Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Spidskandidaterne

Folketinget forspilder chancen for indflydelse i EU

Morten Messerschmidt (DF)
Morten Messerschmidt (DF)

”Kun en tåbe frygter ikke Folketingets Europa-udvalg!”, husker jeg saglige Svend Auken i sin tid som formand for selvsamme udbryde. For spøg til os kollegaer. I dyb alvor til VK-regeringens ministre. I 00erne kunne balancerne nemlig skifte i Folketingets Europaudvalg og ingen kunne vide sig sikker. Som Bendt Bendtsen, der fik et rasende flertal (venstrefløjen og DF) imod sig, da han vendte hjem fra Bruxelles og ikke havde fulgt instruksen. Eller som da samme flertal åbnede møderne for offentligheden til Udenrigsministeriets udelte vrede. Eller som da det samme flertal pålagde den daværende VK-regering at fremlægge udspil om regulering af kapitalfonde i EU, som gik regeringens linie imod. Ja, kun en tåbe frygtede ikke Europa-udvalget og dets fleksible flertals-muligheder inden for de parlamentariske regler.

I dag er det mit indtryk, at tingene har forandret sig. I dag spiller Europaudvalget en stadig mere inferiør rolle. Således kunne en optælling fra Udenrigsministeriet over de sidste fem års mandatgivning i udvalget vise, at mandaterne til regeringen i knap en fjerdedel af tilfældene er givet under en uge, før der indgås en aftale i Ministerrådet. I ni tilfælde var mandatet endda først hentet, efter Rådet havde påbegyndt forhandlinger med Europa-Parlamentet, mens det i fire tilfælde er sket samme dag. Og egentlig er det underligt, at ingen af udvalgets medlemmer har bemærket det noget før.

Som tidligere medlem af udvalget og nu medlem af EU-parlamentet følger jeg arbejdet ret tæt. Jeg får de ugentlige dagsordener. Primo november skulle der eksempelvis være møde i ECOFIN om et forslag vedr. dyrevelfærd. Folketingets Europa-udvalg blev orienteret i notat, som oversendtes 4.november. Heraf (pkt.2) fremgår det, at det er første gang sagen forelægges Europa-udvalget OG at der i øvrigt er ”opnået politisk enighed”. Ingen af medlemmets medlemmer havde åbenbart undret sig. Men jeg skrev til udvalgssekretariatet, som forelagde mine spørgsmål for ministeren. Svaret fra de altid beredvillige og dygtige udvalgsmedarbejdere faldt prompte og de kunne melde tilbage, at der var tale om ”en fejl”. Ganske vist havde sagen ikke før været forelagt, men nu var det blot forventningen, at ”der kan først opnås enighed om forslaget Coreper mellem det kommende rådsmøde 10.-11. november og det efterfølgende rådsmøde”. Jeg vil tillade mig at betragte ministeriets forklaring som opfundet til lejligheden.

Desværre er sagen langt fra enestående. Hovedparten af debatterne i Folketingets Europa-udvalg er enten aldeles post festum eller kredser om helt andre forhold end den reelle forhandling i Bruxelles. Godt for regeringen, der således selv kan styre processen. Men skidt for dem, der tror, at Folketinget har indflydelse. Nu har vi jo i Danmark både parlamentarisme og en årvågen presse, som nok skal holde regeringen nogenlunde ved ilden. Derfor kunne vi måske leve med, at Europa-udvalget ikke spiller med musklerne. Hvis det lige var, fordi Europa-udvalget siden 2009 har spillet en institutionel særdeles vigtig rolle i EU.

Med Lissabontraktatens vedtagelse trådte den særlige subsidiaritets-kontrol i gang, hvor medlemslandenes europa-udvalg har pligt til at undersøge alle Kommissionens forslag for, om de kunne gennemføres enklere og på lavere niveau. Altså om de overholder subsidiaritetsprincippet (der på dansk fejlagtigt oversættes som nærhedsprincippe). En sådan kontrol er fuldstændig afgørende. Hermed har medlemslandene nemlig for første gang fået et reelt værktøj, som kan blokere lovgivning fra EU. Og det sker. Forslaget om kvindekvoter er et eksempel. Men flere kunne nævnes. Problemet er bare, at vi i Danmark har indrettet os på en måde, som gør det nærmest umuligt at bruge denne beføjelse. Europa-udvalget skal nemlig – sammen med de øvrige landes – udtale sig seneste otte uger efter det forslag er fremsat (sidste sprog-udgaves offentliggørelse).

