Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Stop nu jammeren. Demokratiet er en TV-serie, og det fungerer glimrende

Skolen indoktrinerer eleverne til at tro, at demokratiet er noget helt andet, smukkere og ædlere, end det er. Derfor bliver de skuffede og lede ved politikerne, når strid, proces, spin og personopgør fylder det hele. Det er farligt, mener Klaus Kjøller, som har skrevet en bog om demokratiet – det mindst ringe.

Forfatter og kommentator Klaus Kjøller mener, at i modsætning til, hvad man skulle tro ud fra elitens jammer, så fungerer det danske system faktisk rigtigt godt.
Forfatter og kommentator Klaus Kjøller mener, at i modsætning til, hvad man skulle tro ud fra elitens jammer, så fungerer det danske system faktisk rigtigt godt.

Hvor tit hører man det ikke. Jammeren, desillusionen på det moderne demokratis vegne. Der er ikke nogen substans i mediernes politiske dækning. Det handler kun om spin og proces, personfnidder, symbolpolitik, skandaler og magtkampe. Og politikerne skændes bare, lytter ikke, og grundlæggende har de ikke noget ønske om at blive klogere eller at gøre vælgerne klogere. Det er strid, kævl og ballade, og de svarer aldrig på spørgsmålene. Hvor er visionerne? Hvor er de politiske projekter? Og hvor er de modige politiske ledere, der tør gå foran og ikke bare lefle for pøblen? Sådan har diagnosen på en syg politisk kultur længe lydt fra mange kanter.

Men dem, der siger sådan, har misforstået alt. De tilhører en lille elite af veluddannede og velmenende, som har tilegnet sig nogle forskruede og idealiserede forestillinger om, hvad demokrati og politik er, mener forfatter og kommentator Klaus Kjøller, tidligere lektor ved Københavns Universitet. Hans nye bog »Demokrati – mindst ringe, men mest udsat« udkommer grundlovsdag.

»Der er en kronisk jammer fra dem, der er særligt privilegerede uddannelses- og vidensmæssigt, professorer, chefredaktører, nogle politikere og eksperter. De vil gerne have lederskab og politikere, der går foran i stedet for bagved vælgerne. Men der kommer aldrig noget ud af deres kritik, for den strider grundlæggende mod den måde, systemet fungerer på. Og det er faktisk ret alvorligt, at det falske idealbillede bliver fremført hele tiden, for det videreformidler nogle opfattelser af systemet, som er med til at skabe politikerlede,« siger Klaus Kjøller

Han peger blandt andet på sin tidligere kollega professor Christian Koch, som har skrevet flere bøger, der kritiserer den politiske debat. Koch er ifølge Kjøller »en af de fremmeste repræsentanter« for det idealiserede syn på demokratiet. Og han kritiserer EU-professor Marlene Wind, som for nylig efterlyste europæiske ledere og medier, der tør gå imod strømmen og tale positivt om integrationen i EU. Og han kritiserer de to professorer i statskundskab Jens Blom-Hansen og Kasper Lippert-Rasmussen, som i en kronik har kritiseret pressen for at svigte sin opgave ved ikke at debattere de 99 procent af det offentlige budget, som ikke er en del af dramatiske, personfikserede, forhandlinger, når der hvert år i november skal laves aftale om finansloven.

»Det er igen en idealiseret forestilling om, hvordan systemet fungerer,« siger Klaus Kjøller.

Nye afsnit med skurke og helte

Det samme gælder den idealistiske tro på, at det, der foregår i det offentlige rum, skulle være en åben diskussion, som er til for finde nye erkendelser og overbevise hinanden. Det er noget pladder. Og hvis man tror, at det er sådan, det foregår, kan man kun blive skuffet.

