Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Spidskandidaterne

Hvor kongen og folket – hvor Danmark var et!

Morten Messerschmidt (DF)
Morten Messerschmidt (DF)

Debatten om H.K.H. Kronprinsens færden på Storebæltsbroen er en kedelig illustration af den afstumpethed, der præger dele af samfundsdebatten. Det er som om, at ethvert synspunkt – uagtet hvor vulgært eller primitivt – i dag skal betragtes som legitimt og egalt med enhver anden betragtning. Med de sociale mediers fremkomst er grødede synspunkter, der før blev redigeret bort af en fyndig debat-redaktør, kommet op til en overflade, hvorfra de siver ud i den almene debat og forpester sine omgivelser. Født af det marxistiske menneskesyn og næret af den brandesianske nedbrydertrang, forpester den sindet og formørker den sine omgivelser. Denne samfundsnedbrydende energi, som med forloren selvretfærdighed tillader sig at stille spørgsmål ved vort samfunds mest stabile grundpiller. Som danskernes adkomst til Danmark. Som vort demokrati. Og altså nu: vort monarki. Det får mig til at gentage, hvad jeg i sommers skrev, da også der vort monarki blev draget i tvivl af samfundsomstyrterne, radikalerne:

”Den opblussede debat om vort monarki giver anledning til at stille det filosoferende spørgsmål: hvem er vi? Den radikale reformator, for hvem alene nuet og de ideologiske tanker om individets frigørelse tæller, vil svare ”jeg er globalisten, der rejser hvortil jeg vil, ubundet og altid higende efter det nye, moderne og smarte. Ubi bene, ibi patria, er mit slagord”.

Den konservative derimod vil svare: ”Jeg er en mine forældres barn, som de var deres. Jeg er min ægtefælles ægtefælle og mine børns fader/moder. Min virkelighed er det givne, det reelle, historiske og fællesskabet, som ikke blot rækker tusinde år tilbage, men også peger fremad i forvisning om som generationerne før mig at kunne leve i tillid til mit land, min tro og mit folk. Hic patria, hic bene er mit slagord”. Fædreland og historie er en pligt, ikke blot en option. Fædrelandet er ikke blot geografi, men ånd, liv, følelser og minder, der rækker ud over den enkeltes egne erindringer. Og når fædrelandet trues, kæmper vi. Vi slikker ikke med Scavenius vore undertrykker op ad ryggen.

Historiens ulykkelige omstændigheder har givet de radikale sejre som 1789, 1870, 1917, 1933, hvor magthaverne har svigtet eller hvor sult eller krig har givet radikalernes forlorne retorik vind i sejlene. Med passionerede slagord har de givet håb om en bedre fremtid, baseret på ideologi og løsrevet fra tilværelsens givne elendigheder. Således har de forført masserne, og resultatet har hver gang været død og ødelæggelse – i den rene ideologis navn. På disses skuldre står også de danske radikaler, som i deres drøm om det ideologisk rene samfund føler anstød ved alt, hvad der fastholder os på den tradition, der for os danskere gør Danmark til en hjertesag. Ligesom England er det for briter, Holland for hollændere osv. De ser historiske autoriteter som en trussel mod deres ideologi, fordi vi, traditionalisterne, netop heri finder en identitet, der strækker sig langt ud over det sterile og singulære ”jeg”, den radikale i sit kolde verdenssyn har defineret. For os er kongehus og kongerække, kirke og kristendom, landskabslovene og grundlov, vort folkestyre, vort flag og vor historie alt sammen en del af svaret, når vi spørges: ”Hvem er I?”. Vi er Danmark. Ikke et projekt, men et land, et fællesskab og en tradition, for hvilken generationer har kæmpet, stridt og døet. Altid med vor konge som førstemand.

Danske konger har som andre mennesker været forskellige. Men som institution er kongemagten gået forrest, når striden gjaldt. Fra sagnkongerne, der byggede riget; over Frederik 3., der ville dø i sin rede; til Christian X, som efter I. C. Christensens svigt måtte se den naturlige kontinuitet mellem Monarki og magt brudt i 1920, men dog stod forrest for sit folk under begge verdenskrige. Dette er Danmark. For den radikale er det fortid. For os er det nutid. Latterligt er det da også at læse kritikken af vort Kongehus´ enestående repræsentanter, når radikalerne beskylder dem for manglende lederevner. Thi var det ikke netop de radikale, som i 1920 var den førende kraft i at fratage vort monarki ledelsen? Igennem mere end et sekel har vi set og ser stadig den skinhellighed og falskhed, som omgærer al radikal sleskhed. ”Hvad vil De betale for et monarki”, hører man dem spottende spørge til ekkoet af Hørups ”hvad skal det dog nytte?”. Altid på rov, altid på udkig efter opbrud og revolution, appellerer den radikale tunge her til økonomisk eftertanke.

Men vort monarki kan ligeså lidt værdisættes som vor kirke, kærligheden til vor familie eller vore erindringer. Monarkiet er som den hovedpulsåre, der gennem et vidtforgrenet system forsyner hele legemet med den livgivende ilt. Ikke bare horisontalt blandt os nulevende danskere, men gennem generationerne, som gik før os, og til generationerne, der end ikke endnu er født. Et menneske uden syn for dette bånd mellem generationerne, med vor kirke og tradition for det kristne, for historien og sproget, er ikke helt. Han bliver et legetøj for radikalismens vekslende påfund. Derfor agter netop radikalerne at omstyrte vore institutioner. For at gøre os åndløse. Men Danmark er netop ikke et påfund, men blivende virkelighed. I, med og af os. Folket med historien.”

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.