Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Thomas Larsen: Blå blok varmer op til udlændingeopgør

Sagen fra Vollsmose viser, at nye opgør om udlændingepolitikken lurer lige under overfladen, siger Thomas Larsen. Det kan give problemer for Thorning og Søvndal.

- Siden valget er det ofte blevet præsenteret som en kendsgerning, at de politiske opgør om udlændingepolitikken er et overstået kapitel. Det kan meget vel vise sig at være en fejlfortolkning af rang. Tværtimod peger mere og mere på, at der bygges op til nye konfrontationer mellem regeringspartierne og blå blok inden næste valg, siger Thomas Larsen.

Vurderingen fra Berlingskes kommentator kommer efter, at op mod 70 unge mænd som led i et opgør mellem indvandrergrupper løb stormløb på en skadestue, truede personalet, smadrede inventaret og ødelagde politibiler og ambulancer efter et dramatisk skudopgør i Vollsmose.

- Reaktionerne fra rød og blå blok viser, at der fortsat er markant forskel på, hvordan man vil tackle problemerne i ghettoer som Vollsmose. Mange har gerne villet erklære debatten om udlændingepolitikken for død, men jeg tror, at temaet rykker op på den politiske dagsorden inden næste valg, siger Thomas Larsen.

Rød strid

Han peger på, at der allerede nu er udbrudt strid i rød blok om, hvordan man skal reagere på de voldsomme handlinger i Vollsmose. I kølvandet på skyderierne og hærværket udtalte formanden for Folketingets udvalg for udlændinge- og integrationspolitik, Trine Bramsen (S), at voldsmændene burde overveje at »rejse hjem til deres hjemland«, ligesom hun sagde, at »hvis de vil ud og slås med køller, så er der steder i verden, hvor man kan slås med køller«.

Udtalelserne har gjort både partifæller og radikale politikere vrede. Ikram Sarwar, der er Socialdemokraternes politiske ordfører i Københavns Borgerrepræsentation, kalder det for en »sølle og meget uheldig udtalelse«. Han advarer om, at politikere ikke skal komme med uoverlagte udtalelser, for i modsat fald frygter han, at folk kan blive provokeret, og at uroen vil brede sig. Han afviser, at sagen fra Vollsmose handler om etnicitet eller kultur, men derimod om kriminelle, som politiet skal tage sig af.

Den radikale udlændingeordfører, Zenia Stampe, lægger vægt på, at de fleste af gerningsmændene sandsynligvis er født og opvokset i Danmark, og hun kalder det absurd at kæde handlingerne i Odense sammen med et hjemlands kultur.

Ifølge Thomas Larsen illustrerer de forskellige vurderinger, at splittelse om udlændingepolitikken nemt kan bryde ud mellem S, SF og de Radikale igen.

- Internt i rød blok er der stor forskel mellem strammerne og slapperne i udlændingepolitikken. Det kan især blive et problem for Socialdemokratiet, for mange socialdemokratiske vælgere vil vagtsomt følge, om S-ledelsen reagerer tilstrækkeligt klart og konsekvent, når områder som Vollsmose og Nørrebro i København bliver ramt af skyderier, optøjer og uro, siger Thomas Larsen.

Blå blok varmer op

Berlingskes kommentator peger på, at partierne i blå blok varmer op til slaget.

- SRSF-regeringen har rullet en del af den stramme udlændingepolitik tilbage, og det vil før eller siden udløse en debat om, hvorvidt regeringen har slækket politikken for meget. Den debat vil især Dansk Folkeparti og Venstre sætte gang i, men læg mærke til, at også de Konservative og Liberal Alliance er kommet med yderst kontante meldinger efter uroen i Vollsmose. Jeg tror, at der snart vil tegne sig en skarpere brudflade mellem rød og blå blok.

Thomas Larsen påpeger, at S og SF forud for regeringsdannelsen skærpede partiernes linje i udlændingepolitikken, så de kom i større samklang med flertallet i befolkningen. Derfor er S og SF ikke så sårbare længere, men omvendt vil det give S og SF nye udfordringer, at de i dag sidder i regering sammen med de Radikale, som var og er de største kritikere af VKO's udlændingepolitik.

Thomas Larsen peger på, at man i blå blok er overbevist om, at udlændingepolitik igen vil blive et centralt politisk tema. Han henviser også til, ordførere fra Venstre og DF i stigende grad kritiserer regeringen for, at f.eks. tilstrømningen af somaliere er øget, ligesom borgerlige ordførere i forbindelse med uroen i Vollsmose har slået på, at regeringens ændringer af udlændingepolitikken sender et forkert signal til kriminelle om, at der er »fri leg« igen, sådan som Søren Pind har udtrykt det.

- Flere har taget afstand fra Søren Pinds udlægning, men det er ikke sikkert, at flertallet af danskerne gør det. Tværtimod risikerer regeringen, at vælgerne i stigende grad holder S, SF og de Radikale under observation på dette felt, og hvis vælgerne når frem til, at regeringen har slækket for meget på udlændingepolitikken, står Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal med et nyt alvorligt problem.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.