»Det, der foregår i det offentlige rum, er ikke diskussion. Det er debat, hvor man propaganderer for sine synspunkter i en dialogisk form. Det ville jo være en sensation, hvis nogen for åben skærm sagde, at det, du siger dér, er jeg helt enig i. Nu ændrer vi vores partis politik, fordi du argumenterer så godt,« siger Klaus Kjøller og advarer:

»Hvis vælgerne hele tiden oplever noget andet end det, de forestiller sig som det rigtige, så går det galt. Så vil de sige: Hvad er det for noget? De sidder jo bare og skændes. Det er jo ikke det, vi har lært om demokratiet i skolen,« siger Klaus Kjøller.

Samtalen og diskussionen som fundament for demokratiet stammer fra Grundtvig, Hal Koch og højskolebevægelsen. Det ligger dybt i vores forhold til demokratiet, at vi gennem samtale, dialog og medborgerskab kan finde frem til løsninger, som er mere demokratisk funderet. Den tyske idéhistoriker Jürgen Habermas taler om idealet som den magtfri samtale mellem ligeværdige individer byggende på sandfærdighed.

»Det er i hvert fald ikke det, der foregår i det offentlige rum,« siger Klaus Kjøller.

Han beskriver i stedet demokratiet som en dramaserie på TV, som alle følger med i. Hver dag er der nye afsnit med vindere og tabere, skurke og helte. Serien drives frem af strid, konflikter og personer og er nøje iscenesat. Og det er netop det, der får vælgerne til at følge med og engagere sig. Glem alt om den demokratiske samtale. Det er den daglige føljeton og den nådesløse vurdering af politikernes præstationer, der er afgørende.

Både for politikere og medier er det markedet – vælgerne – der bestemmer. Og det er jo hele demokratiets idé, mener Klaus Kjøller

»De, som kritiserer, lader som om, de ikke ved, at både partier og medier er tvunget til at konkurrere på liv og død ved at skræddersy deres indhold efter de faktisk eksisterende kunder i butikken ... Intet tyder på, at medier og politikere nogensinde skulle give vælgerne andet end det, som vælgerne vil have,« skriver Klaus Kjøller i forordet til bogen.

Og i modsætning til, hvad man skulle tro ud fra elitens jammer, så fungerer systemet faktisk rigtigt godt, mener han. Vælgerne har engagement i TV-dramaet, der er høj valgdeltagelse, og vi har stor tillid til hinanden. Det er ikke populisme, leflen for vælgerne, eller hvad der ellers findes af negative udtryk om politikere, der retter ind efter folkestemningen.

»De frit konkurrerende partier og de frit konkurrerende medier giver systemet en enorm følsomhed over for vælgerne. Og det er præcis det, der giver systemet kvalitet. Det er en benhård konkurrence, som kræver ideer hele tiden, og som ikke blot fører til den laveste fællesnævner. Vi har et af verdens mest succesfulde systemer. Der er slet ingen grund til at falde hen i fortvivlelse og afmagt,« siger Klaus Kjøller

Jagten på de fire dyder

Men hvor bliver der plads til visionerne og de store politiske fremtidsplaner? Klaus Kjøller beskriver den store majoritet af vælgere som »tryghedsnarkomaner«, der i store træk er tilfredse med, hvordan tingene er, og ikke ønsker sig store forandringer. De vil dog gerne være med til justeringer, hvis det er nødvendigt for at opretholde status quo.

»Ønsket om visionære politiske ledere, der går foran, er endnu en del af den idealiserede opfattelse af politik, som ikke hører hjemme i virkeligheden. Systemet fungerer i store træk ud fra cases, som medierne finder frem til, og som appellerer til følelserne. De gør det muligt for politikerne at tage initiativer til at redde de ofre, der er i mediernes historier. Dem, der er bedst til at skabe håb og løse problemerne, får stemmerne. De gode vinder over de onde. Det er den ret simple TV-serie, der er den grundlæggende institution i demokratiet. Det er den, der formidler vores system. Det er de mange, der har magten. Det er demokratiets idé. Men børnene indoktrineres til noget andet i skolen, og det er farligt,« siger Klaus Kjøller.

