Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Spidskandidaterne

Lad nu private penge gøre arbejdet

Bendt Bendtsen (K)
Bendt Bendtsen (K)

Så er den gal igen med Socialdemokraterne og de grønne her i Europa-Parlamentet. Netop som vi gør klar til snart at udrulle den største investeringsplan for Europa, siden vi efter anden verdenskrig genopbyggede Vesteuropa under Marshall-planen, prøver Socialdemokraterne og ligesindede at kuldsejle projektet med skadelig politisk detailstyring.

De kræver øremærkning af pengene, som både offentlige og private investorer skyder i den europæiske investeringsfond. Fonden er en del af den såkaldte Juncker-plan, som skal genrejse de kriseramte europæiske økonomier.

Socialisterne og de grønne vil have, at mindst hver femte investeringskrone af Juncker-planens knap 2.400 milliarder kroner reserveres til investeringer i energieffektivitetsprojekter. De vil med andre ord have, at vi som politikere botaniserer i projekterne og politisk styrer, hvad der er gode og dårlige investeringer.

Dum idé. Alle ved, at det ikke duer, at politikere leger investeringseksperter.

Investeringsfonden skal bæres af private penge. Det var idéen fra begyndelsen, og er det stadig. Jeg siger derfor klart nej til Socialdemokraternes idéer om en statslig detailstyring af, hvilke projekter private investorer, som f.eks. pensionskasser, skal sætte vores fælles penge i.

Det er rigtigt, at der også er offentlige penge i investeringsplanen - cirka 155 milliarder kroner. Den offentlige side af investeringen fungerer som en ekstra tilskyndelse for den private sektor til at skyde penge i investeringsprojekter, der på den måde kan gøres rentable.

Pointen er, at private og offentlige penge skal arbejde sammen, hvis Juncker-planen skal lykkes. Når vi skal have private penge til at arbejde, er man nødt til at se på merværdien i de projekter, der kommer på bordet. Det skal ske, før man begynder at diktere, hvor pengene går hen. Det er en sund konservativ grundtanke.

At øremærke midler til bestemte formål og områder, er det samme som at sige, at man kan forudse, og garantere, at der vil være nok rentable og egnede investeringsprojekter indenfor f.eks. energieffektivitet. - Og at projekterne i øvrigt vil give den fornødne merværdi og vækst i Europa. Med mindre man er i besiddelse af en ualmindeligt god spåkugle, giver det altså ikke rigtigt mening at øremærke midler til bestemte formål, før man kender de enkelte potentielle projekter.

Og for at være helt klar: Det vil glæde mig, hvis projekter inden for energieffektivitet tiltrækker 20 procent eller endnu flere af midlerne i Juncker-fonden. Det vil være til stor gavn for danske virksomheder som f.eks. Danfoss, Rockwool og Velux. Men udvælgelsen af projekterne skal ske på markedsvilkår, ikke på politiske vilkår. Derfor hviler det nu tungt på skuldrene af både danske investorer og virksomheder at præsentere de bedste fremadrettede og rentable investeringsprojekter. Så kommer midlerne også.

I mellemtiden vil jeg her i Europa-Parlament arbejde for at også Socialdemokraterne forstår, at tiden ikke er til at indføre en politisk detailstyring af investeringerne. Jeg ved, at det bliver op ad bakke, for der er desværre ikke tale om en enkelt svipser fra Socialdemokraternes side - det er snarere et helt mønster vi skal bryde.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.