Det første problem opstår ved, at Europa-udvalget slet ikke selv holder sig orienteret om nye forslag fra Kommissionen, men normalt blot modtager dem via grund- og nærhedsnotater fra regeringen. Allerede det er galt, eftersom regeringen kan have en interesse i, at Folketinget ikke når at udtale sig. Regeringen har en frist for oversendelse på 4 uger og kan altså trække tiden, så der kun er halvdelen af fristen tilbage. Ligeså forunderlig er den måde, hvorpå Europa-udvalget vælger sager til efterprøvelse på. Der er nemlig ingen konkret vurdering af hvert forslag. Hvert år i januar udvælges der på baggrund af Kommissionens arbejdsprogram 5-10 kommende forslag, hvor der udføres nærhedskontrol. Og helt grinagtigt bliver det, når man ser, hvordan kontrollen udføres: Udvalget meddeler regeringen, hvilket forslag man vil undersøge og baserer sig således på regeringens notater. Processen er altså helt blottet for magtens tredeling og den uafhængighed mellem regering og Folketinget, som både grundloven og i øvrigt eu-traktaten opererer med. Husk på, at vi Danmark typisk har mindretalsregeringer. I min tid i Europa-udvalget hørte det til hverdagen, at jeg som DFs ordfører kunne lave aftaler med venstrefløjen, som gik imod VK-regeringen. Dengang havde vi ikke den nugældende subsidiaritetsbeføjelse. Men ved den totale afhængighed af regeringen sætter Folketingets partier sig reelt ud over muligheden for alternative flertal. Sådan foregår det i Danmark.

Men hvad med de øvrige lande? EU har i dag 28 medlemslande. Altså er der 27 andre Europa-udvalg, som også foretager analyse af princippets overholdelse. Det rystende er, at Folketingets Europa-udvalg intet automatisk samarbejde har deres 27 kollegaer. I det mindste burde man da foretage kontrol af de direktiver, hvor andre landes Europa-udvalg kommer frem til, at der er problemer med subsidiaritetsprincippet. Kun ved at samle flere landes udvalg kan forslag blokeres. Hvorfor skal man så allerede ved kommissionens arbejdsprogram fastlægge, hvilke direktiver man vil undersøge? Hvorfor ikke undersøge dem alle? Hvorfor ikke gøre det til en pligt at undersøge dem, som andre lande finder problemer i? Hvorfor har man deponeret denne nye – og potentielt store – indflydelse i lommerne på regeringen og systemet?

De otte uger er ufattelig kort tid. Her skal sager undersøges og der skal etableres kontakte til andre landes parlamenter for at koordinere indsatsen. Og på grund af de træge procedure, vi har valgt her til lands, spiller vi os vigtige muligheder af hænde. De sidste to måneder af 2014 brugte jeg på at få ændret et nyt direktiv om betalingskort, som ville gøre det danske DanKort umuligt. Ironisk kunne en sådan sag havde været standset med en subsidiaritetsindvending. Men Folketingets Europa-udvalg behandlede end ikke sagen!

Mulighederne findes ellers. Allerede nu er der mellem de nationale parlamenter oprettet det såkaldte ”IPEX-samarbejde”, hvor hvert nationalt parlament indleverer information, når de har begyndt og afsluttet deres nærhedskontrol. Alligevel er Folketinget underligt passivt. Til skade for danske interesser. I EUs ministerråd har vi syv ud af 352 stemmer. I EU-parlamentet har vi 13 ud af 751 medlemmer. I EU-kommissionen har vi én ud af 28 kommissærer. Vi har med andre ord ikke råd til at forspilde de chancer for indflydelse, der tilfalder os.

Dette gælder såvel i spørgsmålet om forelæggelser, hvor regeringen reelt sylter Folketinget, men det gælder i ligeså høj grad i Folketinget selv, hvor Europa-udvalget helt afstår fra at bruge de muligheder, vi reelt har for at standse lovgivning, der enten kan gennemføres nationalt eller går imod danske interesser. Dette betyder ikke, at vores politikere er dovne eller uengagerede. Men det betyder, at de bruger kræfterne forkert. På at diskutere sager, hvor der allerede i Bruxelles er opnået enighed og hvor de derfor ikke kan påvirke sagen. Og de overser de enorme muligheder, der ligger i en konkret, hurtig subsidiaritetskontrol. Det har vi ganske enkelt ikke råd til. Hver dag er Danmark under fornyet pres af nye forslag fra EU-kommissionen. Nogen af dem kan vi MEPere nå at få korrigeret i forhandlinger de andre grupper og i trialogen med Rådet. Men langt fra alle. Derfor må alle midler bruges. Også Folketinget må tage sin opgave alvorligt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.