Politikerne jagter ifølge Kjøllers analyse først og fremmest de fire dyder, der kan skaffe dem opbakning og sympati blandt vælgerne. Det er ærlighed, idealisme, stabilitet og kompetence. For politikerne er det de dyder, den politiske TV-serie handler om. Og vælgerne er eksperter i at vurdere dem, fordi det er noget, de kender fra deres eget liv. Det handler ikke om teknik, substans og paragraffer, men om menneskelige relationer.

»Billedet af vælgeren, som graver sig gennem en masse substans for at kunne tage stilling i en konkret debat, er fuldstændig godnat. Vælgerne ser debatten og vurderer, hvor striden står, hvordan de klarer sig, hvem der har dyderne, og om de har tillid til, at alle argumenter, der kan skade den anden, kommer frem,« siger Klaus Kjøller.

»Jagten på den forsvundne skat med Harrison Ford handler jo heller ikke om arkæologiske kendsgerninger. Men om de personer, der jagter dem,« tilføjer han.

Når EU ikke fungerer og har folkelig legitimitet, er det netop, fordi den politiske TV-serie mangler. Vi kender ikke de medvirkende, kommissærerne, striden og processen er uklar. Der er ikke nogen scene, ingen offentlighed.

Elsk systemet

Ud over den store scene, hvor den politiske TV-serie foregår, findes der også en lille scene, hvor der gælder helt andre regler. Det er inde i forhandlingslokalerne, i partitoppen eller blandt de øverste embedsmænd i ministerierne. Her lytter man til hinanden, diskuterer for at overbevise og finder til sidst frem til kompromisser og enighed. Her bliver man desuden enige om, hvordan en sag skal takles på store scene. Man fordeler roller, skærer konflikter til og aftaler, hvem aktørerne er, inden man træder frem.

Ifølge Klaus Kjøller bør vi blot indse og acceptere, at det er sådan, systemet fungerer og lære at elske det i stedet for at mistænkeliggøre det. For det er en illusion at tro, at det kan være anderledes.

»Så snart debatten foregår i offentligheden – på store scene – så vil det faktum, at der foregår noget uartigt på lille scene – noget som vælgerne ikke må blive inviet i – bidrage til politikerlede. Derfor forsøger politikerne at redde den ved at sige, at nu tager vi en åben og fordomsfri diskussion i offentligheden. Men det passer jo ikke,« siger Klaus Kjøller og tilføjer:

»Måske ser systemet fælt ud, når man lige ser det, men det er båret af en stærk logik. Og jeg håber at kunne få folk til at holde af systemet for det, som det er, og ikke for det, som det ikke er.«

Klaus Kjøller er især bekymret over den misforståede kritik af demokratiet, fordi andre tager den til sig. Det kan være svært nok at overbevise fremmede fra andre kulturer og styreformer, som lever i parallelsamfund, om demokratiets lyksageligheder, hvis de samtidig på falske præmisser får at vide, at det ikke fungerer, og politikerne er utroværdige, så er det op ad bakke.

»For nogle er demokratiet ikke nogen indlysende ting. Det er vigtigt, at vi er i stand til at gå i flæsket på den negative opfattelse. Meget af vores undervisning i demokrati handler om Hitler og Anden Verdenskrig. Men i dag er den fare, demokratiet udsættes for, i højere grad fra præstestyrer og dem, som hylder dem,« siger Klaus Kjøller.

»Vi ved godt, at vi lever i et virkeligt godt system. Vi vender begejstrede hjem fra udlandet og fortæller om, hvor godt det fungerer i Danmark. Men vi er stadig skeptiske over for politikerne og synes, at medierne er poppede. Det er på tide, at man prøver at forstå hvorfor og lærer at holde af systemet, som det er,« siger Klaus Kjøller.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.