«

Det ligner Mogens Lykketoft at have et voldsomt temperament, siger Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen.

Mogens Lykketoft og Thomas Larsen.
Mogens Lykketoft og Thomas Larsen.

Det er ham i en nøddeskal. Sådan siger Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, om Mogens Lykketoft og den dundertale, han holdt i Samtaleværelset på Christiansborg den 9. januar i anledning af sin 70 års fødselsdag.

Thorning-regeringen var »talent- og profilløs«, Lars Løkke Rasmussen (V) er en »lille svindler«, og hans regering fører en »dybt utiltalende politik«, står der blandt andet i talen, som Berlingske er i besiddelse af. En tale, hvor Lykketoft altså ikke lægger fingre imellem, og ifølge Thomas Larsen ligner det den Lykketoft, vi kender.

»Når man ser på Lykketofts karriere i politik, har han deltaget i rigtig mange benhårde opgør. Han har altid været kendt for at gå til kanten - og nogle gange lidt over, når han har været uenig med politiske modstandere,« siger Thomas Larsen og nævner blandt andet kampene med Anders Fogh Rasmussen og Lykketofts deltagelse i det brutale formandsopgør i Socialdemokratiet mellem Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen som eksempler.

Mogens Lykketoft, der er tidligere formand for Folketinget, varetager nu hvervet som formand i FN's Generalforsamling. Den internationale toppost afholder ham imidlertid ikke fra at give sin mening klart og tydeligt til kende.

»Han er statsmand og bølle på én og samme tid. Han har altid været kendt for at være en umådelig skarp og kapabel toppolitiker med politisk forstand og en enorm faglig indsigt på en lang række felter. Men han har samtidig været kendt for at have et voldsomt temperament og et engagement, der nogle gange kan skumme over og få ham til at kaste sig ind i nogle ondartede og giftige kampe,« siger han.

En uklog e-mail

Thomas Larsen kalder det i sig selv »uklogt« af Mogens Lykketoft at tale i så skarpe vendinger om politiske modstandere til en fest, hvor mange politikere og personer med forbindelser til politik var til stede. Men det blev kun endnu mere uklogt, da Mogens Lykketoft efterfølgende - den 14. januar - sendte et skriftligt eksemplar af talen til sine gæster i en e-mail adresseret til over 50 personer, deriblandt S-formand Mette Frederiksen, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), nationalbankdirektør Lars Rohde, tidligere justits- og finansminister Pia Gjellerup (S) og tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen (V).

»Kæden hopper helt af, når han vælger at skrive talen omhyggeligt ned og udlevere den til hele flokken. Så er der næsten garanti for, at det nok skal gå galt for Lykketoft og finde vej til pressen,« siger Thomas Larsen og tilføjer:

»Det er svært at forstå, hvordan det kan ske. Men jeg tror ganske enkelt, at det er hans engagement og hans vrede over tingenes tilstand, der er løbet af med ham.«

Mogens Lykketoft valgte mandag aften at beklage, hvad han selv kalder et »følelsesudbrud«, og kritiserede samtidig, at nogle gæster har viderebragt talen.

Ingen konsekvenser

Han burde dog have vidst bedre, lyder kritikken fra politisk kommentator Hans Engell.

»Han har sendt det ud til så stor en kreds, at han måtte anse det for en given ting, at den måtte havne i medierne. Han burde efter 35 år i dansk politik være for klog til at tale så nedladende om partifæller og landets statsminister,« siger politisk kommentator Hans Engell til Ritzau.

Politisk redaktør på Fyens Stiftstidende, Elisabet Svane, betegner hele sagen som »ret kluntet«.

»Når han åbner munden, lytter verden. Hvis han gerne ville have fortalt danskerne, at han synes, at Løkke er en svindler, har han haft mange lejligheder til at gøre det,« siger hun til Ritzau.

Elisabet Svane vurderer dog ikke, at miseren får konsekvenser for Mogens Lykketofts karriere, og Thomas Larsen er af samme opfattelse.

»Det får ingen konsekvenser overhovedet. Lykketoft skal jo ikke tilbage til dansk politik for at blive minister, hvis Mette Frederiksen skulle blive landets statsminister efter næste folketingsvalg. Og jeg tror heller ikke, at han kan komme på tale til posten som formand for Folketinget. Så på den måde får sagen ikke noget efterspil,« siger han.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.