Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Thomas Larsen: Disse tre perioder har skabt splid mellem S og R

Det er tydeligt, at regeringsalliancen mellem Socialdemokraterne og de Radikale er kørt træt. Det vurderer Berlingskes politiske kommentator i kølvandet på flere kritiske, anonyme udtalelser fra de to partier.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) her sammen med de Radikales forhenværende og nuværende formænd, Margrethe Vestager og Morten Østergaard, i folketingssalen.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) her sammen med de Radikales forhenværende og nuværende formænd, Margrethe Vestager og Morten Østergaard, i folketingssalen.

Vi ser meget tydelige eksempler på, at S-R-alliancen er blevet metaltræt. Sådan lyder vurderingen fra Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, efter at flere radikale og socialdemokratiske kilder fortæller til Jyllands-Posten søndag, at alliancen er præget af mistillid og kold luft.

»Parterne kommer med soloudmeldinger uden at tage hensyn til hinanden, og der er rigtig mange anonyme udtalelser fra både socialdemokrater og radikale, hvor de kritiserer hinanden. Det er selvfølgelig dybt problematisk, fordi det giver vælgerne et indtryk af, at regeringen ikke hænger særlig godt sammen,« siger Thomas Larsen.

Bliver Socialdemoraterne og de Radikale ved med at kriges internt, får de også sendt et signal til vælgerne om, at regeringen ikke er fremtidssikret, påpeger kommentatoren:

»Det vil være den værst tænkelige måde at gå ind i en helt afgørende valgkamp på. Situationen er jo stadig den, at regeringspartierne er bagud i målingerne, hvilket vil sige, at de skal lave en voldsom og stærk slutspurt for at fastholde regeringsmagten. Det kan de kun, hvis de løber sammen og ikke i hver sin retning,« siger han.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er nødt til at gøre meget mere for, at der bliver genetableret en ordentlig stemning mellem de to partier.

»Ellers bliver det svært,« konstaterer Thomas Larsen.

Ifølge ham har der igennem hele regeringsperioden været et uharmonisk samarbejde mellem Socialdemokraterne og de Radikale. Og det er især tre distinkte perioder, der har været med til at gøre det nuværende samarbejde så dårligt, forklarer han:

1) »Inden regeringsdannelsen satsede Helle Thorning-Schmidt hele butikken på at lave et samarbejde med SF og Villy Søvndal. Dengang sagde hun meget provokerende over for de Radikale, at der ikke ville blive ændret et komma i de politiske og økonomiske oplæg, som S og SF stod for. Det var meldinger, som skabte vrede og frustration hos de Radikale. Så selve forberedelsen på et samarbejde mellem S, R og SF var dårlig, fordi Thorning satsede så meget på alliancen med SF.«

2) »Da vi kom til regeringsdannelsen, indtraf den næste, helt afgørende, epoke, for der viste det sig med al tydelighed, at den egentlige magthaver i den nye regering blev Margrethe Vestager. Der var hende, der satte sig igennem og blev den styrende kraft og arkitekten bag regeringens økonomiske politik. Hun udnyttede sin magtposition til det yderste og pressede både S og SF så voldsomt, at begge partier kom ud i en decideret vælgerkrise.«

3) »Den tredje periode startede i efteråret, da Margrethe Vestager fik job som kommissær i EU. Her fik påfaldende mange socialdemokrater travlt med at sige, at magtbalancen i regeringen nu ville ændre sig, og at Helle Thorning-Schmidt ville træde i karaktér som regeringens egentlige leder. Samtidig havde mange socialdemokrater travlt med at sige, at Morten Østergaard (R) ikke ville blive en lige så stærk leder som Margrethe Vestager. Der har været eksempler på, at centrale socialdemokrater har gjort, hvad de kunne, for at undergrave Morten Østergaards position. Det, tror jeg, har været medvirkende til, at Morten Østergaard på det seneste er kommet med radikale udspil for både at befæste sin egen situation, men også for at signalere til vælgerne, at de Radikale stadig har stærke meninger om den retning, regeringen skal forfølge